Tomas å Stine

Si, Tomas bløw jo liigodt Rigsdasmand,
sin tomas blev jo lige godt rigsdasmand
endda æ Kjøvstafolk vild grinnd let a ham,
endda en kjøvstafolk vil grinnd let jeg ham
han wa få gammeldas å fræ æ Land,
han var få gammeldas og fra en land
men den Gong gik et såen, æ Bønder wand,
men den gang gik det sådan en bønder wand
di kjæænd ham å wa jens om, di vild ha ham.
de kjæænd ham og var jens om de vil have ham
No skuld han så draw å te Kjøvenhawn,
nu skulle han så draw og til kjøvenhawn
å Stine fulde ham et Støk o Vej,
og stine fulde ham det stykke? på vej
de knev let få hind, ve han skuld astæj,
de knev let få hendes ved han skulle afsted
dæ wa så møj hun tøtt, hun skuld sæj te ham.
der var så møj hun tøtt hun skulle sæj til ham
Hun vest, te de vild blyw et fååle Sawn,
hun vest til de vil blive det fååle sawn
næer hun ett mie hååd ham hjemm om Daw'n
nær hun ikke mie havde ham hjemm om daw n
å ett om Awtenen kund pott sæ ve ham.
og ikke om aftenen kunne pott sig ved ham
Hans Væjjmelsklæje håd hun bøest så pæen,
hans væjjmelsklæje havde hun bøest så pæn
en Melldmad hååd han i en tærnet Klee,
en melldmad havde han i en tærnet klæder
hans Uddekjowl wa nylle bløwwen væend,
hans uddekjowl var nylle blevet vendt
hun tøtt nok, hun kund vær hind Mand bekjæend,
hun tøtt nok hun kunne være hendes mand bekendt
men liigodt wa et småt nok mæ hind Glee.
men lige godt var det småt nok mig hendes glæde
En vest jo ett, hwa Sællskav han kam i,
en vest jo ikke hvad sællskav han kom i
di Rigsdasmend wa ves no swåe Kåål,
de rigsdasmend var ves nu swåe karle
hwa om di no fand o i hans Parti,
hvad om de nu fand på i hans parti
te han skuld tåål — hwodan vild han vær fann,
til han skulle tåål hwodan vil han være faren
mon åld de, han skuld sæjj, kun så vær sannd?
mon åld de han skulle sæjj kun så være sannd
— dæ ska så manne Uer te i en Tåål!
der skal så mange uer til i en tåål
Hun køsset ham å bøj ham pæen Fåwal:
hun køsset ham og bøj ham pæn fåwal
A tænke nok, en snåe hør let fræ dæ,
jeg tænke nok en snart hør let fra der
Fåwal, mi Ven, ta no Wohærre mæ dæ,
fåwal mit, min ven ta nu vor herre mig der
så goer et nok mæ åldting som de skal.
så gård det nok mig alting som de skal
Dæ ska jo nowwe te å styyr æ Land,
der skal jo nogle til og stor en land
å de må do jo no wolsajt vær føj te,
og de skal du jo nu wolsajt være føj til
a passer et hæhjemm, så godt a kan,
jeg passer det hæhjemm så godt jeg kan
— men jen Ting må do loww mæ, lille Mand,
men en ting skal du loww mig lille mand
lyw ålde mie, end do håt æ nøj te!
lyw aldrig mie end du håt en nøj til

Tilbage