Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
TREDIE AKT
Samme Bondestue som i første Akt.
Første Scene.
Mads Knoldgaard ligger i Alkoven. Swott-Mett kommer ind fra For-
stuen paa Strømpesokker.
MADS. Åå, bæjjer et wal, æ et ett Swot-Mett
die komme, hva vil de Mennesk da hie? Di sæje,
te hwoe hun komme, spør di snåe Likk! — Åå!
SWOTT-METT (nærmer sig Alkoven). Do behøwwer
ett å si so ves, Mads, de æ mæ, dæ komme. Ja, en
ka jo nok si,A1udden do æ ve et, do vil nok snåe
skrii å æ Skøssel!
MADS. Åå, ti stell, a æ sykk, a ka ett tool å snakk
mæ dæ!
SWOTT-METT. No æ do nok ett så kjælle, som
den Gong vi wa onng, å do sjowwet mæ æ Pigger
i Pe Krestians Hjøstakk, de wa lii åld de, en kund
væær i Fre få dæ dengong; no hå do nok fåt andt
å tænk o! -— No kommer et an o, hudden do ka
red dæ, næer æ Ræjjnskav ska gjøres op?
MADS. A skylder ingen nued, der æ ingen, dæ
ka læ mæ nued høør.
33
SWOTT-METT. Do hows WOI, hwa do lowwet,
den Daw do bløw komfemieret; æ do no sekker o,
te do hå holdt et?
MADS. A hå holdt et lisså godt som di fliest
SWOTT-METT. De kommer an o, om de ka gjøør
ander.
, et. Hudden wa do ve di føøst Kuen, wa do ett slem
te å brug Mond øwwe hinnd somtie?
MADS. De war a nøj te, hæjsen håd hun hiel
rungenieret mæ, de wa åldtfå gal, såen som hun
ruttet mæ æ Sager. Ve hun wa dø, kund a begynw
å sammel Pææng.
SWOTT-METT. Hudden wa do ve di anden
Kuen, Lisbets Mue, græd hun ett somtie, næer do
kam hjem å håd en Donner o?
MADS. JOW, men hun wa osse åldtfå pylderwon,
de ka ett hjelp å ta sæ Verden så næer.
SWOTT-METT. End Lisbet, di Stidætte, hå do
wan imued hinnd, som do ka fåswåår et?
MADS. Dæsom a ett håd wan klooger end hinnd,
den Stjaavnakk, så håd hun no wan gywt mæ en
sælle fatte Pjalt, dæ kund ha sat æ Goer Vejj for å
læjjen hind Pææng øø. De ska en dawel ett høør
nued få?
SWOTT-METT. Hudden wa ett, do bar dæ ad
engong mæ di gammel Awwtæjtskuen? Do læt
hind skryw under o, te hun ingen Awwtæjt vild
34
ha, de skuld jo ett betyyj nued, hun skuld ha hind
gue Awwtæjt ilywl, de wa kons få, te do kund løøn
no mie i æ Kreditforening, men ve do håd fåt hind
narret te å skryw under, læt do nok liigodt æ Sown
fåsørre hind!
MADS. A wa i en groww Kniiv dengong, å hun
kam ingen Nø te å lii. En æ nøj te å red sæ hud-
den en kan.
SWOTT-METT. Ka do howws, hwa do hå be-
drøwwen i di Onngdoms Daww, Mads? Wa der
ett engong en sælle Piig, do narret?
MADS. De vil a ett høør nued om, de æ så lænng
sien. De er ett nued likk å ryw op i di gammel Sager.
SWOTT-METT. Å hwa æ et få no Kjæltring-
strææge, do hå få mæ Thomas?
MADS. Ti stell! a vil ett høør et Uer om Tho-
mas, de kommer ett dæ ve, do ska go di Vej! Ud
mæ dæ!
