Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Aarene fra Aarhundredskiftet og til Krigens Udbrud i
1914 var i mange Maader en lykkelig Tid. Der var ingen
nævneværdig Arbejdsløshed, Pengenes Købeevne laa fast,
og der var Stabilitet i alle Forhold. I min Branche gjaldt
det kun om at kunne fremstille saa meget som muligt ;
Køberne kom af sig selv. Der var Frihed til at handle og
Tillid mellem Mennesker ; man kunde faa Varer sendt fra
Udlandet uden at skulle stille Sikkerhed af nogen Art.
Jeg var taknemlig for de lykkelige Forhold, jeg nu fik
Lov at leve under; det Tryk, der i hele min Ungdom havde
hvilet over mit Sind, maatte nu vige for en lysere Stem-
ning. Og jeg mente, at jeg havde fundet mit Livskald.
Men i Aaret 1914 skete der noget, som endnu engang for-
andrede mit Livs Retning og stillede mig nye Maal for
Øje.
Jeg var kommen i Forbindelse med Folkemindesamle-
ren Evald Tang Kristensen, som boede i Mølholm. Han
havde købt et Harmonium hos mig, og da jeg gik ind paa
at tage nogle af hans Bøger i Bytte, fik jeg Ærinde til
„Mindebo'. Det viste sig snart, at vi havde fælles In-
teresser, og Bekendtskabet blev til et varigt Venskab.
Han kom jævnlig paa en lille Visit hos os, og vi lærte ham
ret godt at kende. Vi opdagede, at der bag hans særpræ-
gede Væsen skjulte sig et trofast og følsomt Sind. Saa
skete det en Dag i Forsommeren 1914, at Evald Tang
Kristensen kom ind i min Stue, og han saa ud til at have
noget paa Hjærte, der hastede. Inden han endnu havde
faaet Tid til at sætte sig paa en Stol, sagde han: „De skal
udgive en Bog !' Jeg blev meget overrasket og sagde, at
det var jeg sikker paa, at- jeg ikke skulde. Jeg kunde ikke
skrive nogen Bog, og selv om jeg kunde, vilde næppe no-
69
gen læse den. „JO, De skal blev han ved. „Nu samler
sammen, hvad De har, og saa kommer jeg paa Lørdag og
ser det igennem. Saa skal jeg nok sige, om det dur.'
Jeg var meget skeptisk overfor denne nye Ide. I min
(foto af Evald Tang Kristensen)
Evald Tang Kristensen
grønne Ungdom havde jeg skrevet nogle rimede Logo-
grifer til „Søndagsbladet', som blev redigeret af Zakarias
Nielsen, og senere var det sket en enkelt Gang, at en tung-
sindig Stemning havde fundet Udløsning i et lille vemo-
digt I)igt. At mine faa og smaa Forsøg skulde egne sig til
Udgivelse i Bogform, var aldrig faldet mig ind. Men Tang
Kristensen kom om Lørdagen, som han havde sagt; han
tog Plads ved mit Skrivebord og saa de Smaating igen-
70
nem, som jeg havde fundet frem. Og saa sagde han: „Ja,
det kan godt gaa an, men det er jo for lidt. De kan da vel
se, at det kan der ikke blive en Bog ud af. Nu kommer
jeg igen paa Onsdag, og saa faar De skrevet noget mere
til den Dag!' Jeg svarede, at det blev der ikke noget af,
men han var urokkelig. Han kom igen om Onsdagen, og
hele Sommeren igennem blev han ved med at besøge mig
to Gange om Ugen, og hver Gang fik jeg Ordre til at
skrive noget mere til næste Gang.
Jeg anede ikke, hvor jeg skulde finde mit særlige Feit,
hvis jeg i det hele taget havde nogen Opgave indenfor
Litteraturen. Men en Dag kom jeg i Tanker om det tid-
ligere nævnte Træk om min Oldemor, der som ung Brud
maatte flytte ind i et tomt Hus, og det faldt mig ind, at
den Historie vist burde fortælles paa Jydsk. Det blev til
Digtet: „Mi Olldmor'. Saa snart Tang Kristensen saa det,
sagde han: „Der har De Deres Felt! Den Slags smaa In-
teriører skal De skrive mange af. De kan stole paa, at der
vil komme en Tid, hvor de bliver efterspurgt.' Jeg var
stadig tvivlende; det synes mig at være stærkt begrænset,
hvad der kunde siges paa Jydsk, men jeg skrev dog en-
kelte andre jydske Digte, blandt andre: Mi Nååbo, Pe
Sme'.
En af mine Ungdomsvenner, J. Strandbygaard, havde
faaet et Trykkeri i Gang i Skjern, og da Efteraaret kom,
lod jeg ham trykke mine Digte i en lille Bog. Den skulde
ikke bringes i Handelen, jeg vilde bruge den som Gave
til Venner og Bekendte. Bogens Titel var „Noget', og den
blev trykt i 600 Eksemplarer. Nogle af mine Venner fik
Bogen med følgende Dedikation:
Læs ei min Bog med streng Kritik,
husk pan, at du den gratis fik,
71
kun saare jævnt er Sproget.
