Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Dæ stod en ong Piig mæ æ Røkk te en stue Pop-
pel ve æ Indkjøøren te Kjelds Goer. Hun wa
let hjalderwon i hind Klæje å so fågrædt ud, men
wa hæjsen en kjøn Piig nok. Hun stod å keg opad
æ Gååd, men dæ wa ett ander å si end Kresten
Skredder, å de wa nok ett ham, hun keg atte. Han
wa let wonnfe, å hans jenn Bien wa wal kort, de
wa Skyld i, te han ålde wa bløwwen gywt, en ska
jo helst si let godt ud for å ha et te Vens mæ æ Pigger
»Godaw, Stine,« såå Kresten, ve han kam hen
te hind »Hudden stoer et sæ innd ve jer?«
»De æ snåe så rinng, som de ka blyww,« swåår
Stine. »A stor å kiiger atter æ Dogter, om han ett
snåe skuld komm. Sofi æ groww sempel, a trower
ett, hun løwer æ Nat øwe, hwes æ Dogter ett ka gi
hind nued, dæ ka linn.«
»Hwa sæje Kjeld te et?«
»Han sæje slet ingen Ting. Han hår ett sovet i
manne Natter, å han æ så hwid i æ Howed som en
kalket Vekk.«
»De blywwe strenng få ham, hwes hun ska go
væk, såå Kresten.
81
»De blywwe strenng få wos ålldsammel,«
swåår Stine. »Der æ ingen, dæ véd, hvo gue en
Kuen Sofi æ. Håd hun ett wan, så håd bådde mæ
å mi Båen no læjen i en Mærgelgraw. Ä dæsom
hun no døe, så æ der ålder et Mennesk, dæ ka sæj
et godt Uer te jen, næer di gall Tanker komme
øve jen.«
»Lille Stine,« såå Kresten, »de kunnd da væær,
te der ino wa jen, dæ vild væ gue ve dæ, hwes do
hæjsen skøt om et.«
»Do ska ha så manne Tak,« så Stine, a véd
wal, te do mien et godt; de wa wol å de bææst,
hwes en hæjsen kund fo Sind te et. Men hvem ka
tænk o såen nued no; vild den Dogter endda snåe
komm.«
No kam æ Smeekuen mæ æ Hender onder æ
Forkle, hun fuldest mæ den onng Dejjnkuen, di
vild gjaan høør, hwodan de gik innd ve Kjelds.
Stine gik ind te den syyg, men di ander bløw ve å
sto å snakk.
»Hvem skuld ha tænt de for et Oer sien,« såå
æ Smeekuen, »te en skuld sto hie ve Awtensti for
å høør, hwa dæ go få sæ i den Goer. Ja, de æ
sannd, Di hå jo ett wan her så lænng. Di kinde wal
knap, hwa der æ gawwen få sæ. De æ trej Oer
sien, Kjeld kjøvt æ Goor å fløt hæte; Pe Wollesen,
dæ hååd en faar, wa dø, å dæ wa ingen i æ Familli,
dæ kund ta en atte ham. En kjænd jo ett nued te
den ny Mand, han wa fræ et Stæj londt henn, å de
82
wa ett ålderbedst, hwa en hoor om ham. Kjeld wa
jo ett gywt den Gong, han hååd en Huusholder,
men hun såå op de føøst, hun kund, hun kund ett
finnd sæ i å væær der. Æ Kåel å æ Piig wa helder
ett fånøwet; Kjeld wa så gjerre o æ Arrbed, te
han kund ålde fo bestild nok, å dæ måt ålde go en
Gryssen te Spild. Han wa opp lænng faar di an-
der, å han arrbedet lii te den swot Nat; Folk kund
ett fåsto, te han såen vild øø sæ sjel, han håd jo
hverken Kuen helder Bøen å sørre for, de måt jo
da vær den rene Begjerlehjed, dæ hååd såen en
Majt øve ham. Dæ wa tow gue Kjøørhææst i æ
Goer, ve han fæk en, demm soold han å kjøvt et
Par mawwer Helmisser i æ Stæj for, å han be-
gyndt osse å sææl å æ Kjøer. Folk snakket om, te
de wa snåe sæer, han kund fo Low te et for æ Kre-
ditforening. Ä så kund di ett lii ham, fåde han
wa så nøww øwwe hans Snak, han såå da så ussel
let. Jen Daw fæk han Besøg a no Handelsfolk, di
håd wan innd i æ Krowe, å æ Krowemand håd
bildt dem ind, te Kjeld holdt hans Goer fal. Æ
Krowemand kund jo helder ett lii Kjeld, de wa
ett a hans Folk. Di hie Handelsfolk kam ind i æ
Goer å fæk fat i Kjeld, han stod ve æ Mødding å
wa ve å las en Moogvuen, å di spuur jo så, om di
måt ha Low å si o æ Ejendom. »Væsgue,« såå
Kjeld, han bløw ve å pas hans Arrbed. Så gik di
omkring å so æ Mark å æ Bygning atte, å de tow
