Fjale-Andes

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

Der æ jo let Fedleri vi di fliest a wos, å Andes
wa helder ett hiel, som han skulld væær, få
han wa fjale, å de wa ett i smo Mååder. Di såå, te
han wa liifram føj mæ et, å te den Gong han wa
lille å fæk æ Patt ve hans Mue, bløw han rø i æ Ho-
wed, dæsom dæ wa nowwe, dæ so et, han tøtt, de
wa så flow. De ka en jo no ta få hwa en vil, a
tænke nok, de æ Løwn. Men fjale wa han, å han
wa tit i en groww Fålæjenhjed mæ et. Han wa en
råe Dreng, ilaw han gik i Skwol, men han fæk
ilywl manne Hokk, få næer dæ wa lavet no Skå-
ensstrææge, å æ Dejn spuur om, hwem dæ håd goer
et, så sad di slemm Drengi å keg hen te Andes, så
bløw han rø i æ Howed, å så trow æ Dejn ham te
et. I æ Skwol kund han ett wal bego sæ imeld æ
Drengi, å ve han bløw vogsen, kund han ett væær
i Fre for æ Pigger, å de wa liiså gal. Han wa en
hiel kjøn Kåel, å dæ wa manne, dæ ku godt lii
ham, men han tur ålde si te den Sii, di wa ve. Ä
så di nued te ham, så bløw han rø i æ Howed å
stod å fedlet å vest ett, hwa han skuld sæjj, å så
kund di jo tænk bådde de jenn å de andt. Di kund

65

Ill
ett blyw klog o, om han vild ha dem ålldsammel,
helde han slet ingen vild ha, å vær te Nar få ham
villd di ett. Så ga di sæ te å drell ham å kåldt ham
Fjale-Andes, å de bløw et ett bæjjer å.
Dæ wa en hallgammel Piig i æ Sown, di kåldt
Lille-Sine, de wa no knap nok såen mindt, som de
wa så, få hun wa en fååle stue Knokkel. Hind
Næjjs wa ett så kjøn, som den kunnd ha wan« hun
snød en mæ æ Finnger, lii te de klasket i Stjenn-
brow Hun hååd ett mie Fåståend, end hun håd
hår t Brug for en ka wal nok sæjj udden å go
hind få næer, te hun wa lissom let ukurant. No
fæk di hinnd bildt ind, te Andes vild gjaan 1 mæ
hind, men te han wa få fjale te å sæjj et, å den
nææst Sønnda sad hun i æ Kjerk å keg atte Andes
æ hiele Ti. De ajt Folk jo snåe, å så keg di osse atte
Andes, å han wa så fålæjen ve et, te han bløw rø i
æ Howed hiel om i æ Nakk. Han sad å taaret sæ i
æ Ansegt mæ hans Lommklee å ønsket, te han håd
wan wal hiefrææ. Æ Præst håd osse fåt Y ww o
ham, men han troww, te de wa hans Preken, dæ
wa fålden såen ve Andes, å så klemt han o å pre-
ket et Kwatier længer, end han plejet. De føøst æ
Tjennest wa fåbi, ræænd Andes hjemad, åldt hwa
han kunnd, å Lille-Sine kam halend et Støk bagatte
ham. De bløw snåe såen, te Andes sad hjemm hwæ
Awten å løøst i en Bog, han kund ett wal væær
imeld di ander onng.
Men så wa et, Grete kam te å tjeen i æ By. Hun

