FØRSTE AKT
En gammeldags Bondestue. I Baggrunden en Alkove med Forhæng samt
et Hængeskab og en Halmstol. Ved Væggen tilhøjre et Chatol, over Chatollet
et Portræt med en Krans af Evighedsblomster omkring samt et prentet
Brudevers og et Himmelbrev. Midt paa Væggen tilvenstre et Bornholmerur,
tilvenstre for Uret en Dør ud til Forstuen, tilhøjre for Uret en
Dør ud til Køkkenet. Over Køkkendøren en Hylde med gamle Bøger.
I Forgrunden et Bord, hvorpaa der staar et Ølkrus.
Første Scene.
Mads Knoldgaard ligger og sover i Alkoven, man hører ham snorke
stærkt, af og til klager han sig og mumler i Søvne. Lisbet kommer ind
fra Køkkenet med en Grydeske i Haanden.
LISBET. De ladde te, te æ Mand vil soww æ hiel
Daw, de hå nok wan wal hoer ve ham ve æ Gilld
i Awws. De war å groww, som han hålket i sæ å
æ Flæskstieg, å så sad han å bællet Ponser i sæ
bagatte. De gor ett så fjet te hæhjemm te dawwle,
men de æ åldtie gal, næer han kommer et Stæj,
hwoe han ka fo et for ett, så véd han ingen Mååd.
A ka da ett veed, om han ett vil ha let te hans Onden.
(Hun gaar hen til Alkoven og trækker Forhænget fra). Mads !
Vil do ett op å ha di Onden, de æ Ondendaws?
(Mads rejser sig med Besvær over Ende, gaber, puster, strækker sig og
gnider Øjnene). Vil do ett ha let te di Onden?
8
MADS. Åå, næj, a ka ett eed, a æ så sælle tepas,
der æ såen en Hjeed øwe mæ, å så er et endda, lissom
te a fryjs indvendig. A æ ræj, a hå fåt æ Koold.
Ka do ett gi mæ en Moløwtdram? (Lisbet henter Flaske
og Glas fra Hængeskabet og skænker en Dram til ham, men idet hun rækker
ham den, ser hun til den anden Side og kommer derved til at spilde
paa Dynen). Hudden er et, do stor å drallere mæ æ
Sager, ka do ett si dæ for, do må ett spilld Guds
Gawwer. Gi mæ jen te! (Lisbet giver ham en Dram mere og
sætter Flasken hen igen). Ja do hoor wol, hwa dæ bløw
snakket om i Awws ve æ Gilld?
LISBET (skarpt). A hoor nued å et, men de er ett
nem å fo åldting mej, næer dæ sedder en halhunder
Mennesker å pjævvere i æ Mond o hwerander.
MADS. How how, do behøwwer ett å swåår mæ
så spysk! Men a kinde dæ nok, do høer ålde andt
end de, do vil høør. Di snakket hæjsen om, te de
æ ve å blyw gal mæ Thomas, æ Polleti hå wan ve
ham, å i Daw ska han i Fåhør.
LISBET. Næj si endda, hå han slawwen nowwe
ihjel?
MADS. Do ska ett spott, de ka gjaan blyw hoer
nok ve ham. Do ved wol nok, te Motens Piig hå føj
i Dølsmoel, å no hå hun bekjæend for æ Øwrighjed,
te Thomas æ Fåe te æ Båen, å te han hå råd hind
te å skel en å mæ æ Lyw. No ka do dawel fåsto,
te Thomas er en skidt Knæjt!
9
LISBET. A ka fåsto, te der æ møj Løwn te, å
te der blywwer ett minder, hwoe do komme!
MADS. Hwa sæje do, din slemm Tøs, ska do
skyld di Fåe for å lyww?
LISBET. Do er ett mi Fåe, å håd mi Mue, de
sælle Skind, wan let kloger, så wa do helder ålde
bløwwen mi Stifåe. Men hun wa læt å snak for, å
do hår aldtie wan gue te å sleeg for æ Kvinndfolk.
