Mathis

IFALD do vil si en Mand så glad,
som en Mennesk snåe ka blyww,
ska do si, næer Mathis foer et Revlsbjensfad
stild få sæ hjemm ve æ Skyww.
Hans Røkk er bre, å hans Maww æ rund,
hans Kinder æ tykk å røø,
let fjette æ han gjaan om æ Mund,
næer han foe sæ no godt te æ Føø.

Hans Vej te æ Kjerk æ ves wal long,
få die sir en ett møj te ham,
men så hoor han en fremmet Præst engong,
å han såå nued, dæ føld ve ham.
Æ Præst stod å preket om Himmerigs Glee,
de wa lissom et stue Gilld,
die wa Abraham, Isak å Jakob te Stee,
å di måt kom mej, hwem dæ villd.
Mathis kund så tyddele si et få sæ:
æ Supp å æ Stieg å æ Kååg, —
den Præst wa relenok ingen Tåssi,
de Gilldmad wa nok vaer å smååg!

Si såen en Preken kund han fåsto,
han bløw ræt så godt tepas;
dje Præst i æ Sown ræjn han ett møj o,
få han æ så hoer å så kras.
Han håe kons no mawwer Bjen i si Fad,
dæ knap nok æ vaer å pell,
men komme den Præst, te dæ preket om Mad,
ja, så ska Mathis nok stell!

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Awtensææd af Anton Berntsen (1945)

Tilbage