Halanden Daw å en Attemedde - III

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

Så æ der ett mie å fåtææl om den Daw, men
no ska vi høør hwa dæ gik få sæ o æ Daw atte.
Æ Hywwler stod å arrbedet i hans Værkstæj,

22

men han tow så sæer hårdt ve æ Værktøw, å han
hååd tow røø Plætter i æ Pannd. Han wa hæjsen
så gue som æ Daw wa long, men de kunnd skie
te han bløw gal i- æ Howed, så fæk han di hie
røø Plætter, å så wa han ett å spøøg mej. Han
håd læjjen å tændt o Hans Jakobs Gywtermoel æ
hjeel Nat; han vest nok let om te Kræsten å Ka-
ren wa gue Venner, å han kund nok ræjjn ud, te
de vild blyw en Strææg i dje Ræjjning, dæsom
de bløw te nued mæ Hans Jakob å Line. Han vest
osse te Line wa en skidt Kwind, de wa da så møj
lumpen, te såen en skekkele Mand som Hans Jakob
wa kommen i mæ hinnd.
Let hen o æ Formedde fæk ham Besøg a Tysk-
Johan, de wa en gammel Bås dæ plejjet å komm
hwæ Sommer. Han fåtoold di sååm Historrier hwæ
Gong, å di bløw ett mie sannd få de. A så hååd
han et såen te han snakket dansk, næer han wa
ædru, å tysk, næer han wa fuld, men han wa få
de mjest let tysk i et. De wa ett te å blyw klog
o hwa Kulør hans Skekk hååd, de so så fåblæjst
ud, men den Kulør æ Næjjs hååd tow en ett fejl
å. Han wa sempel i æ Klæje, de jenn Ærrm i
hans Frak wa næsten røwwen å.
»Mester har vel ikke en lille Skilling til en fattig
Rejsende?«
»A vil snåe helde sjel gi æ Krowemand en«,
såå æ Hywwler, »han foer en jo ilywl. De er en
skidt Profession å såen rend å bejjs o æ Lannd-

23

vej, do skuld helder gi dæ te å arrbed. Men do
ka wol ett!«
»Tror Mester ikke jaj kan arbejt? Jaj har arbej-
tet po de største Platser i Europa, und jaj har
været mit til at arbejte po en kongelig V agen i
Berlin! Mester har vel ikke en gammel Frakke til
en fattig og unglücklig Kollega?«
»Do kund gjaan træng te en« , svåår æ Hywwler,
»di Ærrmer æ nok bløwwen uree lissom Lund-
Hanses Plejl. Men a håer ett flie Frakker end a
sjel brugge«,
»Der bor ja en Pastor her i Byen, kan jaj ikke
hos ham faa en Frakke, er han ikke en guter Mann B«
»Jo, han æ såmend gue nok, de ka godt væær
han ka hjelp dæy men sa må do ett fåtææl ham
åldtfå manne Løwwnhistorier. Han håe den Sæær-
hjed, te han ka ett lii næer Folk vil lyww. De æ
da få Resten ham dæ goe die uud o æ Gååd, do
ka jo prøww å go hen å snak te ham«,
»Kan det gaa an at tale til ham so midt po Ga-
den? Han skal maaske hen og tale mit en Døendel«
»Han ska hen å gywt en gammel Mand, der æ
halldø, mæ en Kjælling, der æ halltåvvele, de gjør
ett så møj om do skuld tøø ham let. Å ka do fo
ham te å læ et hiel væær, så ska do fo jen a di
bææst Frakker a håe. Men pas no o hwa do sæjje
te ham, å IYW ett åldtfå groww«.
Johan røst o æ Howed, han wa ett dreste ve et,
men han sat liigodt atter æ Præsty å han nådd

24

ham lii udden æ By. Han hååd en Flask i æ In-
derlomm, den tow han en gue Toer å føst.
»Guten Tag, Hr. Pastor«, såå han å bukket så
dyvt han kunnd. »Maa jaj tale et Ord mit Dem,
Hr. Pastor, jaj er en fattig og unglücklig Mann l«
»Hvem er De?« spuur æ Præst.
»Jaj er en stakkels fattig Rejsende — Hr. Pastor
maa ikke tage mig ilde op, at min Anzug er saa
miserabel, men jaj har ingen Penger, og jaj har
ingen Kone, der kan sætte en Lap paa i saa Hen-
seende«.
»Naa De er ikke gift?«
»Jo, Hr. Pastory jaj er gift, men min Kone og
jaj, vi lever ikke mere zusammen. 1-11% Pastor skal
hen og gifte en gammel Mandj det er en meget
alforlig Sag, jaj kan tale mit derom, jaj e-r en er-
faren Mann i saa Henseende«.
»Var Deres Kone ikke god ved Dem?«
»Hun var en Engel før vi blef giftet, hun blef
aber en Teufel. Jaj en Aften kom hjem mit et Par
Venner og var lidt lustig, und so hun mig utskældte
und kaldte mig en Fuldsnude. En arrmer Mann
har ogsaa Ehre i Livet, jaj tog hende venlig aber
fest in Armen und sagde: »Hols Maul!« So hun
gik til Politi und verklagte mig, und jaj havde
-dog ingenting gjort«.
»Det er nok Brændevinen der har været Deres
Ulykke, De skulde hellere være blevet ved Deres
Kone og have sagt Farvel til Flasken«.

