Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Der er to Datoer, som vi nulevende Danske aldrig vil
glemme. Det er den 9. April 1940 og den 5. Maj 1945.
Vi mindes, hvad der skete disse to betydningsfulde Dage,
111
og vi husker en Del af de skæbnesvangre Begivenheder,
der skete i Tidsrummet mellem disse to Datoer.
Den 9. April 1940 blev min Datter og jeg vækket ved
at høre et tordnende Bulder i Luften over os. Vi skyndte
os at se ud, og vi saa en Sværm af sorte tyske Flyvere,
der kastede deres „Oprop' ned over Landet. Vi forstod,
at nu var Danmarks Skæbnetime inde, og vi gjorde det
eneste, der nu stod i vor Magt. Vi tog hinanden i Haan-
den og bad Fadervor sammen. Tillid til Guds Barmhjær-
tighed og trofast Sammenhold mellem os Danske var nu
det, der skulde holde os oppe under de Trængsler, der
forestod. Senere paa Dagen saa vi de tyske Soldater drage
ind i vor By. Man stod stille og iagttog de mange frem-
mede Ansigter; hos en enkelt saa man et fjollet Grin,
men de fleste Ansigter var som en stivnet Maske. Det
stod skrevet paa dem, at den Opgave, de her gik ind til,
var paatvunget dem af en jernhaard Disciplin.
Saa fulgte de mange uhyggelige Begivenheder Slag i
Slag. Hjemmene blev mørklagt, Presse og Radio blev
ufrie, og det blev vanskeligt at faa paalidelig Besked
om, hvad der foregik i Verden omkring os. I Foraaret
1941 fik min Datter Plads paa Bolbro Børnehjem i Odense,
og efter at have været der et Aars Tid, kom hun ind paa
Odense Amtssygehus som Sygeplejelev. Odense var en af
de Byer, hvor det kom til at gaa haardt til, og her op-
levede hun en Del af disse Aars Uhygge og Rædsler.
I Februar 1942 lod en engelsk Flyver en Bombe falde i
Udkanten af Vejle Nørreskov. Det skete ved Nattetid,
og jeg blev vækket ved Braget. Jeg forstod, at der var
faldet en Bombe, men jeg haabede, at det var sket uden-
for Byen, og at der ikke var sket nogen større Skade.
Derfor lagde jeg mig roligt til at sove videre. Men om
Morgenen fortalte min Husbestyrerinde, at nu var der
112
ikke mange hele Vinduesruder Yi Vejle By. Jeg skyndte
mig ned til Byen, og her saa det frygteligt ud. Alle store
Butiksruder og en Mængde Ruder i private Hjem var
knust, og langs med Fortovet laa der det ene Vognmands-
læs af knust Glas ved Siden af det andet. I Skoven, hvor
Bomben var faldet, var mange Træer knækkede, Top-
pen var revet af dem, og de flækkede Stammer stod til-
bage. En Række Villaer var forvandlet til en Grushob,
og det var et Under, at denne Katastrofe kun kostede et
enkelt Menneske Livet. I en af Villaerne boede en yngre
Enkefrue, hun vaagnede ved Braget og følte, at der var
noget, der hvilte saa tungt paa hende, og hun hørte sin
lille Dreng klynke over, at der var saa mange Sten i hans
Seng. Huset var styrtet sammen over dem, men det lyk-
kedes dem at slippe ud af Ruinerne og at finde Husly
andetsteds.
Senere blev det til, at man hørte Brag af Bombeeksplo-
sioner omtrent hver Nat, enten fra Byen eller fra Bane-
linien. Ejendomme i Byen blev sprængt eller brændt af,
og man hørte Hylen af Sirener, naar der var Fare for
Bombeangreb. I Odense skete der mange Ulykker. Hus-
mandsskolen blev bombet, og fire unge Læger paa Syge-
huset blev skudt. Min Datter ringede mig op, naar der
var sket noget særligt, for at jeg ikke skulde foruroliges
af overdrevne Rygter. Hun gik og var ængstelig for min
Skæbne, fordi hun vidste, at jeg havde en hemmelig Lo-
gerende. En Politimand, som var Næstkommanderende i
den lokale Modstandsbevægelse, boede hos mig om Nat-
ten. Han havde en Nøgle til Huset, saa han selv kunde
lukke sig ind om Aftenen og ud om Morgenen. Hvis det
var bleven opdaget, kunde der være sket noget med mig.