MADS. Ve do lukk mæ di Mond, Tøs! A véd
ett, hwa de æ for en Onngdom, vi håe no om Stooner.
Sien vi fæk den ny Dejn te æ Sown, æ di onng
bløwwen så hælle, te en ka tæænd et Lyjs ve dem,
å så ka di ett en Gong dje Børnelærdom. Véd do
ett, din slemm Kwind, te dæ stoer i de femt Bud:
Du skal æ-re din Fa-der og din Mo-der, paa det
- at - at du maa længe leve!
LISBET. Dæ stoer ett nued om, te a ska æær
mi Stifåe, å de æ nok hæjsen de fjaar Bud, dæ
lyyje såen. De æ nok dæ, Mads, der ett kan di
Børnelærdom, do kund gjaan ha behow å kom let
i Skuel ve æ ny Dejn.
MADS. Ja, bruug æ Knævver, de ka do! Men
a vil hæjsen læ dæ veed, te a kunnd mi Sager, dengong
a gik te Præst. Å a håe trej Prekensbøgge;
a fejl ett andt, end te a æ få godt laer. —A ka ett
fåsto, te do vil ha mæ den Thomas å gjøør; do
véd da wal, te han er et uegte Båen; tøgges do,
10
de er et passend Parti for en Goormandsdætte?
Di Mue ska dawel ett go den Skam øwe i hind
Graw, te do gywte dæ mæ en Kåel, der æ føj uddenfå
Egtestand? Å hwa vil do sæjj, næer Folk
spøer te di Kjærrestes Familli?
LISBET. A vil sæjj, te hans Familli æ lisså gue
som den, mi Mue kam i, ve hun gywt sæ mæ dæ!
MADS. Hold di Mond, Tøs! Wa et så endda en
skekkele Kåel, men såen en jen, dæ legger i mæ
Kwinndfolk, dæ kwæel dje Bøen. Fy for Rakkeren!
LISBET (heftig). No ska a sæjj dæ jen Ting, Mads!
A véd nok, hwa do snakke få; kund do fo mæ kåvlet
sammel mæ di tykk Søstersøn, så kund do blyw
ve å regier i æ Goer, lissom do gjø no, men de ska
blyw Løwn, de må do sæjj, mæ å Lisbet hå så.
Dæsom den Grøedhøg komme hie jengong te å vil
gjø hans Huesse grønn, så skal a mongel hans Øre
såen, te han ska ett glemm et ostæj!— A kinde
Thomas bæjje end do gjør, å a véd, han æ egte
nok. Æ dæ nowwe, der æ uegte, så må et vær
hans Fåe, få ham hå han ålde kjæend. De er en
stue Synd a dæ, såen som do lywwe om ham!
(Hun sætter sig paa Stolen og græder med Hænderne for Øjnene).
MADS (sledsk). Ja do trowe ham godt, bette Lisbet!
Do hå nok ett sjett, hudden han hå rend å fislet
atte Motens Piig om Awtenen henn o æ Skowvej.
Mon de ett wa Thomas, dæ flyj hind Pææng, dengong
11
hun håd stållen, få te hun kund red sæ for æ
Polleti? Såen no Småtjenester gjø han nok ett for
ingenting, om a kinde ham ræt.
LISBET. Ti stell, Mads, a vil ett høør mie o di
grimm snak! (Hun gaar ud i Køkkenet og slaar Døren haardt i
efter sig).
Anden Scene.
Mads Knoldgaard alene.
MADS. De æ da en bands Tøs te å blyw gal!
Å så vil hun ett trow, hwa et gammel fånuftig
Mennesk sæje te hind. Men bi kons let, mi Piig,
a hå flie Skuure o æ Hwonn, end do håe, å a hå
ringet en Sow faar i Daw. Læ wos no si, næer
Thomas hå wan henn å sed en lille Ti, så ka et
væær, hun kommer o ander Tanker. Hun må vær
slem i Lyst, dæsom de ett ka gjør et ve hind. (Han
lægger sig mageligt til Rette, men farer pludselig sammen). Aw -
mi Maww! Åå, de gjø da så undt lii mæ jet. A må
ves helder si å kom te å soww let, om de ett ka
go øwe.