25

»Ack, Hr. Pastor, hvad er vi Mennesker! Elen-
digt Hø, som Salmisten siger! Men jaj drikker ellers
ikke Brændevin uden wen jaj spiser Fisk, so jaj
drikke en lille Snaps til«.
»Men De spiser maaske ret ofte Fisk?«
»O, nej, Hr. Pastor, kun en liden Sild hver Mor-
gen. Der var en Pastor ved den Fængsel, han
so talte til mig, at jeg kan det aldrig glemme.
»Johan«, sagte han, »De er en anden Slags Men-
neske end de andre, vi har med at gøre, jeg kan
godt se, at De hører egentlig ikke til her« Acky
de svandt, de svandt, de Dage!«
Johan væænd sæ om å so sæ tebååg, så sprang
han øwer æ Vejjgroev å sat om bagve æ Hæjn.
Æ Præst so sæ osse om, dæ kam en Mand bag-
atte dem, men han kund ett si hwem de wa.
»Hvor blev Fyren nu af?« Æ Præst kund ingen-
stæjje si Johans å så spasieret han vie.
Karen bløw kyw å et ve hun so æ Præst kam
r- j— så kam Kræsten jo liigodt fåsilde mæ æ Dogter.
De so ud atte te Line helder ett håd vint ham så
tiele, hun fæk travlt mej å pynt sæ. Så satt hun
sæ o en Stuel ve den syyg å lott hind Hender
sammel å såå: »Ja, så i Wohærres Nawn!«
»Maa jeg tale med Dem alene et Øjeblik?« såå
æ Præst, han wa ett fri få å si let bøes ud. Ka-
ren gik ud i æ Kjøkken, å Line gik hen te æ
Præst. Han tow et Papier op å æ Lomm å så nued
te hind, å så ga hun såen et Hwien a sæ, te Ka-

26

ren kam fåårend ind for å si hwa dæ wa ve et.
Æ Præst vild snak hind terætt, men så smed Line
sæ henad æ Gwol, hun sparket mæ æ Bjeen å
slow tesii mæ æ Arrm', de so ud lissom te hun
håd fåt Kramp, å så hwææst hun å tow o lissom
en gal Kat. Æ Præst bløw hiel rø i æ Howed a
Fåskrækkels, han rederieret øwe te den anden Sii
å æ Stoww, å Hans Jakob rejjst sæ øwwer Æænd
i æ Seng å såå: »Hwa æ dæ ve et? Hwa æ dæ
ve et?«
»Kvindemennesket er jo komplet hysterisk« , såå
æ Præst.
Så gik æ Daer op lii i de sååm, å dæ kam en
høw Mand ind mæ en Polletikasket o æ Howed.
Han so de hie gall Kwinndfolk å skuld lii te å
spøør om hwa de wa, hie gik få sæ, men de føøst
Line so æ Polleti, sprang hun op å fåår ud å æ
Daer o hind Huesfædde.
»Hvad gik der af Konen?« spuur æ Polleti.
*Hun har vist en daarlig Samvittighed« , såå æ
Præst. »Hun har leveret mig en falsk Attest, og
jeg kom for at sige hende, at jeg ikke kunde fuld-
byrde den bestilte Vielse, men saa skabte hun sig
helt tosset«.
»De har vel ikke set en rejsende Haandværks-
svend?« spuur æ Polleti.
»Jo, det har jeg netop, jeg fulgtes med ham et
Stykke Vej, men saa forsvandt han pludselig. Har
han gjort noget?«

