Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Den 4. Juni 1907 rejste jeg til Middelfart sammen med
min Forlovede og en Svoger, som skulde være min For-
mynder under mit Ophold paa Hospitalet. Det var en svær
Dag for min Forlovede, som fulgte mig til en Dør, hvor jeg
blev modtaget af Reservelæge A. Thune Jacobsen. Hun gik
grædende derfra, men jeg var lammet af en saa dødelig
Træthed, at jeg næsten ikke var i Stand til at føle noget _
somhelst. Jeg fik et Bad og blev lagt i Seng i et Enevæ-
relse, hvor jeg skulde ligge til Observation. Mine Klæder
og hvad jeg ellers havde ført med blev taget i Forvaring.
En ung Pige bragte mig Franskbrød og Kakao, og hun
formanede mig til at spise, for ellers kunde jeg ikke blive
rask. „Der ligger en Student her inde ved Siden af', sagde
hun, „han vil ikke spise, og vi maa hele Tiden made ham,
og det er virkelig saa besværligt'. Efter at have spist,
lagde jeg mig udstrakt paa min Ryg og trak Overlagenet
op over mit Ansigt. Det svære Liv, som jeg ikke havde
kunnet magte, var jeg nu skilt fra, og nu vilde jeg have
Fred. Mine tunge Tanker formede sig til et Par Vers :
Træt jeg ser tilbage
paa min svundne Tid:
mange mørke Dage,
megen Kamp og Strid,
mange Fald og Fejltrin,
mangt et Hcab, der svandt,
— ak, saa liden Lykke
jeg i Livet fandt.
Træt jeg skuer fremad
gennem Verdens Ørk,
Vejen gaar vel hjemad,
men den er saa mørk.
Svagt kun Haabets Stierne
glimter hist bag Sky,
skal jeg i det fierne
snart se Morgen gry?
Lægerne kom og spurgte mig om, hvad det var, jeg
klagede over, og det eneste Svar, jeg var i Stand til at
47
give, var, at jeg var træt. De sagde, at det var de
mænd ogsaa til Tider. Det kunde vel gaa over, naar jeg
havde hvilet mig en Tid. Jeg blev flyttet til en lukket
Sygeafdeling og fik en Seng i et fem Mands Værelse.
Oversygeplejersken, Frk. Wahl, som havde Lejlighed til
at iagttage mig hele Dagen, sagde til Lægerne: „De skål
tage Dem noget mere af den nye Patient. Han er mere
syg, end De tror !' Og det maatte Lægerne senere give
hende Ret i.
De andre Patienter i Stuen kom op nogle Timer midt
paa Dagen og gik ud i Haven, hvorfra jeg hørte Lyden
af Slag paa Krocketkugler. Men jeg laa stille Dag og Nat
og lod Timerne glide mig langsomt forbi. Foreløbig
maatte jeg hverken modtage Breve eller Besøg; Avislæs-
ning var forbudt, og jeg anede intet om, hvad der foregik
ude i den frie Verden. I Begyndelsen syntes Tiden lang,
men jeg levede mig snart ind i den daglige Rytme med
Maaltider og Stuegang, og saa gik Tiden ret godt.
Overlægen, Dr. Fr. Lange, havde jeg ikke set endnu,
han var bortrejst paa Ferie. Saa forlød det en Dag, at vi
kunde vente Overlægen til Stuegang. Da han kom, hørtes
der just en stærk Banken fra et eller andet Sted i Huset,
og jeg hørte ham sige i en barsk Tone: „Hvad er det for
et Spektakel !' Nu traadte han ind, og jeg saa hans tætte
faste Skikkelse med det markerede Ansigt og det myn-
dige Blik. Han syntes barsk og kølig, men det viste sig
efterhaanden, at han vandt ved nærmere Bekendtskab.
De øvrige Læger var Agner Helveg, Thune Jacobsen og
et Par Kandidater. Dr. Frode Krarup var flyttet til Vi-
borg. Overlæge Lange var meget interesseret i de Lidel-
ser, der skyldtes Overskud af Urinsyre. Hans højt ansete
Broder, Dr. Carl Lange, havde skrevet en Afhandling om
den urinsure Diateses Betydning for periodiske Depres_
48
sionstilstande. Overlæge Lange brugte selv antiuratisk
Medicin, og han var altid paa Vagt overfor denne Lidelse
hos sine Patienter. Da der en Morgen fandtes et Lag røde
Urinsyrekrystaller paa Bunden af mit Natmøbel, blev han
synlig glad og forsikrede mig, at nu havde de opdaget
Kilden til min Sygdom, og nu skulde det nok snart lette,
baade legemligt og sjæleligt. Jeg fik tre Gange om Dagen
en Dosis af Carl Langes Gigtmikstur, den var ikke vel-
smagende.
