Skelajte

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

DE æ knap nok a ka gjør Relehjed få, hudden
de gik te, te mæ å Sessel bløw skelajte. JOW, a
trowe de begyndt mej, te a fålangt en Tot Bloer
te å gjør mi Bøs ren mej, men hun swåår mæ ålder
et Uer, å a fæk ingen Bloer. De bløw a jo let
knotte øwe; a tøtt, te hun kund da gjaan luk hind
Mund op å gi jen et Swar, næer en tål te hind.
A gik øwe te wo Nååbos å fæk en Vrild Bloer,
men så bløw Sessel let snor'; de wa hind Æær få
næery te Folk skuld ha de å snakk om, te hun ett
kund fly mæ såen en rinng Ting. Hun såå, te hun
håd ett hoer te a fålangt et, å de kå såmend osse
gjaan væær; a trowe nok den lille skreg i de sååm
a såå et, men så kund hun gi no bæjje Ajt o, hwa
en sæjje te hinde A vil ha te æ Kwinndfolk ska
respegtier mæ, en æ da Mand i æ Goer. _A ved
så wal, te a wa en fatte Kåel, inden a fæk Sessel
å æ Goer, men diefå vil a ett go å vær Pe Tot,
Så let atte sæje Stine — de æ Sessels Dætte mæ
hind føøst Mand —te hun kam te å ha et Par ny
Træsko. De måt hun jo så godt fo, men hun vild
ha et Par fiir Læjjetræsko å go å lank sæ mej,
å a mindt jo, te næer en anden ka go i Trætræ-
sko, så kund de wol osse vær godt nok te såen
en Høøn. Men hun vild partu ha Læjjetræskoy å

46

æ Mue holdt mæ hind; hun wa ett fri for å vild
læ mæ høør, te dæsom æ Tøs håd wan mi ejen,
så håd et nok ett gawwen så knap te. Såen no
Snak vil a ett høør; a ved, Sessels Dætte lie ingen
Uskel ve mæ, men de æ snåe næer vej te Sessel
tænke mie o hind føøst Mand, end hun tænker o
en anden; a tøgges endda ett, han wa sa gjæw.
Han wa nok en strunk Kåel å si o, han håd jo
wan Dragon, men han wa da et rinng Arrbeds-
mennesk, å han kam nok osse somtie hjem mæ en
lille Donner, næer han håd wan te Krowes. No. vi
kam te å træddes om di hie Træsko, men de er
ett nem å Sto sæ for æ Kwinndfolk, næer di holder
sammel. A bløw let haste, å så tow a mi Kjæp
å mi Kasket å vild te å go
»Ska do nowwe .Stæjje hen?« spuur Sessel.
»Ja, a skal« , swåår a, »a gor øwe te æ Krowel«
»Hå do Ærind te æ Krowe?« spuur Sessel så
igjen.
»Ja, a håe«, swåår a, å de kam L let snært. »A
vil si, om a ett ka blyw lisså fådrukken som di
føøst Mand wa, den Slaw Folk æ jo bæst te Mååd
få dæ. Do skjønner ett møj o, te do hå fåt en
ædruele Mand i æ Goer!«
Men så fløw Sessel op, som jen håd sat en
Bråend te hind Næjjs; hun såå ålder et Uer, men
hun bløw hwid i æ Howed å rend ind i æ Soww-
kammer, å så gik a; de ka godt væær a lott æ
Daer wal håt atte mæ.

