Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
De wa en Sønnda Muen lii faar Kjerketi. Æ
Kjerk wa nylle bløwwen kalket, å æ Suel
skeen såen o di hwiid Veege, te en kund snåe fo
undt i æ Ywn å et. Nowwe Kwinndfolk, dæ wa
kommen wal tiele, gik omkring o æ Kjærrgor å so
o æ Grawwstæjje.
»Hie æ dæ kommen en ny Ligstien, sikke da en
kjøn Subskripsjon dæ stoer o en«, såå Kårre-Stine.
»De æ jo æ Kuwhandlers Dreng, die legge be-
grawet«, såå Boline Skumagges. »Ja, de wa en
forondele Historri mæ den Knæjt«.
»Hwodan wa et, de hænd sammel?« såå jen a di
ander.
»Ja, hwem véd, hwodan de hænd sammel«, såå
Boline, »de æ wal no sejs Oer sien, han o hans Mue
kam hie te æ Sown. A wa hjemm ve mi Forælder
den Gong, å a ka howws, vi wa netop ve å kjan
Smør den Daw. Så kam de hie fremmed Kwinnd-
folk ind te wos, å hun håd en lille Dreng ve æ
Håend. Di wa sempel i æ Klæje, å di so fåsult ud,
di håd gawwen en long Vej, å di vild jo da gjaan
ha let å spiis. Mi Mue håd undt å et få dem, hun ga
73
il
dem åld de, di kund eed å drekk, å hun vild jo ha
let Relehjed o, hwoe di wa fræ, å hwa di gik atte.
Vi fæk å veed, te hun hjed Thea å te æ Dreng
hind Søn; mi Mue spuur, om hun wa Enki
, men
hun såå: »Nææj, a æ kommen skidt a Stæj«. wo
Piig wa lii bløwwen sykk, å så bøj mi Mue te, te di
kund gjaan blyww ve wos en lille Ti, vi kund
godt behøww let Hjælp, å di so jo skekkele nok
ud. Thea bløw ve wos i trej Oer, hun wa et råe
Kwinndfolk å ha i æ Huws, hun gik så trolle å goor
hind Arrbed. Mi Mue vild ha å veed, hvem dæ va
Fåe te æ Dreng, men de vest æ sælle Skjæwl ett en
Gong. Dæ håd wan nowwe Soldater indkwatieret
i en Goer, hwoe hun tindt, å jen a dem håd lokket
hind, men hun vest hverken, hwa han hjed, helde
hwoe han wa fræ. Marius wa en pæen lille Knæjt,
å dæ wa et godt Sind i ham, han kam hen å tjeen
ve Rasmus Kuwhandler, å de wa sæer å si o, hvo
di tow bløw gue Venner. Rasmus wa jo hæjsen
en hoer Kåel, der ett brøt sæ om andt end å handel
å tjen Pææng; wa der en fatte Mand, dæ skuld sææl
et Høwwed for å kom te let Skjællinger, så skuld
Rasmus nok sæjj ham, hwa han skuld ha for en.
Men de hie bette Knæjt fæk han Guehjed for, han
ga ham bådde Føø å Klæje, å jen Gong, di wa te
et Mærkend, kjøvt han en Harmonika te ham. De
wåår ett lænng, inden Marius wa hiel grande te å
spell o en, å Rasmus wa så hæægen atter å høør o
hans Musik, te han kund godt sed om Awtenen i flie
74
Timer å lyyj o, te Marius øvet sæ o »En Sømands
Brud« å »Napoleon wa en tapper Kriger«. De ål-
dersæærest wa, te Folk tøtt, æ Dreng lignet ham.
Rasmus hååd såen nowwe sæær Merriser ve hans
venstre YWW, næer han snakket mæ Folk, å de
håd Marius akkuråt lissådan. Di begøndt å snakk
om, te Rasmus måt ves vær Fåe te ham, han håd
jo wan Soldat for en Diel Oer sien, å de kund
gjaan pas mæ æ Ti. Atte de, en kjænd te ham,
kund en da osse godt trow ham te et.
Men så wa et, te Marius kam så sæl'e a Daww.
Han føld igjemmel æ Ijs o æ Mølldam lii udden-
for æ Moolkarm, å de wåår få lænng, inden di fæk
ham op. Di bøwwlet endda groww mæ ham, æ
Dejn stod å løst op a en Bog »Om druknedes Red-
ning«, hwodan di skuld bær sæ ad. Hans Mue fæk
et jo å veed, å hun kam løøvend igjemmel æ By mæ
hind båår Howed å jammret sæ: »Mi Dreng æ
drowwnet, mi Dreng æ drowwnet!« Rasmus kam
osse dæhen, han wa hiel hvid i æ Howed, å han
bøj dem manne Pææng, hwes di kund fo æ Dreng
te Lyww igjen, men dæ wa ett å gjøør, æ Äend wa
åå ham. Så ga Rasmus sæ te å grææd, å Folk bløw
hiel seer ve et, de Sjøen håd di ålder sjet faar.
Rasmus tow bådde Thea å æ Dreng mæ sæ hjem,
han ga æ Dreng en kjøn Begrawels, å en lille Ti
atte gywt han sæ mæ Thea«.
»A tøkkes nok, en ka ræjjn ud, hwodan de hen-
ge sammel«, såå Kårre-Stine. »Dæ ska ingen bild
75
mæ ind, te den Skidrik te Kuwhandler vild gjø så
møj ud å et fremmet Båen«.
»Det ka godt væær«, såå Boline, »men de wa no
liigodt kjøn a ham, te han gywt sæ mæ hind. Ä di
løwe nok så godt sammel, di sæje, de hoor Sind æ
gawwen nued a ham, sien han hååd den Sorre mæ
Marius. Æ Harmonika sto te Stås o æ Komode,
Ja, de ka go sæer te
å dæ må ingen røør ve en —
i Verden. Men no ringer æ Dejn sammel, så må vi
wal helder go ind å sætt wos«.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Fjale-Andes og andre jydske Historier af Anton Berntsen (1968) |
Copyright ISCA Software 2023-