Hans Jakobs Stæj lo et lille Støed østen æ By.
hans jakobs stæj lå det lille støed østen en by
De wa en Ejendom mæ en hal Snes Tønder Land
de var en ejendom mig en halv snes tønder land
å mæ no gammeldas Bygning; dæ wa et Stoww-
og mig nu gammeldas bygning der var det stoww
hus å et Krehuws dæ wa bygt sammel i en Krumm-
hus og det krehuws der var bygt sammen i en krumm
hwærre. Hans Jakob håd wan Enkimand i nowwe
hwærre hans jakob havde wan enkimand i nogle
Oer, å hans Søstedætte, Karen, holdt Huws få
år og hans søstedætte karen holdt hus få
ham. Hun håd wan der hiel fræ Båen, å han gor
ham hun havde wan der hiel fra båen og han gor
groww møj ud a hind; de håd lænng wan æ Mjening,
groww møj ud jeg hendes de havde længe wan en mjening
te hun skuld ha hwa dæ bløw atte ham. Di håd
til hun skulle have hvad der blev om ham de havde
ingen Tjennestfolk, men næer dæ wa mie å bestell
ingen tjennestfolk men nær der var mie og bestell
end di sjel kund øwe, fæk di et fremmet Mennesk
end de selv kunne øwe fik de det fremmet mennesk
17
te å hjelp dem nowwe Daww. De wa o den Mååd
til og hjelp dem nogle dage de var på den mååd
Line håd fåt Indpas ve dem; hun so hiel godt ud,
line havde fåt indpas ved dem hun so hiel godt ud
å hun hååd et godt Mundlæje. Hans Jakob håd
og hun havde det godt mundlæje hans jakob havde
åldtie wan gue a sæ å læt å snak få, å hun fåstod
åldtie wan god jeg sig og læt og snak få og hun fåstod
regti å gjø si Huese grønn ve ham; de wåår ett
rigtig og gjø sin huese grønn ved ham de wåår ikke
lænng, inden hun wa der de mjest å æ Ti. Karen
længe inden hun var der de mjest og en ti karen
kund ett lii hind, men hun håd jo egenlig ett nued
kunne ikke lii hendes men hun havde jo egenlig ikke nued
å klaww øwe; Line wa flink nok ve hind, å di kund
og klaww øwe line var flink nok ved hendes og de kunne
godt behøww hind Hjelp. Hans Jakob wa ve å blyw
godt behøww hendes hjelp hans jakob var ved og blive
gammel, å æ Arrbed Skrej ett så godt få ham, som
gamle og en arbejde skrej ikke så godt få ham som
de hååd goer. Så en Daw kam han hjem fræ æ
de havde gård så en dag kom han hjem fra en
Mark å wa så rinng, te han måt i æ Sengs å no
mark og var så rinng til han måtte i en sengs og nu
håd han læjjen i sejs Ugger. Karen vild ha æ Dog-
havde han læjjen i sejs ugger karen vil have en dog
ter hint, men de sat Line sæ imued, hun vild partu
ter hint men de sat line sig imued hun vil partu
go å pas ham, å hun wa dæ snåe bådde Nat å
go og passe ham og hun var der snart både nat og
Daw.
dag
Karen wa et lille uansiele Mennesk, å Maren Pæj-
karen var det lille uansiele mennesk og maren pæj
es kund ett si te dæ wa no Ståes ve hind, men
es kunne ikke sin til der var nu ståes ved hendes men
hwa hun ett kunnd, de kunnd hind Søn, Kræsten.