SWOTT-METT (ryster Hovedet). Véd do, hwa a
trowe, Mads, a trower ett, do ka red dæ! Wa do
endda såen sindet, te do vild gjør de godt igjen,
do kunnd, men de æ der ingen Tæjn te. Do hå wan
en skidt Knæjt, å do véd WOI, hudden de æ die
hwoe di slemm komme hen. Hwa vil do sæj te å
blyw læjjen o en glowwend Jaanrest, de vil nok
swii slem i æ Skind, næer de begynder å brænd
igjemmel æ Bowser!
35
MADS. Åå, ti stell! Aå, mi Maww!
SWOTT-METT. Å så komme ålld di swott små-
dæwwl mæ dje glowwend Tanger å knivve dæ i di
Tæer å i di Finnger å i di Øre å i di røø Næjjs!
MADS. Åå, læ mæ da væær, a ka ett hold et ud!
SWOTT-METT. Ja no håe do et, som do sjel hå
lawet et. Dæ wa jen, dæ mindt dæ et godt i di onng
Daww, men do ræjjnt ett jen få mie end de Skidt,
do traj o; do skuld jo ha jen mæ en Goer, å do
fæk et osse. No ka do si, om do ka fo æ Goer mæ
dæ!
MADS. Åå, a æ så sykk! Åå — ååja!
SWO TT -METT U(gaar hen til Døren, vender sig imod Mads
igen og siger). Hows no æ glowwend Jaanrest å æ
Jaantanger, Mads Knoldgård!
MADS (stønner af Angst og stirrer efter hende). No goe hun
dawel? Åå, lille Bøen, a tøgges æ Klokk æ gaw-
wen i Ståågi
Anden Scene.
Mads Knoldgaard. Swott-Mett. Lisbet og Thomas kommer ind
fra Køkkenet, Thomas bliver staaende ved Køkkendøren.
LISBET. Hwa æ de, a tøgges æ Booghylld æ
fålden nie? (Til Swott-Mett, som staar ved Døren til Forstuen). Bi
let, do må ett go ino! (Hun gaar hen til Alkoven). Æ do
møj sykk, Mads?
36
MADS (grædefærdig). Er et dæ Lisbet? Hwoe hå do
wan henn? Hie legger en å æ dødsenssykk, å så
æ der ålder et Mennesk te å si atte jen. Hwa rende
do atte?
LISBET (idet hun tager Overtøjet af). A hå wan henn å
ta imued Thomas.
MADS. Henn å ta imued Thomas? Hwa æ de
få no Snak, beholdt æ Polleti ham ett?
LISBET. Næj, Thomas æ fri.
MADS. Jamen håd æ Piig da ett bekjæend, te
de wa ham, dæ —
LISBET. JOW, men no hå hun bekjæend, te de
wa jenle Løwn. Hun håd gor Ræjjning o, te dæ wa
_jen, dæ vild gi hind no Pææng, dæsom hun kund
fo Thomas sat i Fålæjenhjed, men så bløw hun lii-
godt ræj for æ Sag. Hun vild ett sæjj, hvem dæ
skuld fly hind di Pææng, men de fo di hind osse
nok te å bekinnd.
MADS. Næj, de må di ett, de æ Synd å plaww
æ Piig mie mæ de. Men di skuld ha beholdt Tho-
mas, den skidt Knæjt. Hwoe æ han?
THOMAS (træder nærmere). Hie er a, hwes do gjaan
vil si mæ.
MADS. Hwa vil do hie, do ska go di Vej, a ka
ett lii å si dæ!
THOMAS, Lisbet vild ha mæ te å go mej hjem,
men no goer a så igjen.
37
LISBET. Do må ett go ino, Thomas, do ska ett
kje dæ om hans Snak.
THOMAS. JOW, han æ da Mand 'i æ Goer ino,
næer han sæje, a ska go, saa goer a. Den Slaww
er a så won te å høer; de æ snåe mæ et Mennesk
lissom mæ en Hæst, næer æ Stammtawwl ett er i
Orden, så er en ett møj ræjn nowwe Stæjje. De æ
lii åld de, en hå Low å vær te.