47

Men a wa ålde så soor kommen udden æ Goer,
inden a håd fåtrøt et. A ka nok blyw haste gal,
men a ka lisså snåe blyw gue igjen, å a hår åldtie
hoer, te de æ den bææst Slaw Folk. Men så såå
a liigodt te mæ sjel: Pas no o hwa do gjø, Søren!
Gi do dæ no te å fiir for æ Kwinndfolky så æænder
et mej, te do håer ett Hunds Ræt ve dem. Do hå
så, te do vil te æ Krowe, å så ska do go te æ
Krowe, hæjsen lie di ad dæl No, a drow så å igjen,
men ve a håd gawwen let, bløw a da så møj stjerne-
gal. Hie gik en å spildt si Ti, a skuld endda ha
wan te å skjær Hakkels, å de vææst wa, te en
rend te Nar _få bådde sæ sjel å ander. Sessel vest
lisså godt som a, te a wa ett møj i Løst for å
kom i Sællskav mæ Hylld-Moten å hans Kanutter,
å ordenlig Folk træffer en sjælden i æ Krowe såen
te Daws. Å no gik æ Kwinndfolk wol hjemm å
hååd dje Plasier å, te di håd fåt mæ gal. Di ska
fo no andt å si, tændt a ve mæ sjel, no gor a te
Krowes, å a kommer ett hjem igjen ostæj.
Så rejst a å igjen, men ve a kam fåbi æ Kjærr-
gor, kam a i Tanker om, te a skyldt Knud Graw-
wer nowwe Skjællinger for å gjø wo Grawwstæj -i
Stand. Ham ka en træf o æ Kjærrgoer snåe bådde
Nat å Daw, å a gik ind te ham å fæk gjor Rele-
'hjed. Vi snakked let om æ Væjjele, å a sæje så:
»A tøgges snåe, te do æ wal hoer ve dæ sjel,
Knud; di Røkk blywe jo så krum, te do ett ka
si æ Suel o æ Himmel«.

48

»Æ Røkk æ stærk nok« f såå Knud, »å den hår
en gue Fasoen nok te de, den ska bruges te«.
»De ka gjaan væær«, såå -av »men så goe do
da osse så jenle å håer ålde et løwwend Mennesk
å snakk -mejeDi døø æ der ett møj Howwerow ve«.
»Der æ ingen i æ Sown, dæ hå bæjje Howwe€
row end- a håe«j såå Knud. »A hå kjæend di
fliest a demm, dæ legger å sowe hie omkring wos,
å di æ møj kloger end vi anders dæ gor å stomler
owwen æ Juere Di. fåsnakke dem ett, å di blywwe
ålde skelajte, de wa stue Ting, om vi anden kund
blywså klooge Så %løw der ett så møj å fåtryyd
bagatte«k.
Ica gjaan væær«s sæjer a såv »mem a tøg-
ges no, te en ka osse gjø fåmøfud a didøø, di
såliig wan, som di skullde -
Knud •atE±æ 00 æn Bænk å -skravteßkidüa
hans -Træsko, å —sæje han 3
»Ka do howws -Simon Møller? De wa en regti
-Attemeddesmand,e hano- i —Seng om Formede
-dene, -å om Attemeddene sad -han ve æ Bueræænd
åAøst Avise. Han såå, te de wa Så -rinngy dæsom
såen en Goer ett kund føø jet dowen Mennesky å
-så tøtt han, te han wa næærest te et. Han aæt æ
Kuen pas hrele bådde uud å innd. Hwodatv
di hååd sammel,ved a ett; di -hå wol nok taw-
wen -nowwe Ture om etr men hun wa få stolt te
å Aæ sæ mærk mæ nued, å hun latt åldtie så godt
-tefreds, Men så bløw harv sykk å kam o æ Syyg-

