Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
De fire Tønder Land, der hørte til mine Forældres
Hus, kunde ikke føde en Familie, men min Far drev
Skræderi som sit Hovederhverv. Med Symaskinen paa
Ryggen gik han rundt til Huse og Gaarde og syede Klæ-
der for Folk af deres hjemmegjorte Vadmel. Desuden
12
var han Spillemand; ved alle Egnens Høstgilder, Bryl-
lupper og Barselgilder dansede man til Tonerne fra hans
Violin. Det gav ikke store Indtægter, men med Flid og
Nøjsomhed var det muligt at komme igennem. Hans Ar-
bejdsdag var lang, og der var ikke noget, der hed Ferie.
Da jeg var fire Aar, kom jeg for første Gang med min
Far og Mor til Vejle. De var lidt stolte af, at de i deres
fremrykkede Alder havde en fireaarig Søn, og min Far
havde faaet den Ide, at vi skulde fotograferes sammen.
Det var ellers dengang en Luksus, som Almuesfolk sjæl-
dent tillod sig. Da min Garderobe ikke var i Orden til en
saadan Rejse, laante vi et Par Bukser hos en jævnaldrende
Slægtning. Vi blev taget af hos Fotograf Busk, og da vi
nogen Tid efter modtog Billederne, var det min første
Tanke at undersøge, om det kunde ses, at jeg havde Kri-
stians Bukser paa.
Af de almindelige Børnesygdomme mindes jeg kun at
have haft Mæslinger, men det tog til Gengæld saa haardt
paa mig, at jeg mistede Mælet og i flere Dage ikke kunde
tale.
Den 20. August 1879 skete der en Ulykke, som kom til
at kaste mørke Skygger over vort Hjem gennem en Aar-
række. Min Mor blev rendt over Ende af Koen ude paa
Marken; hun fik Skulderen af Led og blev slemt for-
slaaet. Egnens kloge Mand, Jonas i Gjesager, blev hentet,
og han satte Skulderen i Led, men det var strengt, og
min Mor besvimede flere Gange. Desværre var Armen
dog endnu ubrugelig; Nerverne i Overarmen havde taget
Skade, og det kunde Jonas ikke gøre noget ved. Saa
blev der sendt Bud efter Læge Langgaard i Ørum, og
han ordinerede, at der skulde lægges et Sennepsplaster
paa Overarmen. Det skulde skiftes hver Dag, og naar
det blev trukket af, tog det Huden med, saa man saa det
13
blodige Kød. Min Søster, som var hjemme, skiftede Pla-
strene saa nænsomt som muligt, men min Far gik ud af
Stuen, han kunde ikke taale at se det.
Inden Lægen kom første Gang, havde min Forældre
en Samtale om, hvad de skulde sige til ham. Han vilde
jo sikkert have Rede paa, hvad der var sket, og hvis de
røbede, at Jonas havde sat Armen i Led, kunde det faa
ubehagelige Følger for ham, da han jo ikke havde Ret til
at praktisere. Min Mor holdt paa, at vi maatte ikke bringe
Jonas i Forlegenhed; han var kendt som en god og ærlig
Mand, og han havde jo ydet den Hjælp, han kunde. Sam-
talen sluttede med, at min Far sagde: „Ja, de æ no liimøj,
men lyww, de ka vi ett !' Til alt Held var Lægen saa takt-
fuld, at han undlod at spørge, saa det Problem løstes af
sig selv. Trods Doktorens Omhu fik min Mors Helbred
ved denne Lejlighed et Knæk, som hun vist aldrig helt
forvandt. I en Række Aar laa hun i Sengen hver Vinter
og var baade legemligt og sjæleligt lidende. Det var dyrt .
at faa hentet Læge, og det bragte kun liden Hjælp. Disse
trange Sygdomsaar tyngede haardt paa Hjemmets Øko-
nomi, og de var bl. a. Skyld i, at vi nu maatte give Af-
kald paa den aarlige Billedalmanak til 50 Øre. Og da det
i Forvejen var smaat med Adgang til Læsning, blev det
en af min Barndoms store Sorger.
