Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Efter at jeg havde taget Ophold i Vejle blev jeg af
min tidligere Arbejdsgiver i Ringkøbing opfordret til at
komme tilbage, men det kunde jeg ikke bekvemme mig
til. Jeg vidste, at naar jeg først var vendt tilbage, vilde
jeg næppe have Mod og Energi til atter at rive mig løs.
I Vejle følte jeg mig hjemme, og her vilde jeg blive. Men
da hele min Formue beløb sig til 455 Kroner, kunde jeg
ikke leve af mine Penge i længere Tid. Min Arbejdsevne
var for ringe til, at jeg kunde tage Arbejde hos nogen
Mester; jeg maatte forsøge, om jeg paa anden IVIaade
38
kunde tjene de seks Kroner om Ugen, som det kostede at
spise i K. F. U. M.S Pensionat. Saa lejede jeg en lille Stue
med Køkken i et Baghus i Ørstedsgade 14 for fem Kroner
i maanedlig Leje, og her begyndte jeg min Virksomhed.
Køkkenet var mit Værksted, og Komfuret gjorde Tjeneste
som Limovn. Ud til Gaden anbragte jeg et Skilt, hvorpaa
der stod: A. Berntsen, Instrumentmager.
Jeg fik lidt at bestille med Reparation af Musikinstru-
menter, og ellers lavede jeg nye Violiner, som jeg solgte
til beskedne Priser. Saa spurgte min Bror, Smeden ved
Tirsbæk, om jeg ikke kunde lave et lille Harmonium til
hans Pigebørn, og det vilde jeg ikke sige Nej til. Da det
var leveret og viste sig at være vellykket, vilde min Bror,
Skræderen i Kolding, ogsaa gerne have et Harmonium til
sine Døtre. Der meldte sig efterhaanden flere Købere,
og jeg tog gerne den Fortjeneste med, men jeg købte al-
drig Materiale til mere end et Instrument ad Gangen,
jeg ikke regnede med, at denne Virksomhed skulde fort-
sættes. Der kom dog et Tidspunkt, hvor jeg indsaa, at
det var her, mine Fremtidsmuligheder laa. Saa lejede jeg
et lidt større Værksted og antog en Snedkersvend til at
hjælpe mig. Det var en lykkelig Tid at begynde i. Inter-
essen for Stueorgler var stærkt stigende og det gik godt
med Afsætningen. Men min Uformuenhed og mit daar-
lige Helbred gjorde, at fornuftige Folk rystede paa Ho-
vedet ad mit Forehavende. „Det kan han ikke faa til at
gaa, det kommer aldrig til at gaa', sagde en Mand, som
mente at kunne vurdere mine Kvalifikationer. En anden
Mand, som mente at have Indsigt i Faget, følte sig for-
pligtet til at advare mig. En Virksomhed af den Art vilde
aldrig kunne komme til at gaa i Vejle; han vilde raade
mig til at holde op, inden jeg fik for mange Penge sat
til. Og en Barber, som mente, at mine Talegaver ikke stod
39
paa Højde med min faglige Dygtighed, tilbød mig, at han
vilde komme og snakke med Kunderne, naar der skulde
handles. „For jeg kan snakke Fanden et Øre af', paastod
han. Jeg mente dog at kunne undvære hans Assistance.
Snart flyttede jeg atter til et større Værksted, og jeg
fik flere Medarbejdere. Et Firma i Amerika, som leve-
rede Harmoniummateriale til Fabrikker i mange Lande,
blev nu min Leverandør, og de viste mig den Tillid at
sende mig Materiale over Atlanterhavet uden Efterkrav
eller Sikkerhedsstillelse af nogen Art. Det stivede min
svage Selvtillid noget af, at Amerikanerne havde Tillid
til mig, skønt jeg redeligt havde fortalt dem, hvordan jeg
var situeret. Min gamle Læremester, Snedker Jensen, kom
en Dag ud til mig for at se, hvad det var jeg lavede. Han
blev overrasket over at se, at jeg havde flere Svende i
Arbejde, og da jeg nogen Tid efter traf ham paa Gaden,
spurgte han, om jeg havde mine Folk endnu. Og da jeg
sagde, at jeg havde faaet flere, udbrød han: „Det var
Pokkers ! '
Min Driftskapital var hurtigt bleven for lille, men saa
lavede jeg et lille Aktieselskab. Flere af mine Venner og
Slægtninge indskød nogle hundrede Kroner i Virksom-
heden, og Udbyttet var paa Forhaand fastsat til syv
Procent. Jeg forbeholdt mig Ret til at udbetale Aktie-
beløbene, saa snart jeg kunde undvære Pengene, og det
varede ikke mange Aar, før det skete. Det kostede megen
Flid og Forsagelse at komme over de økonomiske Van-
skeligheder, men jeg havde den Glæde, at det gik fremad
Aar for Aar. Mine Instrumenter blev solgt enten direkte
til Køberne eller gennem Agenter, som fik 10 % Provi-
Sion. Jeg gjorde ikke noget for at komme i Forbindelse
med Instrumenthandlere; de skulde have større Rabat,
40
og saa blev min Fortjeneste mindre. Og Købere var der
altid nok af.