49

stoww; di såå de wa Kraft, å han skuld obberie-
res. Æ Dogtere ska jo gjaan te å flisk i Folk, hwoe
di ka kom astæj mæ et. Æ Obberasjon gik så
møj udmærket, å Simon døø et Par Daww atte.
En skuld jo tøkk, te de kund ha gawwen -liigodt
få hind, fåde hun ett håd den Dryllik sedden ve
æ Bueræænd, men -de kund slæt ett go, ve han
wa henn, hun kund ett hold æ Tanker samlet ve
nowwe Tinge Hun wa så ræj få, te hun ett håd
wan gue- nok ve ham, å hun ræænd o æ Kjærr-
goer bådde tiele å silde for å smøkk- hans Graww-
stæji Ano tænker a te hun tøgges, te hun hå håed
den bææst Mand - i æ Sown«.
A%egyndt å snakk om, te a skuld -te å go, a
skuld længer hen, men no wa -Knud kommen -i æ
Snakkhjønn, å¯han fåtald vie:
»De andt -Oen bløw HansJørgen Pot=nie, -ham
wa Zen osse en fååle Sorre øve. Han wa jo åldtie
let moen -i et, å ve han fæk æ Føøgoer„såæ han,
te Æe dutt slæt etty som hansNåe håd drøwwen
ens såen en Goer kund kom -te gi møj mie. Så
begyndt han å dan de hiele om, de skuld jo væær
så nymuedens -ålldsammel. Han æslet groww mæ
et, å ban skoon ett sæ sjel, men dæ må ilywl ha
wan Fejler -ve et, få jo mie han dannet om, jo
ringer A)løw et mæ hans Pæængsager, å tesidst gik
ham fræ æ Goer. Dæ wa jo få -let Staddehjed -ve
ham; næer han håd fåt wal begyndt o en Ting
å håd kost en Dielo et, så fæk han Løst te

50

no andt, å så gik et i Æænder å Knudder. Men
det kund ålde nøtt, te nowwe vild -roo hamv han
wa møj klooger end ålld di ander. »De gie møj
fåAet, de ka kom te å gi møj mie«, såå han om
åldt, hwa ander Folk tow sæ få. Hans Kuen wa
.fræ en stue Goer, å de wa strenng få hind, ve
di skuld te å sed i en Lejjstoww, men hun klaw-
wet sæ ålde ve et. Hans Jørgen ga helder ett få-
tavt, han spekulieret o en ny Maskiin te å graw
Tårre mej, å næer han fæk den te å go, så skuld
di blyww så di kund kjøøv en stue Goer
_igjen. De -troww -han da sjel.
-Men så gik han å bøwwlet så -lænng i æ Mues
-mæ de hie Maskiin/ te han fæk en Syggen ve et,
TSÅ føeld æ -Mued.- Han zlo å Ava så urolle ve å
-Oy hans -Kuen å Bøem skuld = blyw tey
næerA1an ham ba hans Kuem så min
-dele om -å tegi hams te han håd stilet æ Sager så
sællefå hind, men de vild- hun ålde hør Tåål om.
Hun snakket mæ ham om dem Gongy di wa Kjære-
ster å mødtes nie ve æ Skowwdig, å hun takket
harmfor åld de guev di håd håed sammel. Æ Præst
besøgt ham, -inden han døø, å han spuur ham om,
-hwa han no tøtt, han håd fåt ud a hans LYW
- »Aå, de æ åldt få let«o såå Hans Jørgen,- »de
skuld ha giwwen møj mie!«
De ga æ Præst ham -Ræt -i, -å han sååy te no
gjældt et så om å læ Wohærre fo æ Stomper lisså
- sælle som -de wa; så kund der endda kom no godt

