Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
SØREN SKULDE MED SIN FAR OG MOR I
Kirke. Det havde han været nogle Gange før,
og han var derfor i Stand til at tage Sagen med
den erfarnes rolige Overlegenhed; men det var al-
ligevel en Oplevelse, der laa i et lidt højere Plan
end det sædvanlige Dagligliv i Sørens Hjem. Alene
Forberedelserne fremkaldte en Følelse af beklem-
mende, glædeblandet Højtidelighed. Til daglig Brug
var Morgentoilettet en Sag, der meget hurtigt ord-
nedes ved Hjælp af en Spand Vand og et groft
Blaargarnshaandklæde, men i Dag var Sagen ikke
nær saa lige til. Sørens Øren fik et ekstra Eftersyn,
og Hænderne fik ved Hjælp af en energisk Ind-
sæbning et Renhedspræg, der var vidt forskellig
fra deres Hverdagsudseende. Sørens Mor tog fine,
lavendelduftende Klædningsstykker frem fra Ska-
bet, og Par redte sit svære, brune Haar med sindig
Paapasselighed foran det lille, anløbne Spejl. Saa
tog han en Slurk af Ølflasken og lod en Del af Øl-
let løbe ud i den hule Haand, og derefter gned han
Øllet ind i Haaret og gav dette et sidste Strøg med
Kammen - det gav Frisuren Stabilitet.
86
Søren var kun fem Aar, da han første Gang var
med sine Forældre i Kirke, og da havde hans Op-
træden været mindre heldig. Han havde rejst sig
midt under Præstens Prædiken og højlydt ytret
Ønsket om at komme hjem. Men nu var han en
stor Dreng, havde gaaet i Skole et Par Aar og vid-
ste nok, hvordan man skal opføre sig blandt frem-
mede. I Dag havde han desuden en særlig Grund
til at høre opmærksomt efter, for der var et vigtigt
Spørgsmaal, han skulde have Rede paa. Han havde
læst baade i Lærebogen, i „Indre-Missions Tidende'
og i en gammel Andagtsbog, som hans Fader havde
købt paa en Auktion, at alle Mennesker skulde om-
vende sig for at komme op til Gud i Himlen, og at
de, der ikke vilde omvende sig, gik fortabt. Han
havde stor Respekt for Bøger og tvivlede ikke om,
at dette med Nødvendigheden af at omvende sig
var paalideligt nok. Det stod ham ikke klart, hvad
det egentlig var at omvende sig; men det maatte
vel være saadan en mærkelig indvendig Oplevelse,
noget, som en Slags Aabenbaring. Man skulde vel
sagtens selv præstere et eller andet for at faa denne
Oplevelse, maaske skulde man ofre noget, man
holdt meget af. Blot det ikke maatte blive alt for
svært! I hvert Fald maatte Præsten kunne sige
ham, hvad Uhan skulde gøre. Det var alt for risika-
belt at opsætte det; han vidste godt, at Drenge
87
kunde ogsaa dø. De, der kom op i Himlen, fik det
saa godt, saa godt. Han havde prøvet at forestille
sig den Glæde, der maatte være; men det vilde ikke
rigtig blive virkeligt for ham. Derimod kunde han
godt forestille sig, hvordan der maatte være i Hel-
vede, for det var jo noget med en Orm, der ikke
dør, og en Ild, der ikke slukkes, og han havde prø-
vet baade at have Orm og at brænde sig paa Kak-
kelovnen, og især det sidste var ikke til at holde ud.
Omsider var man færdig med Forberedelserne.
Far havde den ny, sorte Kasket paa og Egekæp-
pen i Haanden, og Mor havde det fine, brogede
Sjal over Skuldrene. Koen var flyttet, og der var
sørget for, at Grisen kunde tilbringe et Par Timer
uden Næringssorg. Der var over en Fjerdingvej til
Kirken; men det var jo ikke noget at regne i det
gode Vejr. Luften flimrede af Solg dirrede af
Lærkesang, Bierne tumlede i soldrukken Lyksalig-
hed ud og ind af gæstfri Blomsterkalke, og Søren
følte Trang til at springe over Huggeblokken, der
stod uden for Køkkendøren. Men saa fik han plud-
selig et Syn at se, der tog Glansen af hans gode
Søndagshumør, Det høje Kirsebærtræ ved Gavlen
af Naboens Hus stod bugnende fuldt af dejlige
røde Kirsebær, og i Toppen af Træet sad hans Ven
og Kammerat Peter som den lykkelige Indehaver
af al denne Herlighed. Det var en fleraarig Tradi-
88
tion, at Søren skulde være med ved Kirsebærpluk-
Ilingen, og det gik han altsaa Glip af denne Gang.
