Knud å Sofi

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

Ve Knud kam hjem fræ Amerika,
wa dæ jen Ting dæ lo ham o Sinnd,
dæ wa en Piig, han så gjaan vild hay
å hinnd måt han si å finnd.

Han håd fuldest mæ hind te Skuel å te Præst,
å hun wa den sødeste Piig,
ihwo vidt han håd rejst i Øst å i Vest,
håd han ålde funden hind Liig.

Så stod han en Daw i hans Bååndoms- Ejny
han wa hallfremmet, træt å fåknøt,
en Kuen håd giwwen ham den Beskejn,
te Sofi å hind Mand wa _fløt.

Æ Rejjs, han håd goer, håd wan dyyer å longv
å no skuld han jenn draw tebååg,
men si hind villd han ino engong,
om hun å wa en andenes Mååg.

Han håd ålde fåt så, te han mindt hind et godt,
å de måt han no fåtryyd,
de wa nok en sælle Lykk hun håd fåt,
hind Mand wa en dowen Slyyd.

Han kam ind te Sofi en Daw hun wa jenn,
hun wa falmet, å småt so et ud,
hun kjæænd wol knap ham dæ så lænng håd wan henn.
»Ka do kinnd mæ?« --— »Ja, de æ jo Knud!«

Hun so o ham dæ wa drawwen så lundt,
hans Ring skuld ha smykket hind Håend,
hun tøtt, te hun hååd et så undt, så undt,
- -— åå, hwem der ino håd wan Båen!

Di græed begge tow i en sælle Ti,
å ingen kund sæjj et Uer.
Så gik han—— å no håd han sjet Sofi
få siist Gong hier o æ Juer.

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Bøen å gammel Folk af Anton Berntsen (1937)

Tilbage