Min tidligere Arbejdsgiver, Bundgaard Andersen, var
omsider bleven træt af at lave Harmonikaer, og han havde
nu en Papvarefabrik. Det gik godt fremad for ham, men
han var dog endnu ikke kommen helt over de økonomiske
Vanskeligheder. Maaske var han den eneste i Vejle, der
i de første trange Aar troede paa mine Fremtidsmulig-
heder. Vi hjalp hinanden gensidig saa godt vi kunde, dels
med kontante Laan og dels med at skrive paa Vareveks-
ler, som vi skulde have diskonteret.
Hos min Broder i Kolding traf jeg Børnenes Musiklæ-
rerinde, Frk. Amalie Jessen. Hun havde en lille privat
Pogeskole og underviste desuden i Musik og Haandger-
ning. Vi blev enige om, at hun skulde forsøge at sælge
nogle Harmoniums for mig til sine Elever, og jeg stillede
et Prøveinstrument til Raadighed i hendes Hjem. Hun
blev snart en af mine dygtigste Forhandlere; vi vekslede
Forretningsbreve, og jeg besøgte hende undertiden i hen-
des Hjem. Paa Grund af de smertelige Erfaringer, jeg
havde gjort, vovede jeg ikke at tænke paa at knytte en
Kvindes Skæbne til min, men der opstod efterhaanden en
vis Sympati imellem os. Hun havde ligesom jeg faaet sin
Part af Livets Trængsler. Hendes Fader havde haft en
Herreekviperingsforretning, men den maatte han opgive,
og saa blev han Auktionsholder Amalie fik Plads som
Huslærerinde i en stor Gaard paa Landet; hun boede her
i et Kvistværelse paa Loftet, hvor hun sov daarligt paa
Grund af nervøse Angstfornemmelser. Nogle velmenende,
men lidet forstaaende, Mennesker fik hende med til Mø-
der i en Missionsuge, hvor der var en Del Røre i Sin-
dene. Man vilde have hende til at omvende sig, men hun
41
var for barnlig og naiv til at forstaa, hvad det var, man
forlangte af hende. En noget haardhændet Missionær,
Jakob Jensen, fik hende under Behandling, men da det
ikke syntes at føre til noget Resultat, sagde han: „Hvis
De ikke vil sige Ja til Jesus, saa vil jeg ønske, at Djæ-
velen vil gøre det saa hedt for Dem, at De ikke kan holde
det ud!' Resultatet blev, at hun fik et Nervesammen-
brud og kom syg hjem. Hun kom under Lægebehandling
og laa med Is paa Hovedet. Det var en svær ForøÉeIse
af Familiens Sorger at faa hende hjem i denne Tilstand,
og det varede længe, inden hun forvandt Følgerne af
denne Oplevelse. En ung Lærer, som hun senere blev for-
lovet med, svigtede hende og hævede Forlovelsen.
Et Aar, det var vist i 1904, deltog Frk. Jessen i et Fe-
riekursus i metodisk Haandgerning paa Forskolesemina-
riet i Vejle. En Dag mødte jeg hende paa Gaden, hvor hun
kom gaaende sammen med en Veninde. Og det forekom
mig, at hendes Gang blev saa mærkelig let, da hun fik
Øje paa mig. Det glædede mig, men det voldte samtidig
Uro i mit Sind. Jeg frygtede for at komme til at volde
hende Sorg. Aaret efter havde jeg nogle Harmoniums paa
Udstilling i Horsens, og jeg inviterede hende med paa en
Tur dertil. Vi saa paa Udstillingen, og vi spiste Rød-
spætter i Restaurationen; vi var glade ved at være sam-
men, men jeg var ængstelig ved at tænke paa, hvad det
vilde udvikle sig til med vort Venskab.
