Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Hans Jakobs Stæj lo et lille Støed østen æ By.
De wa en Ejendom mæ en hal Snes Tønder Land
å mæ no gammeldas Bygning, dæ wa et Stoww-
huws å et Krehuws, dæ wa bygt sammel i en
Kromhwærre. Hans Jakob håd wan Enkimand i
nowwe Oer, hans Søstedætte, Karen, wa ve ham
å holdt Huws få ham. Hun håd wan der hiel fræ
Båen, å han gjor groww møj ud a hind; de håd
lænng wan æ Mjening, te hun skuld ha, hwa dæ
bløw atte ham. Di håd ingen Tjennestfolk, men
næer dæ wa mie å bestell, end di sjel kund øwe,
fæk di et fremmet Mennesk te å hjælp dem nowwe
Daww. De wa o den Mååd, Line håd fåt Inndpas
43
ve dem; hun so hiel godt ud, å hun hååd et godt
Mondlæje. Hans Jakob håd åldtie wan gue å sæ å
læt å snak for, å hun fåstod regti å gjø si Huese
grønn ve ham; de wåår ett lænng, inden hun wa
der de mjest å æ Ti. Karen kund ett lii hiind, men
hun håd jo egenlig ett nued å klaww øver; Line
wa flink nok ve hind, å di kund godt behøww
hind Hjælp. Hans Jakob begøndt å blyw gammel,
å æ Arrbed Skrej ett så godt få ham, som de hååd
goer. Så en Daw kam han hjem fræ æ Mark å wa
så rinng, te han måt i æ Seng, å no håd han læjjen
i sejs Ugger. Karen vild ha æ Dogter hint, men de
sat Line sæ imued, hun vild partu go å pas ham, å
hun wa dæ snåe bådde Nat å Dav.
Karen wa et lille, uansiele Mennesk, å Maren
Pæjes kund ett si, te dæ wa no Stås ve hind, men
hwa hun ett kunnd, de kunnd hind Søn, Kræsten.
Maren vest godt, te Kræsten å Karen wa gue Ven-
ner, å Kræsten vest osse godt, te hans Mue vest et,
men dæ wa ingen a dem, dæ snakket om nued, di
gik så stell å tow Moel a hverander. Kræsten wa
en kjøn stue, breskålderet Kåel; han håd gawwen
hjemm åld hans Ti å wa wond te å rætt sæ atte,
hwa hans Mue såå. De hie Kjærresteri wa de føøst,
han håd tawwen sæ for o hans ejen Beram, å han
vest godt, te hans Mue tøt ett om et. Men han wa
ett Maren Pæjes Søn få ingen Ting, nok wa han
lonngsom å sinde i et, men de hie håd han no sat
sæ såen i æ Howed, te han wa ett te å rokk.
44
Kræsten wa nie i æ Eng å slo Hjøe, han håd en
Melldmad mej, å den sad han å oed ve æ Pod-
ning, dæ gjor Skel imeld Maren Pæjes å Hans Ja-
kobs Mark. I Daw håd han fåt snakket mæ hans
Mue om de hie Kjærresteri, å no vild han gjaan ha
fat i Karen for å fåtææl hind et; han tændt, om
han ett skuld træf å si hind i æ Mark. Dæ wa en
Flok Bøen, dæ liegt henn o æ Vej, å jen a dem, en
lille pluskjævet Tøs i et rø Skjøwt, kam hen te
ham for å si, hwa han bestilld.
»ÄId de ka do da ett eed?« såå hun å so o hans
Melldmadde.
»Trowe do ett?« såå Kræsten, han brækket en
Melldmad øve å ga hinnd de hall, å hun klemt o
en mæ de sååm.
»Æ do gywt?« spuur den lille.
»Ok nej«, såå Kræsten.
»Bue do da sjel åldt jenn?«
»A bue hjemm ve mi Mue. Hwa hjed do hej-
sen?«
»A hjed Karen!«
»No, do hjed osse Karen«, såå Kræsten, han sad
å keg igjemmel et Hwol i æ Podning, å no so han,
te hans Kjærrest wa o æ Vej hen å fløtt æ Kjøer.
»Ska do ett snåe gywtes?« bløw den lille ve,
men no håd Kræsten ett Ti te å snakk mie mæ
hind. Han kund så godt lii å si Karen go ve æ Kjø-
er; en kund si, te hun wa gue ve dem. Hun håd et
Støk Brø i æ Lomm te den røø, dæ nylle håd kallet,
45
å den swott rækket atte hind mæ æ Howed å vild
kløes o æ Hals. No wa hun farre mej å fløtt, å hun
stod å so hen te æ Podning. Kræsten rømmet sæ,
å et Ywwblek atte smut Karen igjemmel æ Hæjn
å kam øve te ham.
