Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Hans Jakobs Stæj lo et lille Støed østen æ By.
De wa en Ejendom mæ en hal Snes Tønder Land
å mæ no gammeldas Bygning; dæ wa et Stoww-
hus å et Krehuws dæ wa bygt sammel i en Krumm-
hwærre. Hans Jakob håd wan Enkimand i nowwe
Oer, å hans Søstedætte, Karen, holdt Huws få
ham. Hun håd wan der hiel fræ Båen, å han gor
groww møj ud a hind; de håd lænng wan æ Mjening,
te hun skuld ha hwa dæ bløw atte ham. Di håd
ingen Tjennestfolk, men næer dæ wa mie å bestell
end di sjel kund øwe, fæk di et fremmet Mennesk
17
te å hjelp dem nowwe Daww. De wa o den Mååd
Line håd fåt Indpas ve dem; hun so hiel godt ud,
å hun hååd et godt Mundlæje. Hans Jakob håd
åldtie wan gue a sæ å læt å snak få, å hun fåstod
regti å gjø si Huese grønn ve ham; de wåår ett
lænng, inden hun wa der de mjest å æ Ti. Karen
kund ett lii hind, men hun håd jo egenlig ett nued
å klaww øwe; Line wa flink nok ve hind, å di kund
godt behøww hind Hjelp. Hans Jakob wa ve å blyw
gammel, å æ Arrbed Skrej ett så godt få ham, som
de hååd goer. Så en Daw kam han hjem fræ æ
Mark å wa så rinng, te han måt i æ Sengs å no
håd han læjjen i sejs Ugger. Karen vild ha æ Dog-
ter hint, men de sat Line sæ imued, hun vild partu
go å pas ham, å hun wa dæ snåe bådde Nat å
Daw.
Karen wa et lille uansiele Mennesk, å Maren Pæj-
es kund ett si te dæ wa no Ståes ve hind, men
hwa hun ett kunnd, de kunnd hind Søn, Kræsten.
Maren vest godt, te Kræsten å Karen wa gue Ven:
ner, å Kræsten vest godt, te hans Mue vest et,
men dæ wa ingen a dem dæ snakket om nued,
di gik så stell å tow Moel a hwærander. Kræsten
wa en kjøn stue breskålderet Kåel; han håd gaw-
wen hjemm ve hans Mue åld hans Ti, å han wa
won te å rætt sæ atte hwa hun såå. De hie Kjær-
resteri wa de føøst han håd tawwen sæ få o hans
ejen Beram, å han vest godt te hans Mue tøt ett
om et. Men han wa ett Maren Pæjes Søn få ingen-
18
ting, å de hie håd han no sat sæ såen i æ Howed,
te han wa ett te å rokke
Kræsten wa nie i æ Eng å slo Hjøej han håd
en Melldmad mej, å den sad han å oed ve æ Pod-
ning, dæ gor Skel imeld Maren Pæjes å Hans
Jakobs Mark. Daw håd han fåt snakket mæ hans
Mue om de hie Kjærresteri, å no vild han gjaan
ha fat i Karen for å fåtææl hinnd et; han tændt
om han ett skuld træf å si hind i æ Mark, Dæ wa
en Flok Bøen dæ liegt henn o æ Vej; jen a dem
wa en lille pluskjævet Tøs i et rø Skjøwt, hun
kam hen te ham for å si hwa han bestilld.
Åld de ka do da ett eed!« såå hun å so o hans
Melldmadde.
»De ka væær do vild godt hjelp mæ?« såå Kræ-
sten, han brækket en Melldmad øwe å ga æ Båen
de hall.
»Æ do gywt?« spuur den lille.
»Åk nej«.
»Bue do da sjel ålt jenn?«
»A bue hjemm ve mi Muee Hwa hjed do hæjsen?«
»A hjed Karen«.
»No, do hjed osse Karen« , såå Kræsten, han sad
å keg igjemmel et Hwol i æ Podning, å no so han
te hans Kjærrest wa o æ Vej hen å fløtt æ Kjøer.
»Ska do ett snåe te å gywtes?« bløw den lille
ve, men no håd han ett Stoond te å snakk mie
mæ hind. Han kunnd så godt lii å si Karen go
ve æ Kjøer, hun håd et Støk Brø i æ Lomm te
19
den røø, dæ nylle håd kallet, å den swott rækket
atte hind mæ æ Hoved å vild kløes o æ Hals.
No wa hun farre mej å døtt, hun stod å so hen
te æ Podning. Kræsten rømmet sæ, å et Ywwblek
atte kam Karen å smut øwe te ham.
