En Meddesøwn

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

Æ Flæsk wa få fjed, å æ Grøed wa få styw,
men næer en æ sulten å hæjsen ett skåe,
så klemmer en o mæ de Mad en håe,
om osse de legge let tung i æ LYW.
A taaret mi Skie å slekket mi Knyw,
no tøtt a en Meddesøwn kund vær råe.

Om æ Flæsk hååd æ Skyld, ka a ett bedømm,
men så soor a sowwet, begyndt a å drømm,
å de føøst a so, ve mi Ywn a lott,
wa en Vej dæ gik lii te Himmerigs Puott;
let stejl å knokkelwon wa en å si te,
å no håd en lii fåt så møj å eed,
a sat mæ i Gong, men kam snåe te å sweed,
å a puust imelld, de mått a ha Ti te.

Ve æ Indkjøøren wa der et høw Kateder,
die sad der en Mand mæ et stue Skekk,
å de wa så hwid som en kalket Vekk,
a såånst mæ de sååm, te de wa Sant Peder.
Han skuld jo tagsier, hwa di Folk wa vaer,
dæ kam å vild ind ad Himmerigs Daer.

No, a vild go ind, a mindt han måt kinnd mæ,
men han såå, om a vild sto let te en Sii,
han keg i en Bog, men tøtt ett han kund finnd mæ,
a wa kyw å, te a skuld hie sto å bii.
Ilaw vi diskurieret, wa dæ jen dæ smut ind,
de wa FattegorssLine -— en ussel Støk Kwindl
Ind kam hun, men hun blywwe nok pevven ud,
wa a innd, skuld a snåe fo hinnd hevven ud.
No kam dæ så manne, dæ wa ve å blyw Trynngi,
a kjæænd godt di fliest, di wa hie fræ æ Ejn,
men Sant Peder vest ålde den mindste Beskejn,
han læt dem smut ind, næer di ga ham et Tejn;
dje Børrm å dje Puesse bløw smet i jen Dynngi,
de so ud te, te ålld wa liimøj ræjn.
No lukke han op for æ Røjtes Kjællingl
han må da go hiel i Bååndom den gammel,
æ de no nued likk, te såen en Bestelling
ska passes a jen dæ slæt ett ka sammell
Di skuld lii læ mæ kom te å rangsier dem,
a kinde mi Folk, a skuld nok komfermier dem.

»Ja«, sæjer a, »no er a kyw å å bii,
a hå ves ett fåtint å blyw såen sat te Sii,
a hå preket få Folk å slawwen i æ Buer,
a hå så dem den klååre Sandhjeds Uer;
a hår ålde om Sønnden kjor Kuen i mi Låå,
a hå gawwen te Møøder ve Moon å ve Løjt,
a hå ofret mi Pææng, a hår ett nued å frøjtl«
Men Sant Peder hoor ett engong hwa a såål
Så kam der en Engel å lindet æ Daer,
å ud fræ den kam dæ så lyst et Skjaer,
han holdt en såen, te æ Lyjs lii kund ramm mæ,
— næj fyj endda, hwor a no måt skamm mæ,
no fæk a å SI hwa mi Guehjed wa vaerl
A wa moogbeskidt, ussel å grim å sælle,
å ålder en Træwl a hååd o æ Bælle,
men inden æ Daer kund a skimm en Skåår,
dje Klæje wa hwiid, å dje Ywn wa klåår.

Så lusket a å, a wa skidt tepasy
men a wownt i de sååm, Dæ wa jen, dæ rovt: »Mads!
Hudden er et da, Mand, do legger å tår o?
do drømme ves, Verden æ ve å fågol«
A gnej mi Ywn, å mi Howed a drejjet:
»A hå drømt så slem, te a ett ka sæjj et,
men Guskelow te de no æ fåbi,
ka do no ett lii hjelp mæ i let Klæje?«
Men no ga Kjesten sæ te å li:
»Do drømmer ino, Mads, hwa æ et do sæje?
do er i Klæje nok, så vidt a ka si!«

— Den Meddesøwn sat mæ hårdt i Klemm,
den laar mæ nued, te a ålder vil glemm.
Men trower I, de a fåtæel jer æ Løwn,
— prøw sjel å spis Flæsk å sow Meddesøwnl

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Udvalgte Jydske Digte 1948 - første bind af Anton Berntsen (1949)

Udvalgte Jydske Digte 1968 af Anton Berntsen (1968)

Tilbage