Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Den 24. Januar 1918 fyldte Evald Tang Kristensen 75
Aar, og Dagen blev fejret ved en Fest med Fællesspis-
ning i Vejle Højskolehjem. Til denne Fest havde jeg skre-
vet en Sang, som blev sunget ved Kaffebordet med Læge
Aug. Sonne som Forsangeru Dens Indhold var følgende:
87
No hå di ruest ham i æ Blåå,
te de æ nowwed fååle,
ct, æ så ræj, de slca gjø Slcåå,
å han slca blyw få lcååle.
Ve Staten foe han jo si Løn
som ande stue Kejler,
no tøgges a, de lcund vær skjøn
å høør let om hans Fejler.
Han æ io nok en flitte Mand
å døgti te å sammel,
den grummest li æ hiele Land,
men han æ snåe få gammel.
Æ Ti go jo så haste fram,
te ingen Ico rend fræ en,
'tøgges, vi må sæij om ham,
han følle lcnap nok mæ en
Han hå jo trawet manne Mil
i åld Slaw Føør å Væje,
han skuld ha Icior omkring i Bil,
de vild ha fortet bæiie.
Næer han kund fo en Viis å høør,
så vild han ålde spåår sæ,
å somti glemt han ren å spøør,
om de å kund swåår sæ.
Da han i gammel Ti wa Dejn,
hund han jo nolc bego sæ,
no vtTd han ves blyw slem fålein
å knappele kund .sto sæ.
Di sæie, han wa Styw i Dansk
å flink nok i de hiele,
men no sko Småbøen io lær Fransk
så snåe, di Ica snak rele.
Men om han ett æ hiet komplet
— så let som ålld 'Vi ande —-
vi ved, hwes vi ham Icinde ræt,
te han æ gue å grande.
I Awten æ han io så pæen
å i hans Iciønnest Klæie,
let Ståes hå Kongen o ham hæend,
de traf ves sjælden bæjje!
Da Visen var sunget, sagde Tang Kristensen, at han
vilde næsten ønske, at der havde været nogle flere „Fej-
ler'.
Jeg kom i Aarenes Løb til at skrive mange Lejligheds-
sange til Venner og Bekendte, og Tang Kristensen ytrede
engang sin Forundring over, at jeg vilde bruge mine Ev-
ner til den Slags. Jeg svarede, at det vilde jeg gerne. Hvis
en Lejlighedssang kan bidrage til at gøre et Samvær
festligt og blive et godt Minde for Deltagerne, saa er
det Arbejde jo ikke spildt. Og der kom en Lejlighed, hvor
Tang Kristensen selv opfordrede mig til at skrive en Sang.
Tang Kristensens 80 Aars Fødselsdag i 1923 blev fejret
med en Fest, hvor Jeppe Aakjær var tilstede og holdt
Festtalen. Nogle Dage efter sagde Tang Kristensen til
mig, at da der nu var. holdt Fest for ham, saa syntes han
ogsaa, der skulde gøres lidt til Ære for hans Kone, som
havde Fødselsdag i den følgende Maaned. Han vilde gerne,
at jeg skulde skrive 'en Sang til hende. Fru Marie Tang
Kristensens 60 Aars Fødselsdag blev fejret paa „Minde-
bo' den 19. Februar, og til denne Fest havde jeg skrevet
følgende Sang :
89
En Enkemand mam døje
en hel Del mere ondt end godt;
der blinker i hans Øje
bestandig noget vaadt,
og hvem skal ham fornøje,
naar hans, Humør er graat,
— hei, komfaldera, hurra —
naar hans Humør er graat.
Blandt lutter Fortidsminder
sad Kristensen paa Mindebo,
han tænkte pac to Kvinder,
som gav ham deres Tro;
en Vemodstaare rinder,
hans Sind har liden Ro,
— hei, komfalderc, hurra —
hans Sind har liden Ro.
Marie stod i Boden
og fyldte Mælk i mangen Spand,
man saa, hun var en god en
med Hiærte og Forstand;
en Dag i Døren stod en
bedrøvet Enkemand,
—hei, komfaldera, hurra —
en sorgfuld Enkemand.
Han benede med Liste,
saa vel han føjed sine Ord,
hans Hjærte maatte briste,
hvis ei hun Troskab svor.
Hun kom med Skab og Kiste
og duged pænt hans Bord,
— hej, komfaldera, hurra —
hun duged pænt hans Bord.
Fra Skagen og til Skamling
man finder knap en Ægtemand,
som fik saa smuk en Samling
af Giftermaal i Stand;
selv hos en grannet Gamling
kan tændes Hiærtets Brand,
— hej, Icomfaldera, hurra —
kan tændes Hiærtets Brand.
De gamle Sagn fortæller,
at Lykkens Tal er altid tre,
at ogsaa her det gælder,
er tydeligt at se,
i Køkken, Stue, Kælder
er hun den gode Fe,
hei, Icomfaldera, hurra —
for Husets gode Fe!
Fru Tang Kristensen var meget taknemlig for Sangen ;
det var første Gang, nogen havde skrevet en Sang til
hende.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| De mange aar jeg har i Verden levet af Anton Berntsen (1950) |
Copyright ISCA Software 2023-