Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Skolegangen, som det sidste Aar havde været mig sær-
lig kær, var endt, og nu skulde det ogsaa være Slut med
det trygge Barndomsliv hos Far og Mor. Jeg havde gode
Kammerater blandt Nabobørnene, og vi havde haft mange
muntre Timer sammen, naar vi legede, eller naar vi fær-
dedes i Skoven for at samle Pinde eller plukke Bær. Men
nu skiltes vore Veje, og vi gik ud til Livets Krav og 01'-
gaver. Jeg var lille af Vækst, og mine Kræfter varsmaa.
derfor ængstedes jeg for, at jeg ikke vi!de kunne yde det,
man vilde kræve af mig. Det skete dog til Tider, at min
Mindreværdsfølelse maatte vige for hemmelige Drømme
om, at jeg med Tiden skulde vise mig i Besiddelse af
Evner til at udrette noget, som ingen havde ventet. Men
hvad det skulde være, anede jeg ikke.
Mine Forældre ønskede at vide, hvad jeg havde Lyst
20
til at lære, men jeg havde set altfor lidt af Livet til at
vide, hvilke Muligheder der var at vælge imellem. Paa
Grund af Hjemmets svage økonomiske Stilling var der
egentlig kun to Muligheder. Jeg kunde komme i Skræder-
lære hos min Bror i Assendrup eller i Smedelære hos
min Bror ved Tirsbæk. Men jeg kunde ikke give mig hen
til en saa prosaisk og fantasiforladt Bestilling som at sy
Bukser, og jeg følte, at mine smaa Kræfter ikke gjorde
mig egnet til Smedefaget. Da jeg ikke kunde bestemme
mig for noget, sagde min Far, at saa kunde jeg komme
ud at tjene et Aar først, saa havde jeg Betænkningstid
saa længe.
Der var kommen et Par nye unge Gaardmandsfolk til
Assendrup. En rask ung Fynbo havde giftet sig med en
jydsk Pige, Petrine Frandsen fra Jælling, og de havde
købt Niels Ravns Gaard. Det var veloplyste Folk, de
havde begge været paa Højskole, og min Far mente, at
det var et Sted, hvor jeg kunde lære noget. Jeg blev fæ-
stet til at tjene hos dem et Aar for en Løn af 32 Kroner;
det var en lille Løn, men jeg var ogsaa lille. Jeg tiltraadte
min Plads i Efteraaret 1887, og nu skulde jeg altsaa vie
Landbruget min Interesse. Min Husbond hed Bertel Jen-
sen, og han blev senere en kendt Mand som Redaktør ved
Aarhus Amtstidende og Sekretær i det jydske Venstre.
Jeg tog fat med en god Vilje, men mine Kræfter var
for smaa. Det var svært at køre den tunge Møgbør op
paa Møddingen, og jeg havde ondt ved at styre de sytten
Køer, der var betroet til min Omsorg. Bertel Jensen drev
moderne Landbrug med Roeavl, Kraftfoder og Sommer-
staldfodring, og det gjorde Arbejdet besværligt. Man
kunde ikke dengang købe Oliekagerne i knust Tilstand,
jeg maatte slaa dem i Stykker med en Økse paa en Sten.
Det var let nok med Rapskager og Hørfrøkager, men de
21
tykke og sejge Solsikkekager voldte mig mere Besvær.
Systemet med Sommerstaldfodring vakte i høj Grad
ernes Mishag, de vilde ud paa Græs. Naar jeg slap dem
ud i Gaarden for at vande dem; styrtede de afsted som
vilde Dyr. En Dag rendte de mig over Ende ved Stald-
døren, og jeg fik hele Flokken hen over mig. Jeg vilde
nødig slaa dem, og min Husbond mente, at de opfattede
mine Slag som -Kærtegn. Et Par smaa Grise var mine
gode Venner, de fik Lov til at løbe rundt i Byen, hvor de
vilde. Men naar jeg stillede mig i Porten og fløjtede, kom
de halsende over Stok og Sten. Saa slikkede de mine
Bukser og søgte at kravle op ad mine Ben.
