Halanden Daw å en Attemedde - III

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

De wa o æ Daw atte. Æ Hywwler stod å arrbe-
det i hans Værkstæj, han tow så sæer hårdt ve æ
Værktøw, å han hååd tow røø Plætter i æ Pannd.
Han wa hejsen så gue, som æ Daw wa long, men
det kunnd skie, te han bløw gal i æ Howed, så fæk
han di hie røø Plætter, å så wa han ett gue å taes
mej. Han håd læjjen å tænt o Hans Jakobs GYW-
termoel æ hiel Nat; han vest nok let om, te Kræ-
sten å Karen wa gue Venner, å han kund nok ræjjn
ud, te de vild blyw en Strææg i dje Ræjjning, hwes
de bløw te nued mæ Hans Jakob å Line. Han vest
osse, te Line wa en skidt Kwind; de wa da så møj
lompen, te såen en skekkele Mand som Hans Ja-
kob wa kommen i mæ hinnd.
Hen o æ Formedde fæk han Besøg a Tysk-Jo-
han, de wa en gammel Bås, dæ plejjet å komm
hwæ Sommer. Han fåtalld di sååm Historrier hvæ
Gong, å di bløw ett mie sannd få de. Ä så hååd han
et såen, te han snakket dansk, næer han wa ædru, å
tysk, næer han wa fuld, men han wa få de mjest
let tysk i et. Hans Skekk hååd såen en ubestem-
mele Kulør, men den Kulør, æ Næjjs hååd, tow en
ett fejl å. Æ Klæje wa osse sempel, de jenn Ærrm i
hans Frak wa næsten røwen å.
»Mester har vel ikke en lille Skilling til en fattig
Rejsende?«
»A vil snåe helde sjel gi æ Krowemand en«, såå

49

æ Hywwler, »han foer en jo ilywl. De er en skidt
Profession å såen rend å bejjs o æ Lanndvej, do
skuld helder gi dæ te å arrbed. Men do ka wol
ett?«
»Tror Mester ikke, jaj kan arbejt? Jaj har ar-
bejtet po de største Platser i Europa, und jaj har
været mit til at arbejte po en kongelig V agen in
Berlin! Mester har vel ikke en gammel Frakke til
en fattig og unglücklig Kollega?«
»Do kund gjaan træng te en«, swåår æ Hyww-
ler, »di Ærrmer æ nok bløwwen uree lissom Lund-
Hanses Plejl. Men a håer ett flie Frakker, end a
sjel brugger«.
»Der bor ja en Pastor her i Byen«, såå Johan.
»Kan jaj ikke hos ham få en Frakke, er han ikke
en guter Mann?«
»Jo, han æ såmend gue nok, de ka godt væær,
te han ka hjælp dæ, men så må do ett fåtææl ham
åltfå manne Løwwnhistorrier. Han håe den Sæær-
hjed, te han ka ett lii, næer Folk vil lyww. De æ
for Resten ham, dæ goe die nie ad æ Gååd, do ka
jo prøww å go hen å snak te ham«.
»Kan det gå an at tale til ham so midt po
Gaten? Han skal måske hen og tale mit en
Døende!«
»Han skal hen å gywt en gammel Mand, der æ
halldø, mæ en Kjælling, der æ halltåvvele, de gjør
ett så møj, om do skuld tøø ham let. Ä ka do fo
ham te å læ et hiel vær, så ska do fo jen a di bææst

50

Frakker, a håe. Men pas no o, hwa do sæje te ham,
å IYW ett åltfå groww«.
Johan røst let betænkele o æ Howed, men han
sat liigodt atter æ Præst å nååd ham lii udden æ
By. Han hååd en Flask i æ Innderlomm, den tow
han en gue Toer å føst for å fo let mie Mued.
»Guten Tag, Hr. Pastor«, såå han å bokket så
dyvt, han kunnd. »Må jaj tale et Ord mit Dem,
Hr. Pastor, jaj er en fattig og unglücklig Mann!«
»Hvem er De?« spuur æ Præst.
»Jaj er en stakkels fattig Rejsende, Hr. Pastor
må ikke tage mig ilde op, at min Anzug er so mi-
serabel, men jaj har ingen Penger, og jaj har ingen
Kone, der kan sætte en Lap på i så Henseende«.
»Naa, De er ikke gift?«
»Jo, Hr. Pastor, jaj er gift, men min Kone og
jaj, vi lever ikke mere zusammen. Hr. Pastor skal
hen og gifte en gammel Mand, det er en meget al-
forlig Sag, jaj kan tale mit derom, jaj er en erfaren
Mann i så Henseende«.
»Var Deres Kone ikke god ved Dem?«
»Hun var en Engel, før vi blev giftet, hun blev
aber en Teufel. Jaj kom hjem en Abend mit et Par
Venner og var lidt lustig, und so hun mig utskæld-
te und kaldte mig en Fuldsnude. En armer Mann
har ogsaa Ehre i Livet, jaj tog hende venlig aber
fest i Armen und sagte: »Hols Maul!« So hun gik
til Politi und klagte, und jaj blev verhaftet, und
jaj havde dog ingen Ting gjort«.

