Skelajte

DE æ knap nok a ka gjør Relehjed få, hudden
de en knapt nok jeg kan gjør relehjed få hudden
de gik te, te mæ å Sessel bløw skelajte. JOW, a
de gik til til mig og sessel blev skelajte jo jeg
trowe de begyndt mej, te a fålangt en Tot Bloer
trowe de begyndt med til jeg fålangt en tot bloer
te å gjør mi Bøs ren mej, men hun swåår mæ ålder
til og gjør mit, min bøs ren med men hun swåår mig ålder
et Uer, å a fæk ingen Bloer. De bløw a jo let
det uer og jeg fik ingen bloer de blev jeg jo let
knotte øwe; a tøtt, te hun kund da gjaan luk hind
knotte øwe jeg tøtt til hun kunne da gjaan luk hendes
Mund op å gi jen et Swar, næer en tål te hind.
mund op og giver en det swar nær en tål til hendes
A gik øwe te wo Nååbos å fæk en Vrild Bloer,
jeg gik øwe til vor nååbos og fik en vrild bloer
men så bløw Sessel let snor'; de wa hind Æær få
men så blev sessel let snor de var hendes Æær få
næery te Folk skuld ha de å snakk om, te hun ett
næery til folk skulle have de og snakk om til hun ikke
kund fly mæ såen en rinng Ting. Hun såå, te hun
kunne fly mig sådan en rinng ting hun sagde til hun
håd ett hoer te a fålangt et, å de kå såmend osse
havde ikke hår til jeg fålangt det og de kå såmend også
gjaan væær; a trowe nok den lille skreg i de sååm
gjaan være jeg trowe nok den lille skreg i de sååm
a såå et, men så kund hun gi no bæjje Ajt o, hwa
jeg sagde det men så kunne hun giver nu bedre ajt på hvad
en sæjje te hinde A vil ha te æ Kwinndfolk ska
en siger til hinde jeg vil have til en kwinndfolk skal
respegtier mæ, en æ da Mand i æ Goer. _A ved
respegtier mig en en da mand i en gård jeg ved
så wal, te a wa en fatte Kåel, inden a fæk Sessel
så vel til jeg var en fatte mand inden jeg fik sessel
å æ Goer, men diefå vil a ett go å vær Pe Tot,
og en gård men diefå vil jeg ikke go og være pe tot
Så let atte sæje Stine — de æ Sessels Dætte mæ
så let om sæje stine de en sessels dætte mig
hind føøst Mand —te hun kam te å ha et Par ny
hendes føøst mand til hun kom til og have det par ny
Træsko. De måt hun jo så godt fo, men hun vild
træsko de måtte hun jo så godt få men hun vil
ha et Par fiir Læjjetræsko å go å lank sæ mej,
have det par fiir læjjetræsko og go og lank sig med
å a mindt jo, te næer en anden ka go i Trætræ-
og jeg mindt jo til nær en anden kan go i trætræ
sko, så kund de wol osse vær godt nok te såen
sko så kunne de vel også være godt nok til sådan
en Høøn. Men hun vild partu ha Læjjetræskoy å
en høøn men hun vil partu have læjjetræskoy og