51

ud å et inocA så talld han da så kjøn sve æ Be-
grawels; Alan såå, T te dæ håd åldtie wan de ve
Hans Jørgen, te han sat sæ et høwt Moel å vild
gjaan -gjør et bæjjer end ander Fölkv å den Drøwt
wa gue nok, næer den kons bløw væend i den regti
Rætning, å han mindt,te de wa lykkedes tesidst«.
A håd sat -ve æ Sii a Knud å lyj o hans Snak,
no vild å lætt ve mæwde wa snåe Awten,
men så begyndt han -igjen å -fåtææl.v
» For en Monet sien bløw Fredriks Kuen be-
grawet, -do vee nok -hun ÆØØ a Tyfusöå de. sier
ud&, te vi kæ -snåe kååst en Graw te ham osse.
Dem Dawy -hun bløwsykk, wa hum ve å -tapesier
en -Stoww, hun wæså magesløs døgtiute hind Hen-
dewä kund sjel gjøør åldting. Fredrik håd wan Are
avannd æ Hææstvå vild _ham ind å SI te hind.
MenAiiäde ban kommer Ind cad hum
ud=åæ Vinningøå så sæk hun lisså- fåskrækket.
—Die komme -dEmæ mi Liigkjestlc
»Hwa æ de -da få no Snak?« såå -han, han so
osse ud å æ VinningAnen- han kund Jingenti1Wsi.
hiel bestemt, te hun håd sjetfe Mend
komm ind ad æ Puet mæ hind Liigkjest, å han
kund ett snak hind fræ et.
Fredrik bløw groww sælle tepas ve et, men ham
vild jo ett wal trowv te de håd nued å betyyj. Men
om Awtenen bløw æ Kuen sykk; di hindt æ Dogter,
å han såå, de wa Tyfus, å de wa møj alvorlig— Å
nowwe fo Daww atte wa hun dø.

52

Fredrik ka slæt ett kom øwer et, han trowe -te
han æ Skyld -i- hind Dø. Dæ wa Tyfus i æ Nåå-
bogoer, å Mari håd bej ham så mindele om å ett
go derøwe; hun wa så angest få Smett. Men han
håd ilywl wan derøwwe, udden te hun vest et;ban
manglet et _Par Smågriis, å den anden Mand hååd
nowwe han vild å mejÆ-Ian mindt jo ett de kund
gjøør nued å go derøwe, næer han ett kam ind
i æ Stowwe. No go han å klawwe sæ Nat å Daw
å sæje: Hååd a Rndda ålde gawwen derøwe! —å
a trower ett, han kommer øwer et nowwetie.
De er en forondele Ting mæ en Mennesks Lyw; -
en gor å gjør ålld di Dummhjeder, en ka vær øwe,
å næer en begynder å fo let Begrev om, -hudden
en skuld hæ bån sæ ad, så ska en hæfræ. A så ska
wo Bøen te å begynnd forfræ å gjør ålld wo Dumm-
hjeder om igjen«.
»No skal a strææv å teen å hjem!« såå a å
rejjst mæ.
- do no hjem« y såå Knud. »Amindt, do
vild længer hen«.
»Næj, de blywwe få silde i Daw«, såå a. »A
tøgges» de æ ve å blyww så koldt, æ Vind æ ves
gawwen om i æ Nueren«.
»Æ Nuerenvind æ koeld, hwoe så sien den kom-
me fræ«, såå Knud. A ved ett, hwa han mindt.
-—- Så gik a hjemad lisså stærk a kunnd, a wa
næer ve å rennd. A håd ingen Rollehjed, inden
a kam hjem te Sessel å æ Bøen, de kund jo godt

53

væær, te di gik å wa want få næ. Der æ liigodt
nued i hwa di sæje, te æ Kwinndfolk æ strenng
å ha, men di æ vaar å undvæær. SesseL sad mæ
en Binndhues, ve a kam ind, men så rejjst hun
sæ å vild go ud i æ Kjøkken.
»Aå bi en lille Kwoen«, såå a, »a vild gjaan
lii sæj nued te dæ. A trowe vi komme te å si,
om vi ett ka -leg de å mej å blyw skelajte; en
æ da så lilld tepas ve etvå de æ jo få Resten ingen
Nøtt te. A wa jo osse wal hoer ve de«.
Sessel so -let o mæ, så fløw -hun mæ om æ Hals
å ga sæ te å grææd. »Aå, -lille Mand -— åå, lille
Mand!« wa -de jennest, hun såå.
- Stine fæk et Par ny Læjjetræsko, å mæ å
Sessel hår ålde wan skelajte sien den Dawy vi håer
et såmøj godt sammel.
Men a hå somtie spuer mæ sje13 Hwem a wos
wa et no egenlig, dæ stod sæ?

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Fjale Andes - Syv historier i jydsk Stedmaal af Anton Berntsen (1929)

Tilbage