Tredie Scene.
Mads Knoldgaard. Søren Slint kommer ind fra Forstuen med
Træsko paa.
MADS. Hwis-s-s, go stell, Lisbet er i æ Kjøkken !
(Søren Slint løfter Fødderne og gør et kejtet Forsøg paa at gaa sagte,
men kommer blot til at gøre endnu mere Støj). Æ do ett
kommen astæj ino? Do véd da, æ Påhør begynde Klok
12
tow, å do skuld jo snakk mæ æ Herredsfowwed
faar de begynde. Hwifå æ do ett gawwen?
SØREN SLINT. A æ kyw å, te a hå tawwen mæ
et o.
MADS. Hwa æ de no få no Pjat! Håd do ett
lowet mæ å go, å a håd bådde så dæ, hwa do skuld
sæjj, å lowet dæ di Betalling for et?
SØREN SLINT. De ka godt væær, men a howwer
et liigodt ett. A tænker ett, æ Herredsfowwed
ræjn møj, hwa a sæje.
MADS. Jow de ka do liid o, han gjø, de æ han
nok nøj te. Si no å kom astæj!
SØREN SLINT. A hår åldtie wan en ærlig Mand,
å a hår ingen Lyst te å sæt Thomas i Fålæjenhjed.
De ka jo væær, han æ hiel uskylde.
MADS (tager en Pung frem under Hovedpuden og giver Søren Slint
nogle Penge). Læ wos ålde snak om de; om Thomas
æ skylde helder uskylde, de ska æ Herredsfowwed
find ud å, de hå vi ett mej å gjøør. Vi ska kons gi
ham ålld di Oplysninger, vi kan, de æ liifram wo
Plegt som gue Kristenmennesker. Do ska jo kons
sæjj, hwa sannd æ, te do lo en Awten i æ Vejjgroev
ve Niels Hansens Mark —
SØREN SLINT. Å wa fuld!
MADS. Næj, de ska do ett snak om, de kommer
ett Sa-gen ve; do ka sæjj, te do wa træt å vild hwiil
dæ let. Å så kam Motens Piig å smut om bagve æ
13
Podning, å let atte kam der en Kåel å gik om te
hind, å do kund tyddele si, te de wa Thomas.
SØREN SLINT. A er ett sekker o et, få de wa
hallmørk.
MADS. Jow vest wa et Thomas, de hå do jo
sjel så. Å så hoor do, te di snakket sammel, å te
han flyyj hind no Pææng.
SØREN SLINT. A hoor, te hun fålangt nowwe,
men a véd ett, om hun fæk dem.
MADS. Jow vest så, do ska kons sæjj te æ
Herredsfowwed, som a no hå så. En komme ålde gal
astæj, næer en holde sæ te den rene, klååre Sanndhjed.
(Han giver Søren Slint flere Penge).
SØREN SLINT. Nææj, de æ jo sannd nok. Læ
mæ så kom astæj da, de goe wol nok. Jow, de ska
søørme nok go!
Fjerde Scene.
Søren Slint. Mads Knoldgaard. Lisbet staar bag den halvaabne
Køkkendør og vinker ad Søren Slint.
LISBET. Kom lii hieud, Søren, a håer en Dram
te dæ!
SØREN SLINT (vinker afværgende). Næj, a ska ingen
Dram ha i Daw.
LISBET. Jow vest ska do ha en, a håe skenket
en te dæ!
SØREN SLINT, De æ snåe en Skam, den ett
14
ska drekkes. (Han gaar ud i Køkkenet, og Lisbet lukker Døren. Et
Øjeblik efter buldrer han paa Døren ind til Stuen). Åå, luk op få
mæ, Lisbet hå looset mæ innd i æ Kjøkken! A ka
ett kom ud!
MADS. Åå din Tåsk, hwa vild do dieud atte!
Læ Lisbet luk op få dæ igjen.
