Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!
EN MAND blev syg, og trods lægens latin
blev hans helbred fuldstændig spolert;
dog fik han den rigtige medicin,
det var sygdommen, der var forkert.
MENNESKER kan ikke alt, hvad de vil,
og det er godt nok det samme;
mange har villet slå tiden ihjel,
men ingen fik held til at ramme.
MIN stræben bærer kun sjældent frugt,
der helt er formålet værdig,
men den dag, jeg selv finder værket smukt,
da er jeg sandsynligvis færdig.
SOM yngling så jeg med hungrigt blik
på bagerens duftende kager;
som ældre lidt bedre råd jeg fik,
men nu synes jeg ikke, de smager.
9
MED tænkeevne er mennesket skabt,
og dog kan det synes til tider,
at evnen til at tænke er tabt,
eller også, at folk ikke gider.
AF PENGE fik omtrent hver mand
for lidt I— af ære ligeså,
men ingen fik for lidt forstand.
Forstanden klager ingen på.
AT GÅ med en høj cylinderhat,
den mode synes mig dum,
med mindre man sig det mål har sat
at forlænge det tomme rum.
EN KARTOFFEL kan spises
adskillige gange,
når den lægges i jorden
og bliver til mange.
HVOR kroppens trivsel ta'r overhånd,
har åndens liv kun en ringe chance;
lidt mindre kød og lidt mere ånd,
det giver en nok så god balance.
10
SELSKABET keder sig, sidder så stille,
man gaber i smug, finder aftenen lang,
men så begynder en dame at spille,
og straks kommer snakketøjet i gang.
MAN har ikke ondt af, hvad ej man ser,
ja, sådan lyder jo snakken,
og dog har intet generet mig mer
end en ondskabsfuld byld i nakken.
OM UENIGHEDEN end er så stor,
at den huslige fred slår en revne,
så har dog et veldækket middagsbord
en forunderlig samlende evne.
NÅR kvinderne til et valg bliver kaldt,
de stemmer som oftest på mænd,
men bliver der så ingen kvinder valgt,
får de mandlige vælgere skænd.
EN INDBRUDSTYV bør behandles manerlig,
for fagfolk har politiet respekt,
men dersom en skikkelig borger forser sig,
så får han en bøde den frække knægt.
11
DER er overalt en duft af tobak,
der ryges ivrigt af mand og af kvinde,
Vi ikke-rygere sukker: Ak,
skal farisæismen nu rent forsvinde!
DEN rige spiser godt og drikker tæt,
den fattige er næppe hver dag mæt;
med tiden dog sit kvantum mad han får,
han lever nemlig mange flere år.
EEN åd sig ihjel, og tårerne flød
af sorg ved den ædle borgers død.
Een drak sig ihjel, og høj og lav
gik foragtelig udenom drankerens grav.
VED flittig brug af gaffel og kniv
har mangen en mand forkortet sit liv.
Ved faste sparer man mange penge
og opnår desuden at leve længe.
EN FJENDE bør vindes på ædel vis:
sank gloende kul på hans ho'de!
Men med nutidens høje brændselspris
er det dog en lidt kostbar metode.
12
MED en ringe konto i livets bank
kan man dog vare glad og fornøjet;
når bare sjælen holder sig rank,
gør det intet, at ryggen er bøjet.
GUDS engle til hvert et hus finder vej
trods låsede døre og vindues-tætning;
man mener, det kommer af, at de ej
har sluttet sig til nogen kirkelig retning.
13
FOR menneskesønnen, der signed de små
prædikanten vel tager sin tørn,
men når han med jernbanen rejse må,
han undgår kupeer med børn.
MAN prædiker med nidkærhed og kunst,
men undrer sig over, at der dog intet sker,
de gode ord synes talt omsonst,
den bedste prædiken er den, man ser.
MAN kan godt være nærig, fedtet og sur,
og endda være højt estimeret,
men trodser man retningens diktatur,
er ens rygte som kristen spoleret.
DET hænder, at den, der blev ekskluderet
af menigheden, dog er Guds ven,
og at den, hvis tro var mest patenteret,
en skønne dag må tro om igen.
MAN lytter til bodsprædikantens ord
og går hjem med tak for det gode møde,
for så ved et veldækket kaffebord
at lægge sin næstes rygte øde.
14
NÅR sladderbækkens vande stiger,
er næstens rygte snart spolert;
giv nøje agt på, hvad man siger,
og stol på, det er skrupforkert.
NÅR unge folk vil giftes, skal de skoses,
man fatter ej, at nogen af dem gider.
Når gamle folk er døde, skal de roses,
så får man da en smule ros omsider.
MED godhedens sejre går det så småt,
at fremgangen næppe kan kendes;
er det sandhed, at ondt kan vendes til godt,
hvor trænger vi da til at vendes!
AT DRUKNE gamle Adam er så svært,
man styrter nødig gamle dynastier;
dog på en måde har vi kunsten lært:
vi drukner ham i lutter teorier.
