STOKROSEN blomstrer ved Husets Mur,
i Stuen dikker det gamle Ur.
Solen skinner i Haven som før,
men Savnet ruger bag Hjemmets Dør.
Den Kvinde, der gav mig sin Haand og Mund,
har lukket sit Øje i Dødens Blund.
Her har hun vandret for sidste Gang,
her har hun nynnet sin sidste Sang.
Her har hun jublet og her har hun grædt,
om hende minder hvert Rum, hver Plet.
Hun følte saa varmt, hun favned saa vidt,
for andre gik hun saa mange Skridt.
Der kommer en Stund, hvor Læben er stum,
hvor Øjets Taarekilde er tom.
Men Livet skal leves — Gud give os Mod!
Gud, kom os i Hu og vær os god!
Teksten forekommer i følgende publikationer:
| Awtensææd af Anton Berntsen (1945) |
Copyright ISCA Software 2023-