hvad hun ikke kunde de kunde hendes søn kræsten
Maren vest godt, te Kræsten å Karen wa gue Ven:
maren vest godt til kræsten og karen var god ven
ner, å Kræsten vest godt, te hans Mue vest et,
ner og kræsten vest godt til hans mor vest det
men dæ wa ingen a dem dæ snakket om nued,
men der var ingen jeg dem der snakket om nued
di gik så stell å tow Moel a hwærander. Kræsten
de gik så stell og tog moel jeg hwærander kræsten
wa en kjøn stue breskålderet Kåel; han håd gaw-
var en kjøn store breskålderet mand han havde gaw
wen hjemm ve hans Mue åld hans Ti, å han wa
wen hjemm ved hans mor åld hans ti og han var
won te å rætt sæ atte hwa hun såå. De hie Kjær-
won til og rætt sig om hvad hun sagde de her kjær
resteri wa de føøst han håd tawwen sæ få o hans
resteri var de føøst han havde tawwen sig få på hans
ejen Beram, å han vest godt te hans Mue tøt ett
ejen beram og han vest godt til hans mor tøt ikke
om et. Men han wa ett Maren Pæjes Søn få ingen-
om det men han var ikke maren pæjes søn få ingen
18
ting, å de hie håd han no sat sæ såen i æ Howed,
ting og de her havde han nu sat sig sådan i en hoved
te han wa ett te å rokke
til han var ikke til og rokke
Kræsten wa nie i æ Eng å slo Hjøej han håd
kræsten var nie i en eng og slo hjøej han havde
en Melldmad mej, å den sad han å oed ve æ Pod-
en melldmad med og den sad han og oed ved en pod
ning, dæ gor Skel imeld Maren Pæjes å Hans
ning der gor skel imeld maren pæjes og hans
Jakobs Mark. Daw håd han fåt snakket mæ hans
jakobs mark dag havde han fåt snakket mig hans
Mue om de hie Kjærresteri, å no vild han gjaan
mor om de her kjærresteri og nu vil han gjaan
ha fat i Karen for å fåtææl hinnd et; han tændt
have fat i karen for og fåtææl hende det han tændt
om han ett skuld træf å si hind i æ Mark, Dæ wa
om han ikke skulle træf og sin hendes i en mark der var
en Flok Bøen dæ liegt henn o æ Vej; jen a dem
en flok børn der liegt henn på en vej en jeg dem
wa en lille pluskjævet Tøs i et rø Skjøwt, hun
var en lille pluskjævet tøs i det rø skjøwt hun
kam hen te ham for å si hwa han bestilld.
kom hen til ham for og sin hvad han bestilld
Åld de ka do da ett eed!« såå hun å so o hans
Åld de kan du da ikke eed sagde hun og so på hans
Melldmadde.
melldmadde
»De ka væær do vild godt hjelp mæ?« såå Kræ-
de kan være du vil godt hjelp mig sagde kræ
sten, han brækket en Melldmad øwe å ga æ Båen
sten han brækket en melldmad øwe og gav en båen
de hall.
de hall
»Æ do gywt?« spuur den lille.
en du gywt spuur den lille
»Åk nej«.
Åk nej
»Bue do da sjel ålt jenn?«
bue du da selv alt jenn
»A bue hjemm ve mi Muee Hwa hjed do hæjsen?«
jeg bue hjemm ved mit, min muee hvad hjed du hæjsen
»A hjed Karen«.
jeg hjed karen
»No, do hjed osse Karen« , såå Kræsten, han sad
nu du hjed også karen sagde kræsten han sad
å keg igjemmel et Hwol i æ Podning, å no so han
og kiggede igjemmel det hwol i en podning og nu so han
te hans Kjærrest wa o æ Vej hen å fløtt æ Kjøer.
til hans kjærrest var på en vej hen og flytte en køer
»Ska do ett snåe te å gywtes?« bløw den lille
skal du ikke snart til og gywtes blev den lille
ve, men no håd han ett Stoond te å snakk mie
ved men nu havde han ikke stund til og snakk mie
mæ hind. Han kunnd så godt lii å si Karen go
mig hendes han kunde så godt lii og sin karen go
ve æ Kjøer, hun håd et Støk Brø i æ Lomm te
ved en køer hun havde det stykke? brø i en lomme til
19
den røø, dæ nylle håd kallet, å den swott rækket
den røø der nylle havde kallet og den swott rækket
atte hind mæ æ Hoved å vild kløes o æ Hals.
om hendes mig en hoved og vil kløes på en hals
No wa hun farre mej å døtt, hun stod å so hen
nu var hun farre med og døtt hun stod og so hen
te æ Podning. Kræsten rømmet sæ, å et Ywwblek
til en podning kræsten rømmet sig og det ywwblek
atte kam Karen å smut øwe te ham.
