Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Et Aar før min Konfirmation tog Lærer Worm sin
Afsked, og Lærer Niels Pedersen, som hidtil havde haft
en lille Friskole i Assendrup, blev kaldet til Embedet.
Den første Dag, vi mødtes med ham i Engum Skole, præ-
senterede han en ung Pige for os som sin Medhjælper.
Det var Frk. Johanne Christiansen, en fynsk Gaard-
mandsdatter. Hun havde ingen Lærerindeeksamen, men
hun havde de fornødne Kundskaber, og hun var et bety-
deligt Menneske. Baade hun og Lærer Pedersen var
Grundtvigianere, og for disse to Menneskers Skyld har
jeg set mildt til de grundtvigske Folk, jeg senere har
mødt paa min Vej. Med dem kom der en ny Aand ind i
Skolen, og for mig blev hver Skoledag hos dem en Fest.
I den første Religionstime forklarede Lærer Pedersen os,
at Kristendom var ikke Lære, men Liv. Vi fik nye Sang-
bøger, og vi lærte nye Sange af Grundtvig,e Hostrup,
16
Bjørnson, Ingemann og andre. Naar Lærerinden sang
for til Bjørnsons: Nu Tak for alt ifra vi var smaa —
lød det, som om det var noget, hun selv havde oplevet.
Jeg var især interesseret i Danskundervisningen, og jeg
gemmer endnu en Stilebog, hvori Lærerinden adskillige
Steder har skrevet Ug med rødt Blæk.
Ved en Provsteeksamen blev der fortalt en lille Histo-
rie, som vi skulde genfortælle paa vor Tavle. Jeg blev
hurtigt færdig, og nu skrev jeg for Tidsfordriv et Par
engelske Bibelsprog nedenunder paa min Tavle. Det var:
As for me and my house we will serve the Lord
Suffer the little children to come unto me, end forbid
them not. Jeg havde set disse to Sætninger paa et Ind-
bydelseskort til en Søndagsskole i Amerika. Nu kom Læ-
rerinden og vilde se, hvad jeg bestilte, og hun blev over-
rasket ved at se, at jeg kendte disse engelske Bibelord.
Jeg vilde viske det ud, men hun sagde, at jeg skulde lade
det staa, det maatte Provsten gerne se. Men han læste
blot Genfortællingen og lagde ikke Mærke til det andet.
Det skal i denne Sammenhæng nævnes, at jeg ogsaa gik
i Søndagsskole. Et Par Metodistfamilier paa Assendrup
Mark havde begyndt at holde Søndagsskole for de nær-
mestboende Børn, men dette Foretagende blev hurtigt
standset ved, at Sognepræsten, Pastor Brix, begyndte
at holde Søndagsskole hos en Familie ved Assendrup
Strand. Min ældste Broder overtog senere dette Arbejde,
og det fortsatte han med stor Trofasthed i mange Aar.
De smaa Taler, der blev holdt til os, husker jeg ikke ret
meget af, men jeg husker en Del Sange med iørefaldende
Melodier. Jeg tror at det, der synges ind i Børnene, sid-
der bedst fast.
I Sommeren 1887 blev der arrangeret en Udflugt for
Børnene fra Engum Skole til Grejsdalen. Nogle af Sog-
17
nets Gaardmænd kørte for os, og paa den forreste vogn
sad min Far og blæste i sin Klarinet. 1 Grejsdalen legede
vi og spiste vor medbragte Mad, og saa dansede Børnene
i Pavillonen til min Fars Violinspil. Nu kom min kære
Lærerinde og vilde danse med mig, men jeg maatte des-
værre sige, at det forstod jeg ikke. Skønt min Far var
Spillemand, har jeg aldrig lært at danse. Ved denne Lej-
lighed var jeg ked af, at jeg ikke havde faaet denne
Kunstart lært.
Efter denne Udflugt blev vi en Dag sat til at skrive en
Stil om Turen. Da Lærer Pedersen havde læst min Stil.
bragte han mig et Ark Papir og bad mig skrive den af
derpaa. Han sendte saa Manuskriptet til Vejle Amts Fol-
keblad, hvor det blev optaget. Det vakte nogen Opmærk-
somhed i Sognet, at en Skoledreng skrev i Avisen. Men
en af vore Naboer var lumpen nok til at sige: „Det er jo
godt sat sammen — dersom han da selv har skrevet det ?'
