Tidselens Rod

Bemærk: Denne tekst er ikke korrekturlæst (endnu)!

Man siger, at ingen har set den sidste Rod af en Tidsel.
Med lidt Behændighed kan man trække en Tidsel op paa en
saadan Maade, at der følger en lang hvid Rod med, men
den yderste Rodspids faar man aldrig, den bliver siddende i
Jorden, og en skønne Dag skyder der en ny Tidsel frem paa
det samme Sted.
Paa samme Maade gaar det med den menneskelige Selvisk-
hed, denne bitre Rod til al Slægtens Synd og _Elendighed.
Man oplevede maaske en alvorlig aandelig Sindsfornyelse,
hvor Selviskheden syntes at blive rykket op med Rode. Nu
skulde Livet for Alvor indvies til at tjene Gud og Menne-
sker. Men der blev alligevel en skjult Rodspids tilbage, og der
kom en Tid, hvor den skød nye Skud. Bevidstheden om at
være et anerkendt og anset Medlem af en Menighed kan give
Næring til en Selvsikkerhed, der ikke er af det gode. Saa
føler man sig kaldet til at fælde Dom over andres Færd og
Anskuelser, og saa kan der opstaa Strid, Misundelse og Bit-
terhed, hvis man ikke synes at blive tilstrækkeligt paaskøn-
net. Naar et Menneske i lang Tid har haft en ledende Stil-
ling i en Menighed, kan det falde svært at vige Pladsen for
en anden. Der var i sin Tid Strid mellem Herrens Disciple
om, hvem iblandt dem der skulde regnes for den største, og
den Strid kendes endnu.
Apostelen Paulus er ikke den eneste, der har haft Grund
til at udbryde: Jeg elendige Menneske, hvem skal fri mig fra
dette Dødens Legeme ?

Teksten forekommer i følgende publikationer:

Tanker om mennesker af Anton Berntsen (1949)

Tilbage