46



æ Mue holdt mæ hind; hun wa ett fri for å vild
en mor holdt mig hendes hun var ikke fri for og vil
læ mæ høør, te dæsom æ Tøs håd wan mi ejen,
læ mig høre til dæsom en tøs havde wan mit, min ejen
så håd et nok ett gawwen så knap te. Såen no
så havde det nok ikke gået så knapt til sådan nu
Snak vil a ett høør; a ved, Sessels Dætte lie ingen
snak vil jeg ikke høre jeg ved sessels dætte modbydelig ingen
Uskel ve mæ, men de æ snåe næer vej te Sessel
uskel ved mig men de en snart nær vej til sessel
tænke mie o hind føøst Mand, end hun tænker o
tænke mie på hendes føøst mand end hun tænker på
en anden; a tøgges endda ett, han wa sa gjæw.
en anden jeg tøgges endda ikke han var sa gjæw
Han wa nok en strunk Kåel å si o, han håd jo
han var nok en strunk mand og sin på han havde jo
wan Dragon, men han wa da et rinng Arrbeds-
wan dragon men han var da det rinng arrbeds
mennesk, å han kam nok osse somtie hjem mæ en
mennesk og han kom nok også sommetider hjem mig en
lille Donner, næer han håd wan te Krowes. No. vi
lille donner nær han havde wan til krowes nu vi
kam te å træddes om di hie Træsko, men de er
kom til og træddes om de her træsko men de er
ett nem å Sto sæ for æ Kwinndfolk, næer di holder
ikke nem og står sig for en kwinndfolk nær de holder
sammel. A bløw let haste, å så tow a mi Kjæp
sammen jeg blev let haste og så tog jeg mit, min kæp
å mi Kasket å vild te å go
og mit, min kasket og vil til og go
»Ska do nowwe .Stæjje hen?« spuur Sessel.
skal du nogle steder hen spuur sessel
»Ja, a skal« , swåår a, »a gor øwe te æ Krowel«
ja jeg skal swåår jeg jeg gor øwe til en krowel
»Hå do Ærind te æ Krowe?« spuur Sessel så
har du Ærind til en krowe spuur sessel så
igjen.
igen
»Ja, a håe«, swåår a, å de kam L let snært. »A
ja jeg håe swåår jeg og de kom l let snært jeg
vil si, om a ett ka blyw lisså fådrukken som di
vil sin om jeg ikke kan blive lisså fådrukken som de
føøst Mand wa, den Slaw Folk æ jo bæst te Mååd
føøst mand var den slaw folk en jo bæst til mååd
få dæ. Do skjønner ett møj o, te do hå fåt en
få der du skjønner ikke møj på til du har fåt en
ædruele Mand i æ Goer!«
ædruele mand i en gård
Men så fløw Sessel op, som jen håd sat en
men så fløj sessel op som en havde sat en
Bråend te hind Næjjs; hun såå ålder et Uer, men
bråend til hendes næse hun sagde ålder det uer men
hun bløw hwid i æ Howed å rend ind i æ Soww-
hun blev hwid i en hoved og rend ind i en soww
kammer, å så gik a; de ka godt væær a lott æ
kammer og så gik jeg de kan godt være jeg lott en
Daer wal håt atte mæ.
daer vel håt om mig


47



Men a wa ålde så soor kommen udden æ Goer,
men jeg var aldrig så soor kommen uden en gård
inden a håd fåtrøt et. A ka nok blyw haste gal,
inden jeg havde fortrudt det jeg kan nok blive haste gal
men a ka lisså snåe blyw gue igjen, å a hår åldtie
men jeg kan lisså snart blive god igen og jeg har åldtie
hoer, te de æ den bææst Slaw Folk. Men så såå
hår til de en den bææst slaw folk men så sagde
a liigodt te mæ sjel: Pas no o hwa do gjø, Søren!
jeg lige godt til mig selv passe nu på hvad du gjø søren
Gi do dæ no te å fiir for æ Kwinndfolky så æænder
giver du der nu til og fiir for en kwinndfolky så æænder
et mej, te do håer ett Hunds Ræt ve dem. Do hå
det med til du har ikke hunds ret ved dem du har
så, te do vil te æ Krowe, å så ska do go te æ
så til du vil til en krowe og så skal du go til en
Krowe, hæjsen lie di ad dæl No, a drow så å igjen,
krowe hæjsen modbydelig de ad dæl nu jeg drog så og igen
men ve a håd gawwen let, bløw a da så møj stjerne-
men ved jeg havde gået let blev jeg da så møj stjerne
gal. Hie gik en å spildt si Ti, a skuld endda ha
gal her gik en og spildt sin ti jeg skulle endda have
wan te å skjær Hakkels, å de vææst wa, te en
wan til og skjær hakkels og de vææst var til en
rend te Nar _få bådde sæ sjel å ander. Sessel vest
rend til nar få både sig selv og andre sessel vest
lisså godt som a, te a wa ett møj i Løst for å
lisså godt som jeg til jeg var ikke møj i læste for og
kom i Sællskav mæ Hylld-Moten å hans Kanutter,
kom i sællskav mig hylld moten og hans kanutter
å ordenlig Folk træffer en sjælden i æ Krowe såen
og ordenlig folk sker en sjælden i en krowe sådan
te Daws. Å no gik æ Kwinndfolk wol hjemm å
til daws og nu gik en kwinndfolk vel hjemm og
hååd dje Plasier å, te di håd fåt mæ gal. Di ska
havde deres plasier og til de havde fåt mig gal de skal
fo no andt å si, tændt a ve mæ sjel, no gor a te
få nu andt og sin tændt jeg ved mig selv nu gor jeg til
Krowes, å a kommer ett hjem igjen ostæj.
krowes og jeg kommer ikke hjem igen ostæj
Så rejst a å igjen, men ve a kam fåbi æ Kjærr-
så rejst jeg og igen men ved jeg kom forbi en kjærr
gor, kam a i Tanker om, te a skyldt Knud Graw-
gor kom jeg i tanker om til jeg skyldt knud graw
wer nowwe Skjællinger for å gjø wo Grawwstæj -i
wer nogle skjællinger for og gjø vor grawwstæj i
Stand. Ham ka en træf o æ Kjærrgoer snåe bådde
stand ham kan en træf på en kjærrgoer snart både
Nat å Daw, å a gik ind te ham å fæk gjor Rele-
nat og dag og jeg gik ind til ham og fik gjor rele
'hjed. Vi snakked let om æ Væjjele, å a sæje så:
hjed vi snakked let om en væjjele og jeg sæje så
»A tøgges snåe, te do æ wal hoer ve dæ sjel,
jeg tøgges snart til du en vel hår ved der selv
Knud; di Røkk blywe jo så krum, te do ett ka
knud de ryg blive jo så krum til du ikke kan
si æ Suel o æ Himmel«.
sin en sol på en himmel


