Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Den første Maaned gik nogenlunde for Jens.
Ejendommen var snavset og forsømt, og han hav-
de en Del at gøre med at faa den i Orden. Desuden
havde han bygget et Skur til Hønsehus, der var in-
gen Have til Ejendommen, men nogle Høns kunde
de nok faa Plads til, saa havde han da dem at sysle
med.
Snedker Madsens Kone kom op og betalte den
første Maaneds Husleje. Hun havde staaet ved
Skænken i Madsens Stamkafe, før hun blev gift,
og den Gang regnedes hun for en Skønhed. Senere
havde Fødslen af en Række smaa Snedkerdrenge
haft en ugunstig Indflydelse paa hendes Udseen-
de, og hun var for det meste sjusket klædt. I Dag
var hun usædvanlig elegant, og hun betroede Lis-
bet en stor Nyhed. De havde faaet en lille Arv,
og nu vilde Madsen begynde Forretning selv, han
havde allerede lejet Værksted. Det kunde godt
være, at de vilde flytte hen i en større Lejlighed,
23
naar de fik Forretningen rigtig i Gang, men fore-
løbig vilde de dog blive boende her, det var jo
bedst at være forsigtig. Hun troede nu nok, det
skulde gaa.
En Dag kom Postbudet med et Brev til Jens.
Det var sjældent, nogen skrev til dem, og de gæt-
tede paa, at der maatte vel være Dødsfald i Fa-
milien. Det var imidlertid en Skrivelse fra Byens
Stadsingeniør, og den gik ud paa, at Jens skulde
betale en Bøde, fordi han havde opført et Skur
ved sin ejendom uden at indhente den fornødne
Tilladelse. Og det meddeltes endvidere, at Skuret
uopholdelig skulde fjernes. Jens begyndte at faa
en Fornemmelse af, at han var falden iblandt Rø-
vere, og at der alligevel ikke var nogen rigtig
»Walsegnels« ved at være Købstad-Grundejer.
Stadsingeniøren viste sig at være en svær, rødmus-
set, ældre Herre af et udpræget kolerisk Tempe-
rament, og Forhandlingen mellem ham og Jens
havde ondt ved at holde sig i et sagligt Spor. Jens
betalte sin Bøde og gik hjem, men han dristede sig
dog til at lade Hønsehuset staa indtil videre, han
vilde nok se, »hwo vidt de kund go.«
Skønt dette Rend hos Politi og anden Øvrighed
hjalp til at forkorte Tiden, følte Jens dog snart, at
han havde for lidt at bestille, og det mærkelige
var, at Tilværelsen absolut ikke blev lettere eller
fornøjeligere af den Grund. Var der mindre at
tage fat paa med Hænderne, saa var der des mere
24
at spekulere paa, og det meget uvante Tankear-
bejde tog paa Kræfterne. Hjemme i Landsbyen
havde han sit jævne, daglige Arbejde. Bevidsthe-
den om Dagens Pligter laa i velordnede Rækker i
hans Hjernekiste ligesom Linnedet i Lisbets Skuf-
fer, og alt gik af sig selv uden vidtløftig Speku-
lation. Her var der saa mange ny Spørgsmaal at
tage Stilling til, og han havde ikke nogen Følelse
af at være avanceret i social Henseende. Hjemme
i Sognet havde han sin Plads ved Bøndernes Gil-
der og i Kirken, og hans Mening gjaldt ligesaa me-
get som de fleste andres, men her følte han sig nær-
mest som et overflødigt Hjul i Maskineriet. Ver-
den gik sin travle Gang udenom ham uden at læg-
ge Mærke til, om han fulgte med og holdt Fodslag.
Jens havde af Naturen et godt Sovehjærte og hav-
de aldrig kendt til Søvnløshed, men nu hændte
det, at han laa vaagen om Natten i timevis, og
naar han endelig faldt i Søvn henad Morgenstun-
den, plagedes han af urolige Drømme.
En Nat drømte han, at han var ved at tække
Søren Peters Lade, men han sad paa Tagstolen i
sin bare Skjorte, og han kunde ikke faa Tække-
naalen stukket igennem, fordi der var Cement-
tagsten under Straataget. Nede paa Tækkeladet
stod Stadsingeniøren og skældte ud, og den lang-
benede Politibetjent var paa Vej opad Stigen for
at notere ham. Og Overlæreren stod paa Forstue-
trappen og slog ud med Armen og raabte:
25
»En saadan Skandale kunde aldrig være sket i
Estrups Tid, da var der Orden i Sagerne! Det er
Massen, der er Skyld i det hele, jeg fralægger mig
alt Ansvar!«
Jens og Lisbet havde ikke hørt noget hjemme-
fra siden Flytningen, og det var en glædelig Over-
raskelse, da de en Dag i Høsten saa Kresten Kusks
magre Skikkelse skride ind over deres Dørtærskel.
