Hun sukket så tit, næer æ Arrbed vild drell,
næer æ Jegt bløw så hoer, te hun ett kund bestell,
næer æ Smågriis slow fejl, å æ Kuw kååst æ Kal:
»Åå, bæjjer et wal — åå, bæjjer et wal!«
Mi Mue æ dø å fåstummet hind Røst,
men liigodt a tøgges, te innd i mi Brøst
de hweske hwæ Gong der æ nued, dæ go gal :
»Åå, bæjjer et wal — åå, bæjjer et wal!«
Mi Fåe å Mue så gjaan vild a æær,
den bææst a dje Bøen vild a ålderhelst væær,
men Verden æ uend, å æ Vej æ så smal,
åå, bæjjer et wal — åå, bæjjer et wall
Teksten forekommer i følgende publikationer:
Megstur af Anton Berntsen (1925) |
Copyright ISCA Software 2023-