Da Tækkemanden flyttede - II

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

En kølig Aprilsdag holdt Anders Mikkelsens
Arbejdsfjedervogn for Døren, og Jens og Lisbet
bar forsigtigt deres gamle Bohave ud af Huset.
Lisbet maatte tørre sine Øjne en Gang imellem, det
var alligevel saa underligt at se det gamle Hjem
opløses i sine Bestanddele. Det gamle Bord, som de
havde spist saa mange Maaltider ved, var saa hyg-
geligt og fortroligt, saa længe det stod i Stuen, men
nu, da det kom ud i det ubarmhjærtige graa Dags-
lys, saa det saa fattigt og brøstfældigt ud. Benene
var ormstukne, og der var Mærker i Pladen af
Stegepandens tre Ben. Det var et Spørgsmaal, om
det kunde passe ind i den Tilværelse, de nu gik ind
til, og Lisbet følte sig ikke helt sikker overfor et
andet endnu vigtigere Spørgsmaal, om hun og Jens
kunde komme til at passe ind i de ny Forhold.
Den gamle Kat løb med en klagende Mjaven frem
og tilbage i de tomme Stuer og gned sig opad Dør-
karmene, det var dens Maade at tage Afsked paa.
Omsider kom Vognen i Gang. Lisbet sad foran
hos Kusken med Katten paa Skødet, og Jens sad
bagved og holdt paa det gamle Stueur, for at det
ikke skulde komme noget til. Da de kom til det

16

Sted, hvor Vejen svinger ud af Byen, blev Katten
pludselig urolig, den sprang ned af Vognen og løb
med lange Spring tilbage til Huset. Lisbet saa efter
den med en Følelse, der lignede Misundelse, hun
var lige ved at ønske, at hun kunde have gjort det
samme. Og da Vognen et Par Timer senere rullede
ind over de første af Købstadens Brosten, greb
hun uvilkaarligt efter Jens's Haand, nu maatte
han staa hende bi.
Det ny Hjem laa i en afsides Bydel, og Omgi-
velserne var ikke særlig bedaarende. Stue og første
Sal var lejet ud, efter Kommissionærens Sigende
til nogle magesløs prægtige Mennesker, men Kvi-
sten var ledig, og her skulde Jens og Lisbet bo.
Lisbet sukkede, da hun saa de mange Trapper,
men Jens trøstede hende med, at der var Gas og
Vand i Køkkenet, det var jo da »en fååle Nem-
hjed«.
Det blev et svært Arbejde at faa Sagerne paa
Plads, og Dragkisten maatte de foreløbig sætte ud
i Vaskehuset. Da det blev Aften, vilde Lisbet lave
en Kop Kaffe, men Gasapparatet forskrækkede
hende ved en mærkelig Tilbøjelighed til at slaa
Skrald, naar hun forsøgte at tænde det. Saa opgav
hun det og prøvede at tænde i Komfuret, men det
var fuldt af Sod og Aske, og det blev sent, inden
Kaffen var færdig. Jens savnede sin vante Aften-
pibe, den laa i en Skuffe i Dragkisten og var ikke
til at faa fat i, og han savnede sin Avis. Og da de

