Epigrammer julen 1941

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

Kunst og Kristendom er Himmelstiger,
over dem er høje Stjerner tændt;
hvor man ej mod fjerne Tinder higer,
er de begge kun saa lidt bevendt.

Maalet ser jeg for mit Øje tindre:
god og ren og sand i Sind og Færd!
Aldrig faar mit Hjærte Fred i mindre,
aldrig naar jeg fuldtud Maalet her.

Om Sindet er stemt til Glædesfest,
eller Sorg og Vemod er Sjælens Gæst
er mindre vigtigt, blot Strengen røres
saa kraftigt, at Hjærteklangen høres.

7

Slag skal smerte, Saar skal svide,
det er Livets bedste Værn;
mistes Evnen til at lide,
da er Døden ikke fjern.

Paa Kamplysten bør man vel holde Styr
længst muligt paa hæderlig Vis,
men Freden bliver dog alt for dyr,
hvor Sandheden gives til Pris.

Hver Times Syssel i min Have
med Busk og Blomst og Urtebed
er en velsignet Lykkens Gave,
en lille Dosis Sjælefred.

Hospitalets blanke Ruder
saa jeg tit fra Sengens Puder,
er dog glad, at jeg for Tiden
ser dem mest fra Ydersiden.

8

Et uønsket Barn gaar til Livet ind
med et Aag, der er tungt at bære;
det kan hvile saa tungt paa et Barnesind,
at det ikke har Ret til at være.

Naar Sorger formørker et Menneskes Aand,
og Uvejret flænger hans Sejl,
da rækker han efter en frelsende Haand,
men ve den, der da griber fejl!

Den Sag er vistnok som oftest slet,
der med mange Ord skal forsvares;
naar man ved med Vished, at man har Ret,
kan lange Forklaringer spares.

9

I Tider med Lykke, Bifald og Gunst
saa mangt et Talent forødtes;
de ædleste Tanker, den rigeste Kunst
af Længsel og Lidelse fødtes.

At smile tappert trods trange Kaar,
den Kunst kan i Livet læres.
Lykken er ikke den Skæbne, vi faar,
men Sindet hvormed den bæres.

Eneren finder en knudret Sti,
hvor kommende Slægter skal vandre ;
en Flok ham følger og staar ham bi
med at trampe den til for os andre.

I Sjælens Løndom der er et Arkiv
med Minder fra svundne Slægters Liv.
Det hænder, at man faar et Glimt at se
af længst hensovedes Fryd og Ve.

10

Mod Kirken slynger Trolden sin Sten
men har aldrig Held til at ramme;
den Aandsmagt, han tænker at volde Mén,
i Tide hans Haand vil lamme.

11

Om du hører Ord af en Jydes Mund,
der synes dig stærkt at rose,
da vogt dig — maaske har de dobbelt Bund
og rummer en lønlig Skose!

De Tillidshverv, man har samlet paa,
bør man slippe, naar Tiden er inde.
Klog er den Mand. der sanser at gaa,
før man beder ham om at forsvinde.

Erstatnings-Kaffe, The og Tobak
man nyder med Andagt og Fatning;
det er mere pinligt, hvis Selskabets Snak
har en Bismag af AandslivsÆrstatning.

Den Skæmt, der er som en giftig Pil,
man aldrig bør laane Øre.
Den Alvor, der ikke taaler et Smil,
er som Regel ej værd at høre.

12

Den, der har Penge. kan faa hvad han vil,
saadan man ofte forhen har sagt,
men nu skal der ogsaa Mærker til.
Kong Mammon har mistet en Del af sin Magt.

Naar Skroget er hullet og Masten skudt ned,
er der lidet tilbage af Stadsen;
saa sætter man Vraget paa Grund et Sted,
hvor det ikke generer Sejladsen.

13

Den Mand, der af egen Drift ej vil
paa Klogskabens Veje vandre,
er som Regel ejheller klog nok til
at lade sig lede af andre.

