Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
(tegning)
Mit Barndomshjem
Et svagt Barn kommer til Verden
„Han wa endda ett walkommen, da han skuld komm !'
Saadan har min Mor sagt adskillige Gange, naar der blev
talt om, hvordan jeg var kommen til Verden. Jeg var alt-
saa i nogen Grad et uønsket Barn. Og der var god Grund
til, at min Mor imødesaa den forestaaende Fødsel med
Ængstelse. Hun var 46 Aar gammel; det var syv Aar si-
den hun sidst havde født et Barn til Verden, og hun fryg-
tede for, at hun ikke skulde komme til at overleve det
denne Gang. Saa vidt jeg ved, var hun allerede den Gang
noget nervesvækket og tung i Sindet. Det gik dog godt med
Fødslen, men det var ikke just med Stolthed, hun betrag-
tede sit nyfødte Alderdoms Barn. Jeg kom til Verden med
et uforholdsmæssigt stort Hoved og en lille svag Krop. Og
det varede noget, inden min Hals blev stærk nok til at
bære Hovedet; mit venstre Kraveben er endnu stærkt ud-
adbøjet som Følge af, at Hovedet i længere Tid hvilede
paa min venstre Skulder. At min Krop har været noget
slatten og holdningsløs, slutter jeg mig til af en Bemærk-
ning, som en af mine ældre Brødre gjorde, naar han skulde
hjælpe med at passe mig. Han sagde da: „Skal a ta
Dyngi ?' Min Mor frygtede alvorligt for, at jeg aldrig
vilde udvikle mig til et helt normalt Menneske.
Skuepladsen for min Entre i Tilværelsen var en Stue
med Lergulv og to Alkovesenge. Huset, som min Far seiv
havde bygget, da han kom hjem fra Treaarskrigen i 1851,
laa paa Assendrup Mark ikke langt fra Vejle Fjord. Det
var et Bindingsværks Hus med Straatag; i den østre Ende
af Huset var der Beboelsesrum, og i den vestre Halvdel
var der Lade, Korngulv og Kostald. Det første, jeg min-
des fra min tidlige Barndom, var, at der blev foretaget
en Forandring af vort Hjem. Alkoverne blev taget ned, og
Stuen blev delt i to ved en Mur, saa vi nu fik et særligt
Sovekammer. Samtidig blev det stampede Lergulv erstat-
tet med Bræddegulv. Kristian Kusk, en Daglejer, som
boede nede ved Stranden, besørgede Murerarbejdet; han
var noget af en Altmuligmand, og han var desuden noget
af en Filosof. Hjemmet fik nu den Indretning og det Ud-
seende, der staar tydeligt præget i min Erindring • fra
Barneaarene. Jeg føler det som en Lykke, at jeg har haft
et Barndomshjem, hvor alt var, som det skulde være.
Hvert af de tarvelige Møbler stod paa sin rette Plads, og
ethvert Skilderi hang paa det rette Søm. Der skete ingen
Forandringer.
Allerede i min spæde Barndom røbede jeg en ejen-
dommelig Tendens til at ville gaa paa egen Haand. Min
10
Mor skulde en Dag ud i Marken for at flytte Koen, og
hun tog mig paa Armen. Medens hun besørgede Koen flyt-
tet, sad jeg i Græsset og skulde passe mig selv saa længe.
Men da hun kom tilbage, blev hun hed om Ørene ved at
se, at jeg var forsvundet. Helt ude af Syne! Det var
ubegribeligt, men nu kom hun i Tanker om, at der var
en „Brøødgraw' i Nærheden. Hun skyndte sig derhen,
og der saa hun mig sidde rolig og eftertænksom i et
Hjørne af Graven. Til alt Held havde det ikke været
Regnvejr fornylig, ellers kunde der gerne have været
Vand nok i Graven til at gøre Ende paa mit unge Liv.
Vi avlede Hør dengang, og naar Hørren skulde behand-
les, blev der gravet en Brøødgraw, hvor Hørren blev
bredt ud til Tørring paa Stænger over et Baal i Gravens
Bund.
Den Angst, der hvilede over min Mors Sind i Tiden
før min Fødsel, fik jeg i Arv, og den kom til at kaste
en mørk Skygge over mine første Barneaar. Jeg havde
Depressionsperioder, hvor jeg følte mig grænseløst ulyk-
kelig; jeg følte, at jeg var ikke som andre Mennesker ;
der var noget forkert, som jeg ikke vidste hvad
jeg forstod ikke, hvordan jeg skulde kunne holde ud at
leve. Jeg var plaget af vilde og grufulde natlige Drømme,
som fik mig til at skrige af Rædsel. Saa stod min Far
op af sin Seng, han tog mig paa sin Arm og tyssede paa
mig, indtil jeg faldt til Ro. I en af mine Drømme saa jeg
en uhyggelig sort Mand, som kom kørende op ad Bakken
nord for Huset. Hans Vogn var af Jern, og den var fyldt
med gloende Ild. I en anden Drøm var Stuen fyldt af
store Troldhøns, som vilde nappe mig i mine bare Ben.
og der blev en Knude hvert Sted, hvor de hakkede mig.
En anden Drøm om Høns var mere humoristisk. Jeg kom
sammen med min Far ind i Nødset, hvor der tillige var
11
Hønsehus, og her var der en stor Kok, som straks -slugte
mig i een Mundfuld. Min Far kunde ikke hindre det, men
jeg kunde se paa hans Miner, at han misbilligede det
skete. I en anden af mine Drømme forekom det mig, at
alting i Verden var bleven forkert. Uret gik baglænds,
og hele Naturens Orden var forstyrret. Et stort Skib
sejlede hen over Agrene med en saadan Fart, at Sten og
Knolde røg til alle Sider, og ude paa Fjorden var nogle
Mænd i Færd med at bygge et Hus. De saa onde ud, og
det hele havde et Præg af bevidst Ondskab. En Drøm,
som ogsaa staar tydeligt i min Erindring, gik ud paa, at
jeg stod ved Bredden af en stor Sø, og paa den modsatte
Side af Søen stod min Mor. Hun saa efter mig med et
sorgfuldt og vemodigt Blik, men der var ingen Mulighed
for, at vi kunde komme sammen.
Min sygelige Sindstilstand røbede sig ogsaa ved, at
naar jeg kom i Seng om Aftenen, havde jeg undertiden
den Tanke, at jeg maaske skulde dø i Nattens Løb. Der-
for lagde jeg mig paa Ryggen med Armene udstrakt; jeg
vilde ligge pænt, naar de om Morgenen fandt mig som
Lig. Det vilde se mere fromt ud, hvis de fandt mig lig-
gende med foldede Hænder, men det gik ikke an af prak-
tiske Grunde. De vilde da faa Besvær med at faa Skjor-
ten trukket af mig.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| De mange aar jeg har i Verden levet af Anton Berntsen (1950) |
Copyright ISCA Software 2023-