AT ELSKE sin næste sent man lærer,
det bud vil man helst liste udenom,
men sladre om hans private affærer,
det kan man — er hjernen end nok så tom.
15
HVAD andre har tænkt og sagt og gjort,
det kommer mig lidet ved;
det er egne fejltrin i småt og stort,
der røver mit hjertes fred.
JEG handled forkert og følte mig dum,
det ærgred mig umanerligt;
at aldrig det skete kan gøres om,
det er dog i grunden kreperligt.
NÅR en røver har fået sit bytte,
han som regel er fredelig stemt,
så siger han: Hvad kan det nytte
at slås — lad nu det være glemt!
MAN ønsker at leve livet let,
har freden så inderlig kær;
at kæmpe for sandhed, frihed og ret,
det volder et grusomt besvær.
DET er bedre at lide et nederlag
i kampen for sandhed og ret,
end at vinde en strålende sejr i et slag
for en sag, der er vitterlig slet.
16
PÅ KAMPLYSTEN bør man vel holde styr
længst muligt på hæderlig vis;
men freden bliver dog altfor dyr,
hvor sandheden gives til pris.
DE LIVSGODER, der er noget værd,
man vistnok sjældent får som foræring;
men at skaffe sig dem ved bomber og sværd,
det er åndens totale falliterklæring.
KAST altid på tvivlsomme midler vrag,
hvis ikke du dyrt vil bøde;
ved slette midler den bedste sag
kan lægges uhjælpeligt øde.
HVAD den enkelte mand ville rødme ved,
kan en sammenslutning præstere;
samvittigheden slumrer i fred,
når et ansvar fordeles på flere.
TIL massens vurdering og mængdens smag
man aldrig sin lid tør fæste;
man hylder en stormand den ene dag
og piber ham ud den næste.
17
TYRANNEN roser sig af sin kløgt,
men handler dog tit som en tåbe;
derfor har den, der blev undertrykt,
bestandig lov til at håbe.
DET er uklogt at slå sin fjende ihjel,
fra en levende mand kan man flygte,
men den døde driver usynligt sit spil,
og ham har man grund til at frygte.
PÅ DYREVENLIGHED man ej bør spare,
jeg klapper hver en hund, jeg går forbi;
hvis jeg en dag blandt fjender er i fare,
vil byens hunde tage mit parti.
DEN mand, der aldrig gløder af harm,
hvor retten blev trådt under fod,
han bliver ej heller om hjertet varm
ved synet af heltens mod.
AF SVEGEN tillid rinder tidens nød,
hvorunder du og jeg og alle lider;
den mand, der aldrig ord og løfter brød,
han baner vej for ny og bedre tider.
18
EN FLYVER brummer — man løfter sit blik
og ser med forundring, at himlen er blå!
Vi kævles hernede om døgnpolitik,
og himlen agter vi sjældent på.
JEG læser daglig aviser og rystes:
hvor driver det onde dog frækt sit spil!
Jeg færdes daglig blandt folk, og jeg trØstes:
endnu er der gode mennesker til!
LIVET skifter med hverdag og fest,
en sum af flygtende øjeblikke;
kun hos de få er lykken gæst,
og de, der huser den, véd det ikke.
OM ALDRIG det store lod du vandt
i livslykkens lotteri,
så trøst dig ved de småblomster, du fandt
langs livets knudrede sti.
NÅR sorger formørker et menneskes ånd,
og uvejret flænger hans sejl,
da griber han efter en frelsende hånd,
men ve den, der da griber fejl!
19
AT SMILE tappert trods trange kär,
den kunst kan i livet læres.
Lykken er ikke den skæbne, vi får,
men sindet, hvormed den bæres.
EN MODSTANDERS grovheder i en debat
bør aldrig forstyrre din ro;
man venter ej kammermusik af en kat
eller havfruesang af en ko.
DE HENFARNE tider mig rinder i hu,
jeg ser på et billed og hvisker et navn;
et årelangt, sødmefyldt, livsmættet nu
jeg mindes og skælver af længsel og savn.
20
BAG eventyrets tjørnehæk
kan barnlig kløgt sig gemme;
er melodien blevet væk,
lyt da til barnets stemme!
MAN søger at være sin lykkes smed,
men når man får ild på sin esse,
er lykken at finde et andet sted,
den skifter så tit adresse.
EN FORSKER skal ane, hvad ingen véd,
en digter skal tolke, hvad ingen kan sige,
en statsmand skal skabe retfærd og fred
i en verden, der hærges af blodige krige.
21
OM SINDET er stemt til glædesfest,
eller sorg og vemod er sjælens gæst
er mindre vigtigt, blot strengen røres
så kraftigt, at hjerteklangen høres.
SÆT lås og lukke for din mund,
når sindet er forstemt;
der kommer nok en solskinsstund,
hvor ærgrelsen er glemt.
MAN kan sagtens være trøstig,
når man ingen kvaler lider;
ære ved at være lystig
er der kun i trange tider.
