Æ Daw æ te Æænd, å æ Suel æ nie,
den Daw, dæ gik, kommer ålde mie,
æ Skyer æ swott, der æ Tejn te Ræen;
a håer o æ Vekk i mi lille Kammer
tow gammel Potrætter i falmet Rammer,
demm sier a o, næer æ Lyjs æ tæend.
A næer a sier o mi Fåes Bellet,
a hows, hwo løste han sang å spellet,
hans Hoer wa swot, a hans Ywn wa blank;
kam a hjem fræ Skuel, gik han hen å hindt mæ,
så stod han nie ve æ Bæk å vint mæ,
å somtie bar han mæ opad æ Bank.
A sier o de Bellet, a håer a mi Mue,
hun gik så stell, å hun wa så gue,
hun glemt sæ sjel for å glee hind Båen;
om Awtenen kam hun å satt sæ ve mæ,
så hååd hun en gue Historri te mæ,
så sang hun en Sallm, mens a holdt ve hind Håend.
Di blywe så løwwend di gammel Minder,
en Awten sad hun å klappet mi Kinder,
de wa den Vinter, a gik te Præst,
vi snakket om, hudd'n vi skuld ha et sammel,
næer Fåe å Mue engong bløw gammel,
- Wohærre véd, hwa dæ tjen wos bæst.
Mi Mue bløw swag o hind Sjøen å Høørels,
mi Fåe bløw sælle, han fæk en Røørels,
tesidst kund han hwerken styyj helder sto;
de bløw jo længer jo ringer mæ dem,
di kund ett vær jenn, a måt ett draw fræ dem,
hwa en sjel bløw te, måt en ålder tænk o.
Dæ wa en Kåel, dæ så godt kund lii mæ,
han wa så flink, å han lowwet å bii mæ,
så døø hans Forælder, han fæk æ Goer;
han manglet en Kuen, han kund ett vær jenle,
han såå mæ Fåwal så mild å så venle,
han hå wan gywt no i trødde Oer.
A sled hæhjemm, te mi Røkk bløw kroget,
æ Kuw bløv målket, æ Nøs bløw moget,
mi Fåe å Mue måt loww få dje Piig;
di fæk dje Passen, så lænng di wa løwwend,
å ve di wa døø, di dje Nawwn fæk skrøwwen
o en Grawwstien inden æ Kjærrgorsdiig.
A kund ha wan Kuen i en Goer saa gue,
å a kund wol no ba wan Bæstemue
å sat mæ en lille Piig o mi Knæ,
- no sedder a jenn i mi lille Kammer
mæ tow Potrætter i falmet Rammer,
å ingen vil sørre, næer a ska hæfræ.
Så møj ka en gjøør få demm en howwer,
mi Arrepået bløw et Par fatte Stowwer,
a tøgges endda ett, te a bløw snøt,
di Minder a håe om mi Fåe å Mue,
di fylder mi Sind mæ en Glee saa stue,
å de a hå goer hår a ålder fåtrøt.
- Æ Daw æ te Æænd, å æ Suel æ nie,
å ingen véd, om en sier en mie,
de sus i æ Avvild sønden æ Diig;
de æ som mi Mue no sad her ve mæ,
å die æ mi Fåe! -— no lie han te mæ,
åå, kommer I no å hinter jer Piigl
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Megstur af Anton Berntsen (1925) |
Copyright ISCA Software 2023-