66

wa en Goormandsdætte fræ æ Nååbosown, å
Mååg te Piig håd Andes ålde sjet. Dæ wa osse
kjønn Pigger i æ By, faar hun kam, de fåstoe sæ,
men såen et Par Ywn, som hun hååd, kund der
ingen a di ander stell mej. Hun hååd nowwe guul
Krøller, dæ sad om hind Ansegt lissom en fågyldt
Ramm om et kjøn Potræt, å de wa lisså godt som
et Musikstøk å høør hind li. Æ Kåål i æ By ræænd
atte hind ålldsammel, å dæ wa ett den Goormands-
søn, te hun ett kund ha fåt, hwes hun håd vild,
men hun ga dem en Sludder for en Sladder. Andes
tindt få Kåel ve Søren Peter, å Grete tindt i æ
Nååbogoer ve Iwwe Måtensen. Andes håd lowet
sæ sjel, te han skuld ett vær te Nar for æ Pigger,
men han wa lii ve å glemm et, næer han so Grete.
En Daw wa Andes drawwen te Mærkend, han
skuld sææl en Plag få hans Håsbond, å ve han håd
de forræt, gik han å so sæ let om. Han kam osse
hen te æ Karussæll, å die træffe han Grete. Andes
bløw rø i æ Howed å vild strææv å go, men Grete
vild nok i mæ ham, å hun wa ett fjale. Hun spuur,
om han ett kund løøn hind en Kroon, hun håd
giwwen ålld hind Pææng ud, å no håd hun fåt
Løst te en Karussælltur. Hun tændt jo, Andes
skuld ha bøjjen te å gi en Tur, men han kund ett
kom astæj mæ å fo et så, han ga hind en Kroon, å
så gik han si Vej. Grete so så long atte ham, å de
blø ett te nued mæ æ Karussælltur den Gong.
En lille Ti atte wa Andes nie i hans Håsbonds

67

Mues å arrbed, han håd tov Dawwlejjere mæ
å de wa Terkel Huusmand å Jens Tææsker. Dæ lo
en gammel Jegestamm i æ Mues, den vild Søren
Peter ha grawwet op, han wa Formand for æ
Sowwnråed, å han vild ha dannet et Skav a de
hie Muesjeg te å ha hans Protokåller i. Di hie trej
Kåål håd en Melldmad mej, å di hååd osse en lille
Flask mæ så møj Brænndvin, te di kund fo hver
en Dram. Jens Tææsker vild åldtie gjaan snakk,
di såå, te de wa få de, han hååd et nued å skuld
ha så hjemm, å han sad å sludderet, ilaw di oed
de hie Melldmad.
»De æ kywwsom få dæ, Andes, te do æ så fja-
le«, såå Jens å taaret en Drep a hans Næjjs. »Do
blywwe jo ålde gywt o den Fasoen. De ka wal go,
så lænng do æ ong, men do skuld tænk o di Alder-
dom, de æ kywwsom å vær jenn, næer en blywwe
åldrend.«
»»Äå, ti do stell, din gammel Sludderpott«, såå
Terkel. »Andes blywwe nok gywt, næer hans Ti
komme. Demm, dæ såen æ let fjale i et, blywwe
somtie di åldemiest glowwen, næer di føst kommer
i Tanker om, te no ska et væær.«
»De ka væær, do stelle få stue Fodringer«, såå
Jens. »De æ jo ett såliig så, te do ska ha den kjøn-
nest Piig, der er i æ By. En ka godt vær fånøwet
i si Egtestand, fåde en ett foer en Kuen, der æ hiel
fulldkommen. «
»Ja, de må do jo kinnd«, såå Terkel.

68

»Nej, si do Andes«, bløw Jens Tææsker ve,
»kund do fo en Enkikuen mæ et lille Stæj, så wa
de ett de gallest. Hwa sæje do om Sessel Post,
hun håer et kjøn lille Huws, å hun er en Kuen, dæ
ka snakk få sæ. Hun er å jawn godt ve Majt, a
tøkkes lii, de kund vær di Ganning.«
»Sessel Post!« såå Terkel. »De wa osse nued
likk for en ong Kåel å gywt sæ mæ såen en Hjav-
verhæel! Der æ jo ett den mindste Sæed ve hind
Snak, hun begynder i Øst å æænder i Vest.«
»De ka godt væær«, såå Jens, »men hwa, de
mien hun jo ett nued mej.«

