Hans Jakobs Stæj lo et lille Støed østen æ By.
hans jakobs stæj lå det lille støed østen en by
De wa en Ejendom mæ en hal Snes Tønder Land
de var en ejendom mig en halv snes tønder land
å mæ no gammeldas Bygning, dæ wa et Stoww-
og mig nu gammeldas bygning der var det stoww
huws å et Krehuws, dæ wa bygt sammel i en
hus og det krehuws der var bygt sammen i en
Kromhwærre. Hans Jakob håd wan Enkimand i
kromhwærre hans jakob havde wan enkimand i
nowwe Oer, hans Søstedætte, Karen, wa ve ham
nogle år hans søstedætte karen var ved ham
å holdt Huws få ham. Hun håd wan der hiel fræ
og holdt hus få ham hun havde wan der hiel fra
Båen, å han gjor groww møj ud a hind; de håd
båen og han gjor groww møj ud jeg hendes de havde
lænng wan æ Mjening, te hun skuld ha, hwa dæ
længe wan en mjening til hun skulle have hvad der
bløw atte ham. Di håd ingen Tjennestfolk, men
blev om ham de havde ingen tjennestfolk men
næer dæ wa mie å bestell, end di sjel kund øwe,
nær der var mie og bestell end de selv kunne øwe
fæk di et fremmet Mennesk te å hjælp dem nowwe
fik de det fremmet mennesk til og hjælp dem nogle
Daww. De wa o den Mååd, Line håd fåt Inndpas
dage de var på den mååd line havde fåt inndpas
43
ve dem; hun so hiel godt ud, å hun hååd et godt
ved dem hun so hiel godt ud og hun havde det godt
Mondlæje. Hans Jakob håd åldtie wan gue å sæ å
mondlæje hans jakob havde åldtie wan god og sig og
læt å snak for, å hun fåstod regti å gjø si Huese
læt og snak for og hun fåstod rigtig og gjø sin huese
grønn ve ham; de wåår ett lænng, inden hun wa
grønn ved ham de wåår ikke længe inden hun var
der de mjest å æ Ti. Karen kund ett lii hiind, men
der de mjest og en ti karen kunne ikke lii hiind men
hun håd jo egenlig ett nued å klaww øver; Line
hun havde jo egenlig ikke nued og klaww øver line
wa flink nok ve hind, å di kund godt behøww
var flink nok ved hendes og de kunne godt behøww
hind Hjælp. Hans Jakob begøndt å blyw gammel,
hendes hjælp hans jakob begøndt og blive gamle
å æ Arrbed Skrej ett så godt få ham, som de hååd
og en arbejde skrej ikke så godt få ham som de havde
goer. Så en Daw kam han hjem fræ æ Mark å wa
gård så en dag kom han hjem fra en mark og var
så rinng, te han måt i æ Seng, å no håd han læjjen
så rinng til han måtte i en seng og nu havde han læjjen
i sejs Ugger. Karen vild ha æ Dogter hint, men de
i sejs ugger karen vil have en dogter hint men de
sat Line sæ imued, hun vild partu go å pas ham, å
sat line sig imued hun vil partu go og passe ham og
hun wa dæ snåe bådde Nat å Dav.
hun var der snart både nat og dav
Karen wa et lille, uansiele Mennesk, å Maren
karen var det lille uansiele mennesk og maren
Pæjes kund ett si, te dæ wa no Stås ve hind, men
pæjes kunne ikke sin til der var nu stås ved hendes men
hwa hun ett kunnd, de kunnd hind Søn, Kræsten.
hvad hun ikke kunde de kunde hendes søn kræsten
Maren vest godt, te Kræsten å Karen wa gue Ven-
maren vest godt til kræsten og karen var god ven
ner, å Kræsten vest osse godt, te hans Mue vest et,
ner og kræsten vest også godt til hans mor vest det
men dæ wa ingen a dem, dæ snakket om nued, di
men der var ingen jeg dem der snakket om nued de
gik så stell å tow Moel a hverander. Kræsten wa
gik så stell og tog moel jeg hverander kræsten var
en kjøn stue, breskålderet Kåel; han håd gawwen
en kjøn store breskålderet mand han havde gået
hjemm åld hans Ti å wa wond te å rætt sæ atte,
hjemm åld hans ti og var wond til og rætt sig om
hwa hans Mue såå. De hie Kjærresteri wa de føøst,
hvad hans mor sagde de her kjærresteri var de føøst
han håd tawwen sæ for o hans ejen Beram, å han
han havde tawwen sig for på hans ejen beram og han
vest godt, te hans Mue tøt ett om et. Men han wa
vest godt til hans mor tøt ikke om det men han var
ett Maren Pæjes Søn få ingen Ting, nok wa han
ikke maren pæjes søn få ingen ting nok var han
lonngsom å sinde i et, men de hie håd han no sat
lonngsom og sinde i det men de her havde han nu sat
sæ såen i æ Howed, te han wa ett te å rokk.