27

»Ikke andet end at han har betlet lidt, men vi
vilde nok snakke med ham. Han kan muligvis give
os nogle Oplysninger om en Kollega, som vi har
et Mellemværende mede.
No holdt der en V uen uddenfå, de wa Kræsten
dæ kam mæ æ Dogter. Di kam ind, å så bløw
Hans Jakob undersøgte Æ Dogter spur Karen ud
om, hwa di håd gor ve hind Morbrors å han vild
gjaan ha sjet di hie røø Drammy men Karen vest
ett hwor æ Flask wa gjemt. Så fæk di Beskejn o
hwa dæ skuld gjøres, å æ Dogter mindt nok han
kund kjee sæ. Så drow æ Dogter å igjen, å æ
Præst kam op å kjøør mæ ham.
Hen o æ Attemedde kam Kræsten igjen, å
han wa så glad som en nyslawwen Toskjælling.
Han vild ha Karen mej hjem te hans Mue, å hun
fæk æ Nååbokuen te å sed ve Hans Jakob så lænng.
Karen wa glad ve te di no wa kommen så vidt,
men hun wa ett fri for å røst let, ve di gik ind
i Maren Pæjes Goer. Maren sad i en Arrmstuel å
løøst i en Sallmbog, hun so så bre å så strenng
ud. Men ve Karen fæk regti sjet o hind, kund hun
si te dæ wa nued i hind Ansegt dæ lignet Kræ-
sten, å så fæk hun såen et Mued, te hun tow Ma-
ren om æ Hals å køsset hind. »No, no Båen, læ
no de vær godt!« såå Maren å skobbet hind fræ
sæ, men hind Ywn bløw doogety å Karen kund
godt si, te de wa ett de gallest hun kund ha
goer.

28

»Do må helde fo æ Sager å si« , såå Maren,
»de blywwe wol snåe dæ, dæ ska sto for et«.
Så gik di rundt å so æ Gjemmer atte; Karen
håd ålde faar sjet så møj Linnet å Sølltøw o jet
Stæj, men _Maren ga ingen Lin, inden de hiele wa
gawwen igjemmel,
»Læ mæ no si do æ gue ve Kræsten« , såå hun,
»han æ mi jennest Båen«.
Karen keg op te Kræsten, hun kund ett båår sæ
for å li. Å Kræsten løwt hind op te sæ å køsset
hind, ilaw hans Mue so et.
I æ Mørkning wa dæ nued dæ puslet ve æ Hyww-
lers Daer. De wa Tysk-Johan dæ kam lestende
»Faar jaj so den Frakke? Der blef ikke nogen
Brøllup 1 «
»Næj, hold no let«, såå æ Hywwlery »de er ett
atter æ Akkort. De wa ves ett di Skyld, te æ Brøl-
lup ett bløw te nued«
»Jo doch! Den Politi blef utsendt for at fange
mig, und wenn den Kjælling saa Politi, hun blef
bange og løb væk. Det var doch min Skyld, at
der ikke blef nogen Bryllup i saa Henseende«.
»Den Historri æ ves lisså sannd som demm, do
plejjer å fåtææl«, mindt æ Hywwler, »men de æ
de sååm, no ska a si å finnd jen te dæ«.
' De håd osse wan en strenng Daw få Kårre-
Stine, hun håd wan vidt omkring, å hun skuld ålld-
vejjn 'gjø Relehjed få hwa de wa, dæ gik få sæ

29

nie ve Hans Jakobs. Om Awtenen kam hun ind
te Jens Tækkimands, å die bløw de hiele gawwen
igjemmel ve en Kop Kaffe.
»Ja, sikken Anstalt dæ wa«, såå Stine. »Dæ wa
bådde Præst å Dogter å Polleti, å Line skavt sæ
såen te di såå, hun wa hiel assyrisk. Dæ wa groww
useniert for æ Præst a SI o, hwodan hun gor sæ
te. Men de kam godt nok te å sæædj hwa do såå
igue, Jens, te de Gywtermoel bløw der ingen Wal-
segnels ve«.
»Di såå te hun skuld ha en lille«, såå Lisbet,
»de passe dawel ett?«
»Løwn å Skidt!« swåår Stine. »Hun håd stap-
pet hind Skjøwt ud mæ Kluud, få te de skuld si
såen ud«.
»De æ strenng å høør om såen en Sællehjed«y
såå Lisbet å taaret hind Ywn. »Hwem skuld ha
tænt te såen nued kund go få sæ hie i wo Sown,
En skuld onder o, te en Kwinndfolk ka gjøør såen
en Bannis«.
»De wa hoer hwoe de wa øwe«, såå Jens Tæk-
kimand, »men de wåar da kons halanden Daw å
en Attemedde!«

30

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Fjale Andes - Syv historier i jydsk Stedmaal af Anton Berntsen (1929)

Tilbage