51

»Det er nok Brændevinen, der har været Deres
Ulykke, De skulde hellere være bleven ved Deres
Kone og have sagt Farvel til Flasken«.
»Ach, Hr. Pastor, vat er vi Mennesker? Elendigt
Hø, som Salmisten siger! Men jaj drikker ellers
ikke Brændevin, uden wenn jaj spiser Fisk, so jaj
drikke en lille Snaps til«.
»Men De spiser maaske ret ofte Fisk?«
»O, nej, Hr. Pastor, kun en liden Sild hver Mor-
gen, wenn jaj kan fo en. — Der var en Pastor ved
den Fængsel, han talte so til mig, at jaj kan det
aldrig glemme. »Johan«, sagde han, »De er en an-
den slags Menneske end de andre, vi har med at gø-
re, jeg kan godt se, at De hører egentlig ikke hjem-
me her«. — Ach, de svandt, de svandt, de Dage!«
Johan væænd sæ om å so sæ tebaag, så sprang
han lii mæ jet øver æ Vejjgroev å sat om bagve
æ Hæjn. Æ Præst so sæ osse om, han kund nok
si, te dæ kam en Mand bagatte dem, men han kund
ett si, hvem de wa.
»Hvor blev Fyren nu af?« Æ Præst kund ingen
Stæje si Johan, å så gik han vie.
— Karen bløw kyv å et, da hun so, æ Præst
kam. »Så komme Kræsten liigodt få silde mæ æ
Dogter«, tændt hun ve sæ sjel. De so ud atte, te
Line helder ett håd vint ham så tiele, hun fæk
travlt mej o pynt sæ. Så satt hun sæ o en Stuel ve
den syyg å foldet hind Hender å såå: »Ja, så i wo-
hærres Nawn!«

52

»Maa jeg tale med Dem alene et Øjeblik?« såå
æ Præst, han wa ett fri for å si let bøes ud. Karen
gik ud i æ Kjøkken, å Line gik hen te æ præst. Han
tow et Papier op å æ Lomm å så nued te hind,
men lii mæ jet ga hun såen et Hwien a sæ, te Ka-
ren kam fåårend ind for å si, hwa dæ wa ve et. I
de sååm smed Line sæ o æ Gwol å sparket å slow
te Sii mæ bådde Arrm å Bien; de so ud lissom te
hun håd fåt Kramp, å så hvææst hun å tov o lis-
som en gal Kat. Æ Præst bløw rø i æ Howed a
Fåskrækkels, han rederieret øve te den anden Sii
a æ Stoww, å Hans Jacob rejjst sæ øwwer Æænd
i æ Seng å såå: »Hwa æ dæ ve et? Hwa æ dæ ve et?«
»Kvindemennesket er jo komplet hysterisk«,
såå æ Præst.
I de sååm gik æ Daer op, å dæ kam en høv
Mand ind mæ en Polletikasket o æ Howed. Han
so de hie gall Kwinndfolk å skuld lii te å spør om,
hwa de wa, hie gik få sæ, men de føøst Line so æ
Polleti, sprang hun op å ræænd ud a æ Daer o hind
Huesfædder.
»Hvad gik der af Konen?« spuur æ Polleti.
»Hun har vist en dårlig Samvittighed«, såå æ
Præst. »Hun har leveret mig en falsk Attest, og jeg
kom for at sige hende, at jeg ikke kunde fuldbyrde
den bestilte Vielse, men saa skabte hun sig helt
tosset«.
»De har vel ikke set en rejsende Haandværks-
svend?« spuur æ Polleti.