EN HYGGEAFTEN blandt gode venner,
med munter tale og harmløs skæmt,
er den bedste rekreation, jeg kender,
når foden er træt og sindet forstemt.
TRO ej, at hver mørkladen sky
skal tydes som et uvejrstegn;
måske vil skyen blot forny
din agers grøde med sin regn.
22
HVEM evner vel at ånde trygt og let,
når glædens bedste kilder os har svigtet;
vær lykkelig trods alt — ej som en ret,
men til et kald, hvortil du er forpligtet.
DEN sorg, der er stilfuldt uniformeret
i sørgeklæder, er ofte kort;
den dybe sorg græder, når ingen ser det,
og gemmer sig ubemærket bort.
DET sker, at man skjuler sin bitreste ve
bag en maske, forsoren og kåd;
det hænder, at man må skæmte og le
for ikke at briste i gråd.
HVER morgenstund jeg åbner min dør
for en kær og højagtet gæst;
en dag, der aldrig har været før,
mig kalder til livets fest.
NÅR hverdagens kævl dig berøver dit mod,
og humøret til nulpunktet dratter,
da er ingen patentmedicin så god
som en sund og befriende latter.
23
OPBYGGELIGHED på samlebånd
kan laves ved hjælp af rutine;
men een ting er en skabende ånd,
noget andet en velsmurt maskine.
DEN prædikant, der intet véd,
har tit den allerstørste chance;
jo tykkere uvidenhed,
des mere selvglad suffisance.
DØM ej for strengt den tykke mand,
som under talen ses at nikke;
den vågne muligt synde kan,
men den, der sover, synder ikke.
ER MAN syg og ilde tilmode,
så er sengen det bedste, jeg véd;
for rigtig at komme på fode
man stundom må lægge sig ned.
MANGE år jeg nu har levet,
tog i livets strid min tørn,
men jo ældre jeg er blevet,
desto mer jeg elsker børn.
24
FORGÆVES man bejler til musernes gunst,
hvis de medfødte evner svigter;
det er bedre at sy et par bukser med kunst,
end at være en kedelig digter.
TEOLOGEN sit kaldsbrev i lommen kan stikke
og er nu til præstegerning parat;
om han har noget budskab, véd man vel ikke,
men han har da i hvert fald et pænt ornat.
TRO aldrig, at du er af Gud forglemt,
fordi du af sygdom knuges;
måske er for dig en gerning bestemt,
hvortil kun en syg mand kan bruges.
HV0R viljen til livet kækt sig ranker,
kan livet bevares trods sygdom og sår;
en mand kan bestå af lutter skavanker
og leve trods alt i hundrede år.
JO MINDRE man agter på orden og tugt,
des mer er man selvglad og kry;
en samvittighed, der aldrig er brugt,
er vel faktisk så god som ny.
25
SYGDOM og sorger kan slide stygt
på sindet og volde os ve;
mest dog slider unødig frygt
for trængsler, vi aldrig skal se.
EJ SÆRT, at mangen træt og fredløs mand
mismodigt vandrer kirkens dør forbi,
thi alt i nogen afstand hører han
derinde fra et heftigt skænderi.
DEN mand, der skimter målet hist,
hvem hjertets længsel fremad tvinger,
ham går det som en kæk cyklist:
jo mere fart, des mindre slinger!
VI FØDES til et liv, vi ej forstår,
af storm og hav omtumles vildt vor båd;
dog sker det, at en dag vort mål vi når.
Så god er Gud! Så mægtigt er hans råd!
OM NATTESØVNEN flygter fra dit øje,
og du er ængstelig, forpint og mat,
da glem ej, at din Fader i det høje
har træffetid ved både dag og nat.
26
GØR ensomheden til din gode ven,
og lad dens fred din indre modning tjene;
da kommer ej som fjende den igen,
når du en dag i stuen sidder ene.
ENHVER, der mildt tog et barn i favn,
har gjort en gerning til slægtens gavn,
og den har aldrig forgæves levet,
hvis navn i et barnehjerte blev skrevet.
ET UØNSKET barn går til livet ind
med et åg, der er tungt at bære;
det kan hvile så tungt på et barnesind,
at det ikke har ret til at vare.
JEG elsker barnet. Det har muligheder,
der nu forlængst for mig er gået tabt.
For alle børn på jord en bøn jeg beder:
Giv dem den lykke, hvortil de er skabt!
EN MODER sit barn ville føje og glæde
og spare for tårer det barnlige sind,
men de tårer, barnet slap for at græde,
drog senere furer på moderens kind.
27
DET følsomme sind som et blødende sår
ved ublid berøring sig ømmer,
men bytte med den, der er tykhudehård,
nej, derom dog aldrig man drømmer!
JO TUNGERE læs, des dybere spor
af vognhjul i vejen man finder;
fra tider, hvor hjertesorgen var stor,
man gemmer de dyreste minder.
MISUND ej nogen hans bedre lykke,
om du vil være i sandhed vis;
i klarest sol er der dybest skygge,
alt skal betales, alt har sin pris.