69

»Nææj«, såå Terkel, »vil do gywtes, så ska do
ta jen, der æ ong å kjøn, de æ dæ let Fånøwels
ve. Do skuld si, om do ett kund blyw kjæend mæ
Grete, dæ tjen ve Iwes, de er en Piig, der æ vaer
»Ja, Grete«, såå Jens Tææsker å keg så hæægen
te æ Brænndvinsflask, »hvem véd, hwoe hind
Tanker æ henn, de ka si broget ud i et Piggeho-
wed. Men er et hinnd, do hå Løst te, så kund a end-
da måskie hjelp dæ let terætt. A hår et Køs tegue
ve hind for et Par Halmvesker, a dannet te hind
Træsko de siist, a wa ve Iwes å tææsk. Do brydde
dæ jo ett om æ Brænndvin, læ do no mæ fo de,
der er i æ Flask, så må do fo de Køs, a skuld ha hå-
ed ve Grete. Do ka ta Terkel te Vidne o, hwodan
vi hå handlet, så æ de så rele som en Pand Duels
i æ Nakk.«
»Ja, hold no let«, såå Terkel, »de komme da an
o, om do hå handlet såen mæ æ Piig, te æ Fodring
ka transpotieres.«
»Sikke da no Snak«, såå Jens, »do ka da wal
veed, te hun vil helder køs en kjøn ong Kåel end
såen en gammel Nullik som mæ. Læ mæ ve æ
Flask!«
— Om Awtenen, ve Andes håd fueret æ Hææst,
satt han sæ o æ Hakkelskjest i æ Fuerlow å spe-
kulieret. Han wa ve å blyw kyw å et, han gik så
jenn å hååd ålder et Mennesk å snakk mej. Han
vest jo nok, te de wa ett andt no Pjat mæ Jens

70

Tææskers Snak om de Køs, han skuld ha ve Grete,
men hwa, de kund da ett hinder å tænk o et. Hvo-
dan mon han skuld ha bån sæ ad, hves de no håd
wan sannd, å hwa mon Grete vild ha så te et?
Andes bløw hiel sykk ve å tænk o et. De bløw
hallmørk, men Andes bløw sedden å drømt om
Grete, te han snåe hiel håd glemt, hwoe han wa.
Så wownt han ve, te dæ gik jen i æ Goer, de lyyj
atte, te de wa en fremmet, å no gik æ Ståldaer op.
Han kund lii skimm et Piggeansegt mæ no lyys
Krøller, å så kam han nie å æ Hakkelskjest.
»Goawten Andes«, såå Grete, »no, de æ wal
bedst do foe, hwa do hå tegue.«
»Hwa æ et, do sæje, Grete?« såå Andes, å inden
nowwe a dem regti vest, hwodan de wa gawwen
te, håd han hind om æ Hals å køsset hind.
»Men Andes da!« såå Grete å stødt te ham, te
han næer wa gawwen bagøwe i æ Hakkelsdøngi,
»hudden æ do ve et? Hå do mest di Fåståend,
helder æ do bløwwen hiel tåvvele? Do hå dawel
ett drokken dæ fuld?«
»Do såå, a skuld ha, hwa a håd tegue«, såå An-
des, han wa så swimmel, te han måt styjj sæ te
æ Vekk.
»A véd ett å, te do hå nued tegue ve mæ a den
Slaww«, såå Grete, men hun kund ett båår sæ for
å li a ham. »A vild jo fly dæ den Kroon, a løndt ve
dæ o æ Mærkend.«
De wa en flow Historri få Andes, men de hjalp,

71

de wa hallmørk, å han måt jo te o gjø Relehjed
få, hwodan han håd handlet mæ Jens Tææsker.
Men så kam Grete såen te å li, te æ røø Føløg
wownt ve et å sparket i æ Grevning. Grete kam wal
næer hen te Andes, å han kund ett dy sæ, men køs-
set hind jen Gong te.
»Men Andes da!« såå Grete, hun tow ve ham
mæ begge Hender å rusket ham. »Do æ hæjsen
ett fjale!«
»Nææj«, såå Andes, å så køsset han hind ino
en Gong, å no strit hun ett imued, men pot sæ tæt
ind te ham.
Men fræ den Daw, Andes bløw Kjærrest mæ
Grete, wa et øwwe mæ hans Fjalehjed.

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Fjale Andes - Syv historier i jydsk Stedmaal af Anton Berntsen (1929)

Fjale-Andes og andre jydske Historier af Anton Berntsen (1968)

Småfolks Fånøwels af Anton Berntsen (1920)

Tilbage