De evige Stjerner

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

Naar man i min Læretid gik paa Gaden sent om Aftenen,
kunde det ske, at man fik Øje paa en Mand, som gik med
en Stang fra den ene Gadelygte til den anden. Han gik og
slukkede Lygterne, og for hvert Lys, der forsvandt, blev det
mere og mere mørkt omkring os. Man kunde komme i en sær
tungsindig Stemning ved at mærke, hvordan Lyset forsvandt
i smaa Ryk, og Mørket efterhaanden tog Magten. Men hvis
man saa vendte Blikket fra Murene og Brostenene og saa op
mod Nattehimlen med de evige Stjerner, saa var der Trøst
i at se de Tusinder af Lys, som Gud har tændt, og som ingen
jordisk Lyseslukker kan naa at mørklægge. Deroppe var Ly-
set lige klart og straalende, selv om der blev slukket nogle
Lygter her paa Jorden.
Naar man er kommen op i Aarene og ser, hvordan ens
jævnaldrende, som man har kendt og holdt af, dør omkring
en, saa er det som om den store Lyseslukker, Døden, gaar ved
vor Side med sin Stav og slukker det ene Lys efter det andet.
For hvert Liv, der afsluttes, synes Tilværelsen at blive fat-
tigere for os, der bliver tilbage. Saa er der en Ven mindre
at mødes med og at udveksle Tanker med; saa er et Blik ud-
slukt, der saa ofte havde smilt os i Møde; saa er en Dør luk-
ket, hvor vi før gik ud og ind med Glæde.
Men saa har vi Lov til at løfte vort Blik opad mod de evige
Stjerner. Støvet blev lagt i Graven, men dermed er ikke alt
forbi. Lyset blev dog ikke slukket, det blev kun flyttet herfra
og op til Faderhuset med de mange Boliger. Vi har et i--laab,
der rækker ind i Evigheden.
Vi fødes til et Liv, vi ej forstaar,
af Storm og Hav omtumles vildt vor Baad.
Dog sker det, at en Dag vort Maal vi naar.
,gca god er Gud. Saa mægtigt er hans Raad!

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Tanker om mennesker af Anton Berntsen (1949)

Tilbage