VÆR aldrig for rask til at slippe en ven,
hvis røst har en revsende klang;
det er bedre at høre den vises skænd
end at lytte til dårers sang.
FATTIG er den, der har mistet sin ven,
det sker, at et hjerte af sorg må briste;
men fattigst af alle er dog den,
der ikke har nogen ven at miste.
28
DE UNGE vil reformere
vor gamle, skaldede klode;
vi gamle må resignere
og håbe på sejr for det gode.
DER er mennesker, som man kan tale med
i timevis uden at trættes;
hos andre gaber man kæben af led,
mens nyhedsstoffet berettes.
29
FATTIGT og goldt er den mands liv,
som til ingen sin lid tør fæste;
bedre at være en smule naiv
og at tro om alle det bedste.
DEN unge drømmer om store bedrifter
som verden skal gøres lyksalig med;
som ældre til lavere gear man skifter,
kan man nu blot undgå at gøre fortræd!
AF BARN ETS mange muligheder
kun få er i behold tilsidst;
man kom til verden som grosserer,
men går herfra som detaillist.
HVOR mand og hustru kævles og kives,
kan kærlighedslykken snart fordrives.
I tossede mennesker, brug dog forstanden
og tak Gud for hver dag, I har hinanden.
VOGT dig for øjne, der aldrig har grædt,
for hjerter, der aldrig har bævet;
vogt dig for læber, der altid har ret,
der aldrig har tryglet, kun krævet.
30
AT SMILE til den, der har stødt mig på ærmet,
det får jeg vel efterhånden lært,
men at tilgive den, jeg selv har fornærmet,
det falder mig stundom mere svært.
HVOR man er elskværdig fra oven ned,
jeg snart bliver træt af legen;
det værste ved andres forfængelighed
er just, at den sårer min egen.
HVOR evnen til selvvurdering slår klik,
gør mangen mand sig til nar,
at rose sig af sin selvkritik
er at røbe, man ingen har.
SKUFFELSER kommer fra mangen kant,
man skuffes ved vinter og sommer;
til skuffelser bliver man snart så vant,
at man skuffes, hvié ingen der kommer.
AT NOGLE er kloge, og andre er dumme,
derom man aldrig i strid kan komme;
men hvem der er klog, og hvem der er dum,
det er der delte meninger om.
31
AT DEN æresyge tit gør sig til nar,
den sag kan med lethed forklares;
jo mindre værdighed manden har,
des mere må den forsvares.
DEN intelligente med al sin forstand
er hjælpeløs blandt de stupide;
de ser i ham blot en underlig mand,
der nærmest er lidt til en side.
VI SKJULER bag kunstlethed og manér
det væsen, hvormed vi blev skabt;
engang imellem et glimt vi ser
af det, der desværre gik tabt.
SÆRPRÆG er godt, hvis det blot er natur,
en medfødt gave fra livets skaber,
men oftest en hæslig karikatur,
hvor andres særpræg man efteraber.
DET sker, at man får en god idé,
og at andre fører den ud i livet;
så kan det være lidt svært at se,
at andre får æren og lønnen givet.
MED sure miner vor mad vi nyder,
når middagen ej er efter vor smag;
der kan komme en tid, hvor spørgsmålet lyder:
Mon vi kan få middagsmad i dag?
ET MØDE blev hindret af snefog og blæst,
var det ikke godt nok? Jeg tror det!
Hvad skal vi med foredragsholder og præst,
når skaberen selv tager ordet!
GANG efter gang er det sket i mit liv,
at jeg for mig selv blev bange;
jeg så, at jeg var utrolig naiv,
— men det er vel for resten så mange.
MAN priser jubilaren for hans dåd,
for alt, hvad han har evnet og formået;
selv har han i sit sind en lønlig gråd
ved tanken om de mål, der ej blev nået.
MIT forfatterskab volder en kritiker kval,
der er navnlig eet, han er ked af:
at jeg ikke vil op på den piedestal,
han så gerne vil hjælpe mig ned af.
33
KRIGEN har vist os mangt et syn,
der var grufuldt og vederstyggeligt;
et natligt uvejr med torden og lyn
nu synes os ligefrem hyggeligt.
TIL cirkusteltet man haster afsted,
her samler nu små og store sig;
at klovnen har sorg, kommer ingen ved,
han skal gøgle, så folket kan more sig.
PÅ MENNESKER lider dyrene ej,
selv et rovdyr søger at flygte,
når det møder et menneske på sin vej.
Vi har altså et dårligt rygte!
EN DIGTER er som et skælvende siv,
der bøjes af af barske vinde;
han drømmer en drøm om et skønhedsliv,
han aldrig i verden vil finde.
ER UNGDOMMEN gået i vasken,
bør man søge at ældes smukt;
forgæves man puster til asken,
når de sidste gløder er slukt.
34
VED kristendomsforfalskninger er ført
bevis for kristendommens kvalitet;
om falske pengesedler har man hørt,
forfalsket gråt papir er aldrig set.
