Profeten og Partiet

Gud sendte en Profet. Hans Stemme hørtes
af store Folkeskarer vidt om Land,
til Bod og Anger mange Hjærter rørtes,
hos andre tændtes Hadets hede Brand;
hans rige Aand var som en Vaarens Bølge,
der smelted Is og alle Skranker brød,
en stadig større Flok med ham slog Følge,
betagen af hans Tales stærke Glød.

Han aved Stræberne, holdt Tugt og Orden,
for verdslig Magtbegær hans Sjæl var fri,
men da han først var død og lagt i Jorden,
saa gik man hjem og danned et Parti;
ved Formandsvalget vanked der lidt Skrammer,
dog naaede man tilsidst et Resultat,
man vedtog Love, skabte faste Rammer
og var til fortsat Virksomhed parat.

Snart af Profetens efterladte Taler
man danned en udførlig Dogmatik,
det voldte lærde Folk en Mængde Kvaler
paa Grund af Mandens bristende Logik;
hvert Ord, han havde talt, blev nøje gransket,
fortolket, presset, endevendt og klemt,
indtil man havde klart og uforvansket
den sande Læres rette Form bestemt.

Man stopped Munden paa enhver, der mukked,
hvis Tanker afveg fra den skabte Norm,
en Taa man klipped, og en Hæl man hugged,
til Livet stivned i Partiets Form;
den rene Lære intetsteds blev sveget,
dog var med Livets Frugt det smaat bevendt,
Profetens Aand var fra Partiet veget,
det stod nu som den Dødes Monument.

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Megstur af Anton Berntsen (1925)

Tilbage