sig sådan i en hoved til han var ikke til og rokk
44
Kræsten wa nie i æ Eng å slo Hjøe, han håd en
kræsten var nie i en eng og slo hjøe han havde en
Melldmad mej, å den sad han å oed ve æ Pod-
melldmad med og den sad han og oed ved en pod
ning, dæ gjor Skel imeld Maren Pæjes å Hans Ja-
ning der gjor skel imeld maren pæjes og hans ja
kobs Mark. I Daw håd han fåt snakket mæ hans
kobs mark i dag havde han fåt snakket mig hans
Mue om de hie Kjærresteri, å no vild han gjaan ha
mor om de her kjærresteri og nu vil han gjaan have
fat i Karen for å fåtææl hind et; han tændt, om
fat i karen for og fåtææl hendes det han tændt om
han ett skuld træf å si hind i æ Mark. Dæ wa en
han ikke skulle træf og sin hendes i en mark der var en
Flok Bøen, dæ liegt henn o æ Vej, å jen a dem, en
flok børn der liegt henn på en vej og en jeg dem en
lille pluskjævet Tøs i et rø Skjøwt, kam hen te
lille pluskjævet tøs i det rø skjøwt kom hen til
ham for å si, hwa han bestilld.
ham for og sin hvad han bestilld
»ÄId de ka do da ett eed?« såå hun å so o hans
Äid de kan du da ikke eed sagde hun og so på hans
Melldmadde.
melldmadde
»Trowe do ett?« såå Kræsten, han brækket en
trowe du ikke sagde kræsten han brækket en
Melldmad øve å ga hinnd de hall, å hun klemt o
melldmad øve og gav hende de hall og hun klemt på
en mæ de sååm.
en mig de sååm
»Æ do gywt?« spuur den lille.
en du gywt spuur den lille
»Ok nej«, såå Kræsten.
ok nej sagde kræsten
»Bue do da sjel åldt jenn?«
bue du da selv åldt jenn
»A bue hjemm ve mi Mue. Hwa hjed do hej-
jeg bue hjemm ved mit, min mor hvad hjed du hej
sen?«
sen
»A hjed Karen!«
jeg hjed karen
»No, do hjed osse Karen«, såå Kræsten, han sad
nu du hjed også karen sagde kræsten han sad
å keg igjemmel et Hwol i æ Podning, å no so han,
og kiggede igjemmel det hwol i en podning og nu so han
te hans Kjærrest wa o æ Vej hen å fløtt æ Kjøer.
til hans kjærrest var på en vej hen og flytte en køer
»Ska do ett snåe gywtes?« bløw den lille ve,
skal du ikke snart gywtes blev den lille ved
men no håd Kræsten ett Ti te å snakk mie mæ
men nu havde kræsten ikke ti til og snakk mie mig
hind. Han kund så godt lii å si Karen go ve æ Kjø-
hendes han kunne så godt lii og sin karen go ved en kjø
er; en kund si, te hun wa gue ve dem. Hun håd et
er en kunne sin til hun var god ved dem hun havde det
Støk Brø i æ Lomm te den røø, dæ nylle håd kallet,
stykke? brø i en lomme til den røø der nylle havde kallet
45
å den swott rækket atte hind mæ æ Howed å vild
og den swott rækket om hendes mig en hoved og vil
kløes o æ Hals. No wa hun farre mej å fløtt, å hun
kløes på en hals nu var hun farre med og flytte og hun
stod å so hen te æ Podning. Kræsten rømmet sæ,
stod og so hen til en podning kræsten rømmet sig
å et Ywwblek atte smut Karen igjemmel æ Hæjn
og det ywwblek om smut karen igjemmel en hæjn
å kam øve te ham.