ET ORD — hvad er vel i grunden et ord?
en lyd fra et menneskes læbe,
og dog kan det sætte de dybeste spor,
kan skabe liv — eller dræbe!
ALFABETET er som et puslespil,
med brikker, der flyttes og trækkes;
utroligt, hvad det kan blive til,
når i kunstnerens hånd det lægges.
FOR den ensomme mand bør dagværket gå
som en hasteligt rindende elv,
så fries han derved fra at få
medlidenhed med sig selv.
EEN samler på gamle og sjældne bøger,
en anden sin frimærkesamling forøger;
den ædleste samlermani, jeg kender,
er at samle på minder om gode venner.
35
AT VENTE på chancen er ofte omsonst,
man spilder blot tid og kræfter;
men at skabe en chance, det er en kunst,
man gør vel i at lægge sig efter.
ENEREN finder en knudret sti,
hvor kommende slægter skal vandre;
en flok ham følger og står ham bi
med at trampe den til for os andre.
FEM høns af een fjer man fordum fik,
de tider er længst forbi,
nu skaber moderne sladder-teknik
af eeh fjer et helt hønseri.
DE TILLIDSHVERV, man har samlet på,
bør man slippe, når tiden er inde.
Klog er den mand, der sanser at gå,
før man beder ham om at forsvinde.
37
TIDLIGT blev bogen min gode ven,
og mangen en lære har den mig givet;
men bogens bedste gave var den,
at den gav mig hjælp til at lære af livet.
ER MAN født som sjælelig invalid,
så bliver man aldrig andet;
så bliver livet en daglig strid,
og hver glæde med tungsind blandet.
ALTFOR mange véd lidt om meget,
altfor få véd meget om lidt;
altfor tit vi i dybden har sveget
for bedre at kunne favne vidt.
MAN mener, min tankes tøjr er for kort,
jeg skulle gå mere dristigt frem,
men jeg vil nu ikke længere bort,
end at jeg bestandig kan se mit hjem.
AT MIT ene øre for lyd er lukt,
er nærmest et lykkeligt skæbnens spil;
der siges så tit noget mindre smukt,
som jeg vender det døve øre til.
38
EN JYDE vel stundom må give køb
for øboens større gesvindighed,
men han sejrer dog i det lange løb
ved hjælp af sin jydske sindighed.
DA SOL gik ned, og det blev mørkt på jord,
begyndte frygten mennesket at gæste,
men fra en prås der lød et trøstens ord:
»Vær bare rolig. Se, jeg gør mit bedste!«
(Efter Tagore)
EN SEJR, der vindes smertefrit og nemt,
kan stundom vej til vækst og fremgang spærre.
Miskendelse er vistnok noget slemt,
men billig popularitet er værre.
NÅR alle bØgetræer er lige høje,
og alle karakterer lige sløje;
når ravn og lærke synger samme sang,
da bliver livet sødt i Danevang.
VI VURDERER vor næste fra vugge og til grav
efter ordene, der udgår af munden,
men sjælen er et vragfyldt og uudforsket hav,
hvor søslangen bugter sig på bunden.
39
OM DU hører ord af en jydes mund,
der synes dig stærkt at rose,
da vogt dig — måske har de dobbelt bund
og rummer en lønlig skose.
MAN siger, at hvad der er spart er tjent,
men det kan jeg knap nok rigtig fatte,
for hvis det var helt bogstaveligt ment,
så ville man også den indtægt beskatte.
VED omnibussernes virksomhed
vil sundhedstilstanden højnes;
man får frisk luft ved hvert et stoppested
i lang tid, før bussen øjnes.
JEG sår i min have en smule frø,
den udsæd sig rigt forrenter,
og der skal man ikke stå i kø,
når lidt til føden man henter.
MAN lytter til lærkernes klokkespil
en solgylden sommerdag på landet,
og det er så dejligt at være til,
at man ikke ønsker at være andet.
40
EN MAND af så mange uheld blev mødt,
at han med mistro sig selv betragtede;
det viste sig jo, at da han blev født,
kom han ind i noget, han slet ikke magtede.
EN MAND kom tilkort i livets strid,
det slagsmål savned han mod til;
men så blev han syg i længere tid,
og det var han ligefrem god til.
NÅR både evner og kræfter er små,
bør man helst ikke te sig altfor kras;
et er at vide, hvor skabet skal stå,
noget andet at få det sat på plads.
EGOISMEN i verden har megen magt
og klæder sig i så mangen dragt;
en verdslig egoist er en hamber herre,
men en from egoist er dog endnu værre.
AT ONDSKABEN breder sig mer og mer
og lægger alverdens lyksalighed øde,
er let at forstå, når man gravskrifter ser,
det var altid de gode og fromme, der døde.
41
SYNG, når lykkens solskin luer,
syng, når mørke skyer truer.
Syng ved gry og syng ved kvæld,
sang er glædens kildevæld.
KUNDSKAB man af bøger får,
den kan god og nyttig være;
den, som søger visdom, går
helst hos livet selv i lære.
