Te dawwle hun trisser omkring ve hind Hytt,
hun æ gammel å rynket å gro,
om Sønnden hun stoer i æ Kjerk som en Stytt,
å en groww Hoven Ståes hå hun o.
Hun hår osse engong håed en Mund, dæ kund li,
et Par Bjeen, dæ kund sprinng i en Låå,
da hååd hun en Kjærrest, de wåår en Støk Ti,
så kam der en Daw, te han gor et fåbi,
å da tow hind Howed let Skåå.
Hwodan di bløw skild ad, hun hows ett så liig,
hun trower ino o hind Ven,
en Daw vil han komm å spring øwer æ Diig,
å da ska di møddes igjen.
Æ Oer hå wan manne, æ Ti blywwe long,
men hun ska nok viis, hun ka bii,
hun ved jo, Hans Krestian kommer engong,
å så ska hun pyntes, som da hun wa ung,
å sto som en Bruj ve hans Sii.
Teksten forekommer i følgende publikationer:
Megstur af Anton Berntsen (1925) |
Udvalgte Jydske Digte 1968 af Anton Berntsen (1968) |
Copyright ISCA Software 2023-