Han var Husmand og ernærede sig ved at gaa i
Dagleje; Jens havde ofte benyttet ham som Hjæl-
per ved Tækkearbejdet.
»No, hudden er I så fånøwet mej å væær i æ
Kjøvsta?« spurgte Kresten. »I sedde wol å håer et
lissom en Sow i en Att-Ager?«
»De ka godt go an,« svarede Lisbet, »men de
æ så strenng mæ de, te Folk ett er ærlig, en ska pas
så nøww o å lukk for åld Ting.«
»De hå vi ander et møj nemmer mej,« sagde
Kresten, »a behøwwer ålde å lukk mi Daar. A hå
bue i mi Huws i øve trødde Oer, å a ved så nøww,
hudden de æ indrættet. A tøkkes jo, te næer a, der
æ så godt kjæend, ingen Pææng ka finnd nowwe
Stæjje, så skuld et da vær sæer, om en fremmet
skuld komm å finnd nowwe.«
»Hudden stoer et sæ mæ æ AWI i Oer?« spurgte
Jens, »blywe dæ no godt Rowwtag?«
»De si hiel godt ud,« svarede Kresten, »men
hwa ka et hjelp mæ æ Rowwtag, næer en ingen
Tækkimand håe. Di fliest håer æ Rov høst, den
26
jennest, der æ wal baggele, æ Mekkel Høg, han ka
ingen fo te å høøst, få de han æ så piinwon mæ æ
Dawwløen. A kam om ve hans Goer den anden
Daw, å så kam han hen te mæ å spuur, om a ett
kund gjøør en Das Arrbed ve ham, han wa da så
fålæjen få Høøstfolk. A så jow, de ka a da så møj
godt. Äå, da wa et da godt, sæje han så, hwitte ka
do komm? Ja, læ mæ no si, sæjer a så, i de hie Uug
kan a ett, å helder ett i den nææst, men så skal a
si å fo en Daw te et i den Uug die atte. Så hår a
ingen Brug få dæ! swåår han å wa så gal, te han
spøtt. — Men hwa a hæjsen vild sæjj, de æ nok
groww sempel mæ Kjesten, dæ buer i je gammel
Huws, dæ bløw be få hind i æ Kjerk siist Sønnda.
No kund et snåe si ud atte, te Søren Peter kund
blyw hind ledde.«
»Nej, si endda!« sagde Lisbet og saa hen til
Jens.
»Hun hå jo wan rinng så tit å hå kje'e sæ igjen,«
fortsatte Kresten, »men hwes hun no skulld go hen
å lest å, å hwes de så wa såen, te I vild tænk o å
gjør Forandring igjen, men de vil I wol ett, så tøtt
a da liigodt, te I skuld ha et å veed. Men I håer
et jo så møj godt hie, kan a nok fåsto.«
»Jo, såmend,« svarede Jens.
Henad Aften gik Kresten igen efter at have
faaet sin Meldmad. Jens fulgte ham paa Vej, dels
for at faa lidt mere snakket og dels for at se, hvor-
dan Kornet stod uden for Byen.
27
Lisbet blev siddende ved sit Arbejde, hun skulde
have nogle Strømper stoppet. Det var lummer-
varmt, og det glimtede af Kornmod i Syd og Øst.
Luften var trykkende, og hun lukkede et Vindue
op, men lukkede det straks igen, det lugtede saa
fælt fra Aaen. Minderne fra Livet hjemme paa
Landet var bleven saa levende ved Kresten Kusks
Besøg, derude var en Sommeraften alligevel helt
anderledes. Hvor ofte havde hun og Jens ikke sid-
det sammen paa Bænken under Hyldetræet ved
Husgavlen og set Solen glide ned bag Skoven. Jens
holdt Myggene paa Afstand ved nogle kraftige
Røgskyer fra sin Aftenpibe, og Luften dirrede af
Lydbølgerne fra den gamle Kirkeklokke, der rin-
gede Solen ned. Og naar den blev tavs, hørte man
en anden Lyd, det var Frøerne, der kvækkede i
Søren Peters Mose. Mon der blev mange Blommer
paa det store Træ i Aar, og mon nogen sørgede
for Katten? Lisbet følte en mærkelig sugende For-
nemmelse i Brystet, det var næsten, ligesom da hun
første Gang var kommen ud at tjene og længtes
efter sit Hjem. Hun var bekymret for Jens, han
sov daarligt om Natten og var kommen til at se
gammel ud. Og det var nok ikke sikkert, at deres
Penge kunde slaa til, det var dyrere at leve i Køb-
staden, end de havde beregnet. Lisbet var lige ved
at forse sig mod det femte Bud med et ukristeligt
Ønske om, at Søren Peters Aftægtskone snart
maatte dø.
28
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Fjale-Andes og andre jydske Historier af Anton Berntsen (1968) |
Copyright ISCA Software 2023-