53

»Jo, det har jeg da, jeg fulgtes med ham et
Stykke Vej, men saa forsvandt han pludselig. Har
han gjort noget?«
»Ikke andet, end at han har betlet lidt, men vi
vilde nok snakke med ham. Han kunde muligvis
give os nogle Oplysninger om en Kollega, som vi
har et Mellemværende med«.
I de sååm kam der en V uen hen øwwer æ
Stjennbrow, de wa Kræsten, dæ kam mæ æ Dog-
ter. Han sprang å æ V uen å kam ind te dem, å så
bløw den syyg ondersøgt. Æ Dogter spur Karen
ud om, hwa di håd gjor ve hind Morbror, å han
vild gjaan si di hie røø Dramm, men Karen vest
ett, hwoe æ Flask wa gjemt. Så fæk di Beskejn o,
hwa dæ skuld gjøøres, å æ Dogter såå, te de skuld
nok blyw godt igjen, men de vild ta no Ti. Så drow
æ Dogter å, å æ Præst kam op å kjøør mæ ham.
— Hen o æ Attemedde kam Kræsten igjen, han
wa så glad som en nyslawwen Toskjælling. Han
vild ha Karen mej hjem te hans Mue, å hun fæk en
Nååbokuen te å sed ve Hans Jakob så lænng. Ka-
ren wa glad ve, te di no wa kommen så vidt, men
hun wa ett fri for å røst let, ve di gik ind i Maren
Pæjes Goer. Maren sad i en Arrmstuel å løøst i en
Sallmbog, hun so så bre å så streng ud, å Karen
fyldt så let ve æ Sii a hind. Men ve hun fæk sjet
regti o Maren, tøtt hun, dæ wa nued i hind Ansegt,
dæ lignet Kræsten, å så fæk hun lii mæ jet såen et
Mued, te hun tow Maren om æ Hals å køsset hind.

54

»No, no Båen, læ no de vær godt!« såå Maren å
skubbet hind fræ sæ, men hind Ywn bløw dooget,
å Karen kund godt si, te de wa ett de gallest, hun
kund ha gjoer.
»Do må helder fo æ Saager å si«, såå Maren,
de blywwe wal snåe dæ, dæ ska sto for et«.
Så gik di rondt å so æ Gjemmer atte; Karen håd
ålde faar sjet så møj Linnet å Sølltøw o jet Stæj,
men Maren ga ingen Lin, inden de hiele wa gav-
wen igjemmel.
»Læ mæ no si, do æ gue ve Kræsten«, såå hun,
»han æ mi jennest Båen«.
Karen keg op te Kræsten, hun kund ett båå sæ
for å li. Ä Kræsten løwt hind op te sæ å køsset
hind, ilaw hans Mue so o et.
I æ Mørkning wa dæ nued, dæ puslet ve æ
Hywwlers Daer. De wa Tysk-Johan, dæ kam le-
stend.
»Får jaj so den Frakke? Der blev ikke nogen
Bryllup ! «
»Nej, hold no let«, såå æ Hywwler, »de et ett
atter æ Akkort. De wa ves ett di Skyld, te æ Brøl-
lup ett bløw te!«
»Jo doch!« såå Johan, »den Politi blev utsendt
for at fange mig, und wenn den Kjælling så Politi,
hun blev bange og løb væk. Det var doch min
Skyld, at der ikke blev nogen Bryllup i så Hense-
ende«.

55

»Den Historri æ ves lisså sannd som demm, do
plejjer å fåtææl«, såå æ Hywwler. »Men de æ de
sååm, no skal a si å find jen te dæ«.
De håd osse wan en strenng Daw få Kårre-Sti-
ne, hun håd wan vidt omkring, å hun skuld ålld-
vejjn gjø Relehjed få, hwa de wa, dæ gik få sæ nie
ve Hans Jakobs. Om Awtenen kam hun ind te
Jens Tækkimands, å die bløw de hiele gawwen
igjemmel ve en Kop Kaffe.
»Ja, sikken Anstalt dæ wa«, såå Stine. »Dæ wa
bådde Præst å Dogter å Polleti, å Line skavt sæ
såen, te di såå, hun wa hiel assyrisk. De wa groww
useniert for æ Præst å si o, hwodan hun gjor sæ
te. Men de kam godt nok te å sææd, hwa do såå
i Gue, Jens, te de Gywtermoel bløw der ingen
Walsegnels ve«.
»Di såå, te hun skuld ha en lille«, såå Lisbet,
«de passet dawel ett?«
»Løwn å Skidt!« såå Stine. »Hun håd stappet
hind Skjøwt ud mæ Kluud, få te de skuld si såen
ud«.
»De æ strenng å høør om såen en Sællehjed«,
såå Lisbet å taaret hind Ywn. »Hvem skuld ha
tænt, te såen nued kund go få sæ hie i wo Sown.
En skuld onder o, te et Kwinndfolk ka gjøør såen
en Bannis«.
»De wa hoer, hwoe de wa øwe«, såå Jens Tæk-
kimand, »men de våår da kons halanden Dav å
en Attemedde

56

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Fjale-Andes og andre jydske Historier af Anton Berntsen (1968)

Tilbage