om kom karen og smut øwe til ham
»Do sie så want ud« , såå Kræsten. »Hwa æ dæ
du sie så want ud sagde kræsten hvad en der
ve et?«
ved det
»Vi håer et så sælle hjemm ve wos«, swåår Ka-
vi har det så sælle hjemm ved wos swåår kan
ren. »Mi Morbror æ groww sempel; a spuur ham
ren mit, min morbror en groww simpel jeg spuur ham
i Daw om han kund kinnd mæ, å de så han ja
i dag om han kunne kinnd mig og de så han ja
te, men a ved ett, om han æ regti ve sæ sjel, han
til men jeg ved ikke om han en rigtig ved sig selv han
sowe næsten åldtie. Line gie ham nowwe røø Dramm ;
sowe næsten åldtie line gie ham nogle røø dramm
a ved ett hwa de æ, men a æ ræj få te de æ nued
jeg ved ikke hvad de en men jeg en ræj få til de en nued
han ett hå godt å«.
han ikke har godt og
»Kund I. endda fo den Kjælling ud å æ Huws!
kunne i endda få den kjælling ud og en hus
De sææde dawel ett, te di Morbror ska gywtes
de sææde dawel ikke til de morbror skal gywtes
mæ hind?«
mig hendes
»JOW, Gud bæjjer et. A trowe nok Line hå be-
jow gud bæjjer det jeg trowe nok line har be
stild æ Præst te å komm å vi dem i Muen Atte-
stild en præst til og komme og vi dem i muen om
medde, men a fo snåe ingenting å veed mie. I den
medde men jeg få snart ingenting og veed mie i den
føøst Ti gik hun å sleeget få mæ, tea wa hiel
føøst ti gik hun og sleeget få mig tea var hiel
lie ve et, men no snakke hun snåe ålde te- mæ,
modbydelig ved det men nu snakke hun snart aldrig til mig
å a æ så ræj få hind, te a tør ingenting sæjj. A
og jeg en så ræj få hendes til jeg tør ingenting sæjj jeg
trowe hun er en Hegs«
trowe hun er en hegs
»A ka snåer ett trow, te æ præst vil ha nued
jeg kan snåer ikke tro til en præst vil have nued
mæ de å gjøør. En ka da nok ræjjn ud, te de er æ
mig de og gøre en kan da nok regne ud til de er en
Stæj hind Næjjs kløe atte«,
stæj hendes næse kløe om
»Hun hå ves bildt ham nued ind« , såå Karen
hun har ves bildt ham nued ind sagde karen
å bløw rø i æ Howed, »Æ Præst er en fååle råe
og blev rø i en hoved en præst er en fååle råe
20
Mand, men han trowe Folk få godty å hun hå nok
mand men han trowe folk få godty og hun har nok
smur ham døgti om æ Mund mæ Bivvelsprog å
smur ham døgti om en mund mig bivvelsprog og
Sallmvæs. A hår ålde kjæend hind Liig te å spel
sallmvæs jeg har aldrig kendt hendes liig til og spel
Komeddi.— Do hå wol ett fåt snakket mæ di Mue?«
komeddi du har vel ikke fåt snakket mig de mor
»JOW a håe, de wa de a vild fåtææl dæ. De gik
jow jeg håe de var de jeg vil fåtææl der de gik
endda bæjje end a håd tænt. Mi + Mue send sjel
endda bedre end jeg havde tænt mit, min mor send selv
Bod atte mæ, ve a håd fåt mi Meddesøwn, hun
bod om mig ved jeg havde fåt mit, min meddesøwn hun
sad ve æ Skatol å wa ve å rangsier hind Papire.
sad ved en skatol og var ved og rangsier hendes papire
Hun so føst let o mæ, å a tøtt hind Ywn wa mie
hun so først let på mig og jeg tøtt hendes øjne var mie
milld end di plejjer å væær. Så spuur hun om
milld end de plejjer og være så spuur hun om
de wa sannd, te a wa gue Venner mæ dæ, å de
de var sannd til jeg var god venner mig der og de
så a ja te. »De er ett atte mi Howed«, såå hun,
så jeg ja til de er ikke om mit, min hoved sagde hun
»do kund nok ha fåt dæ en mie passend Kuen.
du kunne nok have fåt der en mie passend kone
Æ Piig æ ves ordenlig nok, å de ka blyww godt
en pige en ves ordenlig nok og de kan blive godt
te hun ett håe ræt møj, men hun sie så bååne ud.