SØREN SLINT. Hun æ gawwen, a æ jenn heruud,
å æ Daar æ looset!
MADS. Bi let, no ska a komm å luk dæ ud.
(Han forsøger at faa Benene ud af Sengen). Åå mi Maww, a ka
snåer ett røør mæ få Piin! (Der høres Skridt i Forstuen, og
Mads tager Benene til sig i Sengen). Hwa Skam, hwem
komme no?
Femte Scene.
Mads Knoldgaard. Kårre-Stine kommer ind med sin Hvedebrødskurv
paa Armen.
KÅRRE-STINE. Godaw i æ Stoww! No, de æ
nok ett godt mæ dæ i Daw, Mads; a snakket mæ
Lisbet lii udden æ Goer, å hun vild ha, a skuld go
ind å si te dæ. Hudden håe do et?
MADS. Åå, de æ reen skidt, de æ lissom mi
Maww wa fuld a jenle skarp Knyww. Åå mi Maww!
KÅRRE-STINE. De æ da slem få dæ, Mads, de
æ wolsajt de hie Mawwtraktat! Ja, dæ ka snåe
kom nued o. De æ strenng, næer Woherre legge
wos en Syggen o; en ska jo bæær et mæ
Tålmodighjed, men der æ liigodt nued i wos, dæ krympe
15
wos. De wa slem, en vest et ett, a hå no Meddesine
hjemm fræ dengong mi Bien wa sælle, de kund a
gjaan ha tawwen mej, de kund da væær, de kund
ha giwwen let Forandring. - A vild hæjsen gjaan
ha goer en lille Handel i Daw, men no æ Lisbet
jo ett hjemm, hun håd slætt ett Stoond å snakk mæ
mæ. Hun vild ett sæjj, hwoe hun skuld hen.
MADS. Åå, hun skuld wol et Ærend te æ Høker.
- Åå, mi Maww!
KÅRRE-STINE. A komme lii fræ Wolle Petes,
di snakket om, te di håd sjet Thomas draw å, de
æ jo i Daw, han ska i Fåhør.
MADS. Ja, han er en skidt Knæjt!
KÅRRE-STINE. Di mindt, te æ Polleti beholdt
ham nok mæ de sååm, di troww ett, han kund red
sæ fræ et. Wolle Peter såå, te demm, der æ
kommen a skidt Folk, ka en ett vindt no godt å.
MADS. De wa ræt, de ka a lii å høør, Wolle
Peter æ en fåstande Mand.
KÅRRE-STINE. De æ strenng å tænk o, te et
Mennesk, dæ hå gawwen i Skuel å hå fåt en gue
Læærdom, ka gjøør såen no Gjanninger. Den Slaw
Folk ka en ett ha møj Sympattesi få. Men dæsom
han no ett vil bekinnd, så ka di wol ett gjøør ham
nued?
MADS. De skal han, di må ett læ ham go, inden
han hå bekjæend,
16
KARRE-STINE. A tøgges, a ka høør nowwe i
æ Kjøkken, mon Lisbet skuld vær kommen igjen?
MADS. Næj, de æ ves ett andt end æ Kat, do
ka høør.
KÅRRE-STINE. Da gjø den Kat da en fååle
Bannis. A vil lii linn æ Daer å si atte, te den ett
rie nued nie. (Hun gaar hen og tager i Køkkendøren, men den er
laaset). Næj si, æ Kjøkkendaer æ looset, plejjer en
da å væær de såen tedaws?
MADS. Åå, Lisbet hå wol vrejen æ Løgl om,
ve hun gik, de gjø hun somtie.
KÅRRE-STINE. En høer om møj Sællehjed,
næer en såen kommer omkring te Folk. Di sæje,
Jeppes Kuen æ så rinng, hun hå jo wan så sælle,
sien den Daw æ Tårren slow nie ve dem; di sæje,
hun hå fåt en Nærvekok. - Men a skuld nok te å
lest å igjen. Do vil wol ett gjøør en lille Handel,
Mads, a håe såen no gue Femøreskagger; æ Pææng
ka do fly mæ en anden Daw?