Hestene var jeg bange for. En ældre Hest, som hed
Jokum, var et drilagtigt Bæst. Den gjorde mig ikke egent-
lig Fortræd, men den benyttede enhver Lejlighed til at
vise mig sin Overlegenhed og Ringeagt. Naar jeg kom til
den forfra, viste den Tænder og udstødte nogle uhygge-
lige truende Lyde, og naar jeg vovede mig op i Baasen
til den, klemte den mig ind mod Væggen. Da jeg en Dag
red den ud i Marken, slog den saa kraftigt bagop, at jeg
fik en Luftrejse og landede i en Kløvermark. En anden
Dag havde jeg flyttet den ude paa Marken, og da gav den
sig til at galoppere rundt i Tøjret som en Cirkushest.
Jeg kunde ikke slippe fra den, men maatte staa i Midten
og hoppe over Tøjret for hver Omgang. Det var ydmy-
gende for mig, men Jokum syntes at more sig kosteligt.
Mine Husbondsfolk var gode Mennesker, men mine
Medtjenere kunde have været bedre. Den unge Karl, sojn
jeg delte Seng med i et lille skummelt Karlekammer,. var
ret godmodig, men vi havde ikke fælles Interesser. Der
var jævnlig Besøg af Karle og Piger i Karlekammeret
om Aftenen og ud paa Natten, og det Leben, der da ud-
foldede sig, vil jeg nødig give nogen Beskrivelse af. Det
22
fristede mig ikke til Deltagelse, men det gik ud over min
haardt tiltrængte Nattesøvn.
I Aaret 1888 var der en stor Fest i Vejle Nørreskov i
Anledning af, at der var gaaet 100 Aar siden Stavns-
baandets Løsning. Min Husbond gav mig Lov til at komme
med, og det var for mig Aarets mest festlige Oplevelse.
Man samledes paa Raadhustorvet og marcherede derfra
ned igennem Hovedgaden med Musik i Spidsen. Der stod
unge Kommisser og Lærlinge i Butiksdørene og betrag-
tede Folketoget, og jeg saa med dyb Medlidenhed paa
disse stakkels Mennesker, som ikke maatte være med til
Festen. I Nørreskoven var der en mægtig Forsamling.
Der blev sunget Fædrelandssange med Orkesterledsagelse,
og der blev holdt Taler af Chr. Berg og andre kendte
Politikere. Der var en flot Karussel med en Lirekasse,
som spillede Melodien: I Kongelunden skal Bryllupet staa
— og der var nogle Gøglertelte. I et af dem erhvervede jeg
en Tombaksring samt et „Lykke- og Temperamentsblad'
med en rimet Tekst, der begyndte saaledes :
For dig vil Livets Dage glide
snart op, snart ned, dog mest tit Held,
og du skot herved faa at vide,
at du helt gammel blive vil.
Jeg kan egentlig ikke sige andet, end at denne Spaa-
dom er gaaet i Opfyldelse. Samme Sommer var der tre
Studenter, der holdt Sommerferie i Bertel Jensens Gaard.
Det var Broderen A. J. Rud, som blev Biskop i Odense.
en Student Munck, som blev Forstander for Vordingborg
Seminarium, og en tredie, hvis Navn var Larsen. De
sang muntre Viser, bl. a. om Amanda, der var fra Kerte-
minde, og de fyldte Gaarden med Liv og Munterhed. Jeg
gik og iagttog disse glade Unge med megen Undren. De
23
bragte en Luftning fra en Verden, der var mig helt frem _
med.
Det var i disse Aar en Krisetid for Landbruget, og jeg
var forlængst klar over, at det ikke var mig, der skulde
hjælpe det over Krisen. Altsaa maatte jeg til at bestemme
mig for noget andet. Lærerinden, som jeg havde været
saa glad ved i Skolen, foreslog min Far, at han skulde
lade mig blive Journalist, og min venlige Husbond mente,
at jeg skulde se at komme i Kolding Latinskole, hvor
Sigurd Müller dengang var Rektor. Desværre • var begge
disse Veje ufremkommelige. Nu fik vi at vide, at Sned-
kermester I. I. Jensen i Vejle havde Brug for en Lær-
ling, og han havde i Forvejen en af mine Skolekamme-
rater, Anton Kjær, i Lære. Jeg vidste ikke, om det just
var Snedker, jeg skulde være, men det var i hvert Fald
et smukt Haandværk, som jeg godt kunde have Lyst til
at prøve. Ved en Henvendelse til Snedker Jensen blev det
bestemt, at han skulde uddanne mig i Snedkerfaget, og
at Læretiden skulde være 41/2 Aar.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| De mange aar jeg har i Verden levet af Anton Berntsen (1950) |
Copyright ISCA Software 2023-