Mit Helbred var stadig meget vaklende. Jeg søgte Læ-
ger baade indenbys og udenbys, men jeg fik ingen vir-
kelig Hjælp. En Kur paa Frydenstrand i 1905 blev af-
brudt ved, at min Fars Sygdom og Død nødte mig til at
rejse hjem. Og det hindrede mig i mine forretningsmæs-
sige Dispositioner, at jeg levede i en stadig Frygt for
et Sammenbrud.
42
De almindelige praktiserende Læger syntes ikke at
kunne hjælpe mig. Men saa rejste jeg en Dag til Køben-
havn og henvendte mig til Professor Knud Pontoppidan.
Det var en smuk, høj Mand med et noget aandsaristokra-
tisk Væsen. Han hørte lidt paa, hvad jeg fortalte ham om
min Sygdom, og han tog nogle Maal af min Hovedform.
Saa sagde han, at min Svaghed var det, som man kaldte
nervøs Konstitution, og det var der egentlig ikke noget
at gøre ved. Han havde nogle Patienter paa en Klinik i
Bakkegaards Allé, der kunde jeg faa en seks Ugers Kur,
-men jeg maatte ikke vente at blive rask. Det var der in-
gen Trøst i. Jeg var tung i Sindet og vilde gerne tale lidt
nærmere med Professoren, men han trippede utaalmodigt
og saa hen til Døren, og saa maatte jeg gaa.
En Dag i 1906 rejste jeg til Middelfart og gik ind ad
Sindssygehospitalets Port. Jeg ønskede at tale med en af
Lægerne, og jeg blev henvist til Reservelæge Frode Kra-
rup, som viste sig at være en lille Mand med et rart An-
sigt. Jeg fortalte ham om min sygelige Tilstand og om
mine mange forgæves Forsøg paa at finde Hjælp. Da jeg
gengav Professor Pontoppidans Ord om, at jeg ikke
maatte vente at blive rask, udbrød han ivrigt: „Sikke
noget Sludder, det tror De da vel ikke paa! Selvfølgelig
kan De blive rask ligesaa vel som andre Mennesker ! ' Og
nu fortalte Dr. Krarup mig, at der her paa Hospitalet
fandtes en Afdeling, som kaldtes Kurhuset. Den var be-
regnet for Patienter, der havde Udsigt til at kunne blive
helbredet indenfor en overskuelig Tid. Hvis jeg vilde
ofre et halvt Aar paa et Ophold her, saa , turde han love
mig, at jeg skulde faa det helt anderledes og bedre end
nu. Men jeg skulde først ordne mine Sager hjemme, saa
jeg kunde være borte uden at ængstes for min Forret-
ning. Foreløbig gav han mig Recept paa en Mikstur, som
43
jeg skulde bruge. Og jeg rejste hjem med mere Haab, men
jeg maatte have Tid til at overveje, hvad jeg skulde b e _
stemme mig til.
Jeg var noget betænkelig ved et saa drastisk Skridt
som at lægge mig ind som Patient paa et Sindssygeho_
spital. Der fandtes jo private Nervekliniker, det maatte
vel være lige saa godt. Jeg havde hørt Tale om Kliniken
som laa i Riis Skov ved Aarhus, og en Dag
„Riishøj ' ,
holdt jeg mit Indtog her. Jeg hilste paa Klinikens Ejer,
en Enkefru Jørgensen, som var Søster til Slotsarkitekt
Thorvald Jørgensen, og jeg fik anvist et Værelse, hvor
jeg foreløbig skulde ligge til Sengs. En meget solid mand-
lig Plejer, P. Nielsen, holdt mit Værelse i Orden, og ham
fik jeg daglig en Snak med. Han fortalte mig, at man
havde set mig fra Køkkenet ved min Ankomst, og man
var der enig om, at jeg lignede en Teolog, som nylig havde
været Patient her. Jeg var nu interesseret i at vide, hvil-
ket Indtryk man havde af Teologen, og Plejeren sagde, at
han var en rigtig flink ung Mand, men han var saa ner-
vøs og genert, at han næsten var menneskesky, og han
var uden Spor af Mandighed. Saa fik jeg altsaa der mit
Skudsmaal! Overlæge Dr. Hallager fra det nærliggende
Sindssygehospital var Klinikens Læge, og han kom i Reg-
len daglig og tilsaa Patienterne. En stor Jagthund, som
han havde med, præsenterede han spøgende for mig som
sin Reservelæge. Den daglige Sygeplejegerning blev be-
sørget af en lidt ældre Sygeplejerske, som tidligere havde
været paa Kommunehospitalets sjette Afdeling i Røben-
havn. Her havde hun plejet et Par meget omtalte Patien-
ter, Amalie Skram og Grevinde Schimmelmann. Jeg skulde
ligge til Sengs og have god Mad, og jeg blev elektriceret
med en kraftig Elektricermaskine. Klinikens Ejer, Fru
Jørgensen, kom enkelte Gange og satte sig ved min Seng
44
og saa læste hun for mig om Frans af Assisi, som var
hendes Helt og Helgen. Fru Jørgensen var et fint og ven-
ligt Menneske, men Kuren førte ikke til noget, og en
skønne Dag stod jeg op af min Seng og rejste hjem.