LISBET (klapper Thomas paa Kinden). NO Ska do V ær
glad, Thomas, de ska nok blyw godt åldsammel.
(Thomas har under de sidste Repliker staaet og set paa Bøgerne, der lig-
ger paa Gulvet, nu samler han et løst Blad op og læser i det).
LISBET. Hwa er et, do læs?
THOMAS. De er en gammel Viis, de wa sæer
nok, a skuld find den hie, den hå mi Mue endda
sungen få mæ manne Gong. De æ den:
Kjære Moder, hvorfor sover du
paa det haarde Egebord saa længe,
vil du aldrig vaagne mere nu,
o, da græder stedse dine Drenge.
SWOTT-METT (opmærksom). Hwa hjed di Mue?
THOMAS. Hun hjed Inger.
SWOTT-METT. Hwa mie?
THOMAS. Hind fulld Navn wa Inger Marie
Frandsen.
SWOTT-METT (ivrig). wa hun fræ Gammelby?
THOMAS. Ja, såvidt véd, wa hun føj i Gam-
melby.
38
SWOTT-METT. No ka a begynnd å fåsto et. A
tøtt jo nok, dæ wa nued i di Ansegt, dæ wa mæ
så bekjæend. No tænker a næsten, a kund hjelp
dæ å fo di Stammtawwl i Orden, men a er ett sek-
ker o, te do vil takk mæ for et. Prøw å spøer Mads,
om han ka howws Inger Frandsen fræ Gammelby!
(Thomas ser spørgende paa hende. Hun gaar nærmere hen til Alkoven).
Høer do, hwa vi snakker om, Mads; a vild ha Tho-
mas te å spøer dæ, om do ka howws Inger Frand-
sen fræ Gammelby!
MADS (sky), Inger fræ Gammelby! Hwa komme
de Thomas ve?
Tredie Scene.
De forrige. Søren Slint kommer syngende ind fra Forstuen.
SØREN SLINT. Hej komfaldera, Hurra! — Næj,
sikke manne Folk hie æ! Ja, a æ let løste i Daw,
a hå fåt wal manne Dramme, men de ska I ett kje
jer om. Men a vil sæjj jer jen Ting, a er en ærlig
Mand! Næer a hå fåt mi Betalling for et Støk Arrbed,
så vil a osse ha et goer, om så de ska knååg! Mads
Knoldgård ga mæ en Dååler å tow Mark for å go
hen te æ Herredsfowwed å viddn, å så gik a te
æ Herredsfowwed. Lisbet lot mæ innd i æ Kjøkken,
å a måt ud å æ Vinning, men dæ wa ingenting,
dæ kund holld mæ, a vild gjøør mi Plegt.
MADS. Åå, ka I da ett jaw de fulld Mennesk ud!
39
SØREN SLINT. Swott-Mett vild ha mæ te å go
hjem, men a så næj, a er en ærlig Mand, a hå fåt
mi Betalling, å a vil ha mi Ærend fåræt! Å no hår
a wan ve æ Herredsfowwed ! (Han ser sig triumferende om-
kring). I ka trow, a såå ham den rene, klååre Sand-
hjed. A såå et, lissom de wa,'te en Awten a lo i æ
Vejjgroev ve Niels Hansens Mark, kam Motens
Piig å smut om bagve æ Podning, å så kam der
et Kåålfolk å gik om te hind, å a kund høør, te di
snakket sammel, å hun fålangt Pææng a ham, men
om hun fæk nowwe, véd a ett. A véd helder ett,
hwem æ Kåel wa, få de wå hallmørk, å a wa plad-
derfuld; a tøtt de lignet Thomas o æ Snak, men
de ka osse godt væær, de wa Mads Knoldgård,
få ham å Thomas snakker omtrent hiel bestemt lii-
dan. — Å véd I så, hwa æ Herredsfowwed såå!
