Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
DÆ WA demm dæ mindt, te Slumstrup lo
en i Awwkrog, men de skuld en ett læ sæ fåsto
mej, næer Jens Tækkimand wa ve æ Håend, få
han troww bestemt te den lo lii medt i Verden,
å han wa osse ves o, te de wa den gjæwest By
dæ wa te. De wa næsten jenle skekkele Folk dæ
bue i Slumstrup, å dæ wa åldtie saen en gue Få-
stoels imelld dem. Næer æ Kwonne kam sammel
te en Kop Kaffe, gik æ Knævver o dem te de wa
en Løst, men en skuld ålde høør te dæ bløw så
et unt Uer om nowwe a demm, dæ wa te Stee. A
wa der en Ting i æ By te æ Mend skuld ha gor
å, så gik di sammel å snakket om et ve en lille
swot, te di kam te Relehjed. De bløw gjaan ve æ
Snakken, men de wa liigodt så råe å veed, te di
wa jens om hwa dæ skuld gjøres, hwes dæ skulld
gjøres nued.
Næer æ Tækkimand wa farre mæ hans Arrbed
å håd fåt røjt ind, sat han sæ gjaan hen å løøst
æ Avis få hans Kuen, å så løøst han ålt hwa dæ
stod om stue Ulykker i ander Lannd. Lisbet wa
et stue å stærk Kwinndfolk å si te, men hun håd
nem te Wand å wa let pylderwon i hind Snak, å
hun kam gjaan te å grææd ve å høør om åld den
12
Sællehjed. Men Jens bløw mie å mie sekker o, te
Slumstrup wa den bææst Plæt o æ hiel Juer, få
die wa dæ hwerken Kri helde Pæst helde Juerskjælv,
å de wa en stue Råårhjed å vær fri få den Slaww.
Dæ wa hwerken Mejeri helde Fåsamlingshuws
i Slumstrup; æ Towtalsfolk, som Jens kåldt dem,
ajt di ett nued te, å den jennest dæ håd Telefon
wa æ Høker. Jens wåår ham ad, dengong han fæk
en, te no skuld han ett wow sæ få vidt ud mæ
de nymuedens Væsen, men æ Høker hååd sat sæ
i æ Howed te han vild ha en. Han wa let mie
nymuedens end di ander Bymend, men han wa osse
kommen dæte fræ et ant Sown.
Den Daw vi no ska høør om begyndt ordenlig
nok; æ Suel stod op lissom den plejjet, å æ Hjoor-
drengi drow å ud å æ By mæ dje Kre. Æ Høker
lukket hans Butik op, å de våår ett lænng inden
dæ kam Folk, dæ vild handel. De wa Skek te Folk
ga sæ gue Stoond, næer di kam ind te æ Høker,
dæ wa åldtie jet å ant å snakk om, å en kund
sommsinnd fo let Nyt mæ sæ hjem. Æ Butik bløw
fuld a Folk, å æ Høker _håd nok å gjøør, han skuld
vej Sager å te dem, å han skuld osse pas æ Snak-
ken. Han wa en tynd Splejs dengong han kam te
æ By, men æ Handel gik godt, å de bløw kjæend
o ham, de begyndt å kniiv næer han skuld bukk sæ.
Æ Sme stod ve æ Desk, han skuld ha en Plejjl-
heeld å en Pak Søem, Jens Tækkimand skuld ha
en Pot Stjenulli å en Sikorri, å Kårre-Stine sad o
13
en Stuel ve æ Daer; hun skuld høør om dæ wa
no Nyt i æ By, te .hun kund fo mej ud o hind
Ronde i æ Sown. Æ Hywwler kam ind fræ æ
Stoww bagve æ Butik, han håd wan innd å løøn
æ Telefon.
»Do skuld si å fo di Telefon gjor ren«, såå hanv
»den æ bløwwen så fuld a Løwn å Skidt, te en
ka ett snakk et rele Uer i en«.
»De ka godt væær, den ett æ hiel ren« , swåår
æ Høker. »Dæ komme så manne dæ vil løøn en,
å di æ wol ett ålldsammel å liid o. A ka kons
swåår få mæ sjel. Men no komme dæ snåe en Te-
lefon mie te æ By, så ka do jo prøww, om den
æ bæjje».
»Hwoe die?« såå æ Hywwler.
»Ve den ny Mand, der æ kommen i Poul Han-
sens Goer, de æ jo en Mand der æ mej o åld de
nymuedens. Di sæje få Resten, te han håe trej
Hunnd å trej
»Men hwa er et da do sæje?« såå Mæt Bøkers,
»hå han trejhunder å trej Bøen?«
Mæt Bøkers wa kommen ind ilaw di snakket, å
hun wa ett gue te å høør.
»Trej Hunnd — å trej Bøen!« rovt æ Høker.