17

kom i Seng, kunde de ikke falde i Søvn; det gamle
Ur, som plejede at forestaa Inddelingen af Nat-
tens Timer, var vel hængt op, men det gik ikke,
det var bleven »gal i æ Slaw« ved Flytningen, og
Jens havde ikke haft Tid til at faa det ordnet.
Den følgende Dag gik Jens ned og hilste paa
Lejerne. Lejeren paa første Sal var en pensioneret
Overlærer; Jens stavede med Besvær Navnet F.
Brock-Miiller paa Dørpladen. Det viste sig at være
en gammel Herre med et rødligt Ansigt og graa-
sprængt Haar. Paa Grund af hans Tilbøjelighed til
at se ovenfra nedad paa den, han talte med, saa
det hele Tiden ud, som om han var ved at gaa
bagover. Han var nemlig under Middelhøjde og
havde derfor lidt Besvær med at give Blikket den
rigtige Retning. Over en gammel Mahogni Sofa
med falmet Betræk hang et Billede af Estrup, end-
videre bemærkede Jens en Reol med et svimlende
Antal Bøger og en Samling Merskumspiber.
Jens hilste Goddag og meddelte, hvem han var,
og Overlæreren bød ham med en kongelig Arm-
bevægelse Plads i Sofaen.
»Naa, De er den ny Ejer af Huset, ja, ja, De
skal være velkommen. Mig faar De ikke megen
Ulejlighed med, jeg passer mig selv og betaler
min Leje punktlig paa Klokkeslet. Det er en ussel
Tid, vi lever i, men saa længe jeg er til, skal der
dog være et Menneske, der opfylder sine Forpligtel-
ser. Min Tid er snart forbi, jeg er en gammel Mand. «

18

»En ka jo nok si, de håe begyndt å støww,« be-
mærked Jens med et Sideblik til Overlærerens graa
Haar, »men Di si da hæjsen frisk nok ud. Men
hwa a vild sæjj, de wa wol ett å tænk o, te en
kund kom te å holld en Avis sammel mæ Dem, de
æ jo få dyyr å vær jenn om en?«
»Ja,« svarede Overlæreren, »det kommer an
paa, om De vil læse min Avis; jeg læser af Princip
kun Højreblade.«
Jens vilde helst læse Venstreavisen, hvis han
kunde faa den, han vilde saa prøve at tale med
Lejeren i Stueetagen.
»Men nu maa De undskylde mig,« sagde Over-
læreren. »Klokken er et Kvarter over elleve, og
ved den Tid plejer jeg at gaa min Formiddagstur,
det har jeg gjort i fyrretyve Aar, og jeg kan ikke
fordrage Uorden.«
Jens sagde Farvel og gik.
Om Aftenen lykkedes det ham at træffe Sned-
ker Madsen, som boede i Stuen, han arbejdede paa
en Fabrik.
Madsen havde slidt for haardt i sin Læretid og
var bleven lidt skæv i Kroppen af at staa ved
Høvlebænken. Siden havde han lært at iagttage et
sømmeligt Maadehold ved Arbejdet, men der var
endnu noget i hans Bevægelser, der tydede paa, at
han agtede at kante sig igennem Verden, den ene
Skulder var stadig lidt foran den anden. Forøvrigt
gjorde han et noget leddeløst Indtryk, de lange

19

Snedkerarme dinglede ved hver sin Side af Krop-
pen, og et tyndt, bajerskølfarvet Overskæg hang
og dinglede under en noget rødblomstret Næse.
Madsen meddelte, at han var vant til at betale
Husleje maanedsvis, der skulde saa mange Penge
til, naar man skulde betale for et helt Kvartal ad
Gangen, og det kneb jo at faa Indtægterne til at
slaa til.
Det havde Jens lidt ondt ved at forstaa, han
mente, at en Mand som Madsen maatte nok kunne
tjene en ordentlig Løn.
»Vi faar en ussel Løn, «svarede Madsen og ding-
lede med Armene. »Kapitalen udbytter os, de for-
bandede Arbejdsgivere udbytter os. Men vent
lidt,« han tog fat i Jens og trak ham med en hem-
melighedsfuld Mine lidt til Side, »vi skal snart
lære de Herrer noget andet, vi er or-ga-ni-se-ret!«
Med Hensyn til Fællesskabet om Avisen var
han villig nok, men han vilde absolut kun læse
»Socialen«, og Jens bestemte sig saa til foreløbig
at læse Overlærerens Avis.
Da Lisbet den næste Dag havde været nede ved
Mælkemanden efter en Pot Mælk, traf hun Overlæ-
reren paa trappen. Hun var saa altereret over den
ublu Betaling, Mælkemanden forlangte, at hun ik-
ke kunde lade være at gøre en Bemærkning om det.
»Hele Systemet er bundraaddent,« erklærede
Overlæreren med en af sine grandiose Armbevæ-
gelser. »I Estrups Tid gik det anderledes til, da