MADS. Næj, a hår ingen Pææng te Narrestrææger.
De æ wol no gammel muule nued, do rende
mej, de plejjer et å væær.
KÅRRE-STINE. Næj, de æ ett udden tow Daww
gammel. Men no goer a så igen. — A wa hæjsen
osse lii innd ve Iwes, men die wa di no så sekker
o, te Thomas wa uskylde, å te han skuld nok red
sæ.
17
MADS. Sikke da no dom Snak, hwa kinde di te
de? Do er ett swåe klog, te do vil rennd mæ såen
no Sladder. A sæje, Thomas er en skidt Knæjt. -
Åå, mi Maww!
KÅRRE-STINE. Di såå, te en ska ett åldtie trow
de vææst om Folk; dæ stoer i æ Katekesmes, te
en ska opta åldting i den bææst Mjening.
MADS. A vil ett høør o såen no tåvvele Snak.
A gjentåer et igjen: Thomas er en skidt Knæjt!
KÅRRE-STINE. Ja, no vil a så sæj dæ Fåwal å
gue Fåbæjring. Pas godt o di Maww, Mads, a æ
ræj, de er en slem Syggen, do hå fåt, de kund snåe
liggn atte Tarrmslyng; de wa de, Mathises Hæst
døø å. (Idet hun gaar ud af Døren). Den Fjettmekkel !
Sjette Scene.
Mads Knoldgaard alene.
MADS. Åå, da wa et da godt, en bløw hind ledde.
No må a op å hjelp Søren ud, hæjsen komme han
fåsilde te æ Herredsfowwed. (Der høres et Brag og Klirren
af Glas ude fra Køkkenet). Så, no slo de Spøøgels mæ æ
Vinninger i Støkke! Åå, de æ da no strenng Mennesker,
en hå mej å gjøør! — Åå, mi Maww!
18
Syvende Scene.
Mads Knoldgaard. Tåvvele-Hans skramler med Træskoene i Forstuen,
kommer slentrende ind med Huen paa og lader Døren staa aaben
efter sig. Han klør sig i Nakken og gør allehaande Grimasser.
MADS (arrigt). Luk æ Daer atte dæ!
TÅVVELE-HANS (lukker Døren). Godaw, skuld en
wol sæjj!
MADS. Hwa vil do mæ, Hans, a æ sykk, a ka
ett snakk mæ dæ i Daw.
TÅVVELE-HANS. De wa sæer nok, a ha nylle
snakket mæ Lisbet, å hun såå, te a kund så frit go
herind i Daw, få da kund a træf dæ hjemm. De æ
da så rawwgal mej å træf Folk hjemm; i Gue
snakket a mæ Thomas, da gik han å plowwet, men i
Daw æ han henn, di sæje, æ Polleti hå tawwen
ham. Håd a no bæjjen te i Muen, så ka et væær,
do håd osse wan henn.
MADS. Do ska go di Vej, Hans, a ka ett tool å
høør o di Snak.
TÅVVELE-HANS. A komme te å ha snakket
mæ dæ om æ Fattegorsbestyyre, han blywwe så
konstig, te en ka ett væær ve ham. Han vil fåbyyj
mæ å synng om Natten!
MADS. Ja hwa ska de osse te mæ de Synngen?
Ka do ett synng om Dawwen å soww om Natten
lissom ande Folk?
TÅVVELE-HANS. Næj, næer de komme øwe
19
mæ, te a ska synng, så skal a synng, anden så de
æ Nat helder Daw. De wa en anden Sag, dæsom
di vild læ jen obberier, såen te a kund fo de
tawwen ud a mi Howed, der æ fåkjert, men æ Bestyyre
sæje, te æ Sown vil ett koost hunder Kroner o
de gammel Howed, å så æ der ett andt få, end te
di må læ mæ synng. Æ Bestyyre ynder et ett, de
er endda såen no kjønn Visse a synger. A vil godt
synng jen få dæ, så ka do sjel høør.