peters fænomenale Appetit paa Kirsebær var ham
vel bekendt; de Rester, der var tilbage af Kirse-
bærrene, naar Søren kom hjem fra Kirken, vilde
næppe være ret meget bevendt.
Det var altsaa det Offer, Gud krævede af ham;
men saa svært havde han alligevel ikke tænkt sig
det. Det begyndte at dryppe fra Øjnene, og da Sø-
rens Mor saa det og blev klar over Aarsagen, til-
bød hun straks, at han maatte blive hjemme og
hjælpe Peter med Kirsebærrene. Men det Tilbud
kunde han ikke tage imod. Selv om det var godt
ment fra hans Mors Side, følte han dog, at det var
en Fristelse, som han skulde overvinde. Han havde
jo bedt Vorherre, om han i Dag maatte faa at vide,
hvordan han skulde bære sig ad med at blive om-
vendt. Gud havde vist ham det Offer, der skulde
bringes, og nu kunde han ikke svigte Kaldet uden
at ødelægge alt for sig selv. Men sørgeligt var det,
og det var ikke godt at vide, om han fik noget ud
af det i Kirken. Skønt han syntes jo dog, Gud burde
tage Hensyn til det Offer, han havde bragt; det
var vist ikke mange, der ofrede saa meget for at
komme i Kirke. Gud maatte dog vist synes bedre
om ham end om Peter, der nu sad og var saa op-
89
taget af denne Verdens Nydelser, at han slet ikke
tænkte paa at omvende sig.
Lærken kvidrede endnu over Sørens Hoved;
men han hørte det ikke, og han lagde heller ikke
videre Mærke til, hvem hans Far og Mor hilste paa
undervejs. Og da de efter en halv Times Gang stod
paa Kirkegaarden og saa paa den fine Sten paa
Sognefogdens Grav, var hans Ben trætte. Men saa
kom Præsten ind ad Kirkegaardslaagen; han be-
vægede sig langsomt og værdigt i den side Præste-
kjole, og hans blanke Silkehat glinsede i Solen.
Der var et velgørende Præg af Autoritet over ham,
og Søren følte sig styrket i sit Haab om et godt
Udbytte af Gudstjenesten. Saa halede Degnen i
det lange Reb, og Klokken sendte sine tonende
Lydbølger ud over Sognet gennem Taarnets Glam-
huller. Søren og hans Far satte sig i den femte Stol
fra Prædikestolen, og Mor tog Plads mellem Kvin-
derne paa den anden Side af Midtergangen. Saa
præluderede Organisten paa det gamle Orgel med
de mærkelige Udskæringer; det var som en Leg af
bløde Fløjtetoner. Midt paa Orgelet sad der en for-
gyldt Stjerne; den kunde gaa rundt, og saa var
der nogle mystiske Klokker inde i Orgelværket,
der spillede saa fint; men det skete kun paa de
store Højtidsdage. Søren vidste, at Kirken og Or-
gelet var Sognets Stolthed, og han følte sig over-
90
bevist om, at ingen nulevende kunde frembringe
saa mærkelige Ting.
Degnen begyndte paa Indgangsbønnen; men
Søren var i Øjeblikket optaget af at betragte de
gamle, naive allegoriske Billeder, der var malet
paa Dørene til de lukkede Stole. Et af dem fore-
stillede et stort, rødt Hjerte, der blev savet igen-
nem af en Skovsav med skarpe Tænder, og neden
under Billedet stod et lille Vers:
„Saa straffes alle falske Hjerter med saadan
Angst og Ve og Smerte.'
Søren følte en indre Uro ved at betragte dette
Billede, og nu fik han pludselig Samvittighedsnag
over, at han ikke havde fulgt med i Indgangsbøn-
nen; det var vist nødvendigt, hvis man skulde faa
noget ud af Gudstjenesten.
