An Dorret

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

De hå hørrmet mæ Sne no i flie Daww
fræ ålld fie Verdenshjønne,
æ Kållstokk, dæ stoer i An Dorrets Haww,
æ pot onder snehwiid Djønne.
Sjel sedde hun innd i hind lierkliinet Stoww
å fryjs, te hun bevvere ve et,
å diefå ska hun no ud å skoww,
så snåe de gi Væjjele te et.

Hun stamper astæj i Sne te æ Knæer,
de nøtte jo ett, en vil spåår sæ,
hun glee sæ ve, te æ Skow æ så næer,
hwodan mon en hæjsen skuld klåår sæ?
Hun samler en Døngi a Pinnd å a W as,
hind Finnger æ lii, te di pregler,
så prøwwe hun, om hun ka løwt æ Las
å go mæ et, udden te hun stegler.

Så slævve hun å mæ æ Børrm o æ Nakk
å glee sæ te å blyw værrmet,
å tøgges endda, hun hå Grund te å takk,
hwifå skuld hun wal vær fånærrmet?
Let Hoorhjed ska vi wol ålldsammel prøww,
men næer blot æ Hælbred æ gue,
så ka en jo osse vær glad ve å løww,
så lænng en ska væær o æ Jue.

Hun hælse så mild te den vringle Mads Bak,
dæ stoe mæ en Liem ve æ Nødsdaer,
han swåer mæ et Grynt, dæ ska gjælld for en Tak,
o en Hælsen, dæ mindst wa et Køs vaer.
Han tænker, æ Kjælling hår åldti wan skør,
å hun blywwe ålde kurieret,
han tøgges, An Dorrets gue Humør
æ lissom let umotivieretl

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Småfolks Fånøwels af Anton Berntsen (1920)

Udvalgte Jydske Digte 1968 af Anton Berntsen (1968)

Tilbage