MADS. Go no, Hans, a æ sykk, a ka ett tool å
høør o dæ.
TÅVVELE-HANS (synger):
Åå hør I Småpigger, hwi er I så milld?
A troww jer få godt, diefå gik et mæ illd,
mi Howed bløw sykk, å mi Tanker bløw villd.
Åå sæj mæ do Dogter mæ Plaster å Knyw,
do hjelpe så manne Folk å mæ æ Lyw,
ka do ett hjelp en Kåel, der a Verden æ kyw?
Åå sæj mæ do Sneker mæ Saww å mæ Hæwl,
mi Lommer æ toom, å mi Skjott er en Træwl,
hwa kooster en Kjest te så fatte en Dæwl?
Åå sæj mæ do Præst, hwoe lander mi Åend,
mon ett nok Wohæær vil ta jen ve æ Håend,
dæ sørret så lænng, te han mest si Fåståend?
MADS. No ska do go Hans! Ud mæ dæ!
TÅVVELE-HANS. A véd godt, di kålde mæ
Tåvvele-Hans, men dæ ska osse vær Ræt få
tåvvele Folk. Di kund ha læt mæ fo den mi Sind wa
20
te i mi Onngdoms Daww, så wa a ålde bløwwen
såen en Stakkel. Die wa et, a fæk mi Skåå. A ka
lisså tyddele howws den Daw, di kjor te æ Kjerk
mæ Boel-Mari, hun skuld gywtes mæ Søll-Terkel,
å a stod ve mi Håsbonds Låå å so æ Bruudskåår
drow fåbi. De wa føst lissom dæ gik en swot Sky
få mi Ywn, men så bløw a så øwwestild glad lii
mæ jet, te a gik bagatter æ Bruudskåår å sang
igjemmel æ By. Så wa et, di kam atte mæ å såå,
te de mått a ett. Ka do howws, Mads, te do slow
atte mæ mæ æ Pisk? De skuld do jo no ett ha goer,
såen nued ska de jenn Mennesk ålde gjø ve de
andt. Den Daw bløw a den lille, men dæ ka komm
den Daw, te do æ den lille, å så er et ett råe å ha
såen nued å howws o.
MADS. Hoor do ett, a såå, do skuld go? Vil do
si, do ka kom astæj ud! — Åå, mi Maww!
TÅVVELE-HANS. De æ den støøst synd, der
æ te, å skell tow Mennesker ad, dæ hå Guehjed
få hwerander; der æ så ussel let Guehjed i Verden,
en ska pas lisså nøww o, te der ett go nued te
Spilld. - Di sæje, te Lisbet å Thomas æ gue Venner,
dæsom de æ sannd, må do læ dem kom
sammel, hæjsen ka dæ skie en Sællehjed. Der æ
tåvvele Folk nok i æ Sown.
MADS. Ti stell, a vil ett høør et Uer om Thomas,
de kommer ett dæ ve!
21
TÅVVELE-HANS. De ka væær, do véd ett, te
mæ å Thomas er i Familli, vi æ da Næstsøskendbøen.
A kjæænd osse Thomasses Mue, hinnd hå
do wol ålder kjæend?
MADS. Næj, den Slaw Folk hår a ett mej å gjøør.
De wa bæjje, om do kund ha så mæ, hwem der æ
Thomasses Fåe, de ka en ålde fo å veed.
TÅVVELE-HANS. A véd ett, hwem de æ, få
de vild hun ålde ha snakket om. Dæ wa nowwe,
dæ mindt, te han sad i Håssens Togthuws, å te de
wa diefå, hun ett vild sæjj et, men a véd ett, om de
passe. - Men no må a helder go, no håer a så et
te dæ om æ Bestyyre, de wa de, a gik atte.
MADS. Hwa sæje do, Hans, skuld Thomasses
Fåe sed i Håssens Togthuws? Næj, bi let, do må
ett go ino. Fåtæel mæ, hwa do véd om et!