og kom øve til ham
»Do sie så want ud!« såå Kræsten. »Hwa æ dæ
du sie så want ud sagde kræsten hvad en der
ve et?«
ved det
»Vi håer et så sæl'e hjemm«, swåår Karen. »Mi
vi har det så sæl e hjemm swåår karen mit, min
Morbror æ groww sempel; a spuur ham i Daw, om
morbror en groww simpel jeg spuur ham i dag om
han kund kinnd mæ, å det så han ja te, men a véd
han kunne kinnd mig og det så han ja til men jeg véd
ett, om han æ regti ve sæ sjel. Han sowe næsten
ikke om han en rigtig ved sig selv han sowe næsten
åldtie. Line gie ham nowwe røø Dramm; a véd ett,
åldtie line gie ham nogle røø dramm jeg véd ikke
hwa de æ, men a æ ræj for, te de æ nued, han ett
hvad de en men jeg en ræj for til de en nued han ikke
hå godt å«.
har godt og
»Kund I endda fo den Kjælling ud å æ Huws«,
kunne i endda få den kjælling ud og en hus
såå Kræsten. »Er et sannd, te di Morbror ska gyw-
sagde kræsten er det sannd til de morbror skal gyw
tes mæ hind?«
tes mig hendes
»Ja, Gud bæjer et«, såå Karen. »Såvidt a véd,
ja gud bæjer det sagde karen såvidt jeg véd
ska æ Præst komm å vi dem i Muen Attemedde.
skal en præst komme og vi dem i muen attemedde
Men a fo næsten ingen Ting å veed mie. I den
men jeg få næsten ingen ting og veed mie i den
føøst Ti gik hun å sleget få mæ, te de wa hiel lie,
føøst ti gik hun og sleget få mig til de var hiel modbydelig
men no snakke hun næsten ålde te mæ, å a æ så
men nu snakke hun næsten aldrig til mig og jeg en så
ræj få hind, te a tør ingen Ting sæjj. A trowe, hun
ræj få hendes til jeg tør ingen ting sæjj jeg trowe hun
er en Hegs«.
er en hegs
»A ka ett fåsto, te æ Præst vil ha mæ et å gjøør«,
jeg kan ikke forstå til en præst vil have mig det og gøre
såå Kræsten. »En ka da nok ræjjn ud, te de er æ
sagde kræsten en kan da nok regne ud til de er en
Stæj, hind Næjjs kløer atte«.
stæj hendes næse kløer om
»Hun hå bildt ham nued ind«,• såå Karen å
hun har bildt ham nued ind sagde karen og
bløw rø i æ Howed. »Æ Præst er en fååle råe
blev rø i en hoved en præst er en fååle råe
46
Mand, men han håe den Fejl, te han trowe Folk få
mand men han håe den fejl til han trowe folk få
godt) å hun hå nok smur ham døgti om æ Mond
godt og hun har nok smur ham døgti om en mond
mæ Bivvelsprog å Salmmvæs. A hår ålde kjæend
mig bivvelsprog og salmmvæs jeg har aldrig kendt
hind Liig te å spel Komeddi. — Do hå wal ett fåt
hendes liig til og spel komeddi du har vel ikke fåt
snakket mæ di Mue?«
snakket mig de mor
»JOW, a håe«, såå Kræsten, »de wa de, a vild
jow jeg håe sagde kræsten de var de jeg vil
fåtææl dæ. De gik endda bæjjer, end a håd tænt.
fåtææl der de gik endda bæjjer end jeg havde tænt
Mi Mue send sjel Bod atte mæ, ve a håd fåt mi
mit, min mor send selv bod om mig ved jeg havde fåt mit, min
Meddesøwn, hun sad ve æ Skatol å so i nowwe
meddesøwn hun sad ved en skatol og so i nogle
gammel Papire. Hun so let o mæ, å a tøtt, hind
gamle papire hun so let på mig og jeg tøtt hendes
Ywn wa mie mild, end di plejer å væær. Så spuur
øjne var mie mild end de plejer og være så spuur
hun, om de wa sannd, te a wa gue Venner mæ dæ,
hun om de var sannd til jeg var god venner mig der
å de så a ja te. »De er ett atte mi Howed«, såå hun,
og de så jeg ja til de er ikke om mit, min hoved sagde hun
»do kund nok ha fåt en mie passend Kuen. Æ
du kunne nok have fåt en mie passend kone en
Piig æ ves ordenlig nok, å de ka blyww godt, te
pige en ves ordenlig nok og de kan blive godt til
hun ett håe ret møj, men hun sie så bååne ud. A
hun ikke håe ret møj men hun sie så bååne ud jeg
twiel o, te hun ka kommandier æ Tjennestfolk i en
twiel på til hun kan kommandier en tjennestfolk i en
Goer. Men hå do giwwen hind di Uer, så ska do
gård men har du giwwen hendes de uer så skal du
osse holld et, å så ska do vær gue ve hind, ihudden
også holld det og så skal du være god ved hendes ihudden
de goe. Der æ bååre jen Ting, a vil snak mej om.