Mangt et Problem kan man nu faa klaret,
man behøver blot at slaa op i en Bog;
et Spørgsmaal dog endnu er ubesvaret:
om man altid gør klogt i at være saa klog?

Rigmanden skaber sin Position
ved Pengemagt og Veldædighed;
den lille Mand hævder sin Sag og Person
ved fanatisk gennemført Stædighed.

At kende sig selv tilbunds er svært,
men staar man ved Livsvejens Ende,
saa har man dog nogenlunde lært
sin egen Begrænsning at kende.

14

Det er bedre at lide et Nederlag
i Kampen for Sandhed og Ret
end at vinde en straalende Sejr i et Slag
for en Sag, der er vitterlig slet.

En Kunstner er bare en Mand, der drømmer
om skyhøje Tinder, han aldrig skal naa;
han sukker, naar man hans Værk berømmer,
— en Skygge blot af det Syn, han saa!

15

At en Mand tog Eksamen med Meget godt,
garanterer ej mod Fordummelse;
ved mangen Eksamen man klarer sig flot
blot ved Hjælp af en god Hukommelse.

En Mand kan færdes i Livets Larm,
være æret, anset og meget formaaende,
og dog huse en lønlig Angst i sin Barm,
fordi han — trods alt— er en udenforstaaende.

Fra Venner lød et bekymret Ord :
Hvor har vi egentlig Manden henne?
Mit Standpunkt maa alle gerne kende,
jeg dvæler helst der, hvor Livet gror.

Om Uenigheden end er saa stor,
at den huslige Fred slaar en Revne,
saa har dog et veldækket Middagsbord
en forunderlig samlende Evne.

16

Kærlighed er et underligt Spil,
hvortil man vist aldrig saa Mage ;
jo mere Forbruget tager til,
des mere har man tilbage.

17

Man aabner sin Dør for saa mangen Gæst,
og Gensynsfryd kalder Smilet frem,
men intet skaber saa rig en Fest
som Barnets Besøg i sit Barndomshjem.

Tidligt blev Bogen min gode Ven,
mangen en Lære har den mig givet,
men Bogens bedste Gave var den,
at den gav mig Hjælp til at lære af Livet.

En Doktorgrad gør ej Sagen klar,
naar det gælder at retlede syge Tanker;
det hjælper bedre, hvis Lægen har
et Hjærte, der varmt for den syge banker.

Godtkøbs Tro gør ingen tryg,
godtkøbs Tvivl gør ingen vis.
Vender man til Kampen Ryg,
faar man aldrig Sejrens Pris.

18

Et Skibsvrag, halvvejs begravet i Sandet,
med Vemod lytter til Bølgens Sang,
om Spanterne skvulper Tidevandet,
det minder om Liv, der var engang.

Tag for dig med Tak af de gode Retter,
du faar serveret ved Livets Fest,
men undgaa alt, hvad der smudser og pletter,
— man bør aldrig plette sin hvide Vest!

19

At gamle Sandheder slemt forældes,
derom der fra mange Sider meldes;
et Ordsprog dog gælder endnu -— absolut:
Sælg ikke Skindet, før Bjørnen er skudt!

At smile til den, der har stødt mig paa Ærmet,
det faar jeg vel efterhaanden lært,
men at tilgive den, jeg selv har fornærmet,
det falder mig stundom mere svært.

At det bedste er det, som Vorherre har skabt,
den Visdom synes mig let at fatte.
Der gaar altid noget værdifuldt tabt,
hvor Menneskeværk skal Naturen erstatte.

Et saaret Dyr, der flygter for at dø,
vil skjule sig bag Krattets Løv og Grene.
I Livets Forgaard staar vi tæt i Kø,
paa Dødens Tærskel bliver man alene.

20

Om Livets og Dødens Gaade
vi faar kun saa lidt Besked,
det er derfor en Himlens Naade,
at vi aner mer end vi ved.

21

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Epigrammer Julen 1941 af Anton Berntsen (1941)

Tilbage