Han klapped mæ o æ Skålder å såå: Mange Tak
skal De ha, min gode Mand, det var godt!
— Ja
de såå han søørme te mæ!
LISBET (til Mads). No do hå giwwen Søren Pææng
for å viddn imued Thomas, de wa fåresten pæen
a dæ!
MADS. I ka wol si, han æ fuld; æ de nued å
bryd sæ om, hwa han sæje, de æ jo ett andt no
fådrukken Sludder.
SØREN SLINT. De æ den rene, klååre Sandhjed !
A æ så fuld som a ka blyw, a lywwer ett.
40
swOTT-METT (til Mads). Thomas fæk ett å veed,
om do kund howws Inger fræ Gammelby.
MADS. I ska læ mæ væær i Fre! I plawwer æ
LYW a mæ mæ åld jer Snak å Vrøwl. Hwa komme
Inger Thomas ve, han hå jo ålder kjæend Inger i
hans Daww!
SWOTT-METT. Høer do, hwa han sæje, Tho-
mas? Han sæje, do hår ålde kjæend Inger i di
Daww!
THOMAS. JOW, hinnd hår a endda kjæend hiel
godt. A véd, te hun wa jengong den kjønnest å
gjæwest å gladest Piig i æ Sown, men så kam hun
gal astæj, dæ wa en Kåel, dæ lokket hind. Hun
tegget å tryglet ham få, te han skuld gywt sæ mæ
hind, men han sæænd hind et grim Bræw å en
Halhunderdåålersæddel, å så skuld di vær kwit.
Så drow hun te en fremmet Ejn å føjj hind Båen,
å die slow hun sæ igjemmel, så godt hun kund,
lii te hun døø a Tææring i Armued å Sællehjed.
MADS. Åå, Herregud! Åå ti stell, a ka ett tool
å høør et!
THOMAS. Å jen Ting te vil a sæjj; dæsom a
nowwetie træffe de Mennesk, dæ behandlet hind
såen, så —
(Han kan ikke tale for Bevægelse).
41
Fjerde Scene.
De forrige. Tåvve1e-Hans kommer ind fra Forstuen.
TÅVVELE-HANS. No kommer a så mæ æ Bræw.
MADS. De wa ræt, kom hiehen mæ et.
TÅVVELE-HANS. Men hwa æ de, Thomas, æ
do hie? Di såå, æ Polleti håd tawwen dæ, de passe
da så ett!
MADS. Stræev no å kom mæ æ Bræw!
LISBET (standser Tåvvele-Hans). Hwa æ de for et Bræw,
Mads snakker om?
TÅVVELE-HANS. Åå, de er ett andt et gam-
mel Bræw, a hå håd leggen sien Thomasses Mue
døø. Di sæje, dæ stoe nued i et om Thomasses
Fåe, men a véd ett, hwa de æ, a hå lowet Mads,
te han må løøs et.
LISBET. Et Bræw om Thomasses Fåe! De må
do ett gi Mads, læ mæ helder fo de.
MADS. Vil do si, do komme mæ æ Bræw, å de
strags, hæjsen skal a kom atte dæ! (Han rejser sig halvt
op, men synker stønnende tilbage i Sengen). Åå, mi Maww !
LISBET. Do må ett læ ham fo et; dæsom do gie
Mads de Bræw, så blywwe vi tow ett gue Venner!
(Hun viber Tåvvele-Hans i Armen for at holde ham tilbage).
TAVVELE-HANS (holder sig Hovedet med begge Hæn-
der). I ska tii stell, a ka ett sammel mi Tanker, næer
I brugge såen en Mond, —- A vil snåe helst gi dæ
et, Thomas, do hår åldtie wan så flink ve mæ, å
42
do hår ålde slawwen atte mæ mæ æ Pisk, såen
som ham diehenn! Å så æ vi jo da osse Næst-
søskendbøen.
