Laurine

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

Laurine wa Enke å godt ve Majt,
hun sad i en gue gjældfri Goer,
hun håd såånset å ta æ Tie i Ajt
å samlet sæ nued i di gue Oer.
En fatte Piig wa hun ilaw hun wa ung,
men så bløw hun gywt å æ Lykk håd wan mæ hind,
å de håd hun lowet Wohærre engong,
te hwa han vild betrow hind, skuld ingen fo fræ hind.

Dæ kam et Kwinndfolk en Daw fræ æ Stråend
å villd da så gjaan ha let Mjelk i si Spand,
de wa bløwwen så småt mæ Fesk i æ Gåen,
å de knev mæ æ Føø te hind sjel å hind Mand.
Laurine såå: »Nææ, de foe do ett,
enhwæ ska veed å hold Huws mæ sett;
do ka sætt dæ, så vil a løøs et Guds Uer,
de trænge vi te i de hie Tie«.
Pastor Hansens Prekensbog lo o æ Buer,
den kåst hun op i å løøst et Pa Sie.

Æ Feskekuen satt sæ andegtig å lyyj,
te æ Uer wa gue kund hun fåsto,
de wa knap nok hun fattet hwa di betyyj,
men dæ bløw så Amen, å no måt hun go.
Hun tøtt jo, Laurine wa lii wal hoer,
å hun sukket ide hun gik ud å æ Goer:
»Pastor Hansen æ ves en groww gue Mand,
men hans Preken fyldt da så let i mi Spandt«

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Bøen å gammel Folk af Anton Berntsen (1937)

Udvalgte Jydske Digte 1948 - andet bind af Anton Berntsen (1949)

Udvalgte Jydske Digte 1968 af Anton Berntsen (1968)

Tilbage