48



»Æ Røkk æ stærk nok« f såå Knud, »å den hår
en ryg en stærk nok f sagde knud og den har
en gue Fasoen nok te de, den ska bruges te«.
en god fasoen nok til de den skal bruges til
»De ka gjaan væær«, såå -av »men så goe do
de kan gjaan være sagde av men så goe du
da osse så jenle å håer ålde et løwwend Mennesk
da også så jenle og har aldrig det levende mennesk
å snakk -mejeDi døø æ der ett møj Howwerow ve«.
og snakk mejedi døde en der ikke møj howwerow ved
»Der æ ingen i æ Sown, dæ hå bæjje Howwe€
der en ingen i en sown der har bedre howwe
row end- a håe«j såå Knud. »A hå kjæend di
row end jeg håe j sagde knud jeg har kendt de
fliest a demm, dæ legger å sowe hie omkring wos,
fliest jeg demm der legger og sowe her omkring os
å di æ møj kloger end vi anders dæ gor å stomler
og de en møj kloger end vi anders der gor og stomler
owwen æ Juere Di. fåsnakke dem ett, å di blywwe
owwen en juere de fåsnakke dem ikke og de blywwe
ålde skelajte, de wa stue Ting, om vi anden kund
aldrig skelajte de var store ting om vi anden kunne
blywså klooge Så %løw der ett så møj å fåtryyd
blywså klooge så løw der ikke så møj og fåtryyd
bagatte«k.
bagatte k
Ica gjaan væær«s sæjer a såv »mem a tøg-
ica gjaan være s sæjer jeg såv mem jeg tøg
ges no, te en ka osse gjø fåmøfud a didøø, di
ges nu til en kan også gjø fåmøfud jeg didøø de
såliig wan, som di skullde -
såliig wan som de skullde
Knud •atE±æ 00 æn Bænk å -skravteßkidüa
knud ate en æn bænk og skravteßkidüa
hans -Træsko, å —sæje han 3
hans træsko og sæje han
»Ka do howws -Simon Møller? De wa en regti
kan du huske simon møller de var en rigtig
-Attemeddesmand,e hano- i —Seng om Formede
attemeddesmand e hano i seng om formede
-dene, -å om Attemeddene sad -han ve æ Bueræænd
dene og om attemeddene sad han ved en bueræænd
åAøst Avise. Han såå, te de wa Så -rinngy dæsom
åaøst avise han sagde til de var så rinngy dæsom
såen en Goer ett kund føø jet dowen Mennesky å
sådan en gård ikke kunne føde alligevel dowen mennesky og
-så tøtt han, te han wa næærest te et. Han aæt æ
så tøtt han til han var næærest til det han aæt en
Kuen pas hrele bådde uud å innd. Hwodatv
kone passe hrele både uud og innd hwodatv
di hååd sammel,ved a ett; di -hå wol nok taw-
de havde sammen ved jeg ikke de har vel nok taw
wen -nowwe Ture om etr men hun wa få stolt te
wen nogle ture om etr men hun var få stolt til
å Aæ sæ mærk mæ nued, å hun latt åldtie så godt
og aæ sig mærk mig nued og hun latt åldtie så godt
-tefreds, Men så bløw harv sykk å kam o æ Syyg-
tefreds men så blev harv sykk og kom på en syyg