de goe der en bååre en ting jeg vil snak med om
Di sæje, te Hans Jacob ska gywtes mæ Line fræ æ
de sæje til hans jacob skal gywtes mig line fra en
Røjtehuws, de må do se å fo fåporret, den Kjæl-
røjtehuws de skal du se og få fåporret den kjæl
ling ska mi Søn ett ha no Familliskav mej. I foer
ling skal mit, min søn ikke have nu familliskav med i får
ett mi Minnd, inden hun er uud å æ Huws, men så
ikke mit, min minnd inden hun er uud og en hus men så
ka I osse hold Jagilld, næer I vil. Hwes Karen tøk-
kan i også holde jagilld nær i vil hwes karen tøk
kes et, ka do kjør hen å hindt æ Dogter i Muen
kes det kan du køer hen og hindt en dogter i muen
Formedde, han ka ondersøøg, hwa æ Mand fejl,
formedde han kan ondersøøg hvad en mand fejl
å æ han ett rele i æ Hoved, så må æ Præst ett vi
og en han ikke rele i en hoved så skal en præst ikke vi
dem. Ä så ka do bestell en Kjest te mæ ve æ Sne-
dem en så kan du bestell en kjest til mig ved en sne
47
ker; a so en Liigskåår i Awws, dæ gik ud fræ Vo
ker jeg so en liigskåår i awws der gik ud fra vo
Goer, å a véd, hwa de betyjje«.
gård og jeg véd hvad de betyjje
»Men Mue da«, såå a, »læ da væær mej å tænk
men mor da sagde jeg læ da være med og tænk
o såen nued!«
på sådan nued
»Gjør som a sæje«, swåår hun. »Ino er et mæ,
gjør som jeg sæje swåår hun ino er det mig
dæ rooer i æ Goer, de blywwe snåe I ander«.
der rooer i en gård de blywwe snart i ander
Karen taaret hind Ywn å so op te Kræsten. »De
karen taaret hendes øjne og so op til kræsten de
æ så kywwsom, te di Mue ett æ glad ve mæ«.
en så kywwsom til de mor ikke en glad ved mig
»De ska hun nok blyww«, swåår Kræsten,
de skal hun nok blive swåår kræsten
»hæjsen måt hun da vær en sæer jen. Hun er ett så
hæjsen måtte hun da være en sæer en hun er ikke så
hoer, som hun ladder. Men hwa sæje do, skal a
hår som hun ladder men hvad sæje du skal jeg
kjøør atter æ Dogter?«
kjøør atter en dogter
»Ja Tak, hwes do vil«, såå Karen. »Men stræev
ja tak hwes du vil sagde karen men stræev
å kom mæ ham så snåe, do kan«.
og kom mig ham så snart du kan
»No ska do ett go å vær want«, såå Kræsten,
nu skal du ikke go og være want sagde kræsten
»de blywwe nok godt åldsammel. A ska gjøør te
de blywwe nok godt åldsammel jeg skal gøre til
et, de a kan«.
det de jeg kan
»Vi må be Wohærre om å hjælp let te«, såå
vi skal be vor herre om og hjælp let til sagde
Karen. Bååre do ett blywwe kyw a mæ, inden åld
karen bååre du ikke blywwe bedr jeg mig inden åld
de Bøwleri for Æænd«. Hun so så mild op te Kræ-
de bøwleri for Æænd hun so så mild op til kræ
sten, te han tøtt, hun lignet jen a Wohærres smo
sten til han tøtt hun lignet en jeg vorherres små
Engle, såen som di æ tejnet å o æ Belleder i æ Kjerk.
engle sådan som de en tejnet og på en billeder i en kjerk
»De blywer a ålde!« såå Kræsten, å så køsset
de blywer jeg aldrig sagde kræsten og så køsset
han hind tow Gonng, få te de ett skuld vær Løwn.
han hendes tog gonng få til de ikke skulle være løwn
48
Copyright ISCA Software 2023-