I Slutningen af November 1944 var jeg i Assendrup
et Par Dage i Anledning af et Jubilæum i Brugsforenin-
113
gen, og min Husbestyrerinde var ogsaa bortrejst. Da jeg
kom tilbage, viste det sig, at der havde været Fremmede
i Huset. Mit Skrivebord var gennemrodet og Papirerne
smidt rundt omkring. En Papæske, som indeholdt en Snes
Sølvgafler var fjernet fra et Skab, og en Lædermappe
var ligeledes forsvunden. Vi havde ikke noget fungerende
Politi paa dette Tidspunkt, og jeg fik aldrig at vide, om
Gæsten var en gemen Indbrudstyv, eller om det var en
Gestapomand, der havde foretaget Husundersøgelse. Det
mest rystende, vi oplevede i Vejle var, da vore to gode
og dygtige Overlæger paa Sygehuset, Dr. Buchholtz og
Dr. Fjeldborg, blev skudt ned af en Bandit, som var i
Tyskernes Tjeneste. Det skete den 26 Marts 1945.
Hver Gang man saa en Mand i tysk Uniform, regnede
man med, at det var en Fjende. En Vejle-Borger mødte
en tysk Soldat paa et Fortov, og idet de passerede hin-
anden, fik Soldaten et Skub, saa han kom ud i Rendeste-
nen. Men saa sagde Soldaten paa uforfalsket Sønderjydsk:
„Do behøwwer ett å skob te mæ, for a æ lisså kyw å et
som do æ !' Det var en ung dansk Mand fra Sydslesvig.
I de sidste Dage før Kapitulationen var Sdr. Villavej,
hvor jeg bor, besat af Frihedskæmpere. Jeg havde tre
Mand indkvarteret om Natten, de sov paa Gulvet i Stuen.
I Entreen stod der et Gevær, og i et Vindue laa der en
Haandgranat. Den fjerde Maj om Aftenen sad mine Na-
boer, Hr. og Fru Grønfeldt, inde hos mig, og vi havde
lukket op for Radioen. Og saa oplevede vi det uforglem-
melige Øjeblik, da det blev meldt fra England, at Ty-
skerne havde kapituleret! Faa Minutter efter kom en
Flok af vore Naboer i Gaden stormende ind til os og
raabte: „TiI Lykke!' De løb fra Hus til Hus for at dele
Glæden med andre.
Den femte Maj var jeg nede i Byen, og der var en saa-
114
dan Trængsel i Gaderne, at man havde vanskeligt ved at
komme igennem. En Mand fra mit Nabolag var i Frede-
ricia den Dag; der var Banegaarden fyldt med tyske
Flygtninge, og der var et ubeskriveligt Svineri i Loka-
lerne. En uniformeret tysk Dame holdt en Tale til sine
Landsmænd, og hun sagde: „I Dag hejser Danskerne de-
—— i Morgen har de ikke noget at spise !' Hun
res Flag
havde, som mange andre Tyskere, ladet sig bilde ind, at
vi Danske fik vore Fødemidler fra Tyskland.
Min Datter oplevede 5. Maj-Jubelen i Odense, men der
fik Dagen en tragisk Slutning. Sidst paa Eftermiddagen
opstod der Uroligheder i Gaderne, og nu gik Tyskerne
helt amok. De gav sig til at skyde med Kanoner, og mange
uskyldige Mennesker blev deres Ofre. Ca. 100 Mennesker
blev bragt ind paa Sygehusets Skadestue; en Snes af dem
var dræbt og de øvrige saarede.
Mange Ulykker gik i disse onde Aar hen over vort
Land, men da Freden kom, saa vi med Haab Fremtiden
i Møde. Nu var Danmark atter et frit Land, og nu skulde
der bygges op.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| De mange aar jeg har i Verden levet af Anton Berntsen (1950) |
Copyright ISCA Software 2023-