MADS. Dæsom do ondestoe dæ i å gi Thomas
æ Bræw, så skal a fåklaww dæ te æ Bestyyre, å
så ska do blyw såen gjemmeltåsken, te do ålde
ska fåvinnd et!
TÅVVELE-HANS (giver Thomas Brevet). væ så gue!
THOMAS. Tak ska do ha, Hans, (Thomas og Lisbet
læser Brevet).
LISBET. De kam lii tepas. Å de Bræw hå han
gjemt i ålld di manne Oer! — No vild a endda ett
vær i Madses Stæj få møj godt!
MADS. Hwa æ et, I snakker om!
LISBET. Vi snakker om Thomasses Fåe, no véd
vi, hwem de æ.
MADS. li, næj si, da te Lykk mæ et! Så ka en
anden wol å fo å veed, hwa de æ for en Hertug?
A tøgges ingenting I sæje, æ han så sempel, te I
ett ka vær ham bekjæend?
THOMAS. Do ska nok fo å veed, hwem de æ.
Vi snakket få let sien om Inger fræ Gammelby; de
ka væær, do ka ræjjn ud, hwem der æ mi Fåe, næer
a sæje dæ, te Inger wa mi Mue!
MADS. Hwa sæje do, Thomas, wa Inger di Mue?
Åå, de løvve hiel rundt få mæ!
43
SØREN SLINT. Hold dæ te den rene, klååre
Sandhjed, Mads, så ska de søørme —
SWOTT-METT. Hwis-s-s, ti stell, Søren! (Søren
Slint søger i det følgende af og til at snakke med, men Swott-Mett tysser
paa ham).
MADS (hidsigt). I skuld skamm jer, skulld I! Ja a
sæje, I skuld skamm jer! Hie legger en å æ så sykk,
te en ka ett verre få sæ, å så kommer I å øwwe-
snøfler mæ, å skylde mæ få bådde de jenn å de
andt. I ka ett beviis de mindste å, hwa I hå så,
næj ålder en Hak!
THOMAS. A ka nok beviis de, a hå så, dæsom
do da ett vil go fræ di ejen Ondeskrøwt. Hie æ de
Bræw, do sæænd mi Mue.
MADS. Hwa æ de for et Bræw, læ mæ si et!
THOMAS. Næj, de æ ett vaer, do kund træf å ryw
et i Støkker. Men vi ka jo læ æ Herredsfowwed si
et atte, dæsom do ett trowe, de æ rele. A komme
lii fræ ham, a er ett ræj få å kom te ham igjen.
MADS. Åå, lille Thomas, do må ett væær så
hoer ve mæ, a vil ett ha nued mæ æ Polleti å skaf.
A wa ong å ubesinde den Gong, a hå fåtrøt et
mannegong sien. Do må trow, a hår å håd møj
Hoorhjed å trækkes mej, der æ nued te wos ålld-
sammel.
THOMAS. Ja, så læt sleppe do no ett 'fræ et,
Mads! A måt jengong loww mi Mue, te a ålde vild
44
lied atte, hwem dæ wa mi Fåe, men a lowwet osse
mæ sjel, te dæsom a nowwetie skuld træf ham
ilywl, så skuld han sto mæ te Ræjjnskav få åld den
Uræt, mi Mue hå li. No véd a, de æ dæ, Mads, å
no ska do swåår te, hwa do hå goer!
MADS. Åå, lille Thomas, do må ett væær så
hoer! A hår å håd groww undt å et få di Mue, te
de da skuld go hind så sælle, men no skuld de jo
Åå, de æ sæer å tænk o, te de lille
såen væær.
Båen no æ bløwwen såen en kjøn stue Kåel, ja
Tiden rinder hastelig! — Kom hen å sæt dæ ve
mæ, lille Thomas, læ mæ si om do ligner di Mue!
THOMAS. Næj Tak, de ka væær de sååm, a hår
ingen Fåe håed te de hie, å a bjerre mæ osse nok
udden herattedaws. Men no véd do så, hwem de
æ, do hå wan mæj te å puds æ Polleti atte!