Men selv en daarlig Digters Pen
kan bringe Bud fra Ven til Ven,
og det er altid no g e t.
Et Eksemplar af Bogen sendte jeg til Overlæge Helveg
i Middelfart med følgende Vers :
Da mine Nervers Melcanilc
i trange Sygdomsaar slog Klik,
hos Dem jeg Hjælp og Lindring fandt
og atter Mod pac Livet vandt.
Med nænsom Haand og venligt Sind
De redte syge Tankers Spind;
at Tanken nu kan smukt fungere,
skal denne Bog dokumentere.
Fra Digteren Aage Matthison-Hansen i København
modtog jeg en Dag et Brev, hvori han skrev: „Gennem
min Broder, Ejnar, har jeg lært at kende Deres lille Digt-
samling, som det har glædet mig at læse, fordi Deres
Vers ejer en naturlig melodiøs Ynde, der endog i „Min
lille Dreng' anslaar Schack Staffeldtske Rytmer.' Dette
Brev gav mig noget at tænke paa. Mon det virkelig skulde
have noget paa sig med mine digteriske Evner? Maaske
burde jeg forsøge, om det var muligt at naa videre. Og
da Evald Tang Kristensen nu begyndte at tale om, at jeg
ikke kunde nøjes med at udgive een Bog, men at to var det
allermindste, jeg kunde slippe med, var jeg ikke uvillig
til at vove et nyt Forsøg. 1 1916 udkom min næste Digt-
samling: „Fra Hjemmet ved Skoven'. Den indeholdt fjor-
ten rigsdanske Digte og otte jydske. Jeg havde faaet mere
Mod paa at skrive Jydsk, og jeg begyndte at samle Stof
til en Prosabog, hvis Indhold skulde være en Række smaa
72
Oplevelser og Pudsigheder fra det daglige Liv, som nogle
Mennesker sad og underholdt hinanden med i en Jernba-
nekupe. Og i 1918 udkom Bogen „Niels Wæwwers Rejjs
fræ Dawwgor te Pjeeste å hjem igjen'. Tang Kristensen
havde i Forvejen læst Manuskriptet, og da han spurgte
mig om, hvor mange Eksemplarer jeg vilde lade trykke,
svarede jeg: „Tusinde !' Han rystede paa Hovedet og paa-
stod, at det var Skørheden, der tog Overhaand. Han var
sikker paa, at 500 Ekspl. var det højeste, jeg fik Brug
for. Skønt jeg ikke havde nogen Forlægger, blev de 1000
Ekspl. hurtigt udsolgt, og et nyt Oplag paa to Tusinde er
ogsaa forlængst udsolgt. Nu fik jeg en større Læsekreds
og var paa Vej til at finde mit Felt.
Min næste Bog: »Halanden Daw å en Attemedde' ud-
kom i 1919, og jeg havde den Glæde, at Gyldendals Filial
i Vejle straks købte 500 Eksemplarer af Bogen. 1 1920
udsendte jeg Bogen: „Smaafolks Fånøwels'. Indholdet af
disse to Bøger var dels Prosafortællinger og dels Digte.
Jeg ekspederede selv Bøgerne til de Boghandlere, jeg efter-
haanden var kommen i Forbindelse med, og Salget gik
godt. Min Ven, Evald Tang Kristensen, som havde ofret
Tid og Omhu paa at sætte mig i Gang og lede mig i det
rette Spor, blev nu ængstelig for, at Medgangen skulde
stige mig til Hovedet, og han sendte mig et morsomt Rim•
brev, hvori det blandt andet hed :
„Do stiler få høwt, vil vær Dejter så stuer,
nei hold, bette Farsen, blyw pæen 've æ Juer!'
Det er efter min Mening det bedste Vers, Tang Kri-
Stensen har skrevet. 1 1921, Hundredaaret for min Fa-
ders Fødsel, udsendte jeg en Afhandling: „Nogle jydske
Spillemænd', som i Forvejen havde været trykt i Vejle
Amts Aarbøger. De her nævnte jydske Bøger er nær-
73
mest at betragte som Forstudier til mit egentlige
fatterskab. Jeg havde for lidt boglig Uddannelse, men ved
Tang Kristensens Hjælp fik jeg dannet mig en jydsk
Ortografi, som jeg i det væsentligste har fulgt siden. De
fleste af de Boghandlere, jeg kom i Forbindelse med, var
flinke til at sælge Bøger for mig, men der var enkelte
Undtagelser. En ældre Boghandler i en af vore Nabo-
byer afslog mit Tilbud med den Motivering, at mine Bø-
ger ikke var nogen Boghandlerartikel.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| De mange aar jeg har i Verden levet af Anton Berntsen (1950) |
Copyright ISCA Software 2023-