To Aar

Jeg er min Moders Øjesten,
og Faders Pigelil,
og jeg kan gaa paa mine Ben,
naar bare selv jeg vil.

Men jeg vil gerne kravle op
paa søde Moders Skød,
saa putter jeg min lille Krop
i hendes Favn saa blød.

Jeg spiser med min egen Ske
ved Faders brede Bord,
jeg snavser ikke mer min Ble,
for nu er jeg jo stor.

Og jeg har nok at tænke paa
den hele lange Dag,
for jeg har fire Dukker smaa,
den ene er lidt svag.

Og jeg kan blive snydevred
for ingen Verdens Ting,
jeg smider mig paa Gulvet ned
og sparker vildt omkring.

Men saa er Mor slet ikke glad,
det kan jeg sagtens se,
til Frelsermand vi følges ad
og siger pænt: Bebe!

Og naar saa Dagen er forbi,
jeg kysser Mor Godnat,
jeg lukker mine Øjne i,
saa sover lille Skat.

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Megstur af Anton Berntsen (1925)

Tilbage