TÅVVELE-HANS. A véd ingenting, men de ka
godt væær, en kund fo nued å veed. A fæk no
Sager atte Thomasses Mue, å die wa dæ kommen et
gammel Bræw imelld, å a trowe nok, te de stoe
nued i de Bræw om Thomasses Fåe, men a véd
ingen Relehjed o et, for a ka ett løøs et. A wa hæjsen
hiel gue te å læær, ve a gik i Skuel, men di
stue Bogstawwe kund a ålde regti kom atte, di wa
mæ no hoor Kanallier, de wa især så gal mæ di
stue M-er.
MADS. Åå, lille Hans, løv lii hjem å hint de
22
Bræw, a vild da så gjaan si et! A ska nok gjøør
dæ en Tjennest for et, a ska snakk mæ æ Bestyyre
å sæj te ham, te han ska vær gue ve dæ. Do véd
dawel, hwor æ Bræw æ?
TÅVVELE-HANS. Jow, de véd a hiel bestemt,
få de legge indeni en Bog, å den hår a osse fåt
atte Thomasses Mue. De æ den jennest Bog, a håe,
å den hår a endda håd møj godt å. A ka ålde løøs
et Uer i en, men der æ såen nå kjønn Belleder i
en, å demm ka a fåsto.
MADS. Åå, hint no lii de Bræw!
TÅVVELE-HANS. Æ Bog kåldes Menneskets
Hjærtespejl, å de æ tejnet å i en lisså tyddele,
hwodan enhwæ Menneskes Hjatt sir ud indeni. Æ
Bestyyres Hjatt æ der osse, de si grim ud, men dett
æ ålde møj kjønner.
MADS. Åå, lille Hans, hint no lii de Bræw, såen
a ka fo et å si!
TÅVVELE-HANS. Do vil dawel ett gjøør Thomas
no Skåå mæ et? A æ så kyw å, te di sæje, æ
Polleti hå tawwen ham. Mon en ett helder skuld
fly ham et?
MADS. Åk næj, lille Hans, gjør endda ett de,
så blywe han så kyw å et. De ka væær, a ka red
ham for æ Polleti, næer a foer æ Bræw.
TÅVVELE-HANS (klør sig i Nakken). Ja håd do no
ett slawwen mæ mæ æ Pisk dengong, så kund en
23
jo sajt ha goer dæ såen en Tjennest, men no tøg-
ges a snåer ett, a ka sto ve et.
MADS. Åå, de ska do ålder ræjjn, de war a
Wonnwåår, a kam te å slo te dæ. Læ mæ no si,
do hinter æ Bræw!
TÅVVELE-HANS (ser paa Boghylden over Køkkendøren).
Sikke nowwe tykk Bøgge die stoe, de æ ves Læærdoms
Bøgge. Hwem der endda håd Howed te å
løøs i såen nowwe, men de er ett en anden jen
beskekket, de æ så sæer uvissele fådield. Mon der
osse æ Belleder i demm? (Han forsøger at tage en Bog ned
fra Hylden, men river flere Bøger ned, så de falder paa Gulvet).
MADS. Hwa æ et do gjø, dit tåvvele Mennesk?
Vil do blyww fræ mi Prekensbøgge!
TÅVVELE-HANS. Puu, hwo di støwwe, di hå
nok ett wan nie lii få nylle. Die kam a hæjsen lii
lawwele.
MADS. Dæsom do no ett go hjem å hinter æ
Bræw, så skal a klaww øwwe dæ te æ Bestyyre, å
så ka do liid o, te do ska fo gjor ve!
TÅVVELE-HANS. No goer a, a ska lii sæt æ
Bøgger op igjen. (Han forsøger at sætte Bøgerne op igen, men
river Hylden løs, saa den styrter ned paa Gulvet med alle Bøgerne. Han
flygter ud af Døren, Mads rejser sig halvt op og truer efter ham).
MADS (synker stønnende tilbage i Sengen). Åå, mi Maww!
Tæppe.
24
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Skowwer af Anton Berntsen (1923) |
Copyright ISCA Software 2023-