OM LIVETS og dødens gåde
vi får kun så lidt besked;
det er derfor en himlens nåde,
at vi aner mer, end vi véd.
ET BLIK, et smil, en tone øm,
et glimt af sol i ungdoms vår,
kan leve som en lykkedrøm
i sindet gennem mange år.
ER DEN endt den lykkelige
tid med solskin og med sang,
tak da Gud, at du kan sige:
jeg var lykkelig engang!
42
SOM tolerancens svorne ven og tolk
jeg gerne andres syn vil respektere;
intolerancens sure dømmer-folk
det kniber mig dog svært at tolerere.
JO MINDRE man ejer af det reelle,
af livets inderste, sande værdi,
des mer vil man klynge sig til det formelle,
til udvortes form og ceremoni.
AT HIGE højt er en bestandig kval,
man er og bliver dog kun ufuldkommen;
jo mer man nærmer sig sit ideal,
des mere føler man sig under dommen.
VAR hvert et brædt for knaster fri,
blev snedkeren kun halvt så dygtig;
gik livets trængsler os forbi,
blev vist vor karakter lidt flygtig.
MIN sorg er ej den vej, jeg måtte vandre,
de trange ungdomsår med slud og vind;
det er den hjertesorg, jeg voldte andre,
der hviler som en byrde på mit sind.
43
NUETS ekko er mindet,
en sagtelig rislende strøm,
det lever i menneskesindet
som en fjern og forunderlig drøm.
NUET er stærkt og krævende,
dets middagslys er solskinshvidt;
mindet er blidt og bævende,
dets aftenlys er stjerneblidt.
44
DEN samme sandhed kan siges
med noget forskellige ord,
derom vi bestandig kriges
på denne splidagtige jord.
DER er mere retfærd i skæbnens spil,
end man øjner lige i tiden;
den dukkert, den indbildske trænger til,
skal han nok få sig før eller siden.
NÅR vi vort sidste ord har sagt,
og afskedstimen kommer,
da er vor sidste rejsedragt
en skjorte uden lommer.
MANGEN trofast ven jeg kender,
som jeg trygt tør stole på,
men jeg ejer også venner,
som mit øje aldrig så.
SELV om tid og rum os skiller,
går mod samme mål vor gang,
og ved samme kilde stiller
vi vort hjertes dybe trang.
EJ TIL samme kår vi fødes,
kristenfolk i syd og nord,
dog i eet vi daglig mødes:
i at bede fadervor.
DER venter mig en åben grav,
når kistelåget lukkes,
men åndens smil, som Gud mig gav,
skal det i døden slukkes?
46
AT TALE om ligegyldige ting
med en ligegyldig person,
mens man ligegyldigt ser sig omkring,
det kalder man konversation.
BEDRE en ager med korn, der gror,
er det end med klinte og tidsel blandet,
end en flade med gold og nøgen jord,
hvis renhed minder om Ørkensandet.
DEN skæmt, der er som en giftig pil,
man aldrig bør låne øre.
Den alvor, der ikke tåler et smil,
er som regel ej værd at høre.
DER spørges dumt, og man giver et svar,
der er overlegent og bidende;
men det sker, at man gør sig selv til nar
ved at te sig som bedrevidende.
FOR mig er kålens blad og rosens knop
to gode borgere i samme rige;
af samme muld de begge vokser op,
og mod den samme sol de begge hige.
47
HANDLINGENS helte hyldes,
dem kommer vi ofte i hu;
lidelsens helte det skyldes,
at verden består endnu.
HVIS du er en uselvstændig person,
som ikke godt formår at stå ene,
så slut dig til en organisation,
den vil sige dig, hvad du skal tro og mene.
Hos folk, som man bare kender,
man bruger flittigt sin mund;
kun nære fortrolige venner
kan tie sammen en stund.
EN TALER bruger mange omsvøb,
fortaber sig i dunkle ord;
det røber, at han mangler omløb
på det sted, hvor hans tanker bor.
LIVET er som en skoledag
med sorg og glæde som hovedfag,
glædens timer er idel fest,
men i sorgens timer vi modnes bedst.
48
OM lys uden varme har Grundtvig sagt
et strengt fordømmende ord;
kun dér, hvor lys er med varme i pagt,
står livets blomster i flor.
AT JORDENS tiltrækningskraft er stor,
vi gamle især fornemmer;
vi bøjes mere og mere mod jord,
tilsidst man i jorden os gemmer.
DEN store mand kan man skæmte med,
han véd, hans storhed er ubestridelig,
men en lille mand bliver stundom vred,
hvis man overfor ham er lidt uhøjtidelig.
DET hænder til tider, at Gud kaster vrag
på en hjælper, hvis kristendom er korrekt,
og at han i en svær og vanskelig sag
gør brug af et redskab, der er lidt defekt.
NÅR søvnløshed om natten mig vil drille,
så værger jeg mig med et lønligt smil
og tænker: Jeg vil ligge ganske stille
og træne til det sidste store hvil.
49
MAN véd jo nok, at årets dage
vil bringe både fryd og ve;
men man bør ikke forskud tage
på sorg, man aldrig får at se.
