Æ Fjeedkal

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

Dæ wa manne Folk henn, å æ Kjerk wa fuld,
ve æ Biskop gik op o æ Stuel,
hans Kjowl wa a Silke, hans Breller a Guld,
å hans Ansegt lyyst som en Suel.
En fo sjælden Besøg a den Slaw Kåål,
å des mie må en skjøn o et;
en kund høør o æ Mand, te han gjaan vild tåål
såen vi Bønder ræt kund fåsto et.

Hans Tegst wa om en fåloren Søn,
dæ drow uddenlands nowwe Oer
å kam pjalte hjem, men så wa et så kjøn
å høør om de Gilld dæ bløw goer.
Æ Fåe håd bøjjen si hjele Slæjt,
dæ wa Dåens å løste Musik,
men den anden Søn wa en twæære Knæjt,
han tow hans Kasket å gik.

Te æ Gilld bløw der osse slawtet en Kal,
æ Folk skuld jo ha dem no Mad,
å vi måt ett trow den wa mawer å smal,
ve den bløw bån ind o æ Fad.
Nææ, de wa en Fjeedkal, måt vi fåsto,
den grummest dæ wa i æ Goer,
en Kal, æ Familli håd fjeedet o
— måskiesæ i manne Oer!

Æ Kåålfolk begyndt å rokk i æ Sææd,
å æ Dæjn sad å skottet te wos,
men æ Bisp wa så glad, han wa lii ve å grææd
han ajt jo, hans Uer føld ve wos.
A tændt, ve a so te han lott æ Bog
å slow ud mæ en hwid lille Håend:
de æ sæer, te en Mand der æ så klog,
endda ett håe bæjje Fåståendl

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Udvalgte Jydske Digte 1948 - andet bind af Anton Berntsen (1949)

Udvalgte Jydske Digte 1968 af Anton Berntsen (1968)

Tilbage