Min Stilling blev mere og mere uholdbar. Hver Gang
jeg havde gjort et Indkøb af Materiale, var jeg ængstelig
for, at et Nervesammenbrud skulde hindre mig i at faa
det anvendt. Den Mand, jeg havde lejet Værkstedslokaler
hos, vilde sælge Ejendommen, og hvis det blev til noget,
kunde jeg risikere at blive sagt op til Fraflytning. Der
var et Venskab og en vis fortrolig Forstaaelse mellem
Amalie Jessen og mig, men vi var ikke forlovede. Jeg
vidste noget om, hvad hun havde lidt, og jeg var bange for
at føre hende ind i noget, der kunde føre til mere Lidelse.
Saa kom der et Tidspunkt, hvor hele min Livsvilje
rejste sig til Modstand mod dette utaalelige Sygdoms-
slaveri. Kunde Lægerne ikke hjælpe mig, saa vilde jeg
vise dem, at min Vilje var stærkere end deres Medicin.
Jeg vilde fuldstændig ignorere min Sygdom og lade, som
den ikke eksisterede. Jeg vilde leve, tænke, tale og handle
som et sundt Menneske. Altsaa rankede jeg Ryggen og
disponerede mere dristigt i alle Henseender. I Foraaret
1907 forlovede jeg mig med Frk. Jessen; vi købte Guld-
ringe og bestilte Møbler, og vi agtede at holde Bryllup
snarest muligt. Det gik godt i et Par Maaneder, men
saa kom det totale Sammenbrud, som jeg saa ofte havde
frygtet for. Efter den midlertidige Opstemthed fulgte en
Depression med dødelig Træthed og knugende Tungsind.
Nu rejste jeg atter til Middelfart og kom denne Gang til
at tale med Dr. Agner Helveg. Han raadede mig til at lade
mig indlægge, men det skulde ske ved en Læge udenfor
Hospitalet.
Saa gik jeg en Dag hen til Læge Aug. Sonne i Vejle.og
45
bad ham om at skrive en Ansøgning om Indlæggelse paa
Sindssygehospitalet. Han saa forbauset paa mig og
spurgte, om det nu ogsaa var vel overvejet. Det var et
meget alvorligt Skridt, om jeg ikke troede, det vilde skade
min Fremtid? Jeg svarede, at jeg havde lidt tilstrække-
ligt, og nu skulde jeg have Hjælp, lige meget hvor. Han
begyndte at udfylde et trykt Skema, men pludselig ka-
stede han Penneskaftet hen ad Bordet og udbrød: „Nej,
det kan jeg ikke skrive under paa! Der staar: Patienten
lider af Sindssygdom og egner sig til Behandling paa et
Sindssygehospital. Det kan jeg da ikke skrive under paa.
De er jo ikke sindssyg !' Nu maatte jeg blotte min syge-
lige Tilstand endnu mere for at overbevise Lægen om, at
jeg var kvalificeret, og omsider satte han tøvende sit
Navn under Dokumentet.
Jeg havde talt med min Forlovede og mine Slægtninge
om mit Forehavende, og de turde ikke raade mig fra det,
men de frygtede, at naar jeg havde været der en lille Tid,
vilde jeg ogsaa være ked af det. Arbejdet paa min Fa-
brik skulde fortsættes under en Formands Ledelse, og et
Par af mine Venner vilde tage sig af den daglige Kor-
respondance og føre Regnskab.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| De mange aar jeg har i Verden levet af Anton Berntsen (1950) |
Copyright ISCA Software 2023-