Skumringstanker

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

Nys leged jeg paa Moders Fang
med Barnets Smil om Mund,
nu sagtner mer og mer min Gang
mod Livets sidste Stund.
Nys var mit Liv en munter Fest
- i Morgensolens Glød*
nu venter jeg en Skumringsgæst,
den blege, tavse Død.

Jeg fæsted Brud og bygged Gaard,
og Livet syntes langt,
snart ved en aaben Grav jeg staar,
og der er Lejet trangt
Et sidste Kys paa Mund Og Kind
af en der var mig god,
saa isner Dødens Nattevind
Livsvarmen i mit Blod.

En sidste Lyd af Vindens Sus,
et Glimt af Solens Skær,
saa er der stille i mit Hus,
min Sjæl ej mer er her.
For andre lyser Dagens Sol
og grønnes V aarens Sti,
en anden sidder i min Stol,
min Vandring er forbi.

De Dage, jeg har levet her,
er nu en aftalt Sum,
kun lidet er mit Dagværk værd,
naar Gud skal holde Dom.
Saa mangt et Ord jeg ej fik sagt
saa mildt som det var ment,
saa mangt et Offer ej blev bragt,
og nu er det for sent,

Kom Jesus, gør min Udgang god,
styrk du min svage Aand,
paa Vejen gennem Dødens Flod
jeg knuger fast din Haand.
Husk paa, jeg er det tabte Faar,
du _fandt blandt Tjørn og Krat,
o, bær mig -til din Faders Gaard
til Lys bag Dødens Nat!

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Bøen å gammel Folk af Anton Berntsen (1937)

De Fie Snees af Anton Berntsen (1953)

Tilbage