O æ Kjærrgor

De pusler i æ Kjærrgorskroog,
men de æ kons æ Awtenvind,
no linde jen æ Kjærrgorsloog
å leste sæ herind.

En gammel, træt å falmet Piig,
hun komme her så tit, så tit,
hun finde ve æ sønder Diig
en Graw mæ Jaanstakit.

Die legge han, hind Ungdomsven,
dæ jengong wa så stærk å glad,
hun tænker — om å om igjen —
o de, dæ skilld dem ad.

Et vrejjen Uer — et haste Swar —
de woldt, te åld dje Lykk bløw øø,
å hwæ få sæ dje Sorre di bar,
te han bløw sykk å døø.

- De æ så mørk, som de wa Nat,
æ Moon hå nok begyndt å kwælld,
en Blomst hun o hans Graw hå sat
å grædde let imelld:

»A kund ha fåt en gue Mand,
Hans Peders Hjem kund ha wan mett,
— der æ så møj, dæ kunnd ha wan,
åå, hwofå bløw et ett?

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Megstur af Anton Berntsen (1925)

Udvalgte Jydske Digte 1968 af Anton Berntsen (1968)

Tilbage