de mjest å æ Attemedde få dem. Henad Awten
83
kam di te Kjeld igjen, han stod ino i æ Mødding-
hwol, å di spuur ham jo så om, hwa han fålangt
for æ Goer. »Den ska ett sææles,« swåår Kjeld, å
i de sååm smed han en stue Grevfuld Mog op o æ
Vuen, så kund di go mæ den Beskejn. Kjeld vild
godt ha wan i æ Brugsforening, men æ Bymend
vild ett ha ham mej, å di wa lii ve å tøkk, te mi
Mand skuld næjt å smee få ham. Men han såå, te
Kjelds Pææng wa lisså gue som di anderes, å te de
skuld da vær sæer, om dæ slet ett wa no godt ve
æ Mand.
Såen gik der et Par Oer, snåe hååd han no Folk,
å snåe hååd han ingen, men han bøwwlet groww
o mæ et, å han awwlet godt. En skuld tøkk, te
han kund snåe blyw en rikk Mand, men de bløw
ålde kjæend o ham. Han gik i no gammel Pøøger å
lignet en Stooder, å hans Vuuntøw wa så sempel,
te mi Mand kund knap fo et te å heng sammel.
Men så en Daw, han håd wan te Kjøvsta, kam
han kjøøren hjem mæ en fååle fien, ny Fjeervuen;
å dæ bløw en groww Snakken om, hwa de no
skuld betyyj. Ott Daww atte drow han å igjen, å
ve han kam tebååg, håd han et Kwinndfolk o æ
Vuen, da håd han wan henn å blyw gywt. Di
plejje jo hæjsen å flaag i æ By, næer der æ såen
nued ve et, men de hie wa der ingen, dæ vest å,
å dæ wa ves helder ingen, dæ vild ha goer ham den
Æær, om di å håd vest et. De wa en lille kjøn å
mild Kuen, han kam mej, å vi håd snåer undt å
84
et få hind; vi mindt jo, hun fæk et ett bæjjer end
godt ve den strenng å hoor Mand. En Monet atte
fæk di en lille i æ Goer, men de wa ett æ Kuen, dæ
fæk en, de wa æ Piig. De æ hinnd, der æ der ino,
hun håd tint o en Hærgoer å wa kommen skidt a-
stæj. Hun kund ingen ordenlig Plas fo, fåde hun
gik å wa såen ve et, å så kam hun te Kjeld, han
måt jo ta, hwa han kund fo. Æ Piig æ ves hæjsen
en sælle gue jen, men hun wa jo bløwwen narret,
dæ ka jo, som di sæje, skie en Fejler, sjel få den
fiinest Jomfru. De wa helder ett så råe få den
onng Kuen, men hun wa nok så magesløs gue ve
bådde æ Piig å æ Båen, å Stine fæk Low å beholld
den lille ve sæ. Vi onderet wos øwe, te Kjeld vild
ha den fremmet Onng å føø o, men de wåår ett
swåe lænng, inden vi ajt, te dæ wa skie en Foran-
dring i æ Goer. Kjeld bløw så pæen i æ Klæje å so
så glad ud, å æ Tjennestfolk bløw osse godt få-
nøwet. De wa sæer nok, te de lille Kwinndmennesk
kund såen fo en anden Stil o et, men attehåend
som en fæk æ Relehjed å veed, kund en jo bæjje
fåsto et. Kjeld å Sofi håd nok wan kjæend hiel
fræ Båen, men di måt ett fo hwerander få Sofis
Fåe. Dæ wa en Handelsmand, der osse bæjjlet te
hind, å han wa bæjje i æ Kriidhuws, få han hååd
nok en groww Hoev Pææng. Kjeld håd arret
nowwe fo Tuwsend fræ si Hjemmen, å en Diel
håd han spår sammel a hans Løen, å omsie kam han
jo da så vidt, te han kund kjøøv de hier Goer. Han
85
tændt jo, te han kund bæjje blyw antawwen, næ-
er han føst hååd en Goer, å de kund kaskiesæ osse
gjaan ha skræjjen i Laww, om der ett håd wan
andt ve et. Men Sofis Fåe sad nok ett så godt ve
hans Sag, som de skuld hjeed sæ, han håd gawwen
hen å brugt a no Medler, dæ wa ham betrow, å
de wa lii ve, te æ Øwwrighjed skuld ha wan blænd
i et. Han måt løøn en Slomp Pææng ved de hie
Handelsmand for å fo et dækket, men dieve fæk
den slemme Slog såen en Klemm o ham, te han
kund dryw ham fræ æ Goer, hwa Daw de skuld
væær, hwes de ett bløw, som han vild ha et. Sofi
wa illd heran, hun kund ett betåål hind Fåes
Gjæld, å hun vild helder ett wal gywtes mæ æ
Handelsmand, hun mindt, te han wa et Støk
Skidt. Di plawwet hind groww, å hun tur hwer-
ken sæj ja helder nej, hun holdt dem hen mæ Snak.
