Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Den vidunderlige Lettelse, jeg havde følt, efter at Fe-
beren havde renset mit Blod, holdt sig ikke ret længe.
Da jeg kom i Gang med at spise den sædvanlige Mad,
meldte Stofskiftevanskelighederne sig paany. Men jeg
havde dog oplevet et Glimt af en Tilværelse, der ellers var
mig fremmed, og af en Livsfølelse, der for mig var ny
og mærkelig. Jeg laa atter i min Seng paa Sygeafdelin-
gens fem Mands Stue, og i en Seng ved Siden af mig laa
der en Læge, som var paa Afvænningskur for Misbrug
59
af Narkotika. Det var en venlig og intelligent Mand,
vi snakkede hyggeligt sammen. En anden Patient i stuen
var en „Fars søn', som havde ødelagt sit Helbred ved
letsindigt Liv. Han var ikke tilfreds med Forholdene her,
og han fandt det især utilbørligt, at der paa et Sted, hvor
saa mange Mennesker var samlet, ikke fandtes en Restau-
ration, hvor man kunde faa en Genstand.
Jeg var sengeliggende det meste af Tiden, men der syn-
tes at kunne spores en begyndende Bedring. Mit Sind var
endnu tungt, men engang imellem gik der et Glimt af Lyk-
kefølelse, et sjæleligt Solstrejf, igennem mit indre Men-
neske. Det varede kun et flygtigt Nu, men det var dog et
Varsel om, at noget nyt var ved at bryde frem. Nu veks-
lede jeg regelmæssigt Breve med min Forlovede, og hun
fik Lov til at besøge mig engang imellem. Det glædede
baade Patienter og Funktionærer, at Dr. Helveg fik den
ledige Overlægestilling, det var vi alle godt tjent med.
Og nu kom Dr. Frode Krarup tilbage fra Viborg og fik
Stillingen som Første Reservelæge.
Nu nærmede det Tidspunkt sig, hvor jeg skulde flyttes
til en anden Afdeling og være oppegaaende Patient. Hid-
til havde jeg været paa anden Pleje, hvor Taksten var 1
Kr. 50 Øre om Dagen, men nu bad jeg om at komme paa
første Pleje, som kostede en Krone mere. Saa kunde jeg
nemlig komme paa Afdeling B, som var den mest hygge-
lige. Overlægen syntes dog ikke, jeg skulde betale mere„
han skaffede mig et Værelse paa B, skønt jeg fremdeles
var anden Pleje Patient. En Dag i Foraaret 1908 flyttede
jeg ind paa Afdeling B. Her var der to Dagligstuer med
Klaver og københavnske Aviser, og der var Adgang til
en Billardstue. Nu fik jeg ogsaa Lov til at færdes uden-
for Hospitalets Hegn, og jeg gik min første Tur gennem
Kongebroskoven. Jeg hørte et Hanegal fra et Hus i Sko-
60
ven, og denne uvante Lyd lød i mine Øren som en Fan-
fare til Livets Pris.
Senere kom jeg til at gaa Tur med en Adjunkt fra en
Latinskole i Jylland. Han var meget flink, men jeg kunde
ikke undgaa at mærke, at han som Akademiker følte sig
hævet over mig, der kun var Haandværker. Han syntes
at undre sig over, at jeg dog havde læst en Del og kunde
tale med om et og andet. En Dag spurgte han mig, om
jeg ikke havde forfejlet mit Kald i Livet — om det ikke
havde været mere tilfredsstillende, hvis jeg var kommen
til at studere i Stedet for at blive Haandværker? Jeg sva-
rede, at jeg var godt tilfreds med min Stilling; det var
jo slet ikke sikkert, jeg var naaet videre ved at studere.
Han skyndte sig at sige, at det var ikke det, han tænkte
paa, men han mente, om jeg dog ikke følte Savnet af den
Dannelse, som følger med det akademiske Studium? Jeg
indrømmede, at det sikkert var en stor Mangel, og han
var naiv nok til at overhøre det ironiske i mit Svar. „De
hører dog altsaa til de fornuftige Autodidakter,' sagde
han. „Ved De for Resten, hvad en Autodidakt er?' Jo,
det vidste jeg da.
Nu fik jeg lidt Arbejde at beskæftige mig med. Jeg
kom til at passe en lille Have, som hørte til Anden Reser-
velæges Embede. I Kurhusets Kælderetage var der en
Række Værksteder, hvor Patienterne kunde beskæftige
sig med Arbejder af forskellig Art. Der var ogsaa et
Snedkerværksted, hvor jeg kunde sysle med, hvad jeg
havde Lyst til. Jeg lavede her et Par Violiner, og en an-
den Patient, som var interesseret i Violinbyggeri, gav jeg
lidt Undervisning samt skaffede ham Værktøj og Mate-
riale fra Udlandet. Desuden byggede jeg et lille Harmo-
nium, som Hospitalet beholdt til Erindring om mig. En
sindssyg Snedker blev sat til at hjælpe mig med Træar-
61
bejdet til Harmoniet. Jeg havde saaledes nu baade
Til at begynde med skældte Sned.
keren ud over mit Arbejdstempo, der var ingen Mening
i at tage saa heftigt fat, men vi kom til at arbejde sam_
men i god Forstaaelse.
Her paa B havde jeg et pænt Eneværelse med polerede
Møbler, og jeg var her i Selskab med rolige og dannede
Patienter. Det var et Fremskridt at kunne spadsere frit
omkring og have Adgang til at læse Aviser. En Del af
Tiden gik med at dyrke Billard og Krocketspil.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| De mange aar jeg har i Verden levet af Anton Berntsen (1950) |
Copyright ISCA Software 2023-