Gammel Karen

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

Gammel Karen håd tint ve Baronens
fræ den Ti hun kund begynnd å gjø Gawn,
hun håd hjålpen den Dreng å knapp hans Bowse,
dæ no wa Assessor i Kjøvenhawn,
No håd hun wan øwwe å si hans Hjemmen,
æ Herskav håd giwwen hind Pææng å Billæt,
ja sikken en Rejjs, hun vild ålde glemm en,
ino wa hun hiel fåtumlet å træt.
Assessoren bløw jo så glad ve han so hind,
men Fruwwen håd groww unt ve å fåsto hind,
å Karen bløw helder ett klog o dje Tåål,
(en stue Fåstoww kåldt di en »Håål« I)
DiN.ra fiin, han hå ves en groww stue Løen,
å di håe så møj nowwe grande Bøen,
isæer wa den lille Holger så brysk,
ham håd hun omtrent fåt laer å snak jysk!
Æ Sejjlen derøwe?•— joww, de gik godt,
de vil sæjj, mæ æ Nattsøwn bløw et let småt,
de wa så koldt å sed o de Dæk,
å dæ wa imelldstoond en grimme Træk.
»Har hun siddet paa Dækket, det gamle Skind,
og hun havde endda Kahytsbilletl«
»Joww, a mindt osse nok te de wa mi Ræt,
men dæ kam missel ingen å bøj mæ ind I«

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Bøen å gammel Folk af Anton Berntsen (1937)

Tilbage