Samme Sommer gik jeg til Konfirmationsforberedelse
hos Pastor Brix. Vi var kun fem Konfirmander, fire
Drenge og een Pige. Pastor Brix var en alvorlig og elske-
lig Mand, og jeg har bevaret Indtrykket af den højtide-
lige Stemning, der hvilede over Timerne i Studerevæ-
relset, hvor vi lyttede til hans Ord. Paa Konfirmations-
dagen blev vi overhørte i Kirken, men det gik knap saa
godt, som vore tilstedeværende Forældre ønskede. Præsten
begyndte med at stille os et Spørgsmaal, som ingen af os
kunde svare paa, og det tog Modet fra os. Men vi blev da
konfirmerede og gav Præsten Haand paa, at vi vilde blive
i vor Daabspagt. Mine Søskende gav mig en Bibel i Ron-
firmationsgave, og den har jeg endnu.
Mine Barneaar faldt i Forfatningskampens Tiå; de
politiske Bølger gik højt, og de satte ogsaa vore Barne-
sind i Bevægelse. Lærer Worm var, som næsten alle Em-
18
bedsmænd dengang, en god Højremand, og i Skolen holdt
han undertiden et lille politisk Foredrag for os i en Un-
dervisningstime. Vi Drenge var næsten alle Venstre-
mænd, men vi vovede ikke at sigé ham imod. Men paa
i Vejens Grus,
Hjemvejen skrev vi: Ned med Estrup
eller i Sneen, hvis det var ved Vintertid. Der var ikke
hemmelig Afstemning ved Folketingsvalgene dengang,
man meldte sig ved Valgbordet og sagde, hvem man vilde
give sin Stemme. En skikkelig Gaardmand fra Engum
var her lidt i Forlegenhed. Han kløede sig raadvildt i
Nakken og sagde: „Hwem Skam wa et no Pe Kjaer såå,
a skuld stemm o?' Undertiden blev der øvet Valgtryk.
Min Morbroder, Jens Nielsen, var Skovfoged i Tirsbæk
Skov, og han var, som andre Smaafolk, afgjort Venstre-
mand. Herskabet var konservativt, og det skete en Dag,
at Skovrideren søgte at paavirke Skovfogden og en anden
Skovarbejder, som hed Niels Kristian, i Anledning af et
forestaaende Valg. Skovfogden sagde, at han havde slet
ikke stemt ved sidste Valg, og da Skovrideren nu vendte
sig til Niels Kristian, svarede denne sindigt: „Ja, en an-
den håe jo da stemt engong !' Senere skete det en Dag,
at min Far kom ind i vor Stue og fortalte, at nu havde
de tvunget Morbror Jens til at stemme imod sin Over-
bevisning. Jeg husker, at min Fars Stemme dirrede af
undertrykt Sindsbevægelse, og jeg blev uhyggelig til
Mode ved Tanken om, at noget saadant kunde ske.
Ved en Klapjagt i Tirsbæk Skov fungerede jeg som
Klapper. Daglønnen var 50 Øre og et Par gode Mellem-
mader. Efter nogle Timers Jagt holdt vi Hvil for at spise
vor Mad. Skovrideren havde sin Mad indpakket i en Høj-
reavis, som han bagefter lagde pænt sammen og tilbød
os Drenge. En af os skulde tage Avisen med hjem, for at
vi kunde læse den. Det ønskede vi ikke, og da han med
19
Magt vilde stoppe Bladet i Lommen paa en af os, flyg_
tede vi fra ham til alle Sider. Vi skulde ikke have noget
af at komme hjem med et Højreblad i Lommen.
Den politiske strid kunde ogsaa give Anledning til
Strid i Hjemmene. En af vore Naboer var Enkemand og
havde en voksen Datter hjemme, som holdt Hus for ham.
De var begge af et stridbart Gemyt, og da Faderen var
en ivrig Venstremand, blev Datteren en lige saa nidkær
Talsmand for Højres Politik. Naar han holdt paa, at der
skulde være Frihed i Landet, hævdede hun, at det kunde
ikke nytte noget, da Friheden vilde blive misbrugt. Paa
den Maade holdt de det Smaaskænderi vedlige, der for
dem begge syntes at være et nødvendigt Krydderi paa
Tilværelsen.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| De mange aar jeg har i Verden levet af Anton Berntsen (1950) |
Copyright ISCA Software 2023-