Min syv Aar ældre Søster, Kristine, tog sig tidligt af
min boglige Uddannelse; og da jeg var fem Aar, havde
jeg lært at læse. Fra min første Bog,m som vel var en
A. B. C., mindes jeg en Sætning, som irriterede mig. Der
stod: Vær flittig, saa kan du noget. Denne Sandhed var
min Mor lidt for ivrig til at indprente mig, og det saa-
rede mine Følelser, at jeg skulde opmuntres med en saa
banal og overflødig Formaning. Jeg vilde jo heller end
gerne lære -saa meget som muligt. Begyndelsesgrundene
14
i Regning og Skrivning lærte jeg ogsaa hjemme, og jeg
var saaledes ret vel forberedt, da jeg en Dag i Aaret 1880
blev betroet til Lærer Worms pædagogiske Omsorg.
Lærer Worm var en anselig Mand i det ydre, han nød
megen Anseelse i Sognet og var paa sin Vis en dygtig
Mand. Sognets gamle Kirkebøger, som nu findes i Lands-
arkivet i Viborg, er ført mønsterværdigt med hans store
og lidt stive Haandskrift. Han var en brav Mand, som
mente os det godt, men han tilhørte en Tid, hvor den pæ-
dagogiske Videnskab stod paa et primitivt Standpunkt.
Tampen — et Stykke Reb med Knuder paa
— ansaas den-
gang for et uundværligt Opdragelsesmiddel. Der var in-
gen Fagtrængsel i Skolen; vi havde kun tre Bøger i Ta-
sken, det var Katekismus, Bibelhistorie og Chr. Hansens
Regnebog. Undervisningen virkede ikke vækkende, Ti-
merne sneglede sig langsomt afsted.
Lærer Worm var dog i Besiddelse af en vis Humor. Da
han en Dag saa nogle Smaapiger „hoppe Paradis' ude
paa Vejen, sagde han til dem: „I skal miskam læ jer
Hoppen væær! I får Tarmslyng åldsammen !' Og da vi
en Dag var fem, der havde overtraadt hans Forbud mod
at sejle paa Isflager paa Dammen bag Præstegaarden,
fandt han paa en raffineret Straf. Han lod os sidde efter,
og mens vi sad og ventede paa vor Dom, skrev han en Er-
klæring til Skolekommissionen, som vi bagefter maatte
underskrive med rystende Haand. I den vedgik vi vor
Forseelse med Navns Underskrift. En af Drengene græd,
da vi gik hjem, men en anden lo og sagde, at den Erklæ-
ring skulde Degnen nok vogte sig for at sende til Skole-
kommissionen, for saa kunde de jo se, at han ikke kunde
holde Styr paa os.
Der er een Ting, som jeg altid vil være Lærer Worm
taknemlig for. Sognebibliotekets Bøger blev opbevaret i
15
et Skab i Skolestuen, og et Aar før Worm tog sin Afsked,
gav han mig Lov til at læse i disse Bøger i Frikvarteret.
Denne Lejlighed til at faa min Læsehunger tilfredsstillet
greb jeg med Begærlighed. Paa Grund af mine smaa
legemlige Kræfter havde jeg aldrig gjort mig stærkt
gældende i Drengenes Leg, og nu blev der slet ikke Tid
til at lege.
Jeg læste H. C. Andersens Eventyr, Ingemanns Ro-
maner, Hostrups Komedier, Fortællinger af Bjørnson,
Thyregod, Knud Skytte, Ingvor Bondesen, Turgenjev.
Humoresker af Mark Twain, Romaner af Kaptejn Mar-
ryat og adskilligt andet. Det var en mægtig Udvidelse af
min litterære Horisont.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| De mange aar jeg har i Verden levet af Anton Berntsen (1950) |
Copyright ISCA Software 2023-