49



stoww; di såå de wa Kraft, å han skuld obberie-
stoww de sagde de var kraft og han skulle obberie
res. Æ Dogtere ska jo gjaan te å flisk i Folk, hwoe
res en dogtere skal jo gjaan til og flisk i folk hwoe
di ka kom astæj mæ et. Æ Obberasjon gik så
de kan kom afsted mig det en obberasjon gik så
møj udmærket, å Simon døø et Par Daww atte.
møj udmærket og simon døde det par dage om
En skuld jo tøkk, te de kund ha gawwen -liigodt
en skulle jo tøkk til de kunne have gået lige godt
få hind, fåde hun ett håd den Dryllik sedden ve
få hendes fåde hun ikke havde den dryllik sedden ved
æ Bueræænd, men -de kund slæt ett go, ve han
en bueræænd men de kunne slæt ikke go ved han
wa henn, hun kund ett hold æ Tanker samlet ve
var henn hun kunne ikke holde en tanker samlet ved
nowwe Tinge Hun wa så ræj få, te hun ett håd
nogle tinge hun var så ræj få til hun ikke havde
wan gue- nok ve ham, å hun ræænd o æ Kjærr-
wan god nok ved ham og hun ræænd på en kjærr
goer bådde tiele å silde for å smøkk- hans Graww-
gård både tiele og silde for og smøkk hans graww
stæji Ano tænker a te hun tøgges, te hun hå håed
stæji ano tænker jeg til hun tøgges til hun har håed
den bææst Mand - i æ Sown«.
den bææst mand i en sown
A%egyndt å snakk om, te a skuld -te å go, a
jeg egyndt og snakk om til jeg skulle til og go jeg
skuld længer hen, men no wa -Knud kommen -i æ
skulle længer hen men nu var knud kommen i en
Snakkhjønn, å¯han fåtald vie:
snakkhjønn og han fåtald vie
»De andt -Oen bløw HansJørgen Pot=nie, -ham
de andt oen blev hansjørgen pot nie ham
wa Zen osse en fååle Sorre øve. Han wa jo åldtie
var zen også en fååle sorg øve han var jo åldtie
let moen -i et, å ve han fæk æ Føøgoer„såæ han,
let moen i det og ved han fik en føøgoer såæ han
te Æe dutt slæt etty som hansNåe håd drøwwen
til Æe dutt slæt etty som hansnåe havde drøwwen
ens såen en Goer kund kom -te gi møj mie. Så
ens sådan en gård kunne kom til giver møj mie så
begyndt han å dan de hiele om, de skuld jo væær
begyndt han og dan de hiele om de skulle jo være
så nymuedens -ålldsammel. Han æslet groww mæ
så nymuedens ålldsammel han æslet groww mig
et, å ban skoon ett sæ sjel, men dæ må ilywl ha
det og ban skoon ikke sig selv men der skal alligevel have
wan Fejler -ve et, få jo mie han dannet om, jo
wan fejler ved det få jo mie han dannet om jo
ringer A)løw et mæ hans Pæængsager, å tesidst gik
ringer jeg løw det mig hans pæængsager og tesidst gik
ham fræ æ Goer. Dæ wa jo få -let Staddehjed -ve
ham fra en gård der var jo få let staddehjed ved
ham; næer han håd fåt wal begyndt o en Ting
ham nær han havde fåt vel begyndt på en ting
å håd kost en Dielo et, så fæk han Løst te
og havde kost en dielo det så fik han læste til