Men ve de wa åldergallest, kam Kjeld en Daw å
100 æ Pææng o æ Buer. De wa for å fo demm
skravt sammel, te han håd slet så gruusom å wan
så kniive. Æ Handelsmand bandet nok så møj
ukrestele, ve di flyyj ham hans Pææng, han vild
helder ha håed Sofi.
No ka en bæjje fåsto, hwofå Kjeld wa så hoer
ve bådde sæ sjel å ander, men de vest en jo ett
den Gong. En ska immer ta sæ i Ajt for å dømm få
håt om de, en ett kinde te. — No hå Kjeld å Sofi
håed et godt mæ hwerander de hall Oer, di hå
wan gywt, å så skuld de hie Syggen no komm, så-
86
I en ka et da osse go så sæer te. Men Wohærre véd
bedst, hwodan vi ska ha et.«
Dæ wa kommen flie Folk te, å dæ stod en hiel
Flok, ve æ Dogters V uen kam å kjor ind i æ Goer,
å di ønsket ålldsammel, te di sælle Mennesker end-
da måt blyw hjålpen. Pe Kjaer wa osse kommen
dæhen, han wa endda jen a demm, dæ håd wan
hoorest ve Kjeld.
»Hun æ dawel ett dø, a tøkkes, di henge no
hvid for æ Vinninger?« wa dæ jen, dæ såå. Dæ
wa ingen, dæ swåår, Pe Kjaer vild ha så nued, men
han kunnd ett.
Et Kwatjersti atte kjoor æ Dogter igjen, å Kjeld
wa uud å hjelp ham o æ Vuen. Pe Kjaer gik hen te
ham å såå:
»Hudden er et mæ di Kuen, Kjeld, æ hun møj
rinng?«
Kjeld håd undt ve å swåår, men han fæk et da
sa:
»Æ Dogter sæje, te de vææst æ øwwe, å te hun
ska nok kjee sæ.«
»No, si vi de,« såå Pe Kjaer, de wa no såen
hans Sæjj, »da wa et endda godt.« Han fæk så
travlt mæj å taar hans Næjjs. Kjeld vild go ind,
men så sæje Pe Kjaer:
»Dæ wa ino lii en jenle lille Ting, a vild sæjj dæ,
Kjeld. Vi Bymend hå jo knappele wan så flink ve
dæ, som vi kunnd ha wan, men vi vild gjaan si,
om vi ett kund gjøør et let bæjje.«
87
»De skal I ha Tak få,« såå Kjeld å tow hans
Håend, »ret manne Tak.« Kjeld gik ind, å Pe
Kjaer gik hen å fåtalld di ander, hwa æ Dogter
håd så.
»Äå Gudskelow da«, såå æ Smeekuen, »da ska
a rele strææv å hjem å fåtææl mi Mand et!«
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Fjale Andes - Syv historier i jydsk Stedmaal af Anton Berntsen (1929) |
| Fjale-Andes og andre jydske Historier af Anton Berntsen (1968) |
| Småfolks Fånøwels af Anton Berntsen (1920) |
Copyright ISCA Software 2023-