20

var der Orden i Sagerne. Naar Massen skal regere,
saa ender det med Raaddenskab. Jeg har sagt dem
det, jeg fralægger mig alt Ansvar. Vogt Dem for
at lade Massen regere, siger jeg!«
Ved Middagsbordet fortalte Lisbet, hvad Over-
læreren havde sagt. Hun havde forstaaet det saa-
dan, at det var Snedker Madsen, der var Skyld i
de høje Mælkepriser.
Jens var ved at faa en lille Middagslur, da en
langbenet Politibetjent med et lyst Overskæg
traadte ind i Stuen.
»Er De Vært her i Ejendommen?« spurgte han
og fæstede et Par kolde graablaa Politiøjne ran-
sagende paa Jens.
»Næj«, svarede denne, »hier æ ingen Bevært-
ning, men de æ mæ, der ejer æ Huws.«
»De er noteret for at have forsømt Gadefejning.
De maa møde i Retten paa Fredag og betale en
Bøde.«
Jens saa uforstaaende paa Betjenten. »Ska æ
Stjennbrow fejes?« spurgte han omsider.
»Gaden skal fejes Tirsdag og Torsdag Morgen
før Kl. 9 og Lørdag Aften inden Kl. 8.«
Jens følte sig saaret af Betjentens bryske Tone
og bemærkede sindigt:
»A ska nok fejj æ Gååd, så soor a fo Stoond,
men a hår ett håd Ti ino.«
Betjenten fjernede sig uden at sige Farvel efter
at have sendt Jens et strengt, advarende Blik.

21

»Skuld en ha bøjjen ham en Kop Kaffe?« spurg-
te Lisbet, men hun fik ikke noget Svar.
Jens havde aldrig før haft noget udestaaende
med Politiet, og det var med et tungt Hjærte, han
om Fredagen iførte sig sine sorte Kisteklæder og
vandrede op til Raadhuset. Og hans dybt rodfæ-
stede Respekt for Øvrigheden fik et Knæk ved
den forretningsmæssige og lidt skødesløse Maade,
hvorpaa Sagen blev afgjort. Han lovede sig selv,
at her skulde han ikke komme i Hast igen.
Da Jens kom hjem, sad Lisbet paa Køkkensto-
len og græd, og det varede lidt, inden hun kunde
gøre Rede for, hvad der var sket. Der var kom-
men saadan en pæn ung Karl, han havde fortalt,
at han var arbejdsløs og ulykkelig stillet, og han
havde bedt saa bønligt, om Lisbet ikke kunde hjæl-
pe ham lidt. Hun turde ikke give ham Penge, men
saa havde hun smurt nogle gode Meldmader med
Paalæg til ham. Men saa havde han fortalt, at han
havde en sulten Kammerat, der ventede paa ham,
om han ikke nok maatte tage Maden med og dele
med ham? Lisbet blev rørt, hun hentede en Avis
og pakkede Maden ind, og Karlen takkede saa
pænt. Men da han var gaaet, mærkede hun, at hen-
des Pung med to Kroner i var bleven borte; den
havde ligget paa Køkkenbordet, og da hun skynd-
te sig ned for at se efter Karlen, laa Pakken med
Meldmaderne nede paa Trappen.
»Ska et såen blyw ve, så ka wo Pææng snåe
go,« bemærkede Jens i en bitter Tone. Og han for-
bød paa det bestemteste Lisbet at give noget til
Folk, der tiggede ved Dørene.
»De æ da så møj strenng, te en ålde ka gi en
fatte Mennesk en Støk Brø,« sukkede Lisbet og
tørrede sine Øjne. Men Jens gik straks tilbage til
Politistationen for at melde Tyveriet.

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Fjale-Andes og andre jydske Historier af Anton Berntsen (1968)

Tilbage