»Han vil nok osse ha æ Goer bygt om. Dæ ska
byyges et ny Stowwhuws mæ Skifertag å Grunnd-
mur å en stue Låå mæ Kjøøren igjemmel. Å di
snakker osse om, te han vil ha et ny Swinnhuws
mæ tow Etasier«.
14
»Åå, mon han ett osse vil ha æ Mødding op o
æ Lowt!« såå Jens Tækkimand. »Hwa ska vi mæ
ålld di uddensowns Folk, di komme mæ så manne
nymuedens Konster, te de æ fååle. Næer der æ
jen dæ begynder, æ der ander dæ fo Løst, en ved
ålde hwoe de æænder. Hwa ka et hjelp te æ Bøn-
der fo Skifertag å Telefon, hwesensindensti di så
ett ka æwwn å gi dje Tjennestfolk en ordenlig
FØØ? En ska swåår enhwæ sett å tækk si Huws
mæ Rowwtag, de æ no mi Polletik«.
»Da tøgges a de kund vær godt nok å fo no
Folk te æ By, te dæ vil sæt no Byygen i Gong« ,
såå æ Sme, »så kund dæ da kaskiese blyww en
Skjælling å fåtjeen for Hanndværkere. Æ Bøn-
der æ så nøww øwer å -læ nued gjøør, te en skuld
trow di sad i Arrmued ålldsammel. En ka fo Low
å skuw dje Bæster å leg en Ring om en gammel
Vuenhywl, men de er å de hiele«.
No ga æ Joormormand sæ te å li, han sad o
en Kas å tøgget o en Skro.
»Hwa grien do ad?« såå æ Sme.
»Åå, a tøtt de wa så moorsom mæ di trejhun-
deråtrej Bøen«.
»Do foer å unndskylld ham en lille Smuul«, såå
æ Høker, »do ved nok te han æ let lænng om å
fatt. Næer han høer nued der æ let Moorskav ve,
lie han gjaan et Kwatier atte. Hwoe wa do henn
igue, Stine, a tøgges ett en so dæ?«
»A wa sykk«, swåår Kårre-Stine. »A wa så rinng
15
i mi Maww te a måt leg i æ Seng, men idaw er
a i fuld Favør igjen. A troww ett a håd kommen
så haste øwer et, men de hjelpe jo te en håer en
stærk Temperatur«.
»Æ dæ hæjsen no Nyt nie ad -jer Kant?« spuur
æ Høker.
»Ja, dæ ska da vær Brøllup i wo Nååbolaw
imuen € .
»De æ dawel ett sannd! Hvem æ de da dæ ska
»De æ Hans Jakob dæ ska gywtes mæ Line i
æ Røjtehuws«.
»Hwem hå giwwen dæ den å rennd mej?« spuur
æ Hywwler. »Hans Jakob æ jo så rinng te di mien
ett han ka løww, å der æ da helder ett lyst få dem«o
»Der æ ingen dæ hå giwwen mæ nued å rennd
mej« j swåår Stine let spes. »A håer ett lii indirekte
fræ æ Præstes, a wa sjel i æ Prææstgoer den Daw,
Line wa dæ mæ æ Konngbræw«.
»Ja, de æ sannd«, såå æ Hywwler, »do komme
jo så møj te æ Præstes. En ka høør et o di Tåål,
do blywe så fornem te en ka snåe ett fåsto dæ.
Men de ka da ålde heng regti sammel te såen en
pæen å fåstande Mand ska ha såen en Kwind — han
æ dawel rele i æ Howed? Å hans Søstedætte dæ
holde Huws få ham — hwa sæje hun te et?«
»De Gywtermoel blywwe der ingen Walsegnels
ve« , såå Jens Tækkimand. »De hår åldtie wan Skek
hie i æ Sown, te demm dæ skuld gywtes bløw
16
gywt i æ Kjerk. Di kund da gjaan bii å si, om
han ett kund kjee sæ«.
»Nææ, de ka di nok ett såwal«, såå Stine. »Hun
ska nok ha en Lille ve ham, å no vil hun gywtes
mæ ham inden han døe, få te hun ett ska go
Skam øwe«.
»No lywwe do da, om do så ålde hå løwwen
faar!« såå æ Hywwler,
»Ja, da si hun godt nok ud atter et. A ka ett
veed hwa den riig Maren Pæjes sæje te et!«
»Hwa komme de Maren Pæjes ve?« spuur Jens
Tækkimand.
»Åå, de kund endda væær te de osse kam hinnd
let ve. Men a ska nok wåår mi Mund, Åk ja, enhwæ
hå sett å trækkes mej. No må I ha Fåwal, a ska
ud mæ æ Kårre«.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Fjale Andes - Syv historier i jydsk Stedmaal af Anton Berntsen (1929) |
Copyright ISCA Software 2023-