Go væk, do gammel Hjøllikåel,
go væk du gamle hjøllikåel
do fææle Døømands-Generåel,
du fææle døømands generåel
uha, a kan ett lii dæl
uha jeg kan ikke lii dæl
Do ræjn kons let, hwo sødt en tåel,
du ræjn kun let hvor sødt en tåel
hwo møj en a si Stuerhjed pråel,
hvor møj en jeg sin stuerhjed pral
do ska nok vep jen å æ Såel,
du skal nok vep en og en såel
hwes ett en kjøn vil bii dæ.
hwes ikke en kjøn vil bii der
Så skimlet som en gammel Wost
så skimlet som en gamle wost
do goer omkring fræ Stæj te Stæj,
du gård omkring fra stæj til stæj
å mæ en Hjølli fuld a Rost
og mig en hjølli fuld jeg rost
do høøster åldting o di Vej ;
du høøster alting på de vej
do skel den riig ve åld hans Kram
du skel den riig ved åld hans kram
å tåe den fattes jennest Lam,
og tåe den fattes jennest lam
å Sorre bløw der, hwoe do kam,
og sorg blev der hwoe du kom
tit ka en knap nok bææres,
tit kan en knapt nok bææres
do komme mæ en Miin så stram
du komme mig en miin så stram
å skenke wos så bjesk en Dram,
og skenke os så bjesk en dram
ja, kund en ret o dæ fo Ram,
ja kunne en ret på der få ram
da skulld do rele lææres!
da skulld du rele lææres
- Åå, Ann, mi Kuen, hun wa mi Ven,
Åh ann mit, min kone hun var mit, min ven
a kunnd jo ett undvæær hind,
jeg kunde jo ikke undvæær hendes
dæ kam en Daw, da hun måt hen
der kom en dag da hun måtte hen
- do skoen da helder ålde jen —
du skoen da helder aldrig en
te Grawen måt a bæær hind;
til grawen måtte jeg bæær hendes
vi hååd en Søn, et kjønne Båen,
vi havde en søn det kjønne båen
ham fæk do osse i di Gåen,
ham fik du også i de gåen
do tow mi Glee, dit liede Skåen,
du tog mit, min glæde dit liede skåen
å a ka ett fåvinnd et
og jeg kan ikke fåvinnd det
— åå Dø, hwo kunnd do ninn et!
Åh dø hvor kunde du ninn det
— I véd, hwo træls en Nat ka skrii
i véd hvor træls en nat kan skrii
få den, der ett hå sowet,
få den der ikke har sowet
så strenng de er å go å bii
så strenng de er og go og bii
mæ Sorre, der æ Hjatt ka swii,
mig sorg der en hjatt kan swii
ka væær, I knap vil trow et.
kan være i knapt vil tro det
Men ålld di Folk, a bedst ku lii,
men alle de folk jeg bedst ku lii
å demm, a mjest hå howet,
og demm jeg mjest har howet
di æ no o den anden Sii,
de en nu på den anden sii
få demm hå Døden skowet.
få demm har døden skowet
Di sæje, bagve Dødens Wand
de sæje bagve dødens wand
der æ så møj et prægti Land,
der en så møj det prægti land
hwor åldting æ så råe,
hvor alting en så råe
die farres no mi lille Søn
die løber nu mit, min lille søn
å æ så grande å så kjøn,
og en så grande og så kjøn
å næer han bér hans Awtenbøn
og nær han bér hans aftensbøn
han tænker o hans Fåe,
han tænker på hans far
å dier æ Ann, mi Hjatensven
og dier en ann mit, min hjatensven
— åk, Gud, måt a kom diehen,
åk gud måtte jeg kom diehen
læ Døden hindt mæ snåe!
læ døden hindt mig snart
Copyright ISCA Software 2023-