MAN frygter kritikkens hvasse kniv
og mener, dens nytte er negativ;
en nyttig gerning det dog kan være
at prikke hul på en indbildsk blære.
SOM kommen i en sødmælksost
gør smagen mer pikant,
så krydres livets hverdagskost
af lidt poetisk tant.
VED megen tale røber
man let, at man er dum;
den risiko man løber
ej ved at være stum.
AT RETTEN bør holdes i ære,
om den sag enes man let,
men hvor gammel skal uretten være,
før den er forvandlet til ret?
50
FOLK uden humor må man lade fare,
som deres ven man aldrig mig har set;
i deres sure miner ser jeg bare
et tegn på psykisk invaliditet.
OM DU føler dig skammeligt svigtet
af en ven, der var blevet dig kær,
føl dog ej til sorg dig forpligtet,
han var næppe din trofasthed værd.
DET sker, at folk, om hvem man i det hele
helst kun det allerbedste ville tro,
dog søger deres kage stærkt at mele,
når der skal holdes skifte i et bo.
TRODS undervisning i talekunst
blev mangen tale dog holdt omsonst;
måske var det stundom til mere nytte
med et kursus i at holde sin bøtte.
SOM barn jeg kun hjemlige stier har trådt,
men nu er jo alting flottere;
for nutidens børn er det hjemlige småt,
de skal helst være globetrottere.
51
MED lyntog og luftskib man farer afsted,
om rekorder man daglig kan skrive;
en hel masse tid vi vinder derved,
som vi siden må se at fordrive.
MAN grubler, gransker, spekulerer
og får om mange ting besked;
tilsidst med sorg man konstaterer,
at endnu ingenting man véd.
52
FORKYNDERNE svinger vel ordets sværd,
men de fleste er ikke farlige;
kun een slags kommer jeg nødig nær,
det er dem, der er ufejlbarlige.
HVIS man har lidt tiltro til eget værd
og ikke er bare en klud,
så banker man ikke på døren dér,
hvor man een gang er blevet vist ud.
53
DU, som for de dybe fald blev sparet,
kom den faldnes bitre nød i hu;
har han end på vilde veje faret,
han er dog et menneske som du.
I SKOLEN den dygtige brillerer,
men i livet man ikke sjældent ser,
at den, der fik gode karakterer,
alligevel selv var en sløj karakter.
Jo MERE man ældes af år, des mer
man lytter betaget til vårens sang;
det under, der i naturen sker,
man ser måske nu for sidste gang.
MAN har ofte vraget en mand, fordi
han ikke var kvalificeret;
det hjalp ej, at han var et født geni,
når han ikke var eksamineret.
EN FAR og en mor opdrager de små,
det koster slid og forsagelse,
og senere prøver de unge på
at bedre de gamles opdragelse.
54
NÅR nøden er stor, er hjælpen nær,
den sandhed vi tit har erfaret;
vor strid med de mange bekymringers hær
kunne ofte godt være sparet.
AT ÆRGRE sig er en unyttig id,
en gift, der humøret fordærver.
At bekymre sig er et unyttigt slid
på trætte og følsomme nerver.
MAN står til tider ved en dunkel port,
alt synes mørke, nat og nederlag.
Fortvivl dog ej, om mørket synes stort,
bag porten er der atter lys og dag.
ET NYTTIGT kort er det sorte »Spar«
i livets skiftende spil;
når man aldrig bruger mer, end man har,
vil pengene altid slå til.
To BRIKKER er der i livets spil,
den ene er kvinden, den anden manden;
et fælles virke skabtes de til,
men gør det tit så svært for hinanden.
55
VÆR ikke for hidsig til kætterjagt,
det før i tiden er hændt,
at »kætteren«s tanker først fik magt,
da han selv på bålet var brændt.
TIL djærv og beslutsom handling
der kræves vel karakter,
men livslang, tålmodig venten,
det kræver dog meget mer.
NÅR man hører en fagmand nævne,
at han bliver ved det, han har lært,
kan det tydes som bristende evne
til at lære — det ny er for svært.
DEN, der tænker, før han taler,
undgår mange slemme kvaler;
men hvor tænkeevnen fattes,
tavshed fremfor alt må skattes.
DE ONDE ånder triumferer
ved lyden af hver afskudt pil,
når giftigheder man serverer
med falske, honningsøde smil.
56
DET er sært, at chancen for verdensfred
bestandig af syne tabes;
man træffer dog jævnligt folk, der véd
ret nøje, hvordan den skal skabes.
MED frihedsklokker der ringes,
alverden skal nu gøres fri,
men en »frihed«, hvortil man skal tvinges,
er vel nærmest et nyt slaveri?
ER MAN selv en ligegyldig person,
hvis fortjeneste ingen kender,
så skaffer man sig lidt position
ved at prale med fornemme venner.
HVAD fremtiden bringer af øget viden,
det er for de fleste af os dulgt.
Er en mand i det stykke forud for tiden,
vil af sin samtid han blive forfulgt.