»Do sie så want ud« , såå Kræsten. »Hwa æ dæ
ve et?«
»Vi håer et så sælle hjemm ve wos«, swåår Ka-
ren. »Mi Morbror æ groww sempel; a spuur ham
i Daw om han kund kinnd mæ, å de så han ja
te, men a ved ett, om han æ regti ve sæ sjel, han
sowe næsten åldtie. Line gie ham nowwe røø Dramm ;
a ved ett hwa de æ, men a æ ræj få te de æ nued
han ett hå godt å«.
»Kund I. endda fo den Kjælling ud å æ Huws!
De sææde dawel ett, te di Morbror ska gywtes
mæ hind?«
»JOW, Gud bæjjer et. A trowe nok Line hå be-
stild æ Præst te å komm å vi dem i Muen Atte-
medde, men a fo snåe ingenting å veed mie. I den
føøst Ti gik hun å sleeget få mæ, tea wa hiel
lie ve et, men no snakke hun snåe ålde te- mæ,
å a æ så ræj få hind, te a tør ingenting sæjj. A
trowe hun er en Hegs«
»A ka snåer ett trow, te æ præst vil ha nued
mæ de å gjøør. En ka da nok ræjjn ud, te de er æ
Stæj hind Næjjs kløe atte«,
»Hun hå ves bildt ham nued ind« , såå Karen
å bløw rø i æ Howed, »Æ Præst er en fååle råe
20
Mand, men han trowe Folk få godty å hun hå nok
smur ham døgti om æ Mund mæ Bivvelsprog å
Sallmvæs. A hår ålde kjæend hind Liig te å spel
Komeddi.— Do hå wol ett fåt snakket mæ di Mue?«
»JOW a håe, de wa de a vild fåtææl dæ. De gik
endda bæjje end a håd tænt. Mi + Mue send sjel
Bod atte mæ, ve a håd fåt mi Meddesøwn, hun
sad ve æ Skatol å wa ve å rangsier hind Papire.
Hun so føst let o mæ, å a tøtt hind Ywn wa mie
milld end di plejjer å væær. Så spuur hun om
de wa sannd, te a wa gue Venner mæ dæ, å de
så a ja te. »De er ett atte mi Howed«, såå hun,
»do kund nok ha fåt dæ en mie passend Kuen.
Æ Piig æ ves ordenlig nok, å de ka blyww godt
te hun ett håe ræt møj, men hun sie så bååne ud.
A twiel o, te hum ka kommandier æ Tjennestfolk
i en Goer. Men hå do giwwen hind di Uer, så ska
do -osse holld et, a så ska do vær gue ve hind,
ihudden de goe. Der æ kons lii jen Ting a vil
snak mej om. Di snakke om, te Hans Jakob ska
gywtes mæ Line fræ æ Røjtehuws, de må I fo
fåporret, den Kjælling ska mi Søn ett ha no Fa-
milliskav mej, J foer ett mi Minnd, inden hun æ
uud å æ Huws, men så ka I osse hold Jagilld lii
hwa Daw I vil. Do må helde spøør Karen, om do
ett må hindt æ Dogter i Muen Formedde, så ka
han undersøøg hwa æ Mand fejl, å æ han ett rele
i æ Howed, så må æ Præst ett vi dem. A så ka
do mæ de sååm bestell en Kjest te mæ ve æ Sned-
21
ker, A so en Liigskåår i Awws dæ gik ud fræ
wo Goer, å a ved hwa de betyyje«,
»Men Mue da«, såa aj »læ 'da væær mej å tænk
o såen nued!«
»Gjø som a sæje«, swåår hun, »Ino er et mæ
dæ rooer i æ Goer, de blywwe snåe I ander«,
Karen taaret hind Vwn å so op te Kræsten. »De
æ så kywwsom, te di Mue ett æ glad ve
»De ska hun nok blyww«j swåår Kræstens »hæj-
sen måt hun da vær en sæer jen, Hun er ett så
hoer som hun ladder. Men hwa sæje do så, ska
a kjøør atter æ Dogter?«
»Ja Tak, hwes do vil, men stræev å kom mæ
ham så snåe do kane.
»No ska do ett go a vær want, de blywwe nok
godt ålldsammel. A ska gjøør de te et a kane.
»Vi må be Wohærre om å hjelp let te. A æ
somtie ræj få, te do ska blyw kyw a mæ inden
åld de Bøwleri for Æænd«.
Karen so så mild op te Kræsten, å han tøtt te
hun lignet jen a Wohærres smo Engle, såen som
di æ tejnet å o æ Belleder i æ Kjerk.
»De blywer a ålde!« såå Kræsten, å så køsset
han hind tow Gonng få te de ett skuld vær Løwn.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Fjale Andes - Syv historier i jydsk Stedmaal af Anton Berntsen (1929) |
Copyright ISCA Software 2023-