50



no andt, å så gik et i Æænder å Knudder. Men
nu andt og så gik det i Æænder og knudder men
det kund ålde nøtt, te nowwe vild -roo hamv han
det kunne aldrig nytte til nogle vil roo hamv han
wa møj klooger end ålld di ander. »De gie møj
var møj klooger end alle de andre de gie møj
fåAet, de ka kom te å gi møj mie«, såå han om
fåaet de kan kom til og giver møj mie sagde han om
åldt, hwa ander Folk tow sæ få. Hans Kuen wa
åldt hvad andre folk tog sig få hans kone var
.fræ en stue Goer, å de wa strenng få hind, ve
fra en store gård og de var strenng få hendes ved
di skuld te å sed i en Lejjstoww, men hun klaw-
de skulle til og sed i en lejjstoww men hun klaw
wet sæ ålde ve et. Hans Jørgen ga helder ett få-
wet sig aldrig ved det hans jørgen gav helder ikke få
tavt, han spekulieret o en ny Maskiin te å graw
tavt han spekulieret på en ny maskiin til og graw
Tårre mej, å næer han fæk den te å go, så skuld
tårre med og nær han fik den til og go så skulle
di blyww så di kund kjøøv en stue Goer
de blive så de kunne kjøøv en store gård
_igjen. De -troww -han da sjel.
igen de troww han da selv
-Men så gik han å bøwwlet så -lænng i æ Mues
men så gik han og bøwwlet så længe i en mose
-mæ de hie Maskiin/ te han fæk en Syggen ve et,
mig de her maskiin til han fik en syggen ved det
TSÅ føeld æ -Mued.- Han zlo å Ava så urolle ve å
tsÅ føeld en mued han zlo og ava så urolle ved og
-Oy hans -Kuen å Bøem skuld = blyw tey
oy hans kone og bøem skulle blive tey
næerA1an ham ba hans Kuem så min
næera an ham bad hans kuem så min
-dele om -å tegi hams te han håd stilet æ Sager så
dele om og tegi hams til han havde stilet en sager så
sællefå hind, men de vild- hun ålde hør Tåål om.
sællefå hendes men de vil hun aldrig hør tåål om
Hun snakket mæ ham om dem Gongy di wa Kjære-
hun snakket mig ham om dem gongy de var kjære
ster å mødtes nie ve æ Skowwdig, å hun takket
ster og mødtes nie ved en skowwdig og hun takket
harmfor åld de guev di håd håed sammel. Æ Præst
harmfor åld de guev de havde håed sammen en præst
besøgt ham, -inden han døø, å han spuur ham om,
besøgt ham inden han døde og han spuur ham om
-hwa han no tøtt, han håd fåt ud a hans LYW
hvad han nu tøtt han havde fåt ud jeg hans lyw
- »Aå, de æ åldt få let«o såå Hans Jørgen,- »de
aå de en åldt få let på sagde hans jørgen de
skuld ha giwwen møj mie!«
skulle have giwwen møj mie
De ga æ Præst ham -Ræt -i, -å han sååy te no
de gav en præst ham ret i og han sååy til nu
gjældt et så om å læ Wohærre fo æ Stomper lisså
gjældt det så om og læ vor herre få en stomper lisså
- sælle som -de wa; så kund der endda kom no godt
sælle som de var så kunne der endda kom nu godt