til hun ikke håe ret møj men hun sie så bååne ud
A twiel o, te hum ka kommandier æ Tjennestfolk
jeg twiel på til hum kan kommandier en tjennestfolk
i en Goer. Men hå do giwwen hind di Uer, så ska
i en gård men har du giwwen hendes de uer så skal
do -osse holld et, a så ska do vær gue ve hind,
du også holld det jeg så skal du være god ved hendes
ihudden de goe. Der æ kons lii jen Ting a vil
ihudden de goe der en kun lii en ting jeg vil
snak mej om. Di snakke om, te Hans Jakob ska
snak med om de snakke om til hans jakob skal
gywtes mæ Line fræ æ Røjtehuws, de må I fo
gywtes mig line fra en røjtehuws de skal i få
fåporret, den Kjælling ska mi Søn ett ha no Fa-
fåporret den kjælling skal mit, min søn ikke have nu fa
milliskav mej, J foer ett mi Minnd, inden hun æ
milliskav med j får ikke mit, min minnd inden hun en
uud å æ Huws, men så ka I osse hold Jagilld lii
uud og en hus men så kan i også holde jagilld lii
hwa Daw I vil. Do må helde spøør Karen, om do
hvad dag i vil du skal eller spørge karen om du
ett må hindt æ Dogter i Muen Formedde, så ka
ikke skal hindt en dogter i muen formedde så kan
han undersøøg hwa æ Mand fejl, å æ han ett rele
han undersøøg hvad en mand fejl og en han ikke rele
i æ Howed, så må æ Præst ett vi dem. A så ka
i en hoved så skal en præst ikke vi dem jeg så kan
do mæ de sååm bestell en Kjest te mæ ve æ Sned-
du mig de sååm bestell en kjest til mig ved en sned
21
ker, A so en Liigskåår i Awws dæ gik ud fræ
ker jeg so en liigskåår i awws der gik ud fra
wo Goer, å a ved hwa de betyyje«,
vor gård og jeg ved hvad de betyyje
»Men Mue da«, såa aj »læ 'da væær mej å tænk
men mor da såa aj læ da være med og tænk
o såen nued!«
på sådan nued
»Gjø som a sæje«, swåår hun, »Ino er et mæ
gjø som jeg sæje swåår hun ino er det mig
dæ rooer i æ Goer, de blywwe snåe I ander«,
der rooer i en gård de blywwe snart i ander
Karen taaret hind Vwn å so op te Kræsten. »De
karen taaret hendes vwn og so op til kræsten de
æ så kywwsom, te di Mue ett æ glad ve
en så kywwsom til de mor ikke en glad ved
»De ska hun nok blyww«j swåår Kræstens »hæj-
de skal hun nok blive j swåår kræstens hæj
sen måt hun da vær en sæer jen, Hun er ett så
sen måtte hun da være en sæer en hun er ikke så
hoer som hun ladder. Men hwa sæje do så, ska
hår som hun ladder men hvad sæje du så skal
a kjøør atter æ Dogter?«
jeg kjøør atter en dogter
»Ja Tak, hwes do vil, men stræev å kom mæ
ja tak hwes du vil men stræev og kom mig
ham så snåe do kane.
ham så snart du kane
»No ska do ett go a vær want, de blywwe nok
nu skal du ikke go jeg være want de blywwe nok
godt ålldsammel. A ska gjøør de te et a kane.
godt ålldsammel jeg skal gøre de til det jeg kane
»Vi må be Wohærre om å hjelp let te. A æ
vi skal be vor herre om og hjelp let til jeg en
somtie ræj få, te do ska blyw kyw a mæ inden
sommetider ræj få til du skal blive bedr jeg mig inden
åld de Bøwleri for Æænd«.
åld de bøwleri for Æænd
Karen so så mild op te Kræsten, å han tøtt te
karen so så mild op til kræsten og han tøtt til
hun lignet jen a Wohærres smo Engle, såen som
hun lignet en jeg vorherres små engle sådan som
di æ tejnet å o æ Belleder i æ Kjerk.
de en tejnet og på en billeder i en kjerk
»De blywer a ålde!« såå Kræsten, å så køsset
de blywer jeg aldrig sagde kræsten og så køsset
han hind tow Gonng få te de ett skuld vær Løwn.
han hendes tog gonng få til de ikke skulle være løwn
Copyright ISCA Software 2023-