Jeg drog ind paa det store Hospital med den Tanke, at
her var min sidste Mulighed for at finde Helbredelse, og
at jeg ikke vilde rejse herfra, før jeg var rask, selv om
det skulde vare længe. Og den Venlighed, hvormed man
her kom mig i Møde, gjorde det let for mig at fastholde
denne Beslutning. Der blev ikke anvendt Tvang overfor
Patienterne, saa længe det paa nogen Maade kunde und-
gaaes. Jeg sagde straks, at man skulde ikke give mig So-
vemidler, for jeg havde faaet mere af den Slags, end jeg
havde godt af, og dette Ønske blev respekteret. Naar Læ-
gerne kom paa Stuegang, gav de sig god Tid til at tale
med hver enkelt Patient, og det skete altid paa en meget
venlig Maade. Der blev i videst mulig Grad taget Hen-
syn til Patienternes Ønsker; Hovedsagen var, at de syge
var rolige og tilfredse, og at Tilliden til Lægerne blev
bevaret.
Overlægen, Dr. Lange, kom en Dag og satte sig ved
min Seng for at tale lidt med mig. Og han sagde: „De
kan tro, jeg ved, hvor slemt det er. Jeg har saa meget af
det selv.' Han havde selv et Overskud af Urinsyre at
trækkes med. Han vilde gerne drille sine Patienter lidt
i al Venskabelighed, saa lagde han Mærke til, hvordan de
reagerede, og deraf sluttede han sig til deres Tilstand.
En Dag kom han hen til min Seng med et ironisk Smil
49
og en drillende Bemærkning, men jeg havde det uheldig.
vis daarligt den Dag og var ikke oplagt til spøg. Jeg
vendte Ansigtet bort og sagde, at jeg vilde helst være fri
for at svare; jeg kunde ikke sige noget, som Overlægen
vilde blive glad ved at høre. Nu blev Dr. Lange meget
ked af det, han satte sig ved min Seng og klappede min
Haand, idet han sagde: „Jamen, lille Berntsen, De maa
da ikke være vred paa mig, De ved da, at jeg holder af
Dem. Jeg troede jo, jeg kunde spøge lidt med Dem.' Og
efter at han havde været rundt hos de andre Patienter
paa Afdelingen, kom han og satte sig hos mig igen og
sagde: „Jeg skal snakke lidt mere med Dem, for De maa
nu ikke være vred paa mig !'
Da Hospitalets Første Reservelæge, Agner Helveg, en
Dag kom paa Stuegang, fortalte jeg ham, hvad jeg havde
drømt om Natten. Jeg havde drømt, at man vilde have
mig udskrevet, at jeg ikke maatte være der længere, og
det var jeg ked af. Og Lægen svarede med et Smil: „Ja,
det er jo ogsaa en Form for Forfølgelse.' Jeg var stadig
behersket af den Tanke, at her var min sidste Chance, og
at jeg endelig ikke maatte komme for tidligt herfra. En
Dag kom Overlæge Lange hen til mig og sagde: „Naa,
Hr. Berntsen, skal vi saa have Dem ind paa C i Dag
Det var en Afdeling for oppegaaende Patienter, og Over-
lægen havde sikkert ventet et Udbrud af Glæde og Tak-
nemlighed. Han blev synligt skuffet ved at høre mig sige :
„Nej, jeg er altfor træt til at være oppe. Bare De dog
vilde lade mig ligge, det er det eneste, jeg ønsker.' „Er
De saa træt,'$ sagde han i en spøgende Tone, „nej, saa-
mænd er De ej! De ligger og bliver fed, og De er ikke
vant til at have saa meget Kød paa Kroppen, og saa tror
De, De er træt !' Men da han nogle Dage efter i Forbi-
gaaende vilde give mig et Klap paa Ryggen, snappede
50
han Haanden til sig og sagde: „Det er skrækkeligt, saa
mager De er. Jeg støder mig hver Gang, jeg vil klappe
Dem
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| De mange aar jeg har i Verden levet af Anton Berntsen (1950) |
Copyright ISCA Software 2023-