Nu rejste Folk sig, mens Præsten læste Dagens
Evangelium: „Thi jeg siger eder, uden eders Ret-
færdighed overgaar de skriftkloges og Farisæer-
nes, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige.'
Søren lyttede opmærksomt, han var ikke helt klar
over dette Kravs Omfang. Idet de satte sig ned,
fik han Øje paa en Mand med en stor, fremstaaende
Undermund; han lignede akkurat Frederik den
Sjette paa det gamle Billede af de oldenborgske
Konger, der hang hjemme over Dragkisten, Og
der sad Søren Olsen med sit velnærede og glat-
91
barberede Gaardmandsansigt, det var, som man
saa Kong Hans. Og der sad Laust fra Kæret. Der
var noget i hans tunge og arbejdstrætte Blik, der
mindede om Kristian den Anden
Søren havde omtrent gaaet Kongerækken igen-
nem, da han pludselig hørte Præsten sige •
Og
spørger du mig nu, hvorledes faar jeg da denne
Vished om at være et frelst Menneske?' Søren blev
rød i Hovedet og følte sig meget skamfuld. Her
var han kommen i Kirke for at faa at vide, hvor-
dan han skulde blive omvendt, og saa sad han og
hørte slet ikke efter. Han var ikke en Smule bedre
end Peter, som nu sad og gnaskede i Kirsebær-
rene, og der manglede meget i, at hans Retfærdig-
hed overgik de skriftkloges og Farisæernes.
Nu lyttede han ivrigt; men han kunde ikke for-
staa Meningen af Præstens Ord, og en uendelig
dyb Sørgmodighed fyldte hans Sind. Der var vist
ingen Mulighed for at undgaa den udødelige Orm
og den uudslukkelige Ild. Hans Tanker arbejdede
sig ind i et Net af tunge Grublerier, og han syntes,
det var bedre, om han slet ikke havde været til.
Men saa skete der med et noget mærkeligt. Han
vidste ikke, hvor det kom fra; det stod egentlig
ikke i Forbindelse med noget af det, Præsten havde
sagt. Det var, som om en lønlig Dør inde i Sjælen
pludselig var sprungen op af sig selv, og som om
92
han gennem den kunde se lige ind i Himlens Her-
lighed. Han hørte ikke nogen Røst med sit ydre
Øre; men det var, som om en Engel fra Himlen
hviskede det ind i hans Sjæl: „Du skal slet ikke
være ked af det, lille Søren, for du er et Guds Barn,
og der er slet ikke noget at være bange for!' Og
nu følte han sig hjærtenslykkelig. Han hørte ikke
mere af Gudstjenesten, ikke en Gang det Stykke,
Organisten spillede til Udgang, skønt alle Orgelets
Registre var trukne ud. Som i en lykkelig Drøm
gik han tavs ved Fars og Mors Side, til de var
hjemme ved Huset igen. Hans Øjne faldt paa Kirse-
bærtræet, det rødmede endnu af søde Frugter —
Peter havde altsaa dog ikke faaet Bugt med dem
allesammen! Men nu gjorde det for Resten ikke
noget, om de havde været spist. Han var kommen
saa langt bort fra den Stemning, der havde beher-
sket ham om Morgenen, at det næsten føltes som
en Smerte at blive mindet om den.
Alligevel blev han glad, da der om Eftermidda-
gen kom Bud til ham, at Peter ønskede hans As-
sistance. Og da han fik sig anbragt paa en af Træ-
ets frodigste Grene og derfra indledede Operatio-
nerne, forekom det ham, at Kirsebærrene i Aar var
endnu mere søde og velsmagende end nogen Sinde
tidligere.
Da han om Aftenen havde fremsagt den lille
93
Aftenbøn, hans Moder havde lært ham, føjede han
et Par Ord til for egen Regning og takkede Vor-
herre for alt det, han havde oplevet i Dag, især
det forunderlige i Kirken, men ogsaa fordi han
havde faaet Kirsebærrene i Tilgift.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Skowwer af Anton Berntsen (1923) |
Copyright ISCA Software 2023-