»Do sie så want ud!« såå Kræsten. »Hwa æ dæ
ve et?«
»Vi håer et så sæl'e hjemm«, swåår Karen. »Mi
Morbror æ groww sempel; a spuur ham i Daw, om
han kund kinnd mæ, å det så han ja te, men a véd
ett, om han æ regti ve sæ sjel. Han sowe næsten
åldtie. Line gie ham nowwe røø Dramm; a véd ett,
hwa de æ, men a æ ræj for, te de æ nued, han ett
hå godt å«.
»Kund I endda fo den Kjælling ud å æ Huws«,
såå Kræsten. »Er et sannd, te di Morbror ska gyw-
tes mæ hind?«
»Ja, Gud bæjer et«, såå Karen. »Såvidt a véd,
ska æ Præst komm å vi dem i Muen Attemedde.
Men a fo næsten ingen Ting å veed mie. I den
føøst Ti gik hun å sleget få mæ, te de wa hiel lie,
men no snakke hun næsten ålde te mæ, å a æ så
ræj få hind, te a tør ingen Ting sæjj. A trowe, hun
er en Hegs«.
»A ka ett fåsto, te æ Præst vil ha mæ et å gjøør«,
såå Kræsten. »En ka da nok ræjjn ud, te de er æ
Stæj, hind Næjjs kløer atte«.
»Hun hå bildt ham nued ind«,• såå Karen å
bløw rø i æ Howed. »Æ Præst er en fååle råe
46
Mand, men han håe den Fejl, te han trowe Folk få
godt) å hun hå nok smur ham døgti om æ Mond
mæ Bivvelsprog å Salmmvæs. A hår ålde kjæend
hind Liig te å spel Komeddi. — Do hå wal ett fåt
snakket mæ di Mue?«
»JOW, a håe«, såå Kræsten, »de wa de, a vild
fåtææl dæ. De gik endda bæjjer, end a håd tænt.
Mi Mue send sjel Bod atte mæ, ve a håd fåt mi
Meddesøwn, hun sad ve æ Skatol å so i nowwe
gammel Papire. Hun so let o mæ, å a tøtt, hind
Ywn wa mie mild, end di plejer å væær. Så spuur
hun, om de wa sannd, te a wa gue Venner mæ dæ,
å de så a ja te. »De er ett atte mi Howed«, såå hun,
»do kund nok ha fåt en mie passend Kuen. Æ
Piig æ ves ordenlig nok, å de ka blyww godt, te
hun ett håe ret møj, men hun sie så bååne ud. A
twiel o, te hun ka kommandier æ Tjennestfolk i en
Goer. Men hå do giwwen hind di Uer, så ska do
osse holld et, å så ska do vær gue ve hind, ihudden
de goe. Der æ bååre jen Ting, a vil snak mej om.
Di sæje, te Hans Jacob ska gywtes mæ Line fræ æ
Røjtehuws, de må do se å fo fåporret, den Kjæl-
ling ska mi Søn ett ha no Familliskav mej. I foer
ett mi Minnd, inden hun er uud å æ Huws, men så
ka I osse hold Jagilld, næer I vil. Hwes Karen tøk-
kes et, ka do kjør hen å hindt æ Dogter i Muen
Formedde, han ka ondersøøg, hwa æ Mand fejl,
å æ han ett rele i æ Hoved, så må æ Præst ett vi
dem. Ä så ka do bestell en Kjest te mæ ve æ Sne-
47
ker; a so en Liigskåår i Awws, dæ gik ud fræ Vo
Goer, å a véd, hwa de betyjje«.
»Men Mue da«, såå a, »læ da væær mej å tænk
o såen nued!«
»Gjør som a sæje«, swåår hun. »Ino er et mæ,
dæ rooer i æ Goer, de blywwe snåe I ander«.
Karen taaret hind Ywn å so op te Kræsten. »De
æ så kywwsom, te di Mue ett æ glad ve mæ«.
»De ska hun nok blyww«, swåår Kræsten,
»hæjsen måt hun da vær en sæer jen. Hun er ett så
hoer, som hun ladder. Men hwa sæje do, skal a
kjøør atter æ Dogter?«
»Ja Tak, hwes do vil«, såå Karen. »Men stræev
å kom mæ ham så snåe, do kan«.
»No ska do ett go å vær want«, såå Kræsten,
»de blywwe nok godt åldsammel. A ska gjøør te
et, de a kan«.
»Vi må be Wohærre om å hjælp let te«, såå
Karen. Bååre do ett blywwe kyw a mæ, inden åld
de Bøwleri for Æænd«. Hun so så mild op te Kræ-
sten, te han tøtt, hun lignet jen a Wohærres smo
Engle, såen som di æ tejnet å o æ Belleder i æ Kjerk.
»De blywer a ålde!« såå Kræsten, å så køsset
han hind tow Gonng, få te de ett skuld vær Løwn.
48
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Fjale-Andes og andre jydske Historier af Anton Berntsen (1968) |
Copyright ISCA Software 2023-