Åå lille gue Thomas, do må ett
MADS (grædende).
væær så hoer ve en gammel Mand, vi hår ålldsam-
mel wo Fejjler. A vil gjør et godt igjen, de æ ves,
a vil, do ska fo bådde Lisbet å æ Goer, å I må
gywt jer lii næer I vil. — Men I ska gi mæ en gue
Awwtæjt !
LISBET (gør Tegn til Thomas). Ja hold no let, Mads,
no ska do ett vær åldtfå hjaev o å djel anderes
Sager ud. A vil nok sjel sto for, hwem a ska gyw-
tes mej, å do ska helder ett bryd dæ om å gi mi
Føøgoer hen udden å spøør mæ om et!
45
MADS. Hwa æ et do sæje, din slemm Tøs, vil
do ett gywtes mæ Thomas? Vil do ett ha di Kjær-
rest?
LISBET. Do såå få let sien, te han wa en skidt
Knæjt, å de æ rimele nok, sien do æ Fåe te ham.
De æ helder ett såliig så, te han vil ha mæ; no véd
han jo, te han er en stue Goermands Søn!
MADS (skriger og river sig i Haaret). Åå, a ka ett hold
et ud, I gjø mæ hiel tåvvele! Dæsom I ett holder
op mej å plaww mæ, så drowwner a mæ i æ Kjeeld!
LISBET. li, da fyj få Rakkeren, vil do spring i
æ Kjeeld, de wa en slem Tus å fo i æ Kjeeldspand!
Så øøe do jo æ Wand få wos, a tænker ett engong
æ Kre vil ha et, næer do hå wan i et. —Hwa sæje
do, Thomas, tøgges do, vi skuld gjøør Mads den
Tjennest å ta hwerander?
THOMAS. A véd et snåe ett, dæsom de ett æ få
andt end for å red æ Vand te æ Kre, te do vil ha
mæ, så tøgges a snåe, te a æ kyw å et.
LISBET (ser paa Thomas med et straalende Blik). Åå Tho-
mas! (De omfavner hinanden. Lisbet græder af Bevægelse).
MADS (i Færd med at kravle ud af Sengen). De r æt,
lille Bøen, læ mæ si, I æ gue Venner. No må I ett
vær få hoer ve en gammel Mand, om dæ skulld
væær let, der ett æ hiel rele. A ska nok si å fåbæj-
jer mæ.
46
Femte Scene.
De forrige. Kårre-Stine kommer stærkt forpustet ind ad Døren med sin
Kurv paa Armen.
KÅRRE-STINE. Må a ønsk di onng Folk te
Lykk! I vil nok tænk o mæ, næer æ Gilld ska væær,
a håe såen no godt Bløed-Brø!
LISBET (brister i Latter ved at se Mads paa Gulvet i Underbukser).
li, næj si! Die håe vi jo mi Swigerfåe! Do glemme
dawel ett, te do æ sykk, hudden goer et mæ di
Mawwpiin ?
MADS (tripper henad Gulvet og holder sig paa Maven): Åå
jow, no tøgges a lissom de begynder å linn!
TÅVVELE-HANS (synger).
SØREN.
ALLE.
HANS.
SØREN.
ALLE.
Næer tow hwerander howwer
å vil så gjaan vær Kuen å Mand,
de klogest æ, en klowwer
dem ind i Egtestand.
Få Kjerlighjedens Lowwer
di slukkes ett mæ Wand.
Hej, kom faldera, Hurra!
Di slukkes ett mæ Wand!
Hwa di tow onng hå prøwet,
vil di nok ett så haste glemm;
den jenn skuld ha wan bøwet,
den anden sat i Klemm.
Men no æ di fånøwet,
no skin æ Suel få demm.
Hej, kom faldera, hurra!
No skin æ Suel få demm !
Tæppe.
47
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Skowwer af Anton Berntsen (1923) |
Copyright ISCA Software 2023-