PROFETERNES liv står ofte på spil,
man finder dem irriterende.
En dag slog man også Gandhi ihjel,
hans fredssind var altfor generende.
57
PÅ JORDEN høres gny af våben
og hadefulde fjenderåb,
men over os er himlen åben,
vi har, trods alt, et nytårshåb.
MIN faders gode ord jeg mindes,
når trængselstider mig vil gæste:
Med tålmod alt kan overvindes,
jeg håber altid på det bedste.
MANGE, jeg forhen gerne så,
har denne vor jord forladt;
der er færre venner at hilse på
og mindre slid på min hat.
VI MENNESKER støder gang på gang
på en grænse for, hvad vi kan vide,
men fattig er den, der aldrig har trang
til grænsen at overskride.
AT REGNE penge for noget skidt
er slet ikke særlig priseligt;
penge er gode nok, for så vidt
man forstår at omgås dem viseligt.
58
NÅR førermangel volder slægten kval,
man klarer sig som regel ved at sætte
en lille mand højt på en Piedestal
og sværge på, at han er just den rette.
59
LIDT akavet jeg til verden kom
og kunne ej straks protestere;
nu beder jeg om en skånsom dom,
— jeg skal aldrig gøre det mere!
GUD ånded på en håndfuld støv
og lærte det at smile.
Det støv blev mig. Som vissent løv
jeg snart i muld skal hvile.
ET ÅNDEPUST fra livets væld
fik hjertet til at banke,
en dødens trækvind sent i kvæld
for livet sætter skranke.
SPRØD og sprukken er klokkens klang,
når malmen har slået en revne;
svag og vemodig er sjælens sang,
når livet er over evne.
NÅR man gemmer mit støv i den sorte jord,
og man så på min gravsten vil sætte
som hilsen til venner mit sidste ord,
så er ordet: Tilgiv! det rette.
60
NÆER en mennesk hå brydderi mæ si maww,
gjør en bæst i å læ en ha fri en pa daww;
næer vi ander æ trætt, ska vi hwiil wos en ti,
å æ maww ka osse træng te å ha fri.
N ÆER en mennesk æ sykk å ett ka soww,
ska en gi ham en bog, der ett lywwe få groww;
ka han løøs sæ i søwn å soww sæ rask,
så trænge han ett te æ dogters flask.
»DE æ da en grimme syggen, en hå fåt!«
såen sæje folk, ihwa di så skåe;
di tøgges ålldsammel, te de æ få håt,
en råe lille syggen æ der ingen dæ håe.
EN MAND, dæ ka ninn å skjæld ud o hans kuen,
må anden vær uend helde ufåstande;
han skuld helde gi hind et køs hvæ muen
å sæjj: De wa sjow, te vi fæk hwerande!
DEN mand, dæ vil ha en kuen udden fejl,
inden han ka tøkk å vær wal fånøwet,
ka fo low å dø som en sæer gammel snejl,
der ålde bløw gywt å ålde hå løwet.
61
RENLEHJED er en gue ting,
men åldting ka drywwes få vidt;
næer en stoww æ så fien, te en ett ka væær i en
må en helde væær let beskidt.
ET HJEM, en hå stri få i manne oer,
ka en gnist gjør et haste fåbi mej;
så rask ka de uund fo si arrbed goer,
de gue tåer et si ti mej.
DE æ kywwsom å vær te nar for en ven,
men blyw gal i æ howed — hvi skuld en de?
En ska bagatte si å blyw gue igjen,
å de æ dæ møj ulejlighjed ve.
DE æ så grim å høør o folk, dæ skjændes,
en tøgges, den bestelling æ så dum;
å manne gong ka di wol knap nok jennes
om, hwa de æ, di ett ka jennes om.
Æ HÆLLEDAWW ska en wal skjøn o,
men di æ da så haste omm;
de æ lissom den glee, dæ ka bæst fåslo,
er æ glee øwwe de, dæ ska komm.
62
NowwE ka ett fo dje kas te å stemm,
å nowwe hå wonnheld mæ hva di bestel,
men ingen håer et så undt som demm,
dæ goer å ka ett kom te rætt mæ sæ sjel.
ADAM bløw glad, da han fæk sæ en brud,
de siibjen, hun koost wa godt giwwen ud.
A tænke, han ga hind et køs hwæ muen
å så: De wa sjow, te æ fæk dæ te kuen!
VERDEN æ fuld a vrøwl å spetakkel,
vi tøgges, wo ti æ hiel a laww
men om nowwe oer vil ve et mirakel
wo ti blyw »di gue gammel daww!«
EN KAN ett længer åld de en vil,
næer æ røkk blywwe gammel å bØwet,
men så lænng en ka rederier sæ sjel,
så skal en endda vær fånøwet.
ET GODT lille minnd,
en fæk low te å gjemm,
ka somtie linn,
næer æ mued er i klemm.
63
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Epigrammer 1968 af Anton Berntsen (1968) |
Copyright ISCA Software 2023-