En hwid Liigkjest

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

Simon lo sykk å wa groww fåpint,
de håd sat sæ så håt få hans Brøsts
- så fæk di en Daw Dogter Madsen hint,
men ve ham fæk di ingen Trøst.
Æ Dogter mindt ett, te æ Mand kund løww,
hans Daww vild snåe vær fåbi;
han skrøw nowwe Droover op, di skuld prøww,
de kund linn den syyg for en Ti.

No taaret æ Kuen si Ywn mæ et Klee,
de lat te, hun wa kyw å fåknøt,
men dæsom hun græed, wa et ves a Glee,
si Gywtermoel håd hun fåtrøt.
Hind Håsbond wa ett å æ gue Slaww,
men no skuld han ta sæ i Ajt;
dje Sammlyw håd wan hind en dawwle Plaww,
men no bløw et hinnd, dæ fæk Majt!V

Æ Mand lo å ga sæ henn o hans Puudy
hun latt, som hun ett kund høør,
hun stod ve æ Vinning å pudset en Ruud,
men no måt hun liigodt spes Øør.
No snakket han te hind hwa mon han villd?
hun måt hen te æ Seng å lyyj,
de wa lænng sien, hans Uer wa fålden så milld,
mon de håd no godt å betyyj?

Han hwesket'. »Mæ mæ er et snåe fåbi,
a ska dø, de ka a fånimm,
men hwodan en Kjest ska en så pottes i?
di swott Kjeste æ da så grimme
Må a ett nok fo jen, der æ hwid å kjøn,
næet do no ska ha mæ kåst hen?«
Hun nenner ett å sæj Nej te hans Bøn:
»jow, de ska do nok fo mi Ven!

Hun vest ett, hwofå hun nu kåldt ham Ven,
de Uer håd wan glemt så lænngy
men dæ wa wol sajt ett ræt lontigjens
å han lojo å hååd et så strenng.
Hun kam te å mindes dengong hun wa Piig,
å da hun å Simon bløw kjæendy
da sad di en Awten i Maj ve et Diig„
å da snakket han osse så pæen.

Di hååd et godt sammel de føøst, di wa gywt,
men de gue bløw ett ve å wåår,
di manne uund Uer, di sien håd skywt,
kund di ålde blyw jens om å spåår.
Hun hååd jo wan glad ve Simon engong,
de wa liigodt hind Venautn skuld mest,
- DT---- å hun wasket få Fremmet en Ti så long
for å tjeen pææng te hans Kjeste

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Gue Venner af Anton Berntsen (1951)

Tilbage