51



ud å et inocA så talld han da så kjøn sve æ Be-
ud og det inoca så talld han da så kjøn sve en be
grawels; Alan såå, T te dæ håd åldtie wan de ve
grawels alan sagde t til der havde åldtie wan de ved
Hans Jørgen, te han sat sæ et høwt Moel å vild
hans jørgen til han sat sig det højt moel og vil
gjaan -gjør et bæjjer end ander Fölkv å den Drøwt
gjaan gjør det bæjjer end andre fölkv og den drøwt
wa gue nok, næer den kons bløw væend i den regti
var god nok nær den kun blev vendt i den rigtig
Rætning, å han mindt,te de wa lykkedes tesidst«.
rætning og han mindt til de var lykkedes tesidst
A håd sat -ve æ Sii a Knud å lyj o hans Snak,
jeg havde sat ved en sii jeg knud og lyj på hans snak
no vild å lætt ve mæwde wa snåe Awten,
nu vil og lætt ved mæwde var snart aften
men så begyndt han -igjen å -fåtææl.v
men så begyndt han igen og fåtææl v
» For en Monet sien bløw Fredriks Kuen be-
for en monet gold blev fredriks kone be
grawet, -do vee nok -hun ÆØØ a Tyfusöå de. sier
grawet du vee nok hun ÆØØ jeg tyfusöå de ser
ud&, te vi kæ -snåe kååst en Graw te ham osse.
ud til vi kæ snart kååst en graw til ham også
Dem Dawy -hun bløwsykk, wa hum ve å -tapesier
dem dawy hun bløwsykk var hum ved og tapesier
en -Stoww, hun wæså magesløs døgtiute hind Hen-
en stoww hun wæså magesløs døgtiute hendes hen
dewä kund sjel gjøør åldting. Fredrik håd wan Are
dewä kunne selv gøre alting fredrik havde wan are
avannd æ Hææstvå vild _ham ind å SI te hind.
avannd en hææstvå vil ham ind og sin til hendes
MenAiiäde ban kommer Ind cad hum
menaiiäde ban kommer ind cad hum
ud=åæ Vinningøå så sæk hun lisså- fåskrækket.
ud åæ vinningøå så sæk hun lisså fåskrækket
—Die komme -dEmæ mi Liigkjestlc
die komme demæ mit, min liigkjestlc
»Hwa æ de -da få no Snak?« såå -han, han so
hvad en de da få nu snak sagde han han so
osse ud å æ VinningAnen- han kund Jingenti1Wsi.
også ud og en vinninganen han kunne jingenti wsi
hiel bestemt, te hun håd sjetfe Mend
hiel bestemt til hun havde sjetfe mend
komm ind ad æ Puet mæ hind Liigkjest, å han
komme ind ad en puet mig hendes liigkjest og han
kund ett snak hind fræ et.
kunne ikke snak hendes fra det
Fredrik bløw groww sælle tepas ve et, men ham
fredrik blev groww sælle tilpas ved det men ham
vild jo ett wal trowv te de håd nued å betyyj. Men
vil jo ikke vel trowv til de havde nued og betyde men
om Awtenen bløw æ Kuen sykk; di hindt æ Dogter,
om aftenen blev en kone sykk de hindt en dogter
å han såå, de wa Tyfus, å de wa møj alvorlig— Å
og han sagde de var tyfus og de var møj alvorlig og
nowwe fo Daww atte wa hun dø.
nogle få dage om var hun dø


52



Fredrik ka slæt ett kom øwer et, han trowe -te
fredrik kan slæt ikke kom øwer det han trowe til
han æ Skyld -i- hind Dø. Dæ wa Tyfus i æ Nåå-
han en skyld i hendes dø der var tyfus i en nåå
bogoer, å Mari håd bej ham så mindele om å ett
bogoer og mari havde bej ham så mindele om og ikke
go derøwe; hun wa så angest få Smett. Men han
go derøwe hun var så angest få smett men han
håd ilywl wan derøwwe, udden te hun vest et;ban
havde alligevel wan derøwwe uden til hun vest det ban
manglet et _Par Smågriis, å den anden Mand hååd
manglet det par smågriis og den anden mand havde
nowwe han vild å mejÆ-Ian mindt jo ett de kund
nogle han vil og mejÆ ian mindt jo ikke de kunne
gjøør nued å go derøwe, næer han ett kam ind
gøre nued og go derøwe nær han ikke kom ind
i æ Stowwe. No go han å klawwe sæ Nat å Daw
i en stowwe nu go han og klawwe sig nat og dag
å sæje: Hååd a Rndda ålde gawwen derøwe! —å
og sæje havde jeg rndda aldrig gået derøwe og
a trower ett, han kommer øwer et nowwetie.
jeg trower ikke han kommer øwer det nowwetie
De er en forondele Ting mæ en Mennesks Lyw; -
de er en forunderlig ting mig en mennesks lyw
en gor å gjør ålld di Dummhjeder, en ka vær øwe,
en gor og gjør alle de dummhjeder en kan være øwe
å næer en begynder å fo let Begrev om, -hudden
og nær en begynder og få let begrev om hudden
en skuld hæ bån sæ ad, så ska en hæfræ. A så ska
en skulle hæ bån sig ad så skal en hæfræ jeg så skal
wo Bøen te å begynnd forfræ å gjør ålld wo Dumm-
vor børn til og begynnd forfræ og gjør alle vor dumm
hjeder om igjen«.
hjeder om igen
»No skal a strææv å teen å hjem!« såå a å
nu skal jeg strææv og teen og hjem sagde jeg og
rejjst mæ.
rejjst mig
- do no hjem« y såå Knud. »Amindt, do
du nu hjem y sagde knud amindt du
vild længer hen«.
vil længer hen
»Næj, de blywwe få silde i Daw«, såå a. »A
næj de blywwe få silde i dag sagde jeg jeg
tøgges» de æ ve å blyww så koldt, æ Vind æ ves
tøgges de en ved og blive så koldt en vind en ves
gawwen om i æ Nueren«.
gået om i en nueren
»Æ Nuerenvind æ koeld, hwoe så sien den kom-
en nuerenvind en koeld hwoe så gold den kom
me fræ«, såå Knud. A ved ett, hwa han mindt.
me fra sagde knud jeg ved ikke hvad han mindt
-—- Så gik a hjemad lisså stærk a kunnd, a wa
så gik jeg hjemad lisså stærk jeg kunde jeg var
næer ve å rennd. A håd ingen Rollehjed, inden
nær ved og rennd jeg havde ingen rollehjed inden
a kam hjem te Sessel å æ Bøen, de kund jo godt
jeg kom hjem til sessel og en børn de kunne jo godt


53



væær, te di gik å wa want få næ. Der æ liigodt
være til de gik og var want få næ der en lige godt
nued i hwa di sæje, te æ Kwinndfolk æ strenng
nued i hvad de sæje til en kwinndfolk en strenng
å ha, men di æ vaar å undvæær. SesseL sad mæ
og have men de en vaar og undvæær sessel sad mig
en Binndhues, ve a kam ind, men så rejjst hun
en binndhues ved jeg kom ind men så rejjst hun
sæ å vild go ud i æ Kjøkken.
sig og vil go ud i en kjøkken
»Aå bi en lille Kwoen«, såå a, »a vild gjaan
aå bi en lille kwoen sagde jeg jeg vil gjaan
lii sæj nued te dæ. A trowe vi komme te å si,
lii sæj nued til der jeg trowe vi komme til og sin
om vi ett ka -leg de å mej å blyw skelajte; en
om vi ikke kan ligge de og med og blive skelajte en
æ da så lilld tepas ve etvå de æ jo få Resten ingen
en da så lilld tilpas ved etvå de en jo få resten ingen
Nøtt te. A wa jo osse wal hoer ve de«.
nytte til jeg var jo også vel hår ved de
Sessel so -let o mæ, så fløw -hun mæ om æ Hals
sessel so let på mig så fløj hun mig om en hals
å ga sæ te å grææd. »Aå, -lille Mand -— åå, lille
og gav sig til og grææd aå lille mand Åh lille
Mand!« wa -de jennest, hun såå.
mand var de jennest hun sagde
- Stine fæk et Par ny Læjjetræsko, å mæ å
stine fik det par ny læjjetræsko og mig og
Sessel hår ålde wan skelajte sien den Dawy vi håer
sessel har aldrig wan skelajte gold den dawy vi har
et såmøj godt sammel.
det såmøj godt sammen
Men a hå somtie spuer mæ sje13 Hwem a wos
men jeg har sommetider spuer mig sje hwem jeg os
wa et no egenlig, dæ stod sæ?
var det nu egenlig der stod sig

Tilbage