Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
Go væk, do gammel Hjøllikåel,
do fææle Døømands-Generåel,
uha, a kan ett lii dæl
Do ræjn kons let, hwo sødt en tåel,
hwo møj en a si Stuerhjed pråel,
do ska nok vep jen å æ Såel,
hwes ett en kjøn vil bii dæ.
Så skimlet som en gammel Wost
do goer omkring fræ Stæj te Stæj,
å mæ en Hjølli fuld a Rost
do høøster åldting o di Vej ;
do skel den riig ve åld hans Kram
å tåe den fattes jennest Lam,
å Sorre bløw der, hwoe do kam,
tit ka en knap nok bææres,
do komme mæ en Miin så stram
å skenke wos så bjesk en Dram,
ja, kund en ret o dæ fo Ram,
da skulld do rele lææres!
- Åå, Ann, mi Kuen, hun wa mi Ven,
a kunnd jo ett undvæær hind,
dæ kam en Daw, da hun måt hen
- do skoen da helder ålde jen —
te Grawen måt a bæær hind;
vi hååd en Søn, et kjønne Båen,
ham fæk do osse i di Gåen,
do tow mi Glee, dit liede Skåen,
å a ka ett fåvinnd et
— åå Dø, hwo kunnd do ninn et!
— I véd, hwo træls en Nat ka skrii
få den, der ett hå sowet,
så strenng de er å go å bii
mæ Sorre, der æ Hjatt ka swii,
ka væær, I knap vil trow et.
Men ålld di Folk, a bedst ku lii,
å demm, a mjest hå howet,
di æ no o den anden Sii,
få demm hå Døden skowet.
Di sæje, bagve Dødens Wand
der æ så møj et prægti Land,
hwor åldting æ så råe,
die farres no mi lille Søn
å æ så grande å så kjøn,
å næer han bér hans Awtenbøn
han tænker o hans Fåe,
å dier æ Ann, mi Hjatensven
— åk, Gud, måt a kom diehen,
læ Døden hindt mæ snåe!
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Småfolks